Artistic Souls? (Cherish Radcliff)

Allerede i elevatoren havde varmen indhentet hende, og hun gjorde sig fri af sin frakke som hun lagde over den ene arm. I samme hånd havde hun sin egen lille håndtaske, og en gave med. Intet specielt, blot en flaske fin vin. At komme på besøg tomhændet virkede forkert, og hun havde derfor en.. ja, værtindegave ville nogen jo kalde det. Ikke desto mindre endte hun med at træde ud af elevatoren, og banke på hoveddøren. Der gik ikke mere end et øjeblik før den gik op, og hun blev mødt af selvsamme mand som hun havde set den forgående nat. Igen slog hans udseende hende ud et øjeblik, men hun smilede høfligt og lod ham få sin ene hånd. "Thank you, my lord. You look quite handsome as well" svarede hun pænt og høfligt, for derefter at række ham flasken med vin. "A little something" sagde hun derpå. Han havde nok selv noget dyrer liggende, men det var en god vin, en hun selv havde smagt et par gange før, og heller ikke i den billige ende.

Han smilede og tog så imod flasken der hurtigt blev studeret. Ganske vist havde han dyr smag men det her var heller ikke nogen billig vin tværtimod.
"A wonderful year.... I thank you very much... It will go great with the dinner....." Så blev flasken sat på et lille bord hvorefter han sagde: "Come in..... Let me just get that coat for you......" Så fik han hængt hendes frakke op på en noget unik med flot stumtjener.
Så tog han et par skridt ind i rummet og holdt armene ud til siden og smilede intenst til hende. "This is my humble home... Hope you like it?"

At hun så havde valgt en vin der tilfældigvis passede til menuen, var kun heldigt! Hun havde jo ikke vidst hvad han havde haft planlagt af mad. "Glad to hear.." svarede hun. Øjeblikket efter havde han hjulpet hende med at hænge frakken, og hun lod tasken hænge over, så behøvede hun ikke rende rundt med den. Det var alligevel så sent ingen ville ringe, og så vidste hun hvor hun havde det. "Thank you" huskede hun at takke ham for at have hjulpet sig med frakken. Derpå fulgte hun med længere inde i lejligheden, og så sig omkring på hans opfordring. Der var flot, naturligvis var der det! Stort, åbent.. og unikt. "Oh I do, I like your style" blev hendes svar. Der var virkelig flot.

Han gik kort over i køkkenet for at åbne vinen så den kunne stå og ilte inden den skulle bruges til maden. Nok var Caleb ikke specielt stor vinkender men han havde dog alligevel opfanget en hel del og hvordan man behandlede vinen godt.
"Well thank you... I have always liked the modern style but at the same time i have a softspot for some antiques... That coathanger is actually from Buckingham Palace...."

Så blev vinen stillet over på bordet ved siden af fadene der stod med låg. Dette var naturligvis for at maden ikke skulle blive kold.
Derefter gik han hen til hende og sagde: "So... Would you like to see the art first or eat first?......"

Hans svar, og den information han gav hende om det.. stativ som hun havde hængt sine ting på, fik hende kort til at vende hovedet rundt. "Impressive...how did you manage to take that?" Ja hvordan i alverden havde han fået den?! Det var en lidt speciel ting at have hængende.

Hun gik længere ind i lejligheden og så sig omkring. Og han dukkede selv op kort efter. "The art of course" der var ingen tvivl der, og heller ingen tøven. Hun havde tænkt på kunsten det meste af dagen og nu måtte hun have sin nysgerrighed stillet!

Han smilede let inden han gik hen til knagen og kørte roligt en finger hen over den imens han forklarede:
"It was given to me by Her Majestys Marshall... As a gift for painting some of the members of the Royal Family. The Queen was sick at the time and wanted something near her so she could see them more. And i asked for a special token for painting it"

Så gjorde han tegn til hun skulle følge med og åbnede døren indtil hans store kontor. Belysningen der inde var ikke så kraftig i stuen og selv luftfugtigheden i rummet var der tænkt over. De optimale forhold for et maleri. Selve rummet var indrettet som et overdådigt kontor som var det taget i England. Udover lidt blandede malerier der virkede til at være steder i verden så var der fem malerier der nærmest blev fremhævet. To af dem var abstrakte og gav en følelse af indre varme. De tre andre var Sæsonbilleder med hvad der virkede som portrætter flettet ind. Alle var fantastisk godt malet ulig noget af det i galleriet. "Here is a bit of my private collection"

Forklaringen var ikke mindre overraskende. Manden havde mødt Englands dronning! Hold da helt fast mand! Okay.. måske var hun for chokeret, men ærlig talt.. dronningen af England! "Impressive. On the other hand, why not" svarede hun tydeligvis imponeret.

