Not Many smiles.. (Charmeine Love)

Med et nærmest begejstret smil, nikkede han og sagde: "Wonderful! Let me just finish this and we can go if you're ready? I will be quick"
Så gjorde han køkkenet færdig i pæn og nydelig stand og sikrede sig lige at der var styr på det hele efter hans madlavning. Maden var i køleskabet og der var gjort flot rent.
Derefter kiggede han smilende rundt på hende og sagde:
"Done! Maybe we will see more possibilities along the day"

Så stillede han sig med armen klar så hun kunne hvile sin hånd der imens de gik. Det var mest af alt for sjovt men samtidig så hun kunne føle han virkelig gad.
Han glædede sig til deres dag

Hun smilede bredt over hans glæde, og satte sig pænt mens hun iagttog ham rydde op og gøre rent. Han var ret effektiv og hurtig på fødderne, så det gik forholdsvist hurtigt. "I will take my shoes on,
and then I will be ready" svarede hun, og tøffede ud efter sine sko. Hun brød sig stadig ikke om at have de tingester på, men de var ret effektive at have på, især hvis man skulle være uheldig at træde i noget skarpt eller lignende.
I løbet af ingentid, var han færdig. "Of course, I have nothing better to do" det var ikke fordi hun havde travlt, og hun havde jo stadig ikke noget arbejde, så de kunne tage hvor som helst. Som han bød hende armen, smilede hun stort, og lagde sin arm over hans. Derpå kunne de forlade lejligheden sammen.

Han havde en særlig idé når de kom frem til parken men det skulle være en overraskelse. Men han glædede sig rigtig meget til at hun skulle se det.
Så ventede han til hun fik sko på og gik ud sammen med hende. Der var heldigvis ikke alt for langt hen til parken her fra så der var ingen grund til at tage bilen alligevel.
Vejret var skønt og selskabet var også dejligt så dagen kunne kun blive lige så fantastisk. Det var længe siden han havde tilladt sig selv at have det så godt.

Som de nærmede sig parken stille og roligt, smilede han varmt og sukkede glad.
"This is actually really nice..... Good weather and good company.... Not the way i would have pictured my day but it's really good"

At de efterlod bilen forvirrede hende i starten, ikke at hun havde noget imod at gå. Hun tænkte bare det ville være mest oplagt. Det så dog ud til at parken lå i nærheden, så de bare kunne gå derhen. Hvorfor havde hun ikke opdaget det? Nuvel, det var ikke verdens undergang.

Hun smilede op mod ham. "I am glad you feel that way" svarede hun varmt. Det betød jo en del for hende at han gerne vil være i hendes selskab. Selv kunne hun ikke klage, at være omgivet af engle, og så en engel som ham var både en stor ære, glæde og bare rart. Han var virkelig varmhjertet og omsorgsfuld, og hun kunne godt lide ham. Det var der vidst heller ingen tvivl om.

"I am hoping i will give you an equally good day as you are already giving me.... It has been far too long since i have taken the time to do a walk or something like that"
Lige så snart de kom hen til parken, slap han hende kortvarigt og smilede nærmest drilsk til hende inden han stillede sig ind på græsset.
Her smed han sine sko og strømper til han stod med helt bare fødder i det bløde græs.
Så smilede han muntert til hende imens han stod og vippede med fødderne imens han sagde:

"It feels funny..... But i get why you dont like shoes when feeling this.... I must do this more..... Come on join me...."

"I enjoy walking, don't worry about me. Nothing we can do would ever make my day bad" med hendes tilgang til livet, tog hun alting positivt, så han skulle ikke frygt for at hun kom til at kede sig. "As to you, I think that is one of the things we have to do something about. You cannot keep yourself in that castle of yours whole day long.." det havde de jo allerede snakkede lidt om, men nu mindede hun ham bare lige om det.

