You didn't have to - [Morgan]

Tid: Klokken er 14.39
Sted: Apollines værelse på hospitalet.
Omgivelser: En masse hvidt og hospitalsudstyr.
Vejr: Udenfor er det koldt og regnfuldt.
Påklædning: Hospitalstøj
Tag: @Morgan L. Withers

Apolline var sat til en maskine der angav hjerterytme og puls, og det var det eneste der sådan set gav lyd fra sig på værelset i øjeblikket. Over næse og mund havde hun en iltmaske der forsynet hende med ilt. Hendes lungebetændelse havde været på grænsen til at tage livet af hende, og ikke kræften der stadig spredte sig i hendes krop. En del antibiotika var blevet givet, og behandlingen var endnu ikke overstået. Siden hendes indlæggelse en uge forinden havde hun tabt sig en del flere kilo, og lignede ganske enkelt et lig. Hendes vejrtrækning var tung og hivende, men hun lå og sov i øjeblikket og var derfor ikke bevidst om den anstrengte vejrtrækning. Siden hendes indlæggelse havde hun ikke fået besøg af andre end læger og sygeplejersker. Hendes manger var kommet forbi og havde sikrede sig at hun fik sit eget værelse, og at ingen fandt ud af at hun var indlagt.

Morgan havde ganske rigtigt fået et opkald omkring en ny aftale med Apolline og havde også gjort klar til det med den chokolade hun skulle prøve. Men det blev dog aflyst da hun meldte hun var på sygehuset til et standardchek. Dog gik der ikke mange dage inden han ikke troede på det, han havde ikke hørt mere og det lignede hende ikke. Så en dag gik han ud til sin sekretær og sagde: "Can you please move all of my appointments to next week? I am going on a house call...." Sekretæren nikkede lidt undrende men gik i gang med hvad hun var blevet bedt om. Morgan havde snuppet en pakke af den fine chokolade og var hurtigt smuttet ud i sin bil. Først var han omkring efter en gans blomster og så gik turen mod hospitalet.
Han var selvfølgelig klædt i et meget nydeligt mørkt jakkesæt. Som han kom op til skranken, kiggede receptionisten på ham og spurgte: "May i help you?"
Han nikkede smilende til hende og sagde: "Yes....
My name is Dr. Morgan L. Withers.... I am the therapist of Apolline Le Blanc..... May i go see her?" Receptionisten kiggede roligt på ham og sagde: "You are listed as one of the persons allowed to see her.... It is the room farthest down the hall to the right... Nr. 47"
Han nikkede og skyndte sig der ned og fandt det hurtigt. Meget roligt gik han der ind til hende og sagde roligt: "Apolline?.... It's Morgan....." Det gjorde ondt at se hende sådan

Lyden af en dør der blev åbnet lev registreret, og hun vågnede stille. Det var ikke en dyb søvn hun havde været i, nærmere døs. De tunge øjne var lukkede, mærke render rundt om dem, og hun så ganske enkelt ikke så godt ud. Lyden af hans stemme trak hende dog tilbage til virkeligheden og fra den tilstand mellem søvn og virkelighed som hun befandt sig i. Langsomt gled øjnene op, og det tog hende nogle øjeblikke at få fokuseret ordentligt mod ham. "Morgan...." hviskede hun hæst og med en vejrtrækning der var tydeligt anstrengt. Igen lukkede hun øjnene, og sank en klump mens hun tvang lidt hjerneaktivitet igang. Nåh ja.. hendes psykolog. Hvad lavede han her?! "What.... doing here?"en del af ordene forsvandt, og hun måtte rømme sig. "What are you doing here?" gentog hun nu mere tydeligt end før. Hvordan havde han fundet hende? Hun var ikke helt sikker.

Hurtigt men alligevel roligt gik han ind og satte blomster og chokolade på det lille bord inden han stillede sig ved siden af hendes seng og strøg hendes hånd. "Easy now.... It will be alright.... I came to visit you.....Guess the routine check didn't go so well?...."
Han sørgede for at tale meget roligt og se på hende med et varmt og nærmest beroligende blik.
"I came to check on you... Remember? I want to make sure you are well and happy.... "

