I will never forget you - [Morgan]

Tid: 20.40
Sted: Kirkegården - ved Apolline's grav
Omgivelser: Masser af grave
Vejr: Solnedgang, sommerligt og lunt.

For næste et halvt år siden var Apolline Le Blanc gået på scenen i Paris, til noget der viste sig at være hendes sidste forestilling. Natten var blevet tilbragt i hendes elskede arme, og den efterfølgende dag havde hun været plaget af feber og utrolig meget træthed, men forestilling var en forestilling, og hun gik på scenen med klapsalver, tilråb og glæde fra sine fans, og med sin kæreste bag scenen støttende og stolt som altid. Hun var syg, men lykkelig! Tre sange skulle hun synge, og de første to blev klaret, før den tredje begyndte at spille. "This song, is for a special someone, I wrote it for him, and hope.. he will always remember me when he hear it.." lød hendes stemme ud til publikum, og et blik til siden, hvor Morgan stod og kiggede på hende. Og så lød tonerne til 'Never forget you'. Hun var halvvejs igennem sangen, da hun begyndte at føle sig utilpas.. og som de sidste toner lød, faldt hun om midt på scenen. Hurtigt blev hun fragtet til syghuset, hvor hun blev sat i respirator, og erklæret død få dage senere, uden nogensinde at vende tilbage til bevidsthed. The Song

En hvis person havde dog svært ved at give slip, og at vågne op som spøgelse havde aldrig nogensinde været noget hun havde regnet med ville ske. Længe rendte hun rundt, hjemsøgte den stakkels mand uden dog at være synlig for ham. Om natten når han sov, dukkede hun og sad ved sengen og betragtede ham trist, hviskede han skulle give slip og ikke torturere sig selv, men lige meget hjalp det. Efterhånden begyndte hun at tro på en Gud, og efter utallige bønner... blev de muligvis hørt... eller hvad?

Deres nat sammen havde været fortryllende og helt perfekt. Desværre blev hun dårlig og måtte hvile sig men lige som altid var han der til at tage sig af hende og hjalp hende i seng.
Selve hendes koncert var helt utrolig og han kunne mærke sig selv være stolt over hende, hun var uovertruffen!
Men hendes ord inden den sidste sang, gav ham en rigtig træls fornemmelse i maven... Det virkede som om.... Han skød tanken fra sig og nød den helt vidunderlige sang. Til hans skræk, faldte hun om på scenen, med det samme var han oppe ved hende sammen med paramedicinere.
"Come on baby, stay with me!"
Det var som om den sætning var det eneste han kunne sige hele vejen til hospitalet.
Hele tiden sad han med hendes hånd lige til det sidste....
Da han var Djævel kunne han ikke komme med ind i kirken til begravelsen men som hun blev lagt i jorden, var han der selvom mange mente han ikke skulle.

De næste måneder blev de værste han nogensinde havde prøvet. Hele hans tilværelse føltes tom. Han gjorde alt hvad han kunne for at kontakte Helvede for hjælp men uden held..
Ligemeget hvad, ville han ikke slippe tanken om hende, det elskede han hende for meget til.
Men det var også som om der var noget.... Flere gange vågnede han om natten, følte sig overvåget og med tårer i øjnene, satte han sig op og sagde: "Apolline?!" men ude af stand til at se noget.
Hver eneste aften, gik han ned på kirkegården med en blomst og lagde på hendes grav, denne aften ingen undtagelse. Stille lagde han hånden på gravstenen og hviskede med en klump i halsen:
"Hey.... I hope you can hear me..... Soomewhere......"

Trofast var Morgan dukkede op denne nat også, og endnu en blomst var landede på hendes grav. Normalt ville hun være i nærheden, og det var hun skam også denne nat. Klædt i det hospitalstøj hun var død i, stod hun godt skjult og på afstand, var lettere gennemsigtig, og urørlig. Hun var bleg at se på, og syg.. ligeså syg som hun havde været minutterne op til hendes død. Sådan var det når man var spøgelse, desværre..
Hans ord hørte hun, og som så mange gange før, var hun fristet til at træde frem.. forskellen var bare.. at hun denne gang gjorde det. Hun svævede nærmere, usikker på det chok han ville få. Hun var dog nød til at gøre det, hun kunne ikke mere, kunne ikke forblive i dette stadie mellem liv og død. "Morgan.." lød hendes stemme, dæmpede, og med en sær ekko.

