I can't do this - Zakaroff

Zakaroff kom stille ned og så på hende, det var tydeligt at hun havde det virkelig svært. Et eller andet sted ville han ønske han kunne gøre noget for hende men følelserne var aldrig noget han havde forstået sig særlig godt på.
Men alligevel gik han hen til hende og var i første omgang indenhan knælede ved sofaen og kiggede kort op på hende.
"I..... I am.... Sorry that this happened.... I... Will check on him...."

Først undersøgte han Liams puls og temperatur hvorefter han regulerede væsketilførslen. Blikket blev vendt op til hende og han sagde: "He will be fine..... He is assimilating the blood just fine..."

Hun nikkede og lod ham bare kigge til Liam uden at afbryde eller forstyrre. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, og egentlig havde hun ikke lyst til at gøre andet end at drikke sig helt henne i hegnet, måske ryg en smøg.. det ville dulme nerverne og berolige hende en smule. Desværre havde hun ikke sine smøger med, og at drikke sig helt henne i hegnet lige nu var bare ikke så smart. Hvis Lena kom og fandt hende stiv, ville hun bare blive pisse sur.

Zakaroff konkluderede snart at barnet havde det fint, og at alting gik efter planen. Hun nikkede tavst og så på det lille ansigt. "How did you find us so fast?" endte hun med at spørge da det spørgsmål havde kørt rundt i hendes hoved længe nu.

Han rejste sig stille igen og tænkte kort over sit svar. Det ville ikke nytte noget hvis han sagde han hele tiden havde været der. Men alligevel besluttede han sig for at holde sig til sandheden.
"I have always been close enough so i could hear you.... But you must have been knocked out before you could call for help. I followed your scent to the best extent i could... Until you called out my name.... I can move very fast when i have to.... When i saw the child, i knew i had to kill them fast. There is no reason to let him see such horrors...."

Så gik han ud og satte vand til te og kaffe over. Både så der var til Liams mor men også til Angelique hvis hun ikke kunne få varmen. Derefter gik han ind til hende igen og satte sig i den anden stol

Han fortalte hende sandheden, og det var en sandhed hun ikke var sikker på om hun brød sig om eller ej. Blikket blev slået ned igen, så selvom de havde haft en klar aftale, havde han stadig fulgt efter hende. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til det. En dyb vejrtrækning blev taget, inden hun fugtede læberne med tungespidsne. Han var i mellemtiden gået ud i køkkenet, og hun fik lov at tænke i fred.

Da han vendte tilbage, så hun mod ham. "Well, I asked for a favor, which Means.. you don't have to follow me anymore.." svarede hun bare. Så.. ingen grund til at rende efter hende, deres aftal havde været at han skulle komme hende til hjælp en sidste gang, og det var sket. Det var heldigvis også blevet brugt godt, men ærlig talt, foretrak hun hvis den slags slet ikke ramte hende. Hun var ved at blive træt af al den ulykke der fulgte efter hende. Hendes familie havde haft ret, hendes fødsel havde været en ulykke i sig selv.

Han kiggede roligt på hende som hun konkluderede at kontrakten jo egentlig var udfyldt. Det havde hun jo også helt ret i, det var fuldstændig som aftalt.
"Yes.... The contract has been fulfilled.... I did one thing as you required..... I will not follow you any more..... But how weirdd it may seem.... I am still a man of honour.... Should you ever require my aid.... You hvae but to ask.... You know where to find me...."

Kort efter blev der banket på døren og en febrilsk kvinde sagde: "Angie?! Is he ok?!"

Hun nikkede, at sige hun ikke havde tænkt sig at tage imod det tilbud ville hun ikke, efter i dag, anede hun ikke hvad hun skulle sige. Ærlig talt, kunne alt ske, det her var jo et tydeligt bevis for det. En mand af ære havde han sagt? Måske var han, måske ikke. Hun havde ikke mødt en mand over de sidste mange år der virkelig havde ære. De fleste sagde det, lod som om, men når det kom til stykket var det bare tom snak.

Der lød snart en banken på døren, hendes navn lød og det blev tydeligt det var Lena. Angelique rejste sig op. "It is Lena, Liams mother.." unødvendig information måske, men hun skyndte sig hen for at åbne. Kvinden så på hende, i chok og ængestlig. "What happened to you?!" Angelique viste hende indenfor og forklarede det kort. Lena blegnede og skyndte sig hen til sin søn.

Som Lena skyndte sig hen til sin søn, var Zakaroff der med det samme og talte meget roligt og fattet, nærmest til det punkt at det smittede.
"Ma'am? My name is Dr. Dumitrejsko..... I have been treating your son.... This may seem like very scary but i want you to listen to me....
Ms. Dümont was attacked by men which had very ill intent... She as you can see was injured in defending your son... As soon as she could she came to me with your son since i was the nearest doctor....
I have stitched him, gave him a minor blood transfusion and a vitamin solution to increase the body's healing process... He is fast asleep so you can take him home.... If you come back in 10 days i can remove the stitches..."