Hun lå stille og fulgte ham med blikket. Iltmasken forvrængede hendes stemme så den lød værre end det var. Hun havde det bedre end hun havde haft det de forgående dage, så meget var sikkert. At han havde blomster og chokolade med var dejligt, og hun prøvede også at smile lidt og venligt. "Sweet of you.." svarede hun dæmpede. Hånden han strøg lukkede sig blidt om hans, og hun gav den et blidt klem. Hendes greb var dog tydeligvis svagt, og hun var træt. "Just an infection, I am fine.." prøvede hun at forklare. I samme øjeblik, kom en sygeplejerske ind, hun hilste pænt på både Morgan og Apolline. "It is time for a little morphin.." sagde hun venligt. Apolline sukkede. "No.. I will just fall a sleep.." og hun ville ikke sove, ikke når han var der. Sygeplejersken smilede venligt "I will just give you a little bit then" svarede hun venligt. Det var en sprøjte, og det blev hurtigt ordentligt inden sygeplejersken var ude igen. Hun sukkede og så op mod ham. "Sorry for looking like shit.." hviskede hun dæmpede.

Han smilede varmt til hende og sagde roligt: "A bad one it seems.... But you are in good hands....."
Som hun gav hans hånd et klem, sørgede han for at holde hendes hånd meget blidt. Da sygeplejersken kom ind og skulle give hende morfin, sørgede han selvfølgelig for at give hende det plads hun skulle bruge. Men han slap dog ikke hendes hånd med mindre Apolline selv gjorde tegn til det.
Så rystede han på hovedet meget stille og nussede stadig hendes hånd forsigtigt. "No need for apologies..... You are still beautiful... I brought the chocolate we talked about"

"I am, a couple of days, and I will be back on my feet" svarede hun lavmælt og med pauser imellem. Sygeplejersken blev heldigvis ikke længe, og Morgan slap hende ikke på noget tidspunkt, hvad hun var glad for, hun slap ham heller ikke.
Han nævnte chokoladen, og hun skævede i dens retning og smilede. "Can't wait to taste it, thank you" svarede hun. Endnu engang måtte der pauser undervejs, men det gjorde hende ikke noget. "Take a seat.." han skulle da ikke blive stående, det ville han hurtigt blive træt af. Hospitaler var kedelige, så han ville nok tage hjem om lidt alligevel, men hun kunne trods alt tilbyde ham en stol indtil han smuttede. Ikke at hun klagede over hans besøg, slet ikke faktisk. Det kom derimod bag på hende.

Der var også en bekræftende fornemmelse i at hun heller ikke slap ham, det måtte jo betyde hun fandt en ro og tryghed i ham. Så smilede han mod chokoladen og sagde: "Let me know when you want one.. And can of course...."
Som hun nævnte stolen, trak han den hen og sørgede for at hæve den så hun nemt kunne se ham som han sad ved hendes side. Så strøg han kort et par hår væk fra hendes ansigt med den ledige hånd og spurgte: "You seem wondering?...."

"I will.." lige nu var hun for træt, og hendes appetit var bare ikke så god. Tanken om chokolade var dog ikke værst, om end hun faktisk mest var tørstig lige nu. Alligevel sagde hun intet. Han trak dog stolen hen, og fik sat si ned hvor hun stadig kunne se ham uden besvær. Hans ord fik hende til at smile. Han kunne altid vide hvad hun tænkte.. eller følte. Han var så god til at tyde hende. "I was just wondering about your visit. I didn't expect anybody to come.." ingen gjorde længere, og det var også okay. Hun behøvede ingen. Alligevel var det rart at han var der, og hun var virkelig taknemlig. "You are amazing, you know that right?" det var tydeligt hun stadig var træt, men filteret der var mellem hendes hjerne og mund begyndte nu at forsvinde, takket hver den morfin der begyndte at virke. Så.. nu kom han nok til at høre en masse ærlige ting som hun under normale omstændigheder ikke ville sige så direkte. Ups..

Han smilede varmt til hende som hun svarede hvorefter han sagde: "You never called back after you called in sick on your appointment.... So i made some calls.... And i wanted to see you..... Maybe i cannot heal you...
But some say a smile helps the healing...."
Så rakte han hen og tog et glas vand inden han så smilede lidt mere af hendes næste ord. "Amazing?..... I did not know that.... But thank you..... You are as well......" Han var jo bare ærlig. Så holdt han glasset op og spurgte: "Thirsty?....." Hvis hun accepterede, hjalp han hende alt det hun havde brug for for at hun kunne få lidt vand

Hans svar fik hende nu til at smile svagt. Det var virkelig sødt af ham. "You are the sweets devil I have ever met.." sagde hun dæmpede. Og nok også den eneste.
Som han løftede glasset med vand, kaldte hun ham vidunderlig og han takkede. Var der virkelig ingen der havde sagt det til ham før? Det var da godt nok underligt, især i hans alder. "Yes.." svarede hun derfor bare da han spurgte om hun var tørstig. Hvordan han lige kunne se det, anede hun ikke, men hun var ikke desto mindre taknemlig. Ja hun fik behov for hjælp, løftede selv hovedet og fjernet iltmasken, men han måtte holde glasset for hende. Få slurke senere var hun godt forpustet og måtte have masken på igen. "Thank... you.." sagde hun åndeløst.