Da hun nærmest hviskede hans navn, troede han først ikke sine egne ører. "I must be hearing things again......"
Langsomt rejste han sig igen og fik så øje på hendes gennemsigtige skikkelse foran sig. Hans øjne blev store og skinnede af de tårer der pressede sig på. "Apolline..... I.... Never thought i would see you again...... I have come here... Every single night since..... Since......"
Der måtte han synke en klump og tårerne trillede stille. Det var stadig smertefuldt at tænke på den aften hvor hendes hånd pludselig blev kold og hendes hjerte stoppede. Han kendte til døden og genfærd men det var noget helt andet når det var hende der lige pludselig var der.
"I miss you so very much......."

Han rejste sig, og hans blik landede på hende. At se ham opløst i gråd på denne måde, og i så meget smerte.. det gjorde ondt i sjælen, og hun følte sig hjælpeløs. Langsomt svævede hun nærmere, og stoppede ikke langt fra ham mens han snakkede. "I know, love.. I... know. I have been looking out for you ever since.." hviskede hun stille retur. Hånden hun løftede var ligeså gennemsigtig som resten af hende, og som hun rakte ud mod ham, gik hånden lige igennem ham. "I miss you too, Morgan.. I feel your pain.. and that is why I am here. You didn't let go of me, and I cannot cross over before you do.." prøvede hun at forklare. At græde var ikke muligt for et spøgelse, havde det været muligt, ville han have set hende opløst af tårer.

Som hun forklarede, gav det hele lidt mere mening. Så det var altså derfor han kunne mærke ting om natten, eller ind imellem fik fornemmelsen af der var andre.
Da hun så forklarede at hun ikke kunne forlade verden på grund af ham kiggede han forvirret og trist inden han sagde:
"But.... We had such short time...... yet the love is so strong.... How can i let you go?.... I will not be so selfish...... I miss you so very much..... What should i do?...."
Det var ufattelig sjældent at han stod i en situation hvor han ikke havde svar og det her var en af de situationer

Hans smerte skar i hende, og hun følte sig rådvild. "I miss you too, but you have to move on.. I want you to be happy, Morgan.. no! You have to be happy. Live for me. I died, and I am stuck here.. I am seeing you pain every day, not being able to do anything and I just want to see you happy. Morgan, you cannot be happy .. not before you set me free.."

Det var som om han nægtede at høre på hvad hun sagde, han kunne da ikke bare give slip! Men der var dog nogle af hendes ord der satte sig i ham. Han forårsagede jo yderligere smerte på hende ved at tvinge hende til at blive delvist i denne verden. For det var jo egentlig det han gjorde.
Så han tog et dybt suk inden han nikkede og tørrede nogle tårer væk inden han så sagde:
"I.... Cannot just keep you here..... If it is your wish..... I will do my best to live.... And i will cherish the memories we have..... I am not sure how it works.... But you are free..... I will try and live for you..... "
Hun skulle have lov til at komme videre i stedet for at blive fastholdt i den smertefulde limbo. Selvom det gjorde ondt at give slip

Det tog ham noget tid, men han accepteret hvad oprigtigt overraskede hende. Smerten var tydelig i hendes blik, og hun selvom hendes hjerte for længst var holdt op med at banke, så føltes det ikke mindre smertefuldt.
Knap havde hans ord døde ud, før hun kunne mærke det. Hun vendte blikket rundt, til sidst mod himlen, og sukkede dæmpede. "Thank you, Morgan. What ever happens, I will always.. always.. love you. Live.. live for both of us.. and be happy.." nok havde hun været gennemsigtig, men nu blev hun mere og mere gennemsigtig, og til sidst.. overgav hun sig til lyset, med et sidste kærligt blik mod manden hun elskede mere end noget andet... og så var hun væk.

Kirkegården var efterladt tom, og stille..

Som hun mærkede et lys, fortrød han nærmest at han satte hende fri men stadig så var det det rigtige at gøre. Lyset hun så var dog helligt så han måtte tvinge sig selv til at se på hende imens hun talte hvorefter han vendte sig væk.
Da der igen var stille, strøg han hendes gravsten en sidste gang inden han sørgmodigt forlod kirkegården. Han havde lovet at leve videre men hvordan kunne man det når man endnu en gang var alene? Når kvinden man elskede så højt ikke længere var der

Apolline havde forventede intetheden, men sådan blev det ikke. Hun endte et ganske andet sted, i himlen, omgivet af andre døde sjæle der fortjente en lads derop. Her blev hun mødt af engle, og fik lov at betræde paradiset, men inden da, måtte hun sidde og vente til hun kom til samtale hos en af englene. Alting var forvirrende, og hun så den ene sjæl efter den anden, rejse sig og blev vist bort, indtil det omsider blev hendes tur.

