I need more coffee.... (Hazel)

Selvom han sikkert sagtens kunne mærke at hun ville blive denne gang, ville hun hellere sige det så han vidste det med sikkerhed. Han betød alt i hendes liv, og uden ham ville hun ikke leve mere. Det vidste hun, og det vidste han oz.
Livet var ikke noget værd for hende, hvis hun ikke kunne være hos ham. Svagt bed hun sig i læben og så hen mod vinduet.
Havde altid nydt når hun kunne ligge og kigge ud på stjernerne og månen.. det gav hende en ro indeni, når han samtidig var der. Alligevel virkede det som om hun ikke ville sove.

"Det ved jeg godt elskede.. men mit liv er her sammen med dig.. og det har det altid været.. jeg elsker dig.. og jeg elsker mit liv sammen med dig.. du er den eneste der kan formå at holde.. hende.. nedd" sagde hun stille og lænede sig op og kyssede ham.
Aldrig havde hun mødt en, der kunne give Phoenix kamp til stregen, ej heller en der opdagede hende så hurtigt som han gjorde. Han kunne se det med det samme, uden overhovedet at se hendes øjne.

Da han lagde sig bedre til rette, smilte hun kærligt og hvilede hovedet mod hans brystkasse. Stadig lukkede hun ikke øjnene. Ikke engang selvom hendes krop uden tvivl trængte til at sove, selv da holdt hun sig vågen.
"Fortæl mig hvorfor du var så opgivende inde ved dine papire? Var det slemt?" Spurgte hun ganske blidt.

Mange ville nok undre sig meget over at de havde været sammen over flere omgange, mest af alt på grund af det de havde været udsat for og oplevet. Men selv så han det alt sammen som ting de havde klaret og vist hvor stærk deres kærlighed rent faktisk var. Hun havde jo haft Phoenix at slås med hvor han bare havde været utrolig glad for sin magt så han kunne hjælpe hende så godt som muligt.

Han sukkede glad og kyssede hendes hår hvorefter han sagde: "Jeg elsker også dig skat.... Mere end livet selv...Og ligemeget hvad livet end bringer så er jeg din.... Din og ingen andens...."

Han vidste godt hun havde brug for at snakke lidt i stedet for at sove så han gav sig til at nusse hende blidt imens han sukkede lidt og forklarede:
"Det er en helt masse skriftruller fra folk der har forsøgt at bruge magi på både og godt og ondt. Langt det meste af det er bare.... Dumme forsøg... Jeg håbede faktisk at du ville hjælpe mig?..."

Hvordan man kunne elske nogen så højt, som de åbenbart elskede hinanden, var en gåde. Hun forstod det ikke helt.. vidste bare at hver gang de ikke var sammen, gkorde det ondt indeni.
Hun var ikke sig selv uden ham, og det hele kunne være ligemeget hvis ikke han længere ville have hende en dag. Så kunne hun ligeså godt have ladet Phoenix overtage hende dengang som nu.. forskellen ville være, at her ville hun ikke længere kæmpe for at få sin kontrol tilbage igen.. kun hvis hun havde ham.

Svagt rødmede hun ved hans ord og bed sig ganske blidt i læben. "Og jeg er din.. og ingen andens.. aldrig nogen andens det ved du da.." hviskede hun smilende og kyssede ham blidt. Forsigtigt nussede hun hans arm og sukkede blidt.

Det var dejligt når han gad at forklare hende om de ting han lavede, for så følte hun virkelig at han ville hende. Hvis nu han bare havde sagt hun alligevel ikke ville forstå det, var hun nok blevet en kende trist. Ønskede virkelig at lære mere om hvad han lavede.
"Åh? Det lyder da irriterende skat.. hjælpe dig? Jeg vil gøre alt for dig" hviskedr hun smilende og undertrykte et gab.

