I can't do this - Zakaroff

Hun gøs, pludselig og uvilkårligt og havde nær tabt sit glas. Åh flashbacks. Hun hadede sine minder, grundet hendes synske evne var hendes flashback ofte alt for livagtig og ubehagelige. Hun lænede sig frem og satte glasset fra sig, inden hun trak benene op fra gulvet så hun sad i skrædderstilling i sofaen hvorved hun blottede let mere af de lange ben. Hænderne vandrede nervøst hen over arrene hun havde på sine lår. "It wasn't my mother who had a vision about you.." sagde hun derpå og undgik at se mod ham. "It was me.." hvordan hun lige havde fortrængt de minder indtil nu, anede hun ikke. "I heard they had a new prisoner, they spoke alot about you.. so..I sneaked up to see you. I tried to speak to you but you was beaten up very badly and.." hun trak på skuldrene og rystede på hovedet. "I told my mother.." konkluderede hun bare til slut. Detaljerne var ligegyldige alligevel.

Som hun trak benene op under sig og begyndte at fortælle, var det også som mere af det dæmrede hos ham. Dog havde han aldrig vidst at hun fik synerne og ikke hendes mor. Han vendte blikket mod gulvet i et forsøg på at sortere i minderne fra den tid.
"I..... I remember..... Someone..... With special eyes..... Looking at me..... Touching my cheek....."

Så gjorde han nogen han aldrig havde gjort før og aldrig kom til igen. Han knælede foran hende og så op på hende med bedende isblå øjne. "Please..... Tell me Angelique..... What happened?...... What happened when you came?.... I need to know.... What changed since i am still alive..... Tell me...."

Hun havde ikke glemt det, bare fortrængt det. Det var mange år siden, og hun havde ikke været særlig gammel trods alt. Ikke andet end et barn. Der var sket så meget siden da, og en vision var en vision, hun skubbede dem for det meste væk, de negative af dem forfulgte hende i perioder inden de forsvandt når personen hun havde set dø enten døde eller fremtiden for vedkommende ændrede sig. Nok kunne hun se fremtiden, men fremtiden ændrede sig nu alligevel hele tiden. "That was me..." måske unødvendigt at sige, men svaret faldt også lavmælt, ja knap hørbart hvis ikke ens hørelse lige var skarp nok.

Pludselig faldt han på knæ foran hende, og hun trak sig bort per automatik. Hans øjenfarve var isblå, det bedende udtryk kom bag på hende, og det øjebliks frygt hun havde følt forsvandt. "I.. scared the guards, I tended to scare most people around me so it wasn't that difficult. You were barely conscious, and I guarded you. Noone dared to come close but my mother, and when she did, she asked me what I was doing. I told her about my vision and she did the rest" svarede hun velvidende hun ikke havde givet ham detaljer omkring hendes syn.

I det hun fortalte, var det som om en lille film spillede inde i hans hoved med hvad der var sket den gang. Han havde lige gennemgået endnu en omgang tortur første gang hun kom ned til ham. Den gang havde han haft store brændmærker rundt omkring da de yndede at brænde ham med sollys.
Det måtte jo være fordi han var så svækket at han ikke forsøgte at angribe hende. De havde jo drænet ham for næring så han ville være optaget af sin sult efter blod. Eller lå der mere bag ved det?

"I..... I have sought to thank the wrong savior for so many years.... All this time.... I was alive because of you.... I have to know.... What did you see that made you save me?.... "
Han regnede egentlig ikke med hun ville svare ham men ikke desto mindre prøvede han. Det var noget der nagede ham og havde gjort det længe

Han havde ikke angrebet hende nej, hvorfor anede hun ikke. Dengang havde hun ikke været bange for ham, langt fra. Hun havde siddet inde i hans celle, mellem ham og døren, og forhindret folk i at komme tættere på ham. Der havde lugtede så forfærdeligt af brændt kød, der havde været en masse blod, og hun havde brugt sidstnævnte til at skæmme vagterne yderligere. Hun havde bogstavelig talt søllet sig selv ind i hans blod, og bare stirrede mod vagterne med sine violette øjne hver gang de kom nærmere. De havde jo ment hun var forbandet og rablende gal, så de havde bare holdt sig væk. Det var måske lugten af hans eget blod der havde holdt hende sikker fra at blive bidt, lugten af hans eget blod der havde skærmet for hendes egen elverduft.

"I don't want you to thank me. You saved my life tonight, that is more than enough" svarede hun til hans tak. Og så ville han gerne vide hvad hun havde set. "First time, I saw you saving my fathers life. I saw you slaughter an assassin. One slit to his throat. The second time.." hun sank en klump, og løftede sit blik mod hans. "It was daylight, the sun was shining, the skies blue. We were on some kind of a hill, and you were kneeling, putting your sword at my feet. Sudenly the sun turns red, the skies dark and it start raining with blood.." det var tydeligt at nogle af hendes syn skulle forstås bogstaveligt, mens andre var metaforiske og skulle fortolkes.