"I hope this is a good thing...." Hun fik selvfølgelig et varmt smil fra ham, han vidste godt morfinen måske fik hende til at sige tingene men han var sikker på det var rigtigt.
Uden at tænke over det, holdt han ligeledes hånden under hendes hoved hvis hun nu var for udmattet til at holde det hævet selv. Efter hun havde fået det at drikke hun ville, satte han glasset ned igen og tog igen hendes hånd.
"You're welcome..... Slow deep breaths...."

Han var så blid, og det var rart. Snart tog han hendes hånd igen, og hun lukkede kort øjnene og trak vejret ind. Hendes puls var steget hvad kunne høres på apparatet der målte det, men jo mere hun slappede af, jo hurtigere faldt det til normal tempo. Hans hånd fik et klem. Nok brød hun sig ikke om at nogen så hende sådan der, men hun var nu alligevel taknemlig for hans besøg. Hun havde faktisk savnet nogen at snakke med, hvor lidt hun nu var i stand til at snakke. "I missed you" hviskede hun omsider, øjnene stadig lukket og hendes hjerne godt påvirket af morfinen nu.

Han nussede hendes hånd blidt og så på hende med meget rolige øjne så hendes puls forhåbentlig faldt til et mere normalt niveau igen. Hun havde ikke brug for at stresse sin krop mere end højest nødvendigt.
Som hun sagde hun havde savnet ham, smilede han varmt og gav tilsvarende hendes hånd et blidt klem. "Missed you to..... And it is a lot easier to make you smile while i am here.... I will stay as long as you need me here....."
Meget ærligt ja, men måske hjalp det hende med styrke til at blive frisk hurtigere

Hun hørte hans svar, og endnu et smil tittede frem på hendes læber. Det var underligt at smile efter dage uden. Hun havde ikke brugt de ansigtsmuskler længe.
"How nice of you.." hviskede hun blidt. "But.. you don't have to waist time on me, I will .. be.. fine" endte hun med at svar venligt og forsikrende. Hun klagede skam ikke over at han var der, men han var en travl mand og havde sikkert en del at tage sig til. Hun ville bare ikke have at han spildte sin tid på hende, om et par dage ville hun være på benene igen.. forhåbentlig.

Han smilede varmt og nærmest kærligt til hende som han kort strøg hendes kind. "Don't you worry about that.... I do not waste time with you.... I want you to get better.... I have moved my appointments for a while to be here...... Let me just get that for you...."
Stille rakte han om og sikrede sig lige at hendes dyne lå godt og at hendes pude var så behagelig som muligt.
Så smilede han til hende igen som han blidt tog hendes hånd endnu en gang. "So i have all the time i want......"

At han rent faktisk havde aflyst alle sine aftaler for at kunne være hos hende kom bag på hende trods tågen af smertestillende. Hun så derfor overrasket og undrende mod ham, og kunne ikke rigtigt sige noget. Da han rettede på hendes pude og tæppe, fulgte hun ham med blikket, og greb ud efter hans hånd. "Thank you, I really appreciate it" sagde hun dæmpede og gav hans hånd et klem. Kort lukkede hun øjnene for at hvile dem et sekund "You are such a good man.." hviskede hun stille, at hun døssede hen i nogle minutter, opdagede hun ikke.

Som hun rakte ud efter hans hånd, var han der hurtigt og gav den et kærligt klem tilbage imens han smilede til hende. "My pleasure Apolline......"
Da hun let døsede hen igen, strøg han meget blidt hendes kind og sagde stille: "Get some rest..... I will be here when you wake up....."
Så satte han sig til rette i stolen men sørgede selvfølgelig for at hun kunne holde hans hånd stadigvæk. Der blev han siddende til hun vågnede eller der skete noget med hende

Hans kærtegn af hendes kind var værdsat, ligesom hans tilstedeværelse. Da hun vågnede næste gang få minutter senere, så hun mod ham i tavshed. Han var der stadig tilstede, hvilket undrede hende. Hun lå bare og så mod ham, læberne let skilte, og blikket en anelse sløret af træthed, den feber hun nu havde fået og morfinen der stadig virkede. Hun var godt varm, og helt tør i halsen igen. "I have been dreaming about you.." sagde hun pludselig. "I missed you.." tilføjede hun kort efter, stadig lavmælt og hviskende.