Hendes undertrykte gab fik ham til at smile kærligt inden han rulle med øjnene over hendes kommentar om skriftrullerne.
"Mon ikke de er irriterende..... Jeg ved ikke en gang hvorfor jeg får dem mere.... De er stort set alle sammen fra mennesker. De kan jo ikke bruge magi alligevel..... Åh det ville være dejligt.... Så kan du sidde på mit ben og vi kan nusse lidt om hinanden imens? Det har jeg virkelig savnet.... Eller sådan som du kommer ind med en kop kaffe til mig..... Bare generelt dig.... jeg følger mig ikke hel uden...."

Så lagde han sig lidt til rette og nød bare varmen fra deres nærvær. Når man var sendt tilbage til jorden på den måde han var, så kunne man hurtigt komme til at føle sig tom eller ukomplet. Den følelse forsvandt fuldstændig lige så snart hun var hos ham. Hun havde altid fyldt det tomrum han havde i sit indre. Og egentlig var han en meget selvsikker mand, men hun kunne hurtigt få ham til at føle sig som en genert teenager igen ved blot et blik, selvom hun også kunne give ham følelsen af at kunne klare alt med blot et smil.
"Det er helt ok at lukke dine øjne min egen..... Jeg går ingen steder..... "

Hazelin smilte ganske svagt og bed sig i læben. Noget ved det at ligge hos ham, gav hende trygheden igen.. men hun var bange.. så bange.. det gjorde næsten ondt.
At miste ham helt, var det værste der nogensinde kunne ske for hende og det gjorde hende virkelig bange. Det lød sikkert dumt, for han havde jo sagt han elskede hende og at de altid skulle være sammen, men de drømme hun havde haft på det sidste, gjorde sit indhug i hendes selvtillid.
Nu havde Hazels selvtillid aldrig været den bedste i verden, og den blev bare værre og værre når hun ikke havde ham, til at hjælpe hendes humør.

"Jeg kan ikk... jeg vil ikk sove.." hviskede hun ganske lavt og så forsigtigt op på ham. Hun havde ikke sovet i næsten en uge og hendes krop var allerede afkræftet af det.
Ganske stille rejste hun sig og hvilede kort siden mod dørkarmen, inden hun så ind på ham og smilte lidt. "Jeg henter lidt vand.. to sek" sagde hun mildt. Hun skulle ned og have nogle piller.. havde fundet nogen der kunne holde hende vågen.
Lydløst gik hun nedenunder og åbnede sin taske. Fandt pillerne og stod lidt overvejende med dem.

Som de lå der var han både virkelig lykkelig og lidt trist på en gang. Han tvivlede på ingen måde på deres følelser, det var jo tydeligt hvordan de blev stærkere og stærkere med tiden. Nu havde deres følelser alligevel overlevet stort set alt så han vidste hvor langt de ville gå for hinanden.
Ganske blidt strøg han hendes hår blidt bag det ene øre og sukkede roligt. Egentlig havde han heller ikke lyst til at sove for han ville meget hellere være sammen med hende. Men samtidig vidste han godt at hun havde brug for at sove. Så på den ene eller anden måde, måtte han jo give hende den nødvendige tryghed på den ene eller anden måde.
Han nikkede til hun ville hente vand, men da hun var gået, rejste han sig.

Han kom lydløst ned til hende som hun stod og kiggede på pillerne. Så sukkede han lidt dybt men alligevel kærligt.
"Du behøver ikke piller for at holde dig vågen..... Men det er noget du selv er herre over.... Jeg vil bare gerne have lov at være der for dig...... Må jeg høre.... Hvad er det for nogle mareridt du flygter fra?"
Det var tydeligt at han gerne ville have hun skulle have det godt, men han håbede også hun ville fortælle ham noget så han kunne gøre noget for hende.