Da hun fortalte om sit første syn, prøvede han at danne et indre billede af hvad det var for en situation hun havde set. Det var gemt godt og grundigt væk men efter lidt tid kom det stille og roligt op til overfladen.
Den snigmorder der var blevet set, kunne have været den hendes onkel havde sendt imod hendes far. Men så igen, hans tid ved hoffet der var ikke noget nogen havde lyst til at tænke på.

Da hun så ham i øjnene og fortalte om det andet syn, var det som om noget gik op for ham men han var ikke helt sikker på hvad det var.
Han rejste sig og gik hen til et skab hvis bagside blev trykket ind og man kunne høre en metallisk lyd. Snart gik han hen og lagde et smukt men farligt sværd foran hende.
"Was it this sword?...."

Han sagde ikke noget længe, og hun overvejede om det overhoved havde været en god ide at svare på hans spørgsmål. Måske havde det ikke været som forventet? Under alle omstændigheder havde hun sagt mere end hun nogensinde havde gjort. Hendes synske evne var en hemmelighed, og hendes mor havde sagt til hende det var en hemmelighed ingen måtte kende til. At udnytte så magtfuld en evne, det kunne let ske.

Så rejste han sig op, hendes blik fulgte ham som han åbnede døren til et skab. Den metalliske lyd af stål blev hørt, og hun sank en klump. Allerede inden han trak sværdet ud af skabet, kunne hun regne ud af hvad det var. Maven trak sig sammen, og sekundet efter stod han foran hende med sværdet fra hendes syn. Hun nikkede, uden et ord, og vende blikket bort. Det var smukt, men.. det var også et farligt våben.

Han stod nu med sværdet pegende ned foran sig imens han så det heel foran sig. Det var ikke helt præcist det der var sket men det var jo muligt at der skulle tolkes på det syn...
"It was the sword given to me as payment for protecting you.... I never drew the sword when you were near because i did not want you to see me as a threat......"

Så satte han sig på en stol og lagde sværdet med klingen hvilende i hans hånd. "It was also the sword i used when i....."
Han havde gået amok i hvad der bedst beskrives som en blodrus da han fandt ud af sin kone's død. Han havde ødelagt alt lys på gangene så det eneste vagterne så var hans røde øjne og det sidste de mærkede var det kolde stål der endte deres liv.
"I swore this sword would never draw blood again..."

Hun skævede mod det igen, og sank en klump. Hvem i alverden havde fået ham til at gøre det? Hendes mor? Det troede hun ikke, men måske. Hun trak vejret dybt ind. Han havde ikke brugt det med hende i nærheden, sagde han. Hun endte med at trække benene op og svinge armene rundt om knæene. Imens satte han sig ned og fortsatte et halvt øjeblik inden hans stemme knækkede over. "That could explain my vision.." sagde hun dæmpede. Tøvende endte hun med at række hånden mod ham, og lægge den over hans håndled som fik et blidt klem. "I am sorry for your loss.." om der havde været nogen der havde sagt det til ham før, anede hun ikke, men nu gjorde hun, til trods for alle de år der var gået.

Han lagde sværdet fra sig endnu en gang på bordet og sagde i første omgang ikke et ord. Hvorfor kunne hun ramme så ømme punkter hos ham?! Normalt set var hans viljestyrke fuldstændig urokkelig men det var et faktum hun gang på gang trodsede.

Da hun så lagde hånden på ham og gav et blidt klem, kiggede han først tavst op på hende. Aldrig nogensinde havde han hørt de ord. Aldrig var der nogen der havde anerkendt hans tab. De havde alle (sikkert med god grund) frygtet ham eller også havde de forsøgt at gøre nar med det for at pirre ham. Det endte altid rigtig grimt når nogen gjorde det, hvilket også var grunden til at han gemte det med hans kone væk. Det sendte ham i en blodrus han ikke kunne lide. Ganske vist elskede han sit arbejde, men at tabe kontrollen sådan var noget helt andet.

"No one have ever...... Thank you...."

Det var tydeligt at ingen havde sagt de ord til ham før, og det var i og for sig trist. Hun var tilgengæld ret sikker på at han nok heller ikke ville have et kram som trøst. Chancen for at han ville skære halsen over på hende ville være større, så hun holdt det til denne berøring, og han syntes at accepter det. At hun så rokkede ved hans viljestyrke anede hun af gode grunde ikke. I det mindste sendte deres nuværende hudkontakt ikke et nyt syn igennem hende, det var jo altid noget. Hun endte med at smile svagt mod ham, og give hans hånd et klem.

