Not Many smiles.. (Charmeine Love)

Hans hånd faldt over hendes skulder, den føltes en anelse tung, men varm, og han holdt kort efter om hende. Højdeforskellen gjorde det svært at se op mod ham når de stod så tæt, manden var dobbelt så stor som hende, hvilket betød det var en akavet omfavnelse, men hun havde intet imod det alligevel. I stedet nød hun hvad han kunne give hende, den smule af himlen hun sådan længtes efter.

Så tilbød han hende noget, og mens hun så afventende og forundret mod ham, blev hans hånd varmere! Overrasket så hun mod den varmen så kraftig at den flig af himlen hun havde følt, ikke længere blot var en flig, men blev så voldsom at den strømmede ind i led, muskler, scener og celler, fra bryst og helt ud til fingerspidserne. En sitren løb gennem hende, og endte ud i et dybtfølt suk, et suk af nydelse og behag, et suk af lettelse. Den træthed og lettere sløvhed som var kommet snigende siden hun havde forladt himlen, forsvandt nu som dug for solen. Han helbredte hende, gav hende noget intet andet væsen kunne.

”Thank you” mere kunne hun ikke sige, det beskrev vidst hendes taknemlighed ret godt. "You are a good man, and while watching you like this now.. I fully understand why you - and only you - got this task to bear. You can handle it, all of it. But.. you don't have to do it alone" fortsatte hun kort efter, øjnene glødede i deres smaragdgrønne skær, nu hvor himlens lys atter var genopfrisket i hende. Tænk engang, det var ikke hende der var endt med at gøre noget for ham, men ham for hende.

Han lod sig langsomt blive den mand hun startede med at se og stod nu foran hende med et langt mere naturligt og varmt smil. Det var første gang han havde fået muligheden for at bruge den Himmelske Flamme til andet end at kæmpe. Det var en fantastisk ting at kunne hjælpe på den måde. At kunne helbrede noget der ikke var en skade der bare kunne ses.
"I am glad that you have such thoughts of me.... I have never doubted the purpose for my rebirth....
But i have doubted..... Yet..... Seeing how you saw me in my true form..... Seeing how you felt when touched by the Heavenly Flame.... It makes my purpose so much stronger.... I thank you from the bottom of my heart Charmeine... You truly are one of His greatest creations..... Come.... I have one room left to show you....."

Beslutsomheden i hans øjne viste at det var helt ok. Så gik han med hende op til døren han før havde snakket om. Langsomt åbnede han den ind til hvad der bedst beskrives som en stor lysning i en skov fra et eventyr. Der var to små søer forbundet af en lille å med en bro over. Over alt var der smukke planter og blomster samt en masse nysgerrige dyr. Midt i rummet stod der et stort smukt træ med en mindeplade foran hvor der stod et navn. "Matthew"

Det var rart at se hvilke effekt alt dette havde på selv ham, ganske positivt hvis hun selv skulle sige det. Snart tog han sin menneskeform til sig, og hun ærgrerede sig over at skulle undvære så smukt og behageligt et syn. Sådan var det dog, og smilet falmet end ikke. Snart dukkede manden hun havde mødt i starten op igen og størrelsesforholdet blev mere normalt og rimeligt. "There is nothing to thank, I am just happy to be at any help for you" slog hun fast, for det var vitterligt alt hvad der betød for hende når det kom til stykket.

Så ville han vise hende noget, og hun fulgte med ham igen. Som de standset foran selvsamme dør som havde vakt følelser hos ham sidst, så hun opmærksomt mod ham. Beslutsomheden i hans blik sagde dog det hele, og hun lod ham åbne døren.
Synet derinde var alt andet end hvad hun havde forventede. Det var en anden verden, ikke fordi hun aldrig havde set noget så smukt - for hun havde trods alt levet i paradiset - men dette var nok det der kom tættest på at ligne himmeriget uden at være det. Forsigtigt trådte hun derind, så sig omkring, og blev drager af et smukt træ. Navnet hun snart spottet på mindepladen fik hende til at vende blikket mod ham "Your son?" spurgte hun forsigtigt. Hvem ellers kunne det være?