Som hun vågnede, smilede han varmt og stillede sig ved sengen igen hvorefter han sagde: "What did you dream?......" Inden hun svarede, sørgede han for at give hende lidt at drikke på samme blide måde som før. Nok var han ikke læge men han vidste dog at kroppen ikke måtte mangle væske. Så tog han en ren klud og vædede i det kolde vand fra hanen hvorefter han var henne og holde hendes hånd igen, imens han duppede hendes pande stille.
"I have been here the whole time..... And i will not leave you....."

Han spurgte hvad hun havde drømt, men hjalp hende med lidt vand og hun drak ivrigt efter at have rykket iltmasken. "Thank you" svarede hun dæmpede. Så duppede han hendes pande, og det var rart. Hun smilede svagt, og lukkede øjnene. "Appreciate it.." svarede hun ærligt. Hun trak vejret dybt ind, og sukkede lavmælt. "In my dream.. you had your arms around me, and didn't let go.." sagde hun stille. "But I had to go somewhere, and I left a box with you" hun anede ikke hvad den drøm betød, men det var også bare en drøm så det var ikke fordi den nødvendigvis betød noget. Hun så op mod ham, og smilede træt.

Han smilede varmt imens han strøg hende meget blidt over panden med den kølige klud. Så lyttede han meget nøje efter hvad hun forklarede om sin drøm, og det var da spændende. Og så måtte han jo indrømme for sig selv at det var en meget tiltalende tanke.
"Some of it sounds nice..... Did you get to know what was in the box?......."
Det kunne da være det kunne hjælpe dem med at tyde drømmen lidt. Nok var hun træt og udmattet men han håbede da det hjalp han var der. Hun skulle jo ikke være alene

"No, but it was something important.." svarede hun ærligt. Det vidste hun kun fordi hun huskede følelserne i drømmen. Det havde været intenst, og trist.. og hun var vågnede hostende, med åndenød og tårer. Det valgte hun dog ikke at fortælle ham. Det var alligevel bare en dum drøm, og hun anede ikke hvorfor hun i det hele taget fortalte ham det. Hun trak vejret dybt ind nu, og endte med at rømme sig, en hoste meldte sig, og det var en slem en af slagsen. Den var voldsom, og raslende i brystet. Desuden havde hun hostede så meget over den sidste tid at det nu gjorde ondt i brystet når hun hostede. Netop derfor trak hendes bryn sig sammen i smerte og hun krøllede sig sammen.

"Something important..... Good question as to what it was......" Han kunne godt fornemme på hende at det havde været hårdt for hende og en trist oplevelse. Da hun så begyndte at hoste voldsomt, handlede han hurtigt og placerede sin hånd over hendes hjerte, men ikke ned på hendes bryst. Så sørgede han for at se hende i øjnene så godt som muligt imens han sagde: "Easy now.... Follow my hand for breath..... Look into my eyes...... Focus only on me..... "
Så lagde han skiftevis tryk på hånden og lettede det igen for at lade hende mærke en roligt rytme samtidig med han sørgede for at fastholde hendes blik. Og han blev ved til hosten stoppede

De nåede aldrig at få at vide hvad den drøm egentlig handlede om, det dybere budskab bag hvis der overhoved var et. Hendes hoste tog fokus fra det, og han handlede hurtigt og prøvede at hjælpe hende med vejrtrækningen. Hans hånd endte over hendes hjerte, og hun lod sig guide af hans stemme og hånden der trykkede let mod hende. Heldigvis hjalp det, og hun faldt langsomt til ro. Oplevelsen havde dog givet hende tårer i øjnene, og de flød nu over hvor hun sank. "Thank you.." kvækkede hun og prøvede at rømme sig. Det gjorde sgu ondt, om end hun ikke klagede. Hendes puls var igen høj, og feberen tog til hvad kunne ses på pande og hals. Hendes hår endte mere fugtigt og klistrede også og øjnene mere uklare. Hun lå blot og så mod ham, fokuseret ikke på andet. "I .." hun anede ikke hvad hun skulle sige, eller jo.. men den smule fornuft hun havde tilbage i hovedet bød hende ikke at sige noget.