Blikket endte mod sværdet og hun slap ham igen for at rykke sig ned på gulvet mellem sofaen og bordet. Hun satte sig bare på knæ, lod sin mås hvile mod fødderne og studerede det nærmere med blikket. Tydeligvis værdifuldt, lavede af en ægte elversmed. Uden at tænke over det løftede hun hånden og strejfede bladet ganske blidt og forsigtigt. Så mærkede hun det velkendte sug i maven, øjne blev helt hvide mens hendes krop stivnede. Det var nok ikke mere end få sekunder hun var opslugt af synet, og da det sluttede faldt hun bevidstløs om på gulvet.

Han kiggede stille efter hende som hun satte sig på gulvet og studerede hvordan hun nærmest ville undersøge sværdet. Da hun så fik hvide øjne og ligefrem besvimede, var han der med det samme til at gribe hende.
Uden nogen form for tøven, løftede han hende op i sin favn og skyndte sig ovenpå for at ligge hende ned i hans seng. Der kunne hun ligge bedre end på sofaen.

Med det samme lagde han puder under hendes knæ og ved nakken inden han skyndte sig at hente en skål med koldt vand og en klud. Der satte han sig til at duppe hendes pande. Sådan blev han siddende til der kom en forandring

Hvor længe hun var væk, anede hun ikke, men da hun kom til bevidsthed, lå hun i så blød en seng, at hun troede hun var tilbage i elvernes lejr. Sidst hun havde ligget så godt, havde været der. Forvirret og desorienteret åbnede hun øjnene. Det hele vendte straks tilbage til hende, og hun løftede hånden og gned sin nakke. Det var de sædvanlige spændinger hun fik i skuldre og nakke når hun havde haft et voldsomt syn.

Blikket blev dog vendt mod ham, og det tog hende noget tid at fokusere rigtigt. "I am sorry, you shouldn't have seen that.." sagde hun lavmælt og måtte rømme sig for at klare stemmen.

Han havde næsten lige hentet noget mad og drikke og var ved at vride kluden til hendes pande da hun kom til bevidsthed igen.
Så kiggede han underligt roligt på hende og satte sig på stolen ved siden af sengen igen.
"I am sorry as well..... You would not have reacted that badly if you hadn't touched that sword..... It is safely packed away again..... You have been out for quite some time..... How are you feeling?"

Det var meget længe siden han havde brugt sin medicinske viden til andet end mere effektiv tortur men her var den nu også ganske nyttig

Så gav han sig til at undskylde og hun kvalte et suk. Så gik det op for hende hun lå i en seng og ikke på sofaen, og.. var det her hans seng? Hvis skulle det ellers være "I shouldn't have reached for it in the start.. it is not your fault. Sometimes I react like that, I can't control the visions or the strength of them.."prøvede hun at forklare. Det var hverken hans eller hendes skyld, så i bund og grund skulle de stoppe med at finde nogen at smide skylden på. Så gik det op for hende at han havde hentet mad og drikke, og havde lavet kolde omslag til hende. Det kom bag på hende, en positiv overraskelse, men igen.. han havde ikke været så hjertekold siden deres første møde.

Han smilede lidt og startede med at række hende lidt at drikke da hendes krop havde brug for væske. "I would have done the same....
And as you say, you cant control your visions nor the strength of them.... Here.... I am not sure i got you anything you like but i hope....
Your body needs the nourishment....."
Egentlig vidste han ikke hvorfor han passede hende. Et eller andet sted burde han overveje at gøre noget mere ved sin egen sult men det måtte lige blive når hun havde det bedre

Hun tog imod den kop han rakte hende, og satte sig langsomt op i sengen. Hun havde stadig ondt i skulder og nakke, men forsøgte ikke at vise det. "Thank you, it is more than enough. You shouldn't do all this.." svarede hun nervøst. Hun anede stadig ikke hvorfor han gjorde det her, hvad han forventede at få til gengæld. En dyb vejrtrækning blev taget, og hun gled hånden gennem sit mørke hår. "You should get some rest" tilføjede hun kort efter.

Han smilede lidt inden han selv tog en lille tablet og sagde:
"Maybe i shouldnt... But i do it anyways.... Not because i have to....
But because i want to.... I am somewhat more than what many make of me.... And right now i want to help you.... I got some painkillers for that neck and shoulder.... Unless you want me to massage it.... It may seem weird that i know how...."