Han gik der ind sammen med hende og virkede først lidt tilbageholdende. Det var smertefuldt for ham at være der men samtidig var det så utrolig vigtigt.
Med en tåre han prøvede at gemme, gik han hen til mindepladen og lagde hånden på den.
"Yes.... His ashes were laid by the roots of the tree.... He loved nature and animals so i used my magic to create this room. It is a painful reminder but also needed.... This makes me think that he lives in some way.... It makes me..... It makes me..... Pardon....."

Han kiggede kort væk og tørrede sine øjne og prøvede at virke stoisk. Men samtidig var det her en del af hans straf fra Herren. Følelserne over de frygtelige ting han havde gjort. Efter en dyb indånding sagde han:
"It reminds me always to do what is right.... It reminds me never to become such a monster ever again......"
Så kiggede han på hende med et nærmest undskyldende smil og sagde:
"I am sorry.... You have just witnessed a Seraphim in true form and now you see a crying man...."

Sorgen hun så hos ham var til at tage og føle på, og hendes hjerte blødte for ham. Hvor ville hun dog ønske hun kunne fjerne de minder, på den anden side, hvis disse minder var dem der holdt ham på måtten så han aldrig endte i samme situation igen, var det måske ikke så dårligt. Hun kunne dog gøre en ting, prøve at lindre hans smerte, ikke nødvendigvis med sin magi, men blot med sin omsorg og nærhed, noget han virkede til at have behov for.

Pludselig gav han sig til at undskylde, "Don't apologise dearest. A crying man is one with deep feelings. I don't think less of you because of it" svarede hun forsikrede og vendte sig fra træet og mod ham, rakte blidt ud, og lod sine fingre finde hans for derefter blot at holde hans hånd og se mod træet igen. "He is not forever gone. He is in heaven, and waiting the permission to see you again. I am sure of it" deres tro sagde trods alt at døden ikke var sidste stop, og paradiset var trods alt bosat af gode og uskyldige sjæle der havde ladt livet på Jorden.

Han smilede lidt som hun tog hans hånd og kiggede op på træet hvorefter han sukkede dybt.
"I am Very glad that you see things in the way that you do.... not many do..... Mostly in a city like this, balance is best upheld by being an executioner... A task that have a tendency to find me.... And yet.... Even when i was.... That monster..... Matthew would still love me.... Even when i was a Walking corpse he would Know me as his father...."

En stor kronhjort kom gående hen til dem og prikkede nysgerrigt til Charmeine med snuden og snuste lidt til hende men kom ikke med den mindste form for aggression. Khaa klappede den stille på halsen og grinede varmt.
"Every year on Matthews birthday, i get to spend one hour with him in this room.... A gift from God.... Well the animals seem to feel what you are and how you affect me...."

Et par fugle kom hen og kiggede nysgerrigt på hende

"I have got told so many times I am different from most people. I don't know how or why, but comforting people is a thing I do with pleasure and joy. As for my thoughts about all of this, as I said. God Himself forgave you, why shouldn't I do as well? Beside, you have not done any attempt to hurt me. I have no reason to treat or think about you anything as I do" for hende var det logisk, men hun havde fundet ud af på nuværende tidspunkt det ikke gjaldt alle omkring hende.

Det glædede hende at høre de fik tid sammen trods alt. Gud var barmhjertig, og elskede alle sine skabninger, store som små. I Hans optik var intet levende væsen ligegyldigt eller ubetydeligt. Det var i hvert fald hendes opfattelse af det.