Lena kiggede overvældet på Zakaroff og så på Angelique hvor hun så spurgte:
"Angie? Did you really?..... I....."

Heldigvis tog Zakaroff over, Angelique kunne ikke overskue at skulle forklare alt. I stedet holdt hun sig nogle meter væk, og gav moren lov til at sidde ved sit barn og bare holde om ham. Hun lyttede dog som Zakaroff forklarede situationen, græd stille og snøftede. Omsider så veninden dog mod hende, og Angelique smilede undskyldende. Lenas ord kom dog bag på hende, hun havde ærlig talt forventede et verbalt overfald og personligt angreb, men det skete ikke. "I am sorry Lena, I did what I could to protect him" Lena kom på benene, og omfavnede Angelique der lagde armene om hende og holdt hende tæt. "He is fine, shh.." trøstede hun veninden og nussede hende blidt på ryggen. De stod tæt i et stykke tid, inden Lena atter så mod sin søn, og gik hen til ham. "Can i take him home with me now, doctor?" spurgte Lena med blikket vendt mod Zakaroff.

Zakaroff stod helt tavs som de omfavnede hinanden og lod dem egentlig selv klare situationen inden hun så spurgte til sin søn endnu en gang.
"Of course.... I will just remove the IV's.... He is still affected by the sedation for the stitchings but he will wake up in a couple of hours....
Regular 'over-the-counter' painkillers can take whatever pain he may feel...."

Så knælede han ned og fjernede de to drops inden han hurtigt og meget diskret forbandt sårene inden han rejste sig og sagde:
"He is ready to go home..... He will of course be affected by the incident but he will be in good health.... Thanks to Ms. Dümont"

Lena nikkede og så taknemligt mod Zakaroff. "Thank you doctor, I can never repay you for this. Please, feel free to ask of me what ever you want" svarede Lena overvældet og dog oprigtigt. Angelique så fra sin veninde mod Zakaroff, og sagde dog intet.

Manden fjernede drop og forbandt barnet, og Angelique stillede sig bare med armene overkors og så mod dem. Lena smilede taknemligt til Angelique der smilede svagt retur. "Of course. I will take care of him from here dotcor, thank you once again" blev svaret fra Lena.

Zakaroff smilede beroligende til Lena som han holdt hænderne foran sig og sagde:
"There is no need to thank me ms.... The gratitude should be directed at Ms. Dümont...... Had it not been for her quick actions, it could be alot worse... I just did my duty........ Be sure to keep this little guy spoiled with ice cream or the sorts....."

Kort kiggede Zakaroff nærmest anerkendende over på Angelique og sagde:
"Instead of asking you for anything.... I would rather that you helped Angelique if she needed it...."

Lena så fra den ene til den anden, tydeligvis taknemlig. "I will always take care of her, we are more than just friends!" svarede Lena. "I am leaving now, you should say Angie. Let the good doctor take a look at you too, and it seems the two of you need to talk" Angelique var naturligvis glad ved venindes første ord. Zakaroff's ord hang dog stadig i hendes bevidsthed. Prøvede han at tørre opgaven på en anden nu? Angelique var nu heller ikke begejstret for tanken om at blive, men hun kunne ikke rigtigt sige noget. "Sure, I can follow you home.." svarede Angelique spørgende. Lena havde allerede løftede sønnen op i sine arme. "No no, it isn fine.. I will see you tomorrow Angie. Thanks a lot.." sagde hun derpå, inden hun smuttede.

Angelique sukkede dæmpede, og slog sig ned i den nu tomme sofa. Hvad fanden skulle hun nu stille op. Nåh ja, komme hjem, det ville være en god start. Derfor rejste hun sig op igen "Thank you for everything. I appreciate everything you did for us. You are not as bad as I thought.." hvorfor hun sagde det her? Fordi klokken var næsten fem, hun var træt og alt for ærlig.

Zakaroff stod tavst som de to snakkede hvorefter han nikkede med et roligt smil til Lena som hun gik med en meget træt Liam.
Da Angelique rejste sig igen og takkede ham efterfulgt af anerkendende ord, rynkede han kort på panden. Han havde aldrig før fået at vide han faktisk ikke var så slem.
"I am glad that i could help..... Were it not for you, Liam would be dead...."

Så pakkede han kort de nu tomme drop-poser inden han rettede sig op og så på hende.
"You must be very tired now.... I can offer you to stay a bit..... Or home may call more.... Do not worry i wont follow you.... And the sun will be up soon..."