"Do you want to enter the paradise?" spurgte englen ligeså blidt. Apolline var forvirret. "What other choice do I have?" spurgte hun. "A rebirth of course, as an angel.." overrasket så Apolline mod englen. Det her var for godt til at være sandt. "And then..?" der måtte være en hage. "Then.. you serve God.." svarede englen. "On earth?" svarede hun spørgende. "It depends on His wish.." Apolline var i tvivl. "I don't know.." svarede hun. "You will figure out your mission once you accept.." hun sukkede dæmpede. "Alright.. I want to try.. if there is any small chance I will be able to see him, I will do it.." hviskede hun.

Genfødslen var mærkværdig, men ikke desto mindre vågnede hun op kort tid efter i en ny skikkelse. Der var en masse nyt hun skulle lære, om sin rolle som engel, og det var.. overvældende. Alt skulle læres på ny, inden hun skulle sendes til Jorden. Hun glædede sig, og kunne ikke vente med at gense Morgan. Hvor lang tid der var gået siden hun havde krydset over i mennesketid, vidste hun ikke.. men da tiden var inde, var hun forventningsfuld.

Det var en sen nat, da hun landede i verandaen i Morgans lejlighed. Om han var hjemme, eller ej, anede hun ikke. Hun var i sin menneskelige skikkelse, sund og rask.. og friskere end nogensinde.

En lille måned var gået fra han så hende på kirkegården og til denne nat. Han ville stå ved sine ord så han besøgte ikke graven hver aften men hver søndag aften var han dog der.
Livet føltes tomt men han havde jo lovet hende det og han var en mand af sit ord, ligemeget hvor ondt det så gjorde.
Han havde gået og passet sit arbejde og sit liv uden nogen form for reel spænding eller forandring, det var egentlig lidt som om han kørte på autopilot.
Denne nat havde han dog ikke kunnet finde hvile så han valgte at forkæle sig med et langt varmt bad.
Da badet var færdig, tog han et håndklæde om livet inden han gik ud i køkkenet og begyndte at lave sig noget at spise, hvilket også var hvor hun kunne se ham. Dog fik han en eller anden fornemmelse af noget var til stede

Hun så ind ad døren, og der stod han, i køkkenet, ikke klædt i andet end et håndklæde, det platinblonde hår fugtigt, og han havde tydeligvis lige været i bad. Hun bankede let på døren, så han ikke fik et chok.. inden hun trådte ind og stod dermed nogle meter væk. "I missed your cooking, what are we having for dinner..?" spurgte hun blidt. Hun var ikke bedre klædt, ja faktisk.. var hun nøgen.

Han kiggede kort op fra bordet hvor han var ved at tilberede et lækkert stykke laks da hun bankede på. Så vendte han sig om og fik så øje på skønheden foran sig. Hans øjne var store da han så det var hende og han tabte kniven på gulvet af rent chok.
Så tog han et par skridt tættere på og det var tydeligt at han ikke helt vidste hvad han skulle sige så han svarede egentlig bare på hendes spørgsmål: "Winesteamed salmon..... Sautéd vegetables..... You are......."
Hans blik vandrede op og ned af hende, selvfølgelig bemærkede han hun var nøgen og hvor var hun utrolig smuk.

Han tabte kniven, ikke underligt, og hun forblev stående for ikke at give ham et yderligere chok. Spørgsmålet blev da besvaret, og hun smilede let. ".. Alive.. and back in your arms.. if you want me of course.." svarede hun blidt, dæmpede og stille. Hun gik nærmere mod ham, og rakte blidt ud efter ham. Hun burde måske have tjekket hvor lang tid der var gået siden sidst, men ærlig talt, havde han været alt for spændt og havde glædet sig for meget til at se ham, til at tænke over det.

Hendes ord blev besvaret med blanke øjne og et smil der stille kom frem på hans læber.
"There is nothing in this world or the others i would rather have..... But.... How...... I saw you die...... I saw your ghost......."
Som hun rakte ud efter ham, rakte han ligeledes ud efter hende hvilket fik håndklædet til at falde på gulvet. Dette registrerede han dog ikke, hun var der virkelig!
Men hvordan?.... Han havde oplevet alt muligt sært på hans rejser og hans tid i Helvede. Men det her var ikke en af de ting

Han forstod det ikke, og det var vel ikke så sært. Deres hænder mødtes, og hun gled ind mod ham i en varm omfavnelse. Hendes krop var varm, og helt tydeligt i live. "I was asked whether I wanted to be reborn, and I said yes. It was a chance to get to be with you again, and I took it. However.. I am not human anymore.." Hun sank, of bakkede ud af omfavnelsen, hvorpå de store hvide vinger blev slået ud sekundet efter.. hun undlod en fuld forvandling, eftersom hun vidste at han som djævel, ikke kunne klare lyset.