Hjorten der kom hen til dem fik hende til at smile, og hun slap Khaa for at røre forsigtigt ved den. Blikket gled rundt igen. "I am glad I affect you, as for animals. They always seek my company. And I feel about them as they feel about me" hun smilede skævt og så fra omgivelserne og tilbage mod ham. "I think the two of us can help each other out. You see, I need someone to teach me the live of humans. Most of the time I do things they don't understand. I mean.. My first day at earth was.
..challenge. You see, I was naked.. People kept staring, eventually I found out about the problem. As you can hear, I need help, and in return, I can offer my company..or what ever you would wish for" hun snakkede meget, men nogle gange var der behov for det trods alt.

Han lyttede til hendes ord og kunne nemt mærke oprigtigheden i hende. Ganske vist havde det altid været noget han kunne men hun var også som en åben bog på det punkt. Dette så han dog kun som en kvalitet i stedet for så mange der forsøgte at gemme hvem de i virkeligheden var af den ene eller anden årsag.
"I remember my first day back at earth as well.... I too was naked in my true form.... I landed almost like a meteor in the courtyard.... I spent 400 years in Purgatory.... Yet only minutes had passed in this world..... But i can see a beautiful naked young woman walking around must have turned some heads.
And..... I think you are completely right.... We could teach each other alot... And of course i would love the company.... And i would love to teach you all there is to know... It would do me good not to just sit in my castle and brood in bad thoughts...."

Så begyndte han at gå diskret ud der fra efter at have kysset mindepladen i håb om hun ville følge med. Ikke fordi hun ikke måtte være der men fordi det stadig gjorde ondt at tænke på hvad han havde gjort ved sin egen søn for så mange år tilbage.
"I must say Charmeine..... When i sat down at that café.... I had never imagined the day turning out like this...."

Han fortalte snart han havde været igennem det samme da han var blevet sendt tilbage til Jorden. Det undrede hende ikke, hun havde tænkt dengang det nok var sket for alle før hende. At han kaldte hende smuk, hørte hun skam, og hun smilede da også skævt. "It is a deal then. And now we are talking about this, let me make an open invitation to my apartment. It is nothing like your beautiful castle, but it is fine. I live by the church, the brown buildings apartment number 423" hvorvidt han ville tage imod den invitation eller ej, anede hun ikke. Adressen kunne han få igen senere hvis han besluttede at ville komme forbi.

Snart kyssede han mindepladen og hun vendte sig om og fulgte med. "Neither had I. I thought if will turn out to be like the days before, but you never know when or how things change" erklærerede hun dit enig.

Som de kom ud på gangen igen, nikkede han smilende og lukkede stille døren bag dem.
"A home is not defined by how large it is or the objects it contains.... A home is defined by those who live there.... I have been to the Vatican and still felt more at home at a homeless man who offered me a bit to eat.... A castle like this comes with alot of solitude as well... So i would love to visit you at your home... It would be a pleasure...."
Adressen memorerede han hurtigt og det at det var lige ved kirken, gjorde det kun nemmere at finde. Han havde været på de kanter før og som oftest var folk meget hjertevarme selvom de måske ikke havde så meget. Det var nok også derfor hun valgte at bo der, velvidende at hun kunne gøre en forskel. Eller det var i hvertfald hans gæt.

Så fik han en idé og smilede til hende roligt og varmt.
"Come to think of it..... Would you care to see the garden? It is a hobby of mine taking care of it...
Manual labor is a great way to keep my mind at ease...."
Så holdt han armen så hun igen kunne tage den såfremt hun ønskede det og gik så ud i haven bag slottet. Det var meget tydeligt at det var en der var meget metodisk med sin have der havde været her. Der var en dam og træer i et smukt mønster samt en del af haven han var ved at bygge i plateau

Det havde han vel ret i. Et hjem handlede ikke om størrelse eller indretning, men om de folk der boede der. Han accepteret da også hendes invitation, og hun smilede bredt og glad. "Wonderful! I cannot wait" indrømmede hun smilende og spændt. Hun havde ikke haft så mange gæster, men nu kendte hun heller ikke såamge folk, så det var nok derfor.