De ankom til parken, og som han standsede op og trådte ind på græsset, betragtede hun opmærksomt. Så smed han ellers skoene, og et smil strakte sig over hendes læber. Det skulle han ikke sige to gange! De hvide ballerinaer blev smidt, og hun stod snart med fødderne i græsset. "It is one of the best feelings ever!" sagde hun med et bredt smil.

Khaa havde altid været en meget velklædt mand og nu var heller ikke en undtagelse. Så hvis man kom udenfra og betragtede de to, ville det nok se specielt ud. Og som de gik afsted lod han sine sko ligge som om han var ligeglad med dem. Det var han jo også.
"Last time i tried this i wasnt able to feel anything.... So it feels a bit cold but in a very good way.....
Such joy in the simplest pleasures..... Amazing....."

Så tænkte han sig lidt om som de gik hvor han så kiggede roligt på hende og spurgte:
"This may seem weird..... But would you mind showing me where you came to earth? It was in this park right?"

At det var en underlig handling i forhold til resten af hans påklædning, det tænkte hun ikke på overhoved. "I like the feeling of the ground, someway it give me more power, make me feel comfortable and free. This cold and tickling feeling, I love it" svarede hun smilende og så op mod ham. "I am glad you are feeling this" tilføjede hun øjeblikket efter.

De fortsatte turen gennem parken på bar tæer, og uden at tænke over hvor de efterlod skoene. Så faldt hans spørgsmål, og hun rynkede svagt brynene. Hvad skulle han dog med den information? "It was..Uhm, let me see.." hun så sig omkring i parken "This way.." sagde hun derpå og fortsatte i den ene retning. Nogle minutter senere, standsede hun op ved endnu et græsområde, der var to store tæer med kæmpe trækroner. På jorden mellem træerne var der en masse græs, og der var groede en del blomster i alle typer og farver. Yderst bemærkelsesværdigt, især fordi resten af parken ikke havde noget lignende.

Han gik med hende som hun ledte ham hen hvor det var sket. Imens tænkte han lidt over hvordan hun måtte have haft det, ikke kun den første tid men samtidig hvordan det måtte være at være tilbage hvor det startede for hende.
Da de så kom der over, gik han direkte hen hvor hun var kommet til jorden og lagde hånden i græsset og ved blomsterne.

Først sikrede han sig at der ikke lige var andre hvorefter hans øjne lyste hvidt igen og hans stemme blev mere som hans rigtige form selvom han ikke skiftede.
Da han begyndte at tale, var det i Englenes Sprog.
"Charmeine..... The place where the earth embraced you..... The very ground embraced your caring and loving being.... The energy from when you landed still lingers..... How pure you were....."

Så rejste han sig og så på hende imens han begyndte at tale på menneskenes sprog igen. "Just as pure as you are now....."

Det var underligt at være der igen, at stå samme sted som hun havde vågnede, omgivet af stirrende blikke, og en masse fremmede som havde sagt alt muligt underligt. Stillede alle mulige spørgsmål hun ikke kunne besvar, og de få som hun havde besvaret havde forvirrede folk og fået dem til at tro hende skør. Ja at sige hun hed Charmeine og boede i himlen var nok ikke det helt rigtig svar, men hun havde været omtumlet, forvirret, og havde skullet få styr på sin krop. At vågne op med en menneskekrop var ikke så let som nogen skulle tro. At få de her arme og ben til at lyste havde været svært.

Han gik tættere på, og satte sig på hug. Hans øjne lyste, stemmen skiftede og fik det til at sitre i hendes krop, og hun hørte englesproget flyde over hans læber. Hendes læber skiltes, og hun var overvældet af de ord, og så rejste han sig og vendte sig mod hende. Hun smilede og trådte ind mod ham og omfavnet ham. "You are so gentle" hviskede hun blidt mod ham, af mangel på bedre.

Han stod stille og tog gladeligt imod hende som hun omfavnede ham.
De havde ikke kendt hinanden så længe men det føltes fantastisk at blive omfavnet. Specielt når det var for sin gode natur man allerede var begyndt at tvivle på.
Så lagde han roligt og fast armene om hende nærmest som om han ville betrygge hende. Ikke at det var nødvendigt men det var alligevel dejligt at stå sådan.