Han elskede den varme hun gav fra sig og nød hvert et lille splitsekund hun stod der. Da hun så forklarede hvordan hun ikke var menneske mere, smilede han overraskende roligt til hende inden han så forklarede:
"I know..... I have sensed the energy of an angel before..... Don't worry.... I cannot touch holy objects or enter holy places..... But i can be in the presence of an Angel.... Devils used to be Angels themselves......"
For at vise det, trådte han tættere på hende og lagde hånden ved hendes hofte igen

Der var stadig meget der var nyt for hende, og meget hun ikke vidste. Hun havde dog al evigheden til at lære, og han måtte hjertens gerne være hendes lærer. Hun stod snart med hans arm om sig, og gled ind i hans favn igen, vingerne væk. "Good.. I intend to stay you see... and stay here with you for the rest of our lives.." svarede hun blidt, og granskede hans ansigt. Hun havde savnede ham, savnede hans arme, savnede hans stemme, trygheden omkring ham.. ja hun havde savnede alt. "So.. you are happy to see me..?" endte hun med at spørge, hun tvivlede ikke på svaret, men sikke en lettelse det dog var.

Som hun gled ind i hans favn igen, smilede han med et intenst blik inden han sagde: "Good.... I could not bear losing you again...."
Han hørte skam hendes spørgsmål og han skulle også nok svare. Men han stod først lidt og betragtede alt ved hende. Alle hendes detaljer, med en forundren han ikke kunne sætte ord på.
"Happy does not cover it..... I am beyond ecstatic...... I feared you would be gone forever..... And here you are..... If this is a dream.... I dread the wakening......"
Hun var fuldt ud så smuk som han huskede. I kraft af hun var Engel var skønheden jo over hvad mennesket kunne men hun havde altid været den smukkeste i hans øjne

"I am not going anywhere" forsikrede hun ham om. Han så hende an, og hun lod ham uden at klage det mindste. Smilet voksede sig større "This is no dream, my love.. however.. I am starting from scratch, so you have to bear over with me for some time. I mean.. I don't even have a house or clothes for that matter..." Hun vidste ikke lige hvordan hun skulle gribe det her an.

Han kunne godt forstå det alt sammen var nyt for hende og selvfølgelig ville han være der for hende. Kort kiggede han rundt inden han sagde:
"Well..... I have plenty of room if you want to stay here..... I kinda hope you will.... And clothes.... We can go get some? Until then i think i have one of your dresses from my luggage somewhere... Or i might have som sweatpants and a shirt?"
Han huskede hvor forvirrende det var da han selv kom til jorden, det var absolut ikke en nem tid at gå igennem. Men så havde han jo helt naturligt noget erfaring

Han ville gerne have de flyttede sammen? Det var absolut ikke noget hun havde forventede, ærligt.. havde hun regnet med at hun skulle starte fra scratch. Det var dog en positiv overraskelse, og hun smilede skævt. Wait.. hvorfor havde han stadig en af hendes kjoler så lang tid efter? Blikket endte bekymret mod ham. "A shirt will do for now, and you need clothes too.. not that I am complaining.." svarede hun og gled blikket over ham. "You make it hard being an angel.." tilføjede hun drislk. "Oh, and I would love to move in with you.."

Han smilede varmt til hende inden hans blik kort blev kastet mod soveværelset inden han så forklarede: "Some of our luggage that night is still in the suitcase, never got around to unpacking it.... But if one of my shirts is fine then you won't hear any complaints from me... I might actually enjoy it"
Han kunne ikke lade være med at trække lidt på skuldrene og smile drilsk tilbage til hende inden han sagde: "Can you blame me?....."
Så strøg han hende på ryggen inden han sagde: "I was hoping you would say something like that....."

Oh...
Den stakkel, hvor må det have været forfærdeligt for ham at se hende dø, og efterfølgende leve med det. Hun vidste det havde været forfærdeligt, for hun havde trods alt været der og det hans sorg og lidelse. Hun elskede ham blot mere for det, og for hans forsøg på at leve videre da hun havde bedt ham give slip på sig.
"I hope you will, at least I am here to make you happy again.." svarede hun med et varmt blik. "Come on now, I am a bit hungry" hun kyssede ham blidt på munden, havde savnet hans læber, og egentlig... Gav hun ikke slip igen trods sine ord for kort tid siden.