I need your help - [Morgan]

Om hvor vidt han var fræk og charmerende, tænkte han jo ikke over. Men hvis det var det hun syntes så ville han da være glad. Da hun så virkede meget interesseret, smilede han for hans idé virkede. At snakke om noget helt andet så hendes tanker kom lidt væk og de egentlig bare kunne nyde godt selskab.
"I have played the Piano for quite a while and a few years back i learned to play the Violin.
Whether i am good at it or not, i dont know. Never had any to 'judge' me"
En date eller en frokostaftale mellem venner var nok mere rammende omkring hvad de lavede lige nu. Det virkede også som om hun havde mere brug for det end egentlig terapi

"Really? But how did you learn to play then?" hun havde selv haft undervisning i det. Stemmen var naturligvis medfødt, men hun havde lært at spille flere instrumenter og haft underviser til en del, youtube var en anden måde at lærer ting på havde hun også opdaget med tiden. Man kunne finde en masse på youtube.
Hendes mobil ringede pludselig, og hun så beklagende på ham og fandt den frem. Det var det psykiatriske center, og hun sukkede og lagde på. Hun orkede simpelthen ikke at tage telefonen lige nu. "Sorry about that, but I must leave..." endte hun med at sige med et beklagende blik. De havde siddet der i hvad.. en halvtime.. en time? Hun anede ikke engang hvad klokken var.

Så skimmede han lige sin hukommelse lidt inden han svarede: "I learned to play Piano in Paris and the Violin i learned to play in Japan. I play Japanese Zithar as well..."
Han havde aldrig rigtig brugt Youtube andet end til hvis der var musik han ledte efter, så var det et glimrende medie at søge efter det på.
Da hun så beklagede og pointerede hun blev nødt til at gå, nikkede han roligt og sagde: "It's perfectly fine.... But we are a in the edge of town.... Can i give you a lift anywhere? It's no bother"
Selvfølgelig håbede han da hun ville komme igen, enten til klinikken eller måske en ny frokost?

Hun gloede igen på ham, hvorfor overraskede det hende ikke. "Don't tell me you were friend of Mozart and Beethoven" endte hun med at sige halvt i spøg