"I have been called many things.... Gentle is not one of them.... But coming from you it feels wonderful.... Every hug even more precious than the one before....."

Måske havde de ikke kendt hinanden længe, men det føltes som om de havde. Den slags påvirket i hvert fald ikke Charmeine, langt fra. Det begrænsede hende i hvert fald ikke. Hans arme om sig var rare og beroligende, og hun sukkede dæmpede og strammede sit greb om ham. "It is so wrong.." hviskede hun og endte med at lægge hovedet og se op mod ham. "You should have heard that before, but I see.. people can be very judgmental" sukkede hun dæmpede.

Han lettede heller ikke sit greb om hende da det lød til at hun rigtig godt kunne lide det. Det kunne han selvfølgelig også selv. Når de stod sådan, tillod han sig at alle deres problemer gled i baggrunden, og han tillod sig selv at være glad igen.
Da hun så op på ham, smilede han ned til hende og sagde varmt og roligt:
"Yes they can.... Very much Indeed..... It homes with being human i guess.... Some people.... Most people fest what they dont understand..... And there is Very far between people that try...."

Så nussede han hende lidt på ryggen imens han sagde: "I dont Think I will ever tire of this....."

Hans forklaring gjorde hende en anelse trist, at verden skulle være sådan. Det var slet ikke fair, og det burde ikke være sådan. Hun vidste dog godt at det var let at sige for hende når hun havde levede et perfekt liv i himlen og aldrig havde været udsat for de prøvelser som resten af verden havde. "How can we change that? There must be a way!" endte hun spørgende, for hun nægtede at accepterer at det bare var sådan det var.

Han nussede hende på ryggen, og det var så beroligende at hun endte med at smile igen. "Neither do I" svarede hun og så atter op mod ham. "I used to do this with the archangels Gabriel and Michael. They both felt odd about it, but eventually they become used to it" hvorfor hun lige fortalte ham det her, anede hun ikke.

Han gav hende et varmt og nærmest beroligende smil inden han meget kort strøg hendes kind.
"It will change.... Step by step... Slowly but it will happen as long as we keep light in the darkness....
As long as every good aspect in life is celebrated....."
Det var nobelt af hende at have det sådan og han kunne ikke andet end at smile til hende over hendes beslutsomhed.

Så nikkede han og tænkte lidt tilbage da hun nævnte hvordan hun havde krammet Gabriel og Michael.
"I have never met Michael myself.... At least not to my knowledge... Gabriel never liked me because of my actions against the church years back... But he was present when i recieved my judgment.. But i would love to see their face when you hugged them...."
Så strøg han en lille tot af hendes hår bag hendes øre og sagde:
"Nevertheless.... No matter how your world turns out.... You are more than welcome to get a hug from me"

"I know, and I know I have to be patient.. it is jut not the easiest thing in the world" svarede hun. Det var et af de ting hun skulle arbejde på, tålmodighed! Det havde hun desværre ikke meget af, og da slet ikke når det kom til hele verden og store forandringer.

Så fik hun ellers mere at vide om ham og hans forhold til de to ærkeengle, eller mangel på samme. Hun lyttede interesseret og med et smil om læberne. "Gabriels feelings are very clear about things or persons. He either likes you or not, I have through the years tried to change that, and he tries hard to be open and accepting. As to Michael, he has a lot on his mind, at much to do. Most of the time he is worried or in his own sort of pain. I tried to help" svarede hun og prøvede at forklare ham lidt om de to engle ifølge hendes egen opfattelse i hvert fald.
Hans ord om at kramme ham fik hende dog til at smile. "I will hold you to that promise!" slog hun fast, tonen varm og blikket kærligt.