Så fik han en ide, og hun smilede begejstret og nikkede. "I would love to! Do show the way" svarede hun. Han bød hende armen, og hun lagde armen over hans og fulgte med. Som ved alt andet, var haven skøn. Hurtigt glemte hun alt andet og så sig omkring, gik rundt i den store have og undersøgte blomsterbedene og de mange fine farver og indtryk. "You have done well" roste hun med et smil mod ham.

Da de så kom ud i haven, lod han hende gå rundt og undersøge alting som hun ville. Og når han kiggede rundt en gang i haven, måtte han også indrømme at han var ved at være rimelig godt tilfreds med resultatet. Selvfølgelig havde han stadig mange ideer, men det var ikke så meget fordi han ikke var tilfreds med hvordan haven var nu. Det var mere fordi han elskede at arbejde med haven og se hvordan det kunne vokse til noget utrolig smukt fra nærmest ingenting.
"I am glad that you like it... When i first started working on the garden, it was completely dead. A part of my..... Old curse was that i was despised by nature so animals were afraid of me and plants, flowers and trees started to die where i were.... But it seems to be doing ok now"

Lidt for sig selv var der et højbed med de smukkeste hvide liljer. Det var det eneste der for alvor stod ud ellers var der en rigtig god variation af blomster og smukke planter. Han havde gået efter at der skulle være mange farver men uden det smukke i naturen selv blev overskygget.
"I promised to teach you about life here on earth..... So i thought why not start with something simple and yet beautiful"

De mange smukke farver tiltrak hende virkelig! Måske vidste hun ikke meget om jorden, men paradiset var jo smukt og grønt, og det var et af de ting hun havde taget med sig. Hendes egen lejlighed var fuld af planter og blomster, og hun kunne ikke få nok. "You have done a very beautiful job" svarede hun bestemt og med et smil mod ham. Hun var standset foran bedet med liljerne og lænede sig ned for at dufte til dem.

"Not a bad idea. I do love flowers and plants in general, and have a lot of them in my aparment as well" svarede hun ved hans forslag om hvor de kunne starte med hendes oplæring.

Roligt gik han hen ved siden af hende og kiggede på hende med et varmt blik.
"I am glad you enjoy this garden.... "
Så kørte han hånden meget blidt hen over en liljes kronblade nærmest som om han var bange for at gøre den noget.
"Only a few years back..... I cared little to nothing about plants or flowers.... I had no love for life at all..... My touch was as cold as a winter grave.... My touch could kill plants.... Life did not exist in this place at all.... People sought my power to save a relative or a number of wishes.... I took my payment in servitude after their death..... This entire castle was populated by undead under my command... I once killed a man by forcing him to swallow a stone and light it ablaze with my magic.... I gave him a knife and waited.... And i felt nothing.... I had no conscience.... And now.... I tend to a garden.... I rebuilt the damage of my rebirth with my own hands....."

Et ungt træ var stort set dødt efter dyr havde forsøgt at spise af det, så da han fik øje på det gik han hen til det og lagde hånden på det. Kort lyste hans øjne og træet blev bragt tilbage til at være et frodigt ungt træ. Så rejste han sig og stod kort med ryggen til hende inden han sukkede en gang og så på hende med et smil der var oprigtigt og hjertevarmt.
"I must thank you.... I do not know why i felt the need to tell you such a gruesome tale of me.....
But you give out a warmth i thought was as dead as i was...."

Han kom hen ved siden af hende, og måden han rørte ved liljens kronblad fik et ømt smil over hendes læber. Så fortalte han ellers om hvordan haven og hans liv havde været inden alt havde forandret sig, nok engang fik hun et indblik i hans liv og historie. Hun lyttede tavst, mens han fortalte. Hendes hjerte blødte for ham, men samtidigt var hun stolt over at han var nået dertil hvor han var. Han havde i sandheden kæmpede for det.