"Maybe, but I didn't do anything but scream for help, and you did the rest.." det var trods alt sandt. Hun havde tilfældigvis været der til at kalde på ham, og havde han taget hendes ord til sig og havde holdt sig væk som hun havde bedt om, havde det nok været for sent. Det var ret praktisk med en skytsengel.. eller, hvad man nu kaldte det han havde været for hende. Desværre havde hun bare ikke råd til at hyre ham, og alt ved hans tilstedeværelse var moralsk forkert. For ikke at sige, at hun stadig fandt det hele så underligt.

Han tilbød hende snart at blive, og hun så mod sofaen. Well, hans sofa var i bedre stand end hendes seng. "Can i sleep on you couch? I will leave first thing in the morning.." endte hun med at sige, overraskede endda sig selv. Hun var bare så udmattet! Og selvom hun helst ville være alene, så.. var tanken om hjemturen bare ikke til at overskue.

Igen overraskede hendes spørgsmål ham. Svaret var nemt, men han var ikke forberedt på at hun rent faktisk ville blive.
Så han kiggede lidt rundt og nikkede så til hende inden han sagde:
"Of course.... You just sleep as long as you want... Let me get you some covers and pillows..... I will be right back..."

Så gik han roligt ovenpå og kom snart ned igen med en dyne og et par puder, samt en sort skjorte.
"Ther should be what you need here.... There is also a shirt for you to sleep in.... The bathroom is right there... In case you need anything, i will be right upstairs....."

Så gik han hen og låste døren til kælderen

Han var overrasket, og det var han ikke ene om at være. Hun anede ikke engang hvorfor hun ikke bare skred. Nuvel, et par timer på øjet skulle nok proppe noget fornuft i knolden på hende. Så smuttede han af sted, og hun satte sig bare ned i sofaen igen. Hun var så udmattet at hun bare kunne falde i søvn med det samme, men nej.

Han vendte tilbage med lidt af hvert til hende, og hun var taknemlig for skjorten. "Alright, thank you once again.." svarede hun og tog imod skjorten. Blikket fulgte ham kort som han låste døren til kælderen, der var tydeligvis noget dernede han ikke ønskede at hun skulle stikke næsen i.. torturkammer måske? Hun rystede det af sig og gik ud på toilettet hvor hun fik ordnet hvad hun skulle, og skiftede tøj til skjorten han havde givet hende. Den var stor, men det var kun godt. Hendes eget tøj var altså ikke meget værd alligevel. Trusser og bh havde overlevet, sidstnævnte havde hun taget af og puttede sammen med resten af tøjet, og skoene som hun slæbte med ud og smed på gulvet ved sofaen. Derpå lagde hun sig på sofaen, og gik ud som et lys næsten omgående.

Normalt havde hun altså ikke mareridt, hun havde oplevet nok lort i livet til at det ikke rørte hende. Sagen var bare, at hun denne dag havde haft et syn, og de havde det med at give hende mareridt! Derfor vågnede hun op en time senere, badet i sved, og .. vent, havde hun skreget? Det kunne godt tænkes. Med hamrende hjerte og høj puls satte hun sig op og gned ansigtet. Shit noget lort!

Han nikkede med et roligt smil som tegn på at han var glad for at hun var tilfreds. Eller så tilfreds som hun nu tillod sig selv at blive.
Så gik han roligt op til soveværelset og smed t-shirten så han kun havde de sorte bukser på. Det var egentlig nu han burde finde hvile men af uransagelige årsager kunne han ikke. Han kunne ganske enkelt ikke finde den nødvendige ro.
Så i stedet satte han sig til at læse lidt.

Da han så pludselig hørte hende skrige, løb han utroligt hurtigt ned i stuen klar på hvad end trudsel der måtte være.
Så fik han øje på hende og havde en ca idé om hvad der var sket med hende. Mareridt. Roligt gik han hen til hende og spurgte ganske stille:
"Nightmare?......"

Pludselig dukkede han op, og hun havde end ikke kørt ham komme. Netop derfor gispede hun i chok og tog sig til brystet. "For fuck sake, don't sneak up on me like that.." udbrød hun med hjertet der galoperede endnu mere af sted end det i forvejen havde gjort. Shit, hun havde været tæt på et hjertestop! Vent.. havde hun larmede så meget. "I am sorry for keeping you up.." mumlede hun derpå forlegent og sank en klump inden hun omsider løftede blikket mod ham. Selvfølgelig stod han med bar overkrop.. og selvfølgelig var han pisse veltrænede og lignede en græsk gudestatue.. hun skulede lidt af ham. "I am fine, it is just a nightmare.. nothing special.." tilføjede hun derpå med en trækning på de spinkle skuldre.

