Hvor der er Ondskab, er der Helte (Åbent Emne)

S: Stationen
T: 19:00
O: Toge og masser af folk
V: Varmt!!!
Udseende: Sort silkeskjorte med en broderet, hvid tiger ned ad den ene arm. Mørke bukser og sko. Han har også en rygsæk på, med to lange genstande som stikker ud foroven.

~

Hirato trådte ud ad toget som den første. Han så sig omkring og gik hen ad perronen.
Han havde siddet hjemme i Japan og mediteret da han pludselig havde fået en helt forfærdelig fornemmelse af at der var sket noget frygteligt. Det havde væreet så voldsomt at det havde fået ham til omgående at pakke de mest nødvendige ting, og så tage toget direkte til Di Morga.
Nu var han her så, men han var stadig uvidende om hvad der var sket.

kajika tog telefonen hjemme ved Aion og snakkede med sin mor i det hun tabte telefonen med et ovenlig brag uden at lægge på, trådte i sine klipklapper og løb ned af mod banegården heldigvis boede Aion jo i terra så der var ikke forfærdelig langt(aion er en pige veninde), kajika var kun iført sine hvide shorts og sin tshirts der dækkede maven samt, i mens hun løb satte hun det lange flagrende platin blonde hår op i en hestehale og løb direkte ned af trapperne med et ovenlig brag og gled hen af gulvet da hun nået enden, direkte foran Hirato... og så op med et "auv... auv mit hoved og auv mine ben" hun kiggede op og skrig højt"TIGERDYR!" hun grinte i det hun rejste sig humpende op og sprang på ham midt mellem folkene

Han spærrede øjnene op da hun kom glidende, og smilede bredt da hun kaldte ham for tigerdyr. Han lo og greb hende i et mægtigt kram hvor han svang hende rundt.
"Kajika! Hvor har jeg dog savnet dig!" sagde han og satte hende ned.
Han smilede til hende .
*Hun ligner sig selv.* tænkte han, lykkelig over at se sin "prinsesse" igen.

kajika krammede Hirato og uglede blidt hans hår i det hun grinte let og sagde"hvad laver du dog her ! tigerdyr jeg troede du blev boende i japan og før jeg ved af det ringer min mor og siger du på vej til selveste terra!!! årh ! nej min mor jeg tror jeg glemte at lægge røret på upsiiii" hun roede sig fjoget i håret mens hun så lettere pinlig berørt ud og betragtede Hirato for en stund i det hun grinte let og sagde"hmmm..."

Han lo og smilede kærligt til hende.
"Jeg er her nu!" sagde han. Han ville ikke ødelægge dette fantastiske øjeblik ved at fortælle hende om den forfærdelige fornemmelse der havde fået ham til at rejse. Ikke endnu ihvert fald.
Hirato strøg hende kærligt over kinden... og prikkede hende i maven.

kajika tog sig til maven da han prikkede hende der og gik stille ned i knæ og tænkte*ikke fortæl ham! det.... men auv! det gør så ondt, men han kunne jo ikke vide jeg.... jeg er syet der... og ikke har været i stand til at hele det....* hun rejste sig hurtigt op og grinte falsk i det hun sagde"hahah! det ... det var bare skuespil bare rolig hahah! men ja det er du" hun prikkede ham blidt i maven og fjernede sin hånd fra sin mave og var glad for at ha noget der dækkede hendes mave

Han smilede til hende.
"Fjollehoved." sagde han så.
"Jeg må hellere finde et sted at bo." sagde han så og tog hende i hånden. Så begyndte han at gå med Kajikas hånd i sin.
*Hun er stadigvæk en sand prinsesse!* tænkte han glad.

kajika grinte og sagde"Nå så det må du så?? tigerdyr hvor har du tænkt dig at sove??? vis jeg må spørge dig om det?? hmmm eller nærmere bo siden du vil bo her har jeg fået indtrykket af?" hun roede sig let i håret mens hendes tanker faldt på den forfærdelig nat og hvordan hun nærmest var blevet pint men nu var alt godt igen fordi nu var tigerdyr her og han var så dejlig at snakke med og hun ville altid kunne søge hjælp ved ham .