Han grinede let af hendes ord og så hende i øjnene med en rolig indre varme.
"You are more than welcome to do that...... A hug from you is always more than welcome.. "
Så fik han et ansigtsudtryk der viste han fik en god idé. "I just thought of a new lesson for you.... Come and i will show you....."

Så gik han lidt dybere ind i parken med hende og fandt en blomst der var knækket. Højst sandsynligt fordi nogen havde løbet hen over den.
"Trust me......"
Så gik han om bag hende og holdt sine arme om hende så hun kunne se hans hænder med den næsten døde blomst i.
"Watch......." Meget langsomt lod han sin energi flyde så den meget langsomt blev helet og blomsten blev meget langsomt som før den knækkede

Imens helingen skete, hviskede han i hendes øre. "See?....... How it slowly turns back into the beautiful flower it was before?...... How it slowly recovers?...... It does so because of care..... Love.....
And most of all patience...... Feel that slowly growing joy inside you as the flower blooms again?......
All because you are patient..... It is the same as the city and people within..... With patience and care...... Just as you did with Michael and Gabriel....... Hugs for care and patience......"

Da blomsten var helt helet, lagde han den stille i hendes hånd og sagde stille: "Go and plant it among the others again..... Show it care and patience....."

Han fik snart en god ide, og de slap hinanden hvor hun derefter fulgte ham med blikket men fulgte med på hans opfordring. De gik længere inde i parken, og noget tid senere fandt han en blomst der var knækket, og tydeligvis døende. Han bad hende stole på sig, og det gjorde hun jo. Netop derfor blev hun stående helt stille da han gik om bag hende, og holdt om hende. Blikket endte mod hånden hvor blomsten lå, og det var ærlig talt svært at fokuser på andet end at stå der i hans varme behagelig favn, og den følelse af tryghed og ro det gav hende, men huntvang sin fokus på det han ville vise hende.

Hans varme strøg ud gennem hans hænder og over i blomsten der livede op, og så langt friskere ud på rekordtid. Charmeine så fascineret til, læberne skiltes. Hans forklaring undervejs var så tålmodig og pædagogiske som nåede kunne være, og det var en forklaring hun kunne bruge. Hun smilede og nikkede langsomt. "I see, and I will do my very best to be patient" lovede hun højt og helligt.

Snart var den groede færdig, og han lagde den i hendes hænder. Hun tog imod den, og så sig omkring et godt sted at plante den. Ikke langt væk, var der en del andre blomster der groede, og hun gik automatisk derhen og satte sig på hug. Hun fik plantede blomsten sammen med de andre, forsigtigt men grundigt. Et smil trak over hendes læber da hun var færdig, og hun rejste sig op og vendte sig mod ham.

Han gik stille og roligt med hende imens hun ledte efter et sted at plante blomsten. Lige meget hvordan han så på deres tid sammen så var det rigtig dejligt at stå der sammen med hende.
"I have no doubt that you have the needed patience.... You will grow in many ways over time.... And i will be happy to be a part of your existence..... And of course i will be needing alot more hugs..... I think i am addicted...."

Så studerede han hende som hun plantede blomsten og smilede varmt over hvor nøjsomt hun tog sig af den og sikrede sig den stod rigtig godt blandt de andre blomster.
Da hun så vendte sig om mod ham, så rakte han armene ud til siden og nikkede anerkendende.
"I am very proud of you...... How you took your time to care for that little flower... Making sure it was safe..... My very favorite student"

Hun brød ud i latter, kunne man andet ved de ord? Hun fandt ham utrolig sød, og meget kærlig, og hun vidste hun måtte være heldig siden de var stødt på hinanden. Gud havde en mening med det, formentlig fordi de kunne drage nytte af hinandens styrker og viden. "As I already said, I am not going anywhere" svarede hun til det sidste. "As to me, I cannot imagine be at earth without you around" slog hun fast for ham.