Hun fulgte med ind på hans kontor, omgivelserne var tydeligvis ideelle for malerier og hun så sig omkring. Der var stort, lugten af maling var tydelig i rummet, en lugt hun egentlig godt kunne lide og var ret vant til. Indretningen i rummet mindet hende om England, og hun var ganske imponeret igen. Hun trådte nærmere malerierne og gav sig til at studere dem. Så smukke, de var imponerende smukke. Hun forstod godt hvorfor han ikke havde haft den hængende i galleriet, kun ganske få ville forstå værdien og kvaliteten af det her arbejde. "I am saying it again, but..
impressive. Your work is magnificent" hviskede hun dæmpede. Hun stod med armene overkors, primært fordi hun ikke skulle begynde at røre ved noget. Det sidste hun ville, var at ødelægge hans arbejde.

Til at starte med stod han tavs og lod hende bare studere billederne og absorbere indtrykkene af det hele. Han ville jo ikke prale eller lignende men måtte jo også erkende at det var ikke bare et hvert andet arbejdslokale.
Efter lidt tid gik han hen ved siden af hende og kiggede op på et af billederne. "I am glad you think so.... This one here took me 150 years to perfect.... I wanted to capture not only the change of season but also the world around the place....."
Så kiggede han smilende på hende og sagde: "You have understanding of art.... It is ok to touch... It gives a better perspective......"

Så sagde han noget der fik afbrudt hendes tanker fuldstændig og hun endte med at smile skævt "I know it takes long time to make such art, there is not need of exaggerating" svarede hun. Naturligvis kunne han ikke have brugt 150 år på det her, han lignede ikke engang en der var en dag over de 30 så 150 år var naturligvis udelukket.. for ikke at sige, slet ikke normalt.
At han gav hende lov til at røre fik hende til at smile skævt "Thank you, but I am good. I don't want to ruin you beautiful painting" svarede hun. Hvis hun endte i sin skizofrene hjørne ville han bare finde hende skør, og det skete når hun rørte ved malerier.

Hendes ord skabte først en undren hos ham. Hvor lang tid han havde brugt var jo bare noget han slyngede ud fordi han kunne dufte hvad hun var. Men det virkede ikke til hun havde en idé om hvad han var. Og ud fra hendes reaktion virkede det heller ikke til hun vidste specielt meget om hvad hun selv var.
Han tænkte heller ikke over at der inde i rummet hang et billede der var lidt over 200 år gammelt hvor hans familie inklusiv ham selv var på. Ganske vist lidt yngre. "A habit i guess...."

Han nikkede så og kiggede op på det inden han lod et par fingre glide meget langsomt hen over billedrammen imens han sagde:
"You will not ruin it.... You have a whole new level of... Insight in art..... I had this frame custom-made..... First i wanted to cut out the frame myself but i am not very crafty in woodworks....."

Nej hun anede ikke hvad han var, og heller ikke hvad hun selv var. Hendes forældre var blevet dræbt kort efter hendes fødsel, og det vidste hun kun fordi ligene var blevet fundet sammen med hende og hun derefter var endt i børnehjem hvor mennesker havde taget sig af hende. Hun anede intet om den overnaturlige verden, og skulle han fortælle hende han ikke var menneske men vampyr ville hun formentlig bryde ud i latter. Han svar fik hende til at maile skævt "It is alright" blev hendes svar blot inden hun gik nærmere hans familie portræt. Hun stod og betragtede det længe, og kunne de han var på. Alt ved maleriet udtrykte det var flere hundrede år gammelt "That man looks a lot like you.. impressive. How are the two of you related?" spurgte hun nysgerrigt. Og hvem mon havde malet maleriet?! Det ville være hendes næste spørgsmål.

Han rørte selv ved maleriet og det kløede i hendes hænder efter at undersøge det nærmere. "It is very good quality ,
I can see that" kommenteret hun på rammen. "You must spend a lot of time in here" tilføjede hun inden hun dristede sig til at løfte hånden og strejfe rammen. Allerede ved den lille berøring kunne hun mærke den velkendte varme i kroppen, den varme der dukkede op inden tingene omkring hende blev vakt til live hvorfor hun skyndte sig at tage hånden til sig.