Snart havde han vidst spottede noget, og hun fulgte ham med blikket og opdagede snart hvad han havde gang i. Smilet forlod ikke hendes læber, blev derimod mere ømt. Da han blev færdig, lagde hun en hånd mod hans bryst, og gled den op og strøg hans kind ganske blidt. Hendes blik varmt og ømt "I am not doing anything, dearest, the warm you speak of come from inside of you. Never doubt yourself, Khaa. Thing have changed, and now.. you can give life, as you once took it. I am very proud of you" hun kærtegnede kort hans kind, inden hånden atter faldt ned langs siden.

Som hun kærtegnede hans kind, holdt han den der kort om lukkede øjnene inden han slap hendes hånd imens han lyttede til hendes ord.
Så åbnede han langsomt sine øjne og så på hende med den ravgyldne glød mere tydelig i hans øjne.
"Dearest?...... I have not been called such in a very long time..... That warmth may come from within me..... But you were the one do discover it still being there.... You were the one to call out in the darkness.... You are the very first..... No one have ever invited me to their home..... This city is torn with hatred and a constant lust for power.... For one to see me as more than a winged executioner....
Is very rare..... And yet you are here.... Close your eyes..... I will share with you my most precious treasure..... You are the very first..... And the last....."

I takt med hun lukkede hendes øjne ville hun kunne mærke den kærlige og beroligende varme fra den hvide ild om den hånd han nu lagde blidt på hendes kind.
Med hjælp fra hendes egne evner, lod han noget af sin energi glide over i hende og hun ville snart kunne se et minde som om hun selv var der.
Det var en varm sommerdag og man kunne høre latter fra et barn. Snart kom en lille dreng tumlende med Khaa lige efter sig. Ud fra tøjet var det længe siden.
Den lille dreng faldt og slog sit ben og Khaa var hurtigt henne og tage drengen op i sin favn. Drengen der var Matthew græd lidt men snøftede snart lidt i stedet for og puttede sig ind til sin far.
Khaa strøg den lille dreng over håret og sagde:
"My beautiful baby boy.... Do not cry.... I will always be right with you...."
Så pegede han på den lille drengs bryst og sagde: "Right in there.... So you can always look there..... Let us go home my little angel...."

Snart efter stod hun igen i haven med Khaa der stod lidt tavs og ventede på en reaktion

At det ene ord, hvor ubevidst det var blevet sagt - men dog i allerhøjestegrad ment - skulle vække alt det der skete i de efterfølgende minutter.
Hans svar forundret hende, men før hun kunne nå at give et svar, bad han hende om at lukke øjnene, og hun lystrede tavst og uden tøven. Hans gyldne øjne havde hun dog spottet, og alene synet havde lukket munden på hende, så det var måske godt det samme at han bad hende lukke øjnene, så behøvede hun ikke tænke over et svar lige med det samme.

Øjnene faldt i, og hans hånd strejfede blidt og kærligt hendes kind. Den føltes varm, men behagelig. Pludselig befandt hun sig dog et andet sted, på et andet tidspunkt. Tøjet indikeret de også befandt sig i en anden tid. Hun så sig omkring, spottede ham med den lille dreng, og læberne skiltes. Det var vidst første gang hun så drengen, og sikke dog et kønt barn. Scenariet var skønt trods barnets fald, og fuld af ubetinget kærlighed og hengivenhed, og det gjorde hende helt varm inden i. Desværre stoppede det alt for hurtigt, og hun var tilbage i haven sammen med ham. Denne gang var det hende der løftede hånden og lagde den over hans, gav den et blidt klem. "Khaa, you can come to feel that love again.
Nothing is impossible. Please, do not lose hope in mankind. Your son will always be in your heart, and you will have that one hour in the year to see and talk to him. Nobody but God can ever take that away from you. I wish I could give you the love you need, sadly I cannot. But I can maybe help you find it" hun havde hørt og set alle former for kærlighed, havde dog ikke følt særlig mange af dem på egen krop netop fordi hun havde levet så isoleret et liv. Foruden sin kærlighed til Herren selv, følte hun en moderlig kærlighed mod alle kreationer, et ønske om at hjælpe, glæde og tilfredsstille, som med alt andet på Jorden, var hun uerfaren.