Hun vendte sig mod ham da hun var færdig med at plante blomsten og havde børstede jord af fingrene. Hans svar og reaktion gjorde hende glad og stolt, og hun var igen i hans favn øjeblikke senere. "You are a very good teacher" slog hun da også fast. Han var så tålmodig, og intet var for dumt eller irrelevant, derimod tog han sig tid og forklarede hende tingene. Ting, der for andre virkede banale.

Han smilede varmt som hun igen befandt sig i hans favn hvorefter han selv lagde armene godt omkring hende. Med en stemme fyldt af varme og ro hviskede han næsten:
"No need to imagine such a thing..... It will never happen.... I am right where i belong......"
Så drejede han sig lidt og lagde armen om hende så den hvilede ved hendes side. Så begyndte han at gå ganske langsomt sammen med hende, selvfølgelig i græsset så de kunne nyde den dejlige fornemmelse sammen.

Som de gik stille afsted, sukkede han ganske kort og smilede til hende imens han så hende lidt i øjnene.
"I am glad that you think so... Actually Charmeine.... I have been thinking alot about the short time we have known each other..... I know i am meant to be your teacher which i gladly do.... Yet.... You have taught me so much more than you know..... How i am alot more than my past... How a simple hug can change a darkened heart.... And by just a visit you lightened up my castle....."

Godt de var enige, for hun ville for alt i verden ikke undvære ham. Nok havde de kun kendt hinanden i lige omkring et døgn, formentlig mindre, men et liv uden ham var underligt at forestille sig. Så meget var sikkert! Nu var hun så både engel og anderledes end de fleste, så hun knyttede sig hurtigt til folk omkring sig, og med Khá, var det jo slet ikke så svært. "Good.." blev hendes svar, inden de sammen gik videre hen over græsset.

Hans ord varmede hende, og hun lod de grønne øjne låse sig fast i hans. "I am glad for being at any help, dearest. It is my belief that this was meant to be. That we met the way we did, and the way we affect each other.." svarede hun, lod ham kende sine tanker på den front. Det var umuligt for hende at tro det var et tilfælde.

Hans smil voksede lidt af hendes ord og han kunne ikke undgå at føle en indre varme. Selvom hun var så ung som hun var, så var det som om hendes øjne så anderledes på ham. Det var som om han blev betragtet i et helt andet lys end resten af byen.
En fornemmelse der var virkelig dejlig og noget han sagtens kunne forstå mennesker kunne lide.
"You are doing far more than helping my dear...... And i couldnt agree more.... The Lord works in mysterious ways as mortals say..... Whether it was Him or not.... I am really glad that it happened....."

Det var jo heller ikke til at benægte hvordan de påvirkede hinanden i alle de situationer de havde været i. Alt fra hun tilbød han kunne sove ved hendes side, til morgenmaden og så utrolig mange andre ting. Han så på verden med nye øjne

Netop fordi hun var ung og uberørt af verden og dets grusomheder, var hendes tilgang til verden anderledes end mange andres. Det var ikke en dårlig ting, ikke ifølge hende selv i hvert fald. "So am I!" slog hun fast for ham, hun kunne ikke ønske sig det anderledes. Det havde været lærerigt på mange måder, og hun var sikker på at det her kun var starten. Verden var et stort sted, og meget nyt for hende, hun havde brug for en vejleder og en der forstod sig på hvad der foregik omkring hende. Og hvem var måske bedre til det end ham?

Han sukkede glad som de gik afsted og tænkte over om han måske havde gjort noget særligt for at møde Charmeine. Ganske rigtigt var hun her jo som skytsengel. Men når man så mere på tingene så var der altid mere til det end bare hvad der først forekom. Måske havde Gud rent faktisk set hans anger og pinsel han gik igennem så ofte? Måske var Charmeine også sendt for at hjælpe ham?

De nåede dog ikke at gå ret længe inden regnen meldte sig og begyndte at falde rimelig hurtigt og i store mængder.
Med en varm latter, lagde han armen mere om hende og begyndte at løbe lidt for at finde et halvtag eller noget. Han kunne jo ikke bare sprede vingerne her.
"That came fast....."