"I did not sneak..... I guess it is a habit of being silent.... I am sorry if i startled you...."
Uden at sige noget som helst, kunne han ikke lade være med at nyde synet og tanken om hende i ikke ret meget andet end hans skjorte. For selv om han var som han var så kunne han sagtens nyde noget smukt og tiltalende.
"I was already up.... It is not always i am capable of finding rest.... Be right back...."

Meget hurtigt var han ude i køkkenet og hentede et glas vand. Imens han satte sig ved siden af hende, rakte han hende glasset og spurgte:
"It seemed a bit worse than just a nightmare.... I am not sure but i think i have an idea of what it could be... A reaccuring one?"
Det faktum at han sad i bar overkrop, tænkte han slet ikke over. Han fik jo ikke at vide han så godt ud. Folk skreg bare hvis de kunne

Well, han var jo blodsuger, de havde det med at være ret stille når de bevægede sig, det vidste hun jo i grunden godt. "It is alright, I am exaggerating..propably because I am on and edge.." svarede hun derpå og så fortalte han ellers at han selv havde været vågen. Hvorfor mon? Hun nåede dog ikke at spørge før han var væk, og så dukkede han op igen sekundet efter med et glas vand han rakte hende. Han slog sig ned ved siden af hende, og hun tog imod glasset "Thank you" mumlede hun, og drak lidt fra glasset. Hvordan hun måtte se ud for ham kun i hans skjorte anede hun virkelig ikke.

Hans konstatering rystede hun på hovedet af."No.." supplerede hun derpå med ord. Blikket løftede hun mod ham, de violette øjne glitrende i halvmørket "Do you know what the color of my eyes means?" det var i grunden legender blandt elverne, ikke noget der var almindelig kendt for andre racer, og selv blandt elverne var det blot.. historier. Hvorfor hun overhoved sagde det.. ja, det var hun ikke selv sikker på.

Da han så lagde mærke til hendes violette øjne, rystede han ganske svagt på hovedet og sagde: "I am not entirely sure no..... The only thing i can relate to it is that your mother was supposed to have the gift of foresight.... I never got to experience it or find out if it is true.... What does it mean?"

Det var ikke sikkert hun ville fortælle ham det, da hun ikke rigtig virkede til at kunne lide ham. Men han tog sig til takke med at hun accepterede ham for nu. Han kunne jo ikke se hvad fremtiden bragte.
Selv havde han et brændemærke der lignede et elversymbol på venstre side af brystkassen

"My mother? How so?" ingen i hendes familie, hverken forældre eller søskende havde samme øjenfarve som hende, og hendes mor havde i hvert fald ikke fortalt hende noget om at være synsk selv. Havde hun gjort det, havde tingene været langt lettere for hende selv. Eller måske ikke, det havde aldrig været hendes synske gave der havde været et problem, derimod den anden evne.

Hvad angik symbolet på hans bryst, havde hun endnu ikke opdaget det. Hendes nattesyn var ikke halvt så godt som hans, derfor kunne hun ikke skelne så mange detaljer, hun troede vel det var et ar eller lignende.

Han kiggede kort ned inden han kørte hånden gennem håret og forklarede:
"I was never able to have a longer conversation with her.... But when i was captured, she was the reason why i only got this...."
Så pegede han på brændemærket inden han fortsatte forklaringen:
"Appearently she had a vision of some kind and it spared my life.... I was sentenced to death at the time...... However i never got the possibility of thanking her...."

Han stod til at være bundet til en pæl vendt mod øst lige i det solen skulle stå op. Men han fandt aldrig ud af hvad det var hun så der ændrede dommen. Eller om det overhovedet var sandt

Hans svar fik hende til at rynke brynene, og som han pege mod sit bryst og nævnte brændemærket stivnede hun. "Wait.. how many years ago did that happen?" spurgte hun langsomt og nervøst. Hans svar kunne have en altafgørende betydning for hende, og hun turde end ikke tænke tanken til slut før hans svar ville falde. At pulsen var steget lagde hun end ikke mærke til, men hjertet hamrede hårdt i brystet og hun glemte helt at trække vejret. Hvornår hun tilmed havde løftede hånden og lagt det mod hans bryst lige over mærket, anede hun end ikke selv.

Han rynkede panden som om han skulle tænke over det nøje for det havde selv for ham været en frygtelig tid.
"I am not entirely sure.... But i remember bits of the time.... They had tortured me for a long time.... Something about they accused of me of murdering your fathers 'steward'..... I overheard the guards talking before i was to be executed.... The talked about you had to be removed before a certain birthday of yours..... They starved me so i was not well at all..... When they marked me, they said..... 'No one will ever remember you or her....."

Han var langt fra sikker på hvad det betød for på det tidspunkt havde de tortureret ham i lang tid og sultet ham så han var kun en skygge af hvad han var nu