Han kiggede selv hen på familiebilledet og rystede på hovedet af sig selv i sit indre over han ikke lige havde tænkt over det.
Men han besluttede dog at svare på en måde der ikke ville overvælde hende eller lyde skør. Samtidig med ville hun kunne tænke over det af sig selv.
"I am not entirely sure how to answer that without sounding crazy to you..... So will let you guess it from what you can see......"

Da hun rørte ved rammen, kunne han godt se hvordan det påvirkede hende på en eller anden måde og hun lod da også til at stoppe sig selv lidt hurtigt. Dog var det ikke noget han bare lige ville spørge ind til. Det skulle de nok komme til hvis det blev relevant.
"Sometimes..... I usually paint in the living room... "

Hvis han troede det svar fik ham til at lyde mindre skør end hende, så tog han sgu fejl. I stedet vendte hun blikket fra maleriet og så mod ham med det slanke bryn hævet "This can't be you.. neither your father.. guessing from the clothing and style, it must be couple of hundred years old.." prøvede hun at være realistisk. Hun nægtede at tænke det anderledes, det var ikke naturligt! Tværtimod var hendes tankegang mere normal.

"Really? Hm..I guess you could do that yes.." svarede hun stille. Hvad ellers skulle hun lige sige til det der?

Han vendte blikket lidt rundt i lokalet og lod så hånden hvile på den antikke stol hvorefter han kiggede på hende.
Hun var åbenbart helt ny til det overnaturlige. Eller sådan opførte hun sig i hvertfald. Så der var ingen grund til at fortælle hende om det før hendes sind selv var klar til det.
"This is my.... Sanctuary of sorts... It is here i go to unwind.... Here or the roof..... The living room have much better lighting when it comes to painting...."

Efter lidt betænkningstid, kiggede han på hende med et dragende smil og spurgte: "Don't you have a special place where you go?...
A place where the world seems far away at least for a while?"

Han kommenteret ikke på maleriets alder, og hun fik ikke helt afklaret hvem manden der lignede ham var. Hun konkluderede derfor for sig selv, at det måtte være en tip-tip-tip-tipoldefar af en art. Ligheden mellem dem var dog slående, virkelig imponerende. Han forklarede i stedet hvor han holdt til for det meste "Oh I see, well that make sense" svarede hun derpå.

Hendes blik endte snart mod ham igen, hans dragende blik holdt hende fast et øjeblik, inden hun rømmede sig og svaret. "The woods, I feel happy, relaxed.. and like it is my home.." forklarede hun og endte med at smile.

Den måde hun så på ham, var noget der tiltalte ham virkelig meget af flere årsager. Både fordi at når en smuk kvinde så på en var det jo dejligt men hun var langt mere end bare en smuk kvinde. Hun havde klasse, selvstændighed og en varme i sit blik.
"The woods..... I must admit it has been a while since i have been to the woods..... I have a painting i made inspired by the woods in the living room?"

Han nikkede en gang inden han så på hende dragende og dog anerkendende.
"You know..... I am very happy that you agreed to come tonight Ms. Radcliff....."

Hvad hendes blik fortalte ham, anede hun selvfølgelig ikke. At hun så på ham som hun gjorde, tænkte hun heller ikke over, hans udseende og dragende blikke efterlod hende med minimal tankevirksomhed, og det var underligt. "I would love to seem them" blev svaret da også uden tøven, det skulle han ikke sige to gange! Hun elskede naturen, og skoven, og det havde hun altid gjort. Netop derfor var mange af hendes motiver baseret på naturen, de fleste uden mennesker, men enkelte indeholdt enten mennesker eller dyr, eller begge dele.

"How could I ever decline such an offer? I am a very honored - and surpised by your invitation" svarede hun ærligt mens de forlod hans kontor sammen for at kigge på malerierne i stuen i stedet for. Hele hans hjem var et kunstværk i sig selv, hun elskede det!

Det var mærkeligt hvordan hendes blik nærmest trak i ham men det var en fantastisk følelse. "Lets go see them then...."
Ganske kort havde han hånden på hendes ryg inden han gik ud sammen med hende. Selvom Calebs ene evne ikke blev brugt aktivt ville hans berøring stadig kunne fremkalde en vis effekt af at være svagt opstemt. Alt efter hvor følsom man var naturligvis.
"Surprised? How come?"