Han lo og sagde: "Måske en dag jeg sover i vores fælles lejlighed og med dig i mine arme."
Han havde stadig ikke glemt det vidunderlige kys hun havde givet ham den dag i Asien, og selvom hun havde fortalt ham at de nok bare skulle være venner, så havde Hirato ikke tænkt sig at give op. *Man siger at hvis man finder noget af ægte værdi, så skal man ikke bare opgive det til en anden!* tænkte han fuld af mod. Han havde haft lang tid til at forberede sig!

Kajika smilte let og tog sig til maven lidt og sagde"så? Hirato-san? har du bare været alene siden jeg tog af sted??" hun kunne tydelig huske det venskabelig kys hun havde givet ham hvor hendes læber blot havde rørt hans for en stund og hun rystede helt i hele kroppen, hun grinte let og sagde"så hirato-san har du fundet en pige egenlig du ved en anden pige du måske godt kan li tihi!"

Han lo og gav hendes hånd et klem.
"Nej. Jeg kæmper stadig for den samme!"
Hans selvtillid havde fået et lille boost, og han havde ikke tænkt sig bare at give op!
Han vidste selvfølgelig ikke at Kajika var forelsket...

Kajika sukkede let og strøg håret til til siden i det hun betragtede ham med sine blanke blå øjne og sagde"årh Hirato-san jeg syntes altså du burde se efter en anden der så mange der gerne vil ha mig og jeg ikke rigtig forholds matriale overhovedet..... du burde virkelig finde din ægtekærlighed argH!" hun gik ned i knæ i det hun tog hånden for maven og så blodet og sagde"hirato-san før mig til hospitalet hurtigt"

Han skulle lige til at give et kækt svar tilbage da hun gik på knæ. Han løftede hende op, rullede hendes t-shirt op, og spærrede øjnene op ved synet af hendes mave.
"Ved Jiraiya's katana..." hviskede han. Han rullede t-shirten ned og begyndte at spurte op ad trappen. Han løb alt hvad han kunne over til hospitalet.
På vejen derover sagd han: "Kajika. Du må ikke tale nu. Men når vi har været på hospitalet vil jeg gerne have nogle svar."

Hun nikkede med sammen klemte øjne mens hun bed sig i underlæben og da de endelig kom tog nogen i mod hende og lagde hende på sengen og sørgede for hun ikke kom til skade og så på Hirato og sagde"Hmmm.... det er fint nok det var inden i hende det begyndte at bløde det godt du kom med hende i tide ellers var det gået helt galt" kajika lå stille der inde med nye syninger og smilte i det hun så hirato-san og sagde"undskyld forskrækkelsen"

Han så bekymret på hende.
"Vi taler sammen når du er okay igen." sagde han beslutsomt.
*Der er sket noget forfærdeligt med hende.. hendes mave... du godeste...* han lukkede øjnene og satte sig ned på sofaen. Hvem kunne dog gøre hende så ondt!?

Kajik tog hans hånd blidt med et smil og sagde"Hirato-san jeg okay tro mig det bare jeg har fået fjernet min livmordere fordi Zane ham der reager her i byen han slog mig i maven efter som jeg havde fået en advarsel men ikke beviligede den så jeg blev straffede med 5 slag han vidste ikke han ville gøre så stor skade så jeg bebrejder ham ikke, han har et temmeligt tiiihii stort tempraman og derfor gjorde jeg uklogt i at tire ham sådan.... så det i bund og grund min egen skyld"

Han så hende i øjnene og skuffelsen lyste ud ad ham.
"Jeg må indrømme at du skuffer mig, prinsesse." sagde han. Hans stemme var trist nu.
"Ingen... INGEN slår en pige, og slet ikke i maven. Se hvad det har kostet dig. Du kan aldrig få børn." sagde han og strøg hende over kinden.
"Hvordan kan du dog give dig selv skylden for en så ond gerning?"