Det at være tilbage på slottet sammen med ham, var fantastisk og hun kunne ikke forestille sig noget bedre. Alligevel var hun bange for sine mareridt.. bange for hvad der kunne ske når hun havde et.. men hvordan skulle hun dog fortælle ham det.. ville han overhovedet forstå det.. vide hvad hun snakkede om.
Det kunne hun jo ganske vidst ikke vide før hun havde fortalt ham det, men for nu ville hun bare lade ham tro, at det hele var fint.

For en gangs skyld havde hun ikke hørt ham komme, han havde altid været så stille. Hun havde nær tabt glasset da hans stemme brød hendes tanker.
Blidt så hun om imod ham og tøvede. Så kort ned på pillerne. Så derefter op på ham igen med et ganske forvirret blik. Han ville sikkert aldrig se hende igen, hvis han vidste hvad hun gjorde ved sig selv.
"Jeg.. uhm.. Connor jeg ville bare.. det er hovedpinepiller.. det ikk.. jeg har ikke mareridt.." hun stammede. Snublede nærmest over ordene. Svagt sukkede hun og lagde pillerne og satte glasset fra sig. Hev lidt ned i sine ærmer, som var krøbet op.
"Bare gå op i seng.. jeg kommer om lidt.."

Han gik meget forsigtigt hen til hende med en urokkelig og kærlig ro over sig. Som han stod henne ved hende, strøg han blidt hendes kind og smilede.
"Det er ikke hovedpinepiller.... Og nej du har ikke mareridt..... Det kræver du sover for at få dem....."
Så lænede han sig ind og kyssede stille hendes kind imens han nussede hende på ryggen på en måde hun altid havde sagt hun kunne lide. Nogle gange kunne det føles som en forbandelse at kunne se og mærke så meget som han kunne men lige nu var han egentlig rigtig glad for det. For det gjorde han kunne hjælpe hende hvor hun ikke nødvendigvis turde spørge.

Så satte han sig på en stol ved siden af hende og trak en ud til hende selvom han egentlig håbede på hun ville sætte sig på hans skød. Det gav en helt særlig ro når hun nærmest puttede sig ind mod ham.
"Det er nemmere sagt end gjort, det ved jeg godt..... Men du vil være overrasket over hvor meget jeg kan acceptere når bare man siger det.... Specielt når det nu er dig jeg elsker så højt.... Jeg vil aldrig sende dig væk...... Må jeg så høre?..... Du kan stole på mig...."

Hazelin så væk fra ham, selvfølgelig vidste han at hun løj. Han kendte hende for godt, og med hans nye evner var det nærmest umuligt.
Som han kom hen til hende og kyssede hendes kind, så hun stadig ikke på ham. Vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, for hun vidste godt at de ting hun var begyndt på, var dårlige. Ikke blot pillerne, men oz det andet hun ikke ønskede at han så. Heller ikke selvom hun elskede ham, og vidste at han bare gerne ville hjælpe.
Idet han trak stolen ud og satte sig så hun tøvende på ham. Strøg stille hånden igennem sit hår.

Forsigtigt gik hun hen og satte sig på hans skød. Hun sad lidt tøvende og virkede faktisk meget usikker. "Det.. det bare mareridt.." mumlede hun lavt og hev ganske svagt ned i sine ærmer.
Stadig så hun ham ikke i øjnene, for hun vidste at han ville se alt. Når man havde været sammen så længe som de havde, kendte de hinanden rigtigt godt. Og blot ved et enkelt blik, vidste de hvad der var galt. For en stund var hun tavs igen.

"Gå bare i seng.." sagde hun forsigtigt og så ham i øjnene.

Han nussede hende blidt som hun satte sig på ham og han kunne så tydeligt mærke på hende at det var ikke nemt for hende at snakke om overhovedet. Bare det at hun satte sig ved ham og sagde det var mareridt var en stor ting for hende så han respekterede det selvfølgelig også. Men det var stadig tydeligt hvordan hun undgik hans blik da hun jo udemærket vidste hvad der skete når deres blikke mødtes.
"Jeg kunne godt mærke det..... Jeg ved også godt det er svært for dig.... Jeg håber du ved hvor inderligt og højt jeg elsker dig.... Og ligemeget hvad er der ikke nogen der kan ændre på det....."