Det første billede han ville vise hende hang over fjernsynet. Det var en smuk sti i den nærliggende skov badet i et fint lille lag sne. Men for at symbolisere hvordan man kunne få det med sådan en udsigt, havde han malet det i varme farver

Hans hånd endte mod hendes lænd som han viste hende ud af kontoret, og havde han rørt ved hendes hud, havde hun mærket effekten mere. For nu, gøs hun blot svagt. "Well, I am still not sure why you chose me to see all of your treasures, but I don't mind it at all" svarede hun med et skævt smil.

Kort efter var de i stuen, og han viste hende det ene maleri som han over fjernsynet. Hun var fascineret over synet, og stod længe og betragtede det smukke sne som hun nærmest kunne føle bare ved at se på det. Maleriet var så smukt, så detaljeret, og virkelig veludført. "I..wow.. it is.. well done.." endte hun bare med at sige af mangel på bedre.

Han stod rimelig tæt på hende som de begge stod og betragtede maleriet men det var ikke noget han tænkte specielt over. Og havde hun noget imod det skulle hun jo nok sige noget til det.
"It pleases me that you think so..... It began as a little experiment....
How to capture emotions in a painting using the colors and still keeping a special theme in it....."

Så kiggede han på hende og sagde roligt:
"You wondered why i 'chose' you to see all this..... I did that because of that reaction there......"

Hun tænkte ikke over at de stod så tæt, hun var helt opslugt af maleriet til at tænke over det. I stedet for nikkede hun, stadigt fascineret over at det havde lykkedes ham at skabe noget så smukt, og så anderledes på et og samme tid. Han var utroligt talentfuld, men det vidste han jo godt. "I have never seen something like it" lod hun ham vide. Hans efterfølgende ord fik hende til at trække blikket fra maleriet, og se mod ham, hvorpå hun smilede. "You don't know how much I appreacte this. You showing me something this special.. I have no words.." understregede hun for ham, tydeligvis rørt over hans gestus.

Da hun så vendte sig lidt og kiggede på ham, smilede han dragende og lyttede egentlig bare til hvad hun sagde. Det var jo dejligt at få konstruktiv kritik men det at hun var så oprigtig omkring hvad hun syntes, gjorde det hele meget bedre.
"I hoped that you liked it.... I saw something in your eyes when you saw that painting in the gallery..... Something genuine..... And that is rare in this city....... I am very much pleased that you enjoy it... It have made my night incredibly much better.... "

Hun smilede et større smil og gled og foldede hænderne pænt foran sig. "You have too high thoughts about me" svarede hun venligt. Hun var ikke underdanig eller lignende af natur, og det var hun heller ikke nu. Hun ville bare ikke virkelig hovmodig eller overlegen og det gjorde hun nu nok heller ikke. Hun stod trods alt side og side med en af tidens største kunstnere, ja.. det var det hun opfattede ham som.

Han grinede let inden han tog hænderne i lommen og gestikulerede kort med hovedet om hun kunne følge med hen til endnu et maleri.
"I do not claim to be one of the greatest artists, that is up to the oppinion of those what see my work to judge...... But no one gets very far in the art world if they think too high about others.... I like to think of myself as decent in the way of knowing people...."
Billedet han stoppede ved havde en meget detaljeret kronhjort i fokus med en skov omkring. Skoven var malet nærmest sløret men alligevel utrolig smuk. Nærmest som om man ville fremhæve det majestætiske ved hjorten.
"This is the forest around Cornwall Hold where i was raised...."

At Han var ende på jorden var meget imponerende, det var de færreste der var det nu til dags, især med sådan et talent som det han ejede. Det var næsten..magisk.
Som de gik videre til det næste maleri, standsede hun og stirrede. Det var.. skønt, smukt.. vidunderligt .. specielt. Overvældende ..hun havde ikke ord der kunne beskrive hvor flot det egentlig var. Så før hun havde set sig om, havde hun løftede hånden og strejfede maleriet. Et sug i maven, og det store majestætiske dyr i malerier bevægede hovedet. Hun trak øjeblikkeligt hånden til sig, og bakkede et skridt. "Beautiful" sagde hun, lod som ingenting. For hun var jo overbevist om at det der kun var i hendes hoved det der skete