Kajika så på Hirato med tåre i øjnene og sagde"jeg gør alt forkert det som om alle er efter mig på den ene eller anden måde det kan kun være min fejl og forbandelse at være så tiltrækkende eller uuskyldig udstrålende at de ikke kan lade vær med at føle sig fristet!! det min skyld Hirato-san det os derfor du stadig elsker mig jeg har fanget dig i en evig forbandelse! jeg elendig!!"

"ÅRH!!" udbrød han og slap hende. Hans øjne lynede og han vendte sig om og sparkede vredt til en skraldespand så den fløj gennem lokalet.
"Du fatter det jo ikke! Forstår du slet ikke at det er MIG der er helt kuldret med dig!? Og nej, ikke dit ydre, din tumpe, det er dit indre! Hold op med at lade andre træde på dig! Og hold så op med at tro at mine følelser er falske illusioner skabt af din skønhed og væremåde!!!"
Han tog et par dybe indåndinger, og kiggede ned i gulvet.

Kajika så på ham og græd i det hun rejste sig op og løb der ud fra og tænkte*nej! jeg kan ikke.... jeg elsker Ma´lakel jeg kan ikke give slip på ham fordi vis jeg gør det begår jeg mit livs fejl jeg tilhøre ma´lakel!! jeg kan ikke hirato ..... alle er efter mig det er min fejl du vil aldrig forstå det... hvordan skulle nógen forstå det når jeg ingen gang selv kan eller er stærk nok til at sige fra eller slå igen!* hun græd i mens hun løb ned af gangen og turde ikke se tilbage

Da hun løb, forvandlede Hirato sig til en stor, hvid tiger og løb hurtigt eftre hende.
Han indhentede hende og sprang over hende. Han vendte sig om mod hende da han landede, og så på hende med et par meget smukke, meget blide øjne.
"Kajika, vent. Prøv at forstå." sagde han.

Kajika så på ham og hans tiger form og græd i det hun tog om tigeren hirato og græd inderligt og sagde"jeg uduelig! jeg ynkelig! jeg dur ikke til noget som helst!! jeg har bare lyst til at forsvinde!!! ARGH!!!" hun græd og fik ondt i maven og måtte egenlig ikke græde så meget fordi så endte hun med at såret åbnede sig igen og prikkede let til Hirato og sagde"Hmm.... jeg ved bare ikke hvad jeg skal gør måske flytte igen..."

Han knurrede blidt og sagde en smule hårdt: "Lyt så til mig, Kajika Volkan!"
Han satte sig ned og betragtede hende med de blide øjne.
"Du er ikke ynkelig og svag. Og så snart du er parat til at gå, så går vi ud og får healet det sår, og derefter så giver jeg dig en mulighed som jeg aldrig har givet nogen før. Og hvis ikke du tager imod den, så er du godt dum. Lyt til mig, og se du mig blot som en ven, for ja, jeg har forstået nu at det ikke bliver til mere mellem os to." sagde han.

kajika sukkede og tog blidt om ham og sagde"Hirato kan du ikke godt få mig væk her fra bare i dag bare for en stund..... jeg vil så gerne flygte her fra jeg ber dig" hun rødmede let og betragtede ham i noget tid mens hun stille kørte fingeren gennem håret og rødmede let igen mens hun blidt lod sine finger tag om hans pels og lagde sig over hans ryg let

Han nikkede.
"Sværg at du kan holde på en hemmelighed." sagde han og så hende i øjnene.
"Sværg det, og jeg vil tage dig med til et sted hvor du kan få fred for nu."
Hans stemme var alvorlig. Hvis han skulle gøre dette, så skulle hun sværge.
En anelse bedrøvelse var også at spore i hans stemme. Han havde trods alt lige indset at han ikke kunne få Kajika som mere end en ven.