Det havde i lang tid været svært for ham at se, specielt da han før var det andet væsen. Men hun fik virkelig åbnet noget i ham på det punkt også. Hun fik vist hvordan at hun så ham med helt andre øjne end resten af verden. Hun havde ikke set en morderisk Djævel eller en Seraphim. Det havde altid været Connor for hende. Og selvom det ikke var gode ting hun gjorde, ville hun altid være hans Hazel.
Netop som hun vendte hovedet, kunne det gyldne skær i hans øjne anes. Noget der altid var der men meget få lagde mærke til. Det var også det særlige blik der gjorde at han nu så alt

Hazelin mærkede hans arm om sig og sukkede ganske svagt for sig selv. Nogle gange ønskede hun at hun var meget bedre til at lyve, end hun egentlig var. Svagt pillede hun ved sine ærmer, der var tydeligt noget hun skjulte på sine arme. Noget hun ikke ville have at han så.
"Connor vær nu sød.." hviskede hun lavt og rejste sig langsomt. Gik hen til vasken og lod kort armene hvile om sig selv. Hun ønskede skam at have det bedre, men det hul hun havde gravet til sig selv, var åbenbart langt sværere at komme ud af igen, end hun havde regnet med.

Lige nu ville hun bare ikke miste ham.. og frygten for det var simpelthen for stor til at hun kunne stoppe tankerne igen.
De blå øjne hvilede på hendes spejlbillede i vinduet, men hun så ikke nødvendigvis sig selv lige nu.
Det kunne måske virke underligt, men hun så kun en skygge af sig selv. En facade der blev holdt på plads for ikke at bryde sammen. Hvis han bad hende gå.. var det spild.. så ville hun ikke mere.. han var den eneste grund til at hun stadig var der.

Han gik hen bag hende som hun stod ved håndvasken hvor han lagde hænderne meget blidt på hendes skuldre og kyssede kort hendes hår en gang. Så kiggede han ud af vinduet og selvom han ikke kunne se det hele så havde han en rigtig god idé om hvad hun så. Når Hazel fik sådan et humør, var han fuldt ud klar over hvad det handlede om og der udover kunne han jo se meget ved blot et blik.
Han gav sig til at nusse hendes skuldre imens han så hende i øjnene via spejlbilledet og hviskede nærmest:
"Hazel.... Du behøver ikke gemme dine piller..... Du behøver ikke gemme dine arme.... Jeg ved godt hvad der er sket og hvad du føler du er nødt til at gøre.... Men du må aldrig være bange for at fortælle mig noget.... Du mister mig ikke.... Jeg kom tilbage for dig.... Jeg forlader dig ikke.... Du er mit hjerteslag....."

Han vidste jo godt hvordan hun ind imellem skadede sig selv, han var ikke sådan at skjule ting for. Men han kunne aldrig nogensinde finde på at forlade hende på grund af det. Han ville tvært imod altid være der, og trøste hende når det var nødvendigt. Eller hjælpe hende hvis det blev nødvendigt. Og måske kunne de i fremtiden undvære at hun skulle gøre de ting fuldstændigt. Men det skulle hun ikke presses til, han var der bare som det ene faste punkt i hendes liv der aldrig ville forsvinde. Lige som hun var for ham

Hazelin mærkede ham komme tættere på hende og lukkede kort øjnene som han lagde hænderne mod hendes skuldre. Hun var bange.. ville bare gerne være glad sammen med ham, men det var svært lige nu. Mærkede ham kysse hendes hår og åbnede øjnene igen.
Mødte hans blik i vinduet. Han kendte hende al for godt.. han vidstr som regel hvad hun tænkte, og det kunne gøre det rigtigt svært for hende at skjule noget for ham. Hun elskede ham, men ville ikke miste ham fordi hun gjorde dumme ting.

Hans ord gjorde hende usikker.. glad.. men usikker. "Jeg.. jeg er bare så bange Connor.. hvis du aldrig vil se mig igen fordi jeg er som jeg er.. så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre.. jeg savner dig sådan.. men..' hun tav og bed sig hårdt i læben. Det hele virkede sikkert meget mærkeligt for andre, men han ville forstå det.. han kendte hende jo.
Stille trak hun sine ærmer op og viste ham de mange sår og dybe mærker. Hendes blå øjne hvilede nu ikke længere på ham, men derimod ned i gulvet.
Mon han stadig ville være sammen med hende nu.. nu hvor han så hvad hendes problem havde bredt sig til at være? Det var ikke bare lidt nu, men tydeligvis ret meget hun gjorde det.

Han gav hendes skuldre et stille klem som hun fortalte hvordan hun havde det, og fuldstændig som før, havde han en stoisk og nærmest kærlig ro. Hendes usikkerhed var fuldt ud forståelig så han gjorde selvfølgelig hvad han kunne så hun kunne mærke at han altid ville være der.
"Jeg lovede dig at jeg aldrig nogensinde ville forlade dig..... Det vil jeg heller ikke.... Der er en grund til jeg aldrig nogensinde har taget min ring af.... Jeg vil altid være din.... I medgang og modgang....."

Så betragtede han hendes mærker imens han så tænkende ud. Så tog han hendes hænder og så hende dybt i øjnene hvorefter han kyssede hendes hænder. "Jeg kan godt se det har været slemt..... Jeg har ikke nogen illusion om at det forsvinder bare ved et trylleslag.... Men jeg er her stadig og sådan bliver det ved..... Jeg elsker dig Hazel....."
Han havde et klart signal i sine øjne om at han var rolig og stadig så lige så elskende på hende

Hazelin prøvede inderligt at finde ro i hans blik, men det var svært. Hun tvivlede ikke på det han sagde, men samtidig ville hun også forstå hvis han valgte at gå. Altid havde han været der for hende, uanset hvor mange problemer hun havde været i.. uanset hvad hun havde gjort, så var han aldrig forsvundet.
"Connor.. jeg tror på dig.. det gør jeg.. men hvordan skal jeg kunne godtage at tvinge den jeg elsker.. til at se hvad jeg gør ved mig selv?.." hviskede hun ganske lavt og så ned i gulvet. Hun hadede virkelig sig selv for det her, og hvis han ikke var gået med ned, havde hun nok aldrig sagt noget om det.

Som han kyssede hendes hænder, undgik hun hans blik. Hvordan kunne han være så sød ved hende hele tiden?.. hun havde aldrig gjort sig fortjent til det.. altid var hun stukket af uden et ord.. hun havde ledt ham i problemer.. havde udsat ham for så mange ting og alligevel.. stod han der og kiggede på hende, som betød hun alt i verden for ham.
"Jeg elsker oz dig.. men det er ikke fair det her.. ikke overfor dig" hviskede hun stille og bed sig hårdt i læben. Mon hun nogensinde ville tilgive sig selv for alt det her.. det var ikk noget hun kunne sige med sikkerhed.

Han nussede hende blidt som han altid havde gjort når hendes verden virkede svær, lige nu handlede det om hun skulle føle at der i hvertfald var en fast ting i hendes verden. Det var ikke sikkert det var sådan hun så på det men ikke desto mindre var det sådan tingene var. Han ville aldrig nogensinde have fortjent hende hvis han bare var gået når hun havde haft det sværest.
Så kyssede han meget forsigtigt hendes kind og så hende dybt i øjnene imens han nærmest hviskede til hende:

"Og hvorfor ikke det? Du var hende der blev hos mig da jeg var en af de mest frygtelige skabninger nogensinde. Med din hjælp fik jeg set Matthew en sidste gang.... Du så ud over de tusinder jeg har dræbt...... Du så langt mere end mine handlinger.... Du lærte mig at elske allerede da mit hjerte slet ikke slog..... Min kærlighed til dig er så stærk at jeg blev sendt tilbage.... Måske ser du det ikke som fair.... Men jeg svor at jeg altid ville være der for dig.... Og det holder jeg.... Lige meget hvor verden end tager os hen.... Så er der kun en hvis kærlighed kæmper for...."

De havde været langt mere igennem end langt de fleste kunne forestille sig. Deres verdener havde været ved at ramle om ørerne på dem og alligevel så havde de stadig så stærke følelser for hinanden. Det var ikke en gave der bare skulle smides væk

Hazelin virkede en kende stille som han stod og snakkede til hende. Ingen tvivl om at deres følelser for hinanden var virkelige.. og at de var stærke.. alle de ting de havde været igennem, måtte jo betyde et eller andet i længden. Kort strøg hun hænderne igennem sit lange blonde hår, så væk som han kyssede hendes kind.
"Sig ikke sådan noget.. du har aldrig været en frygtelig skabning for mig.. det ved du godt.. du har aldrig gjort mig noget ondt overhovedet.. ikke engang selvom du var udød.. du kendte alle mine svagheder, alle mine dårlige sider.. du kendte til Phoenix og du udnyttede det ikke.. jeg ville have gjort alt du sagde.. uden tøven" hviskede hun stille og bed sig i læben.
De vidste begge at det var sandt.. han kunne have fået hende til hvad som helst, hvis han havde villet. Det lød måske dumt, men hun havde hurtigt fået tillid til ham.

Forsigtigt lod hun armene glide om sig selv. En let skælven i hendes hænder, indikerede at hun var dårlig. Men hun sagde ikke noget.. når alt kom til alt, vidste hun jo godt hvad det var.. det var havvand hun manglede..
Sammen med det at hun ikke spiste eller sov, skulle der ikke særligt meget til før hun blev dårlig. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde gjort nogle af tingene.. hun prøvede at undgå det.
En straf hun havde lavet til sig selv, for at stikke af fra ham endnu engang. "Jeg vil ikk sove.."

Det gav ikke nogen rar følelse indeni da hun så væk, som han kyssede hende men han sagde ikke noget da han jo godt forstod hvorfor hun gjorde det.
"Men det var jeg for resten af verden..... Hvilket kun gør det endnu mere fantastisk at du så udover det.... At du så Connor og ikke Khá..... Og selvfølgelig udnyttede jeg dig ikke... Du skabte et hjerteslag hvor andre kun troede der var død...."
Så gav han stille hendes hånd et klem og sagde stille: "Jeg ved godt du ikke vil sove..... Men du ved godt du bliver syg..... Og jeg vil have du skal have det godt..... Jeg har en idé...."

Så løftede han hende blidt op i sin favn og gik roligt udenfor med hende. Han vidste godt når hun fik det sådan, skulle han gøre noget for at vise hende det ikke behøvede at være sådan. Så sprang han op i luften og hans smukke vinger spredte sig og bar dem ud over muren og hvorefter han fløj ud mod kysten. Han lod noget af sin energi flyde så hun ikke kom til at fryse. Når det havde været så længe siden, var det rigtige hav det eneste der var godt nok. Nok mente hun ikke selv at hun fortjente det, men han havde altid ment at hun skulle have det bedste.
Der gik heller ikke længe inden man kunne ane havet og nærmest dufte det

Hazelin så længe væk fra ham, hun var skam ikke bange for ham eller noget.. nej hun var flov.. flov over at have det sådan her, og tvinge ham til at se hende på denne måde, når hun vidste hvor ondt det gjorde.
Som han snakkede så hun stadig ikke på ham, vidste at han kunne se alt det hun ikke ville have. Alt det hun prøvede at skjule, kunne han se i hendes blik. Og det ønskede hun ikke.. det var ikke alle ting hun ønskede at han vidste. Mange ting kendte han til, men ikke dem alle..
Stille bed hun sig i læben og hvilede armene om hende selv.