Khaa så dybt i hendes øjne med det gyldne skær i sine egne og smilede lidt mere som hun gav hans hånd et klem. Så lyttede han til hendes ord og hun havde ganske ret i alt hvad hun sagde.
"I am feeling that love.... Even when my heart wasnt beating.... I held Matthew in my heart.... I created the garden when i was that creature...."

Ved hendes ord om at finde kærligheden, kiggede han ned og satte sig på en bænk så han stadig var rimelig tæt på hende.
Man kunne høre hans stemme at han virkede både såret og vred på en gang i det næste han delte med hende.
"It would be a wonder to try..... I...... I have felt love...... But every single time she came back, she left again..... Every time she left..... My heart was torn.... But every single time she came back.... I would welcome her with open arms... Knowing very well that it would bring me pain once more.... Never again.... So if i could one day find love that made me feel more than pain.... I would be truly blessed....."

Da han igen så hende i øjnene, var der en klar og tydelig glød af håb. For der var noget over alt hun sagde der virkede på ham. Som om han med det samme vidste det var sandt.
"Pardon for sharing an old story of broken hearts...."

Nuvel, så han følte den kærlighed, og havde følt den altid. Det var uden tvivl rart at vide, og bestemt en opmuntring, ikke mindst til sig selv. "You never lost your heart, Khaa. Not completely at least" svarede hun sikkert og bestemt. Andet ville hun simpelthen ikke tro på.

Han satte sig på en bænk og hun stillede sig tæt på ham, dog uden at sætte sig. Når han sad ned, var hun da en anelse højere end ham, og så skulle hun i det mindste ikke kigge op mod ham. Han berettede snart om sit knuste hjerte, og hun der ellers havde troede at at han ikke kunne have følt mere smerte end hvad han allerede havde fortalt. Der tog hun vidst fejl. "Never lose hope, dearest. You have already been though so much, and .. a lot have changed. One day, you will find the perfect woman for you, a one whom you can share everything with" hvorfor hun var så sikker? Frdi hun simpelthen ikke kunne tro andet.
Han undskyldte, og hun smilede overbærende. "Do not apologize, at least not to me. I am just glad you are telling me your deepest thoughts and feeling" svarede hun blidt.

Han slap et lille grin og sukkede en gang inden han kørte hånden gennem håret og lod blikket kort vandre mod bedet med liljer.
"I did share everything with her..... Matthew even called her 'Mommy'.... She sat with me when Matthews birthday came to be.... She is the perfect woman for me..... I can only hope that one day....
My love will be enough.... It is hard to believe in yourself when the one your heart beats for keeps leaving..... And yet... I never doubted that she loves me..... Pain in Purgatory is one thing.... But a broken heart far surpasses that..... But i still hope....."

Så rejste han sig og gik lidt rundt til de forskellige bede imens han stadig kiggede over mod hende. På en måde var det en lettelse at få lov at dele de ting med en. En hvor man var sikker på at der var forståelse. En der kunne mærke hans smerte og samtidig ville gøre hvad han kunne for at hjælpe ham. Selv han måtte indrømme at han ikke kunne klare alt alene.
"I am well aware the punishment given by Him..... My rebirth came with painful reminders of what i were before.... But somehow..... I am blessed more than anything because i was allowed to keep my humanity more than most of our kind...."

Det var så sørgeligt, men samtidigt en prøvelse han klarede med bravour. Han havde alle mulige grunde til at være stolt af sig selv, og føle sig stærk. "Maybe.. I could meet her? I know we have only known each other for some hours, but... I will do what ever in my power to help or at least, find out what the problem is" hun blandede sig måske for meget her, men så måtte han bede hende blande sig uden om. Hun ville bare gerne hjælpe, og det ville han nok også vide. At han så bare gerne ville bruge hende som en person han kunne snakke med, ville hun også være ganske forstående overfor.