Da hun så nævnte han også burde finde hvile trak han lidt på skuldrene og fandt et par smertestillende hun kunne tage hvis hun ville.
"It is nighttime.... I dont sleep there.... It is 2 hours to midnight"

Hans svar gav hende i høj grad dårlig samvittighed, for ja, hun tænkte ham jo ikke bedre end alle andre. Han var tydeligvis også vant til at folk havde et negativt syn på ham. Hun af alle burde vide hvordan det føltes at være en outsider. Hun sank en klump, og slog derpå blikket bort. "Everything is weird at the moment" svarede hun med et træk på skuldrene. En bevægelse der fik hende til at skære en grimasse. Hun kunne stadig ikke få ud af hovedet at han rent faktisk havde det skidt med at blive set på som han gjorde. "I can't help but wonder, why do you kill people? I mean, you are an assassin, if you hate the way people look at you, why chose a work like that. You clearly have other skills.." spurgte hun i stedet for. Jo jo, massage lød som en ret god ide og hun vidste at smertestillende ikke rigtigt virkede, men at få massage af ham virkede alligevel grænseoverskridende.


Nåh.. Hun havde slet ikke haft et overblik over hvad klokken var. "I see.." blev hendes svar, inden hun bare tog imod de piller han fandt frem til hende, og slugte dem. At der kunne være andet i dem end smertestillende overvejede hun skam, men hun var i øjeblikket ligeglad.

Han tørrede kort sine hænder og pakkede tingene lidt til side så hun nemmere kunne komme til maden. Selvom hun måske ikke havde lyst til at spise så var det trods alt vigtigt hendes krop fik næring så den kunne komme sig igen.
"I am an assasin because that is the world i have known since i was born into the night.... I take pride at my work because i am good at it... Make no mistake i love my work.... But what bothers me is when people look at me as a senseless monster who in their eyes kill at will..... I kill yes.... I enjoy it yes.... But there is always a purpose for it... And the world have a few rotten apples in that basket... I get payed to remove them"

Han rykkede på tingene og gjorde det muligt for hende at nå maden uden for megen komplikationer. Hun rakte da også ud efter en gulerod og tog en bid af den dog uden rigtigt at smage det. I mens lyttede hun til hans svar. Brynene blev rynkede, og hun gned fortsat sin nakke og skulder engang i mellem. "But what if someone asks you to kill someone innocent?" endte hun med at spørge. Hun måtte jo vide det, for tog han bare imod job eller skelnede han mellem ofrene? Der var en stor forskel. Desuden, han var en vampyr.. de levede af blod. Det var i og for sig et under at han endnu ikke havde sat tænderne i hende.

Han drejede sin stol lidt og støttede armene på sine ben inden han gav sig til at forklare:
"Pardon if some of this sounds like bragging.... I am one of the best assasins at all and highest payed.... More importantly if the one you want killed makes you want to hire me? Then they arent innocent... And should the job present itself where i have to kill an innocent which have done nothing... I simply wont take the job....
I may revel in death.... But not of innocents... In a sense you can say i have a code of honour"

Det havde han også selvom mange ikke troede det. Der var meget få ting der var bedre end at se et offer lide men der skulle også være en grund til lidelsen.

Så gav han sig ellers til at forklare, og hun lyttede naturligvis interesseret. Den barmhjertig samaritaner? Det kunne lyde sådan, bortset fra at han tog imod betaling. Moral og etik, ikke noget særlig mange vampyrer ejede. Hun betragtede ham roligt og sank en klump. "It seems you do.." svarede hun langsomt og gumlede videre på den gulerod. "Aren't you hungry..?" endte hun med at spørge i stedet for, den anden samtale gav hende myrekryb.

Da hun så spurgte om han var sulten, smilede han stille og rystede lidt på hovedet inden han sagde:
"Not anymore..... I drank while you were resting... So i am full to the extent i need to be.... But thank you for asking...."

Så tog han selv en lille gulerod og tyggede lidt på den imens han satte sig til rette. Godt nok ville han ikke få næring af den men samtidig skulle hun heller ikke spise alene.
Efter et par bidder, kiggede han på hende og spurgte:
"How are you feeling? Are the painkillers working?"

Nåh.. hvor længe havde hun lige været bevidstløs?! Under alle omstændigheder nikkede hun bare. Det skulle hun vel kun være glad for. "Who did you feed on?" ofrene havde han i kælderen måske? Eller var han typen der anskaffede sig donorblod og drak fra poser? Eller holdt han sig til dyreblod? Okay, hvad ragede det hende! Han måtte spise lige hvad han ville, det var jo hans natur.

Han tog en gulerod, og hun tog endnu et bid fra sin egen mens han så spurgte til hendes smerter. "Not really. Normally, no kind og drug can take the pain.." og hun havde altså prøvede lidt af hvert. Også de mere ulovlige stoffer.