Da han pludselig kom tættere på, så hun forundret op på ham. Lod ham løfte hende, selvom hun hadede det.. hadede at føle sig så hjælpeløs. Men dey var okay når det var ham der gjorde det.
"Hvad.. hvor tager du mig hen?" Spurgte hun lavt som han fløj afsted med hende. Lod armene hvile svagt om hans nakke.
Da de nåede ned til vandet stilte hun sig langsomt i sandet. Duften alene fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Det føltes som om det skulle springe ud af brystet på hende, men det gjorde det nu ikke.

Langsomt satte hun sig i sandet med benene oppe imod sig. Så på bølgerne der slog ind imod hende, men lige akkurat ikke kunne ramme hende.
Vinden hev i hendes lyse hår og fik det til at flyve om hende.

Først stod han bare og betragtede hende lidt som hun bare sad i sandet. Det blev dog tydeligt at hun ikke blev rørt af havet hvilket virkede til at være helt med vilje. Det var også der han tog en beslutning om at hun skulle have det bedre, også selvom hun ikke følte hun fortjente det. Så uden at sige noget, tog han hende op i sine arme igen uden et ord. Så begyndte han at gå ud i havet med hende til vandet nåede hendes skuldre. Hans blik var rettet mod horisonten hvor han så stod stille med hende.
Efter lidt begyndte han dog at sige noget:

"Jeg ved godt jeg ikke bare kan få dine problemer til at forsvinde.... Men jeg kan i hvertfald gøre dette.... Om hvor vidt du mener du fortjener det er ligemeget.... For jeg elsker dig højere end livet.... Og hvis det koster at du bliver vred på mig for at du ser hvad jeg gør for dig.... Du har brug for havet så jeg bringer dig havet.... Du er mit livs lys Hazel.... Hvad der hviler i vores fortid.... Intet af det vil gøre min kærlighed mindre....."

Så stod han bare med hende i armene, men han holdt ikke fast så hun kunne sagtens hoppe ud af hans favn hvis hun ville. Kort rettede han blikket ned mod hende og prøvede at smile men alligevel med en intensitet i sine øjne. Hvis ikke hun ville se ham i øjnene, rettede han blikket mod horisonten igen

Hazelin blev siddende og så på bølgerne da de slog imod hende. Kunne ikke finde ud af hvad hun skulle.. hun ønskede ikke at få det bedre. Hun fortjente det ikke.. hun fortjente at lide så længe som muligt.
Som han kom hen til hende og tog hende op, så hun forbavset på ham. "Connor?.. hvad laver du?.. neij.. slip mig, sæt mig nu ned" sagde hun og vred sig en smule som han tog hende med hen til vandet.
Ønskede ikke at han bar hende ud i vandet, men hun havde ikke kræfter til at kæmpe imod ham.

Hun krøb nærmest op af ham jo længere ud hun kom i vandet. "Lad være.. jeg vil ikk.. Connor.. hold nu op.." bad hun og så ham i øjnene.
Da han så kom så langt ud, at hun ikke længere kunne undgå at ramme vandet, mærkede hun en susen for ørene. Hendes kræfter kom igen og hun havde problemer med at holde sig afslappet. Det var så længe siden, og hun var ikke glad for det.
Som han så på hende, mødte hun hans blik. Hun virkede usikker. Kunne ikke finde ud af om hun skulle være vred eller glad.. det hele var forvirrende.

Han så på hende med et nærmest beroligende blik imens han holdt hende og sagde roligt:
"Sssshhhh det er ok Hazel..... Du ved lige så godt som mig at du har brug for det..... Måske synes du ikke du fortjener det.... Men det gør jeg..... Hvis vi skal kunne nyde hinanden som vore hjerter byder det.... Så bliver vi nødt til at starte et sted..... Så det bliver her.... Jeg gør det fordi jeg elsker dig....."