"That is also one of the most important things" svarede hun blidt og havde sat sig ned på den bænk han havde efterladt tom. Hvad andet hun skulle sige, hvad ellers hun skulle sige, var hun ikke sikker på.

Han trak kort på skuldrene hvorefter han nikkede til hende med et smil.
"I would love to let you meet her..... But i have no idea about where she is..... When she leaves....
I have no idea where she goes.... I usually search for her... But i guess she does not want to be found ... "

Derefter vendte han sig mod hende og havde et nærmest varmt og beroligende smil. Selvfølgelig gjorde mange af minderne ondt men det var også dejligt at få afløb for smerten.
Han havde jo i lang tid holdt alt omkring det for sig selv og brændt inde med det. Det var en befriende fornemmelse at få det ud af sit system. Så han virkede også generelt mere afslappet omkring det og det var takket være hende.
De fleste ville bare være gået for længst når nogen fortalte om et bristet hjerte. Men hun levede virkelig op til hvad hun var blevet skabt for.

"I hope you dont mind... But we can leave for your home when you want to... All these memories....
They are rather overwhelming at times.... But before...."
Han rakte ned i sin lomme og fandt en mønt frem og holdt den frem. Hans øjne lyste kort af den hvide ild der med det samme også omsluttede mønten. Kort efter forsvandt lyset og han rakte hende mønten.
"I have put a very small amount of the Sacred Flame in it.... So if you ever feel homesick of Heaven.... You can awaken the energy in the coin to feel it at little bit every now and then"

"Oh, I see.. well. When you meet her again, then please do say so. Sometimes, things can be solved when someone from the outside get to say something about the matter. Beside, she maybe needs a woman to woman talk. Or.. that is at least what I have heard some human women say" hun vidste ikke meget om kvindesnak, men hun ville glædeligt give en hånd med hvis hun kunne, og det vidste han jo så nu.

At han var meget afslappet sagde var jo kun godt, og det var også tydeligt. En stor forandring i forhold til starten af deres møde. Snart sagde han de kunne forlade huset til fordel for hendes lejlighed hvornår end hun ville, og hun smilede og nikkede. "We can leave now" svarede hun og rejste sig op. I mens havde han fundet en mønt frem, og da han holdt den frem mod hende, og forklarede hvad den havde af betydning. Hun smilede varmt og tog imod mønten. "Thank you very much, this is the first and best gift I have ever got" naturligvis foruden de gaver Herren havde skænkede hende.

Han begyndte roligt at gå om foran i slotsgården sammen med hende imens han smilede og sagde:
"Maybe you're right.... I have heard the same about women as well..... And maybe she will get back one day.. Deciding to stay..... Of course she met me when i was a walking corpse... So it took alot to accept the change.... But one can always hope...... And i really hope the gift can help you... It is not the same thing as feeling Heavens Light..... But it is close....."

Da de kom om foran, stod Bach allerede og havde gjort den ene bil klar og ventede på dem.
Den gamle mand bukkede dybt for dem begge to og sagde: "I have taken the liberty of packing dinner to bring it along...."
Khaa gik hen til ham og bukkede ligeledes. "Thank you Bach..... Wonderful service as always...."
Bach bukkede roligt, sagde: "A pleasure to meet you Ms. Charmeine" Efter et par sekunder, gik Bach indenfor igen imens Khaa gjorde klar til at hjælpe hende ind i bilen og hjælpe med selen

"She needs to live by your side, and know how you have become. She has to know what great man you have become" slog hun fast. "As for the gift, it is - as I said - the best gift I will ever get" slog hun fast. Det var virkelig en skøn gave, og hun holdt mønten i hånden og nød varmen der strømmede fra den.

De fulgtes sammen om til slotsgården hvor en bil var blevet kørt frem, og hun smilede venligt til manden der bukkede. Hun nejede fint, og hilste pænt på ham. "Take care, Bach" svarede hun ømt. Manden forsvandt, og hun lod sig hjælpe ind i bilen. Det havde været noget af en spændende dag.