Så gik han let ned i knæ så hun blev lidt mere dækket af vand. Vandet ville hjælpe hende på en måde hun egentlig ikke selv ville acceptere lige nu men han håbede inderligt at hun forstod hvorfor han gjorde det. Måske ville hun blive vred på ham, men det var ikke det det handlede om lige nu. Det handlede om hun skulle få det bedre.
Selvfølgelig ville det være overvældende at hendes evner kom tilbage så stærkt som de gjorde men samtidig ville hendes krop også få noget den var blevet nægtet så længe.

Vred sig for at komme fri, men hun vidste godt det var ligegyldigt nu. Hun steg ned fra hans arme, inden hun gik væk fra ham i vandet. Hun gik op på stranden igen og vred sit hår. Tøvede lidt.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, men samtidig havde hun kun den følelse, og den tanke at han gjorde det af kærlighed.
Vandet hev pludselig fat i hende og hun så ned mod sin fod hvor vandet snoede sig om. Det var hendes magiske evner der gjorde det.. hun havde manglet det så længe at hendes krop nu skreg efter det.
Usikkert så hun ned i sandet og prøvede at få styr på sine evner, hvilket var umuligt.

Noget af vandet greb fat i hendes hånd, inden hun modvilligt lod vandet hive hende længere ned mod vandkanten.
"Okay.. okay jeg skal nok" sukkede hun og smed sine sko. Gik langsomt hen og trådte længere ud i vandet. Så ham i øjnene. "Tak Connor.." sukkede hun ganske lavt. Ville ikke have at han følte han havde gjort noget galt, for det havde han jo ikke.. han ville bare hjælpe hende.

Han kiggede kort efter hende som hun begyndte at gå ind imod land igen, imens han stille sagde: "Tilgiv mig.... Men det var nødvendigt.... Jeg kunne ikke leve med at du led sådan...." Så vendte han blikket mod horisonten igen og sukkede kort. Det var virkelig svært ikke bare at skynde sig efter hende men det var også valg hun selv måtte træffe. Han kunne ikke bare tvinge hende til det.

Da hun så nærmest blev hevet ud i vandet igen, kiggede han kort ned. Da hun så kom ud til ham igen, vendte han sig rundt og så hende i øjnene. Så nikkede han til hendes ord og smilede roligt.
"Det var så lidt Hazel..... Jeg elsker dig for meget til bare at lade dig være sådan...."
Noget af vandet havde snoet sig op af hende og dannede nærmest en kjole på hende og dansede let omkring hende. Han undrede sig lidt over det men havde en ide om hvad der skete

Hazelin så tøvende på ham og bed sig hårdt i læben, lige nu havde hun svært ved at finde hoved og hale i det hele. For selvom hun godt vidste at han bare ville hjælpe hende, havde hun svært ved at han havde gjort det.
Vandet var tydeligt glad for at hun var der igen, og hun kunne ikke gøre meget andet, end at lade sine evner styre det hele. Forsigtigt pillede hun ved sin halskæde og så ned på vandet.
Mon han vidste at hun stadig elskede ham så utroligt højt. Det var ikke sikkert, for det var meget længe siden han havde gjort den slags her.

Omsider lod hun sig glide helt ned under vandet, hendes krop lyste og gav nærmest et suk fra sig, inden hun kom op til overfladen igen. Kastede det lange hår om på ryggen og stod med lukkede øjne lidt.
Så derefter på ham og smilte forsigtigt. Hvad sagde man til en man elskede, når de var i tvivl som han var?
"Det.. det var rart du hjalp.. selvom jeg ikke ville have det.." hviskede hun forsigtigt og så væk fra ham. Han var forhåbentlig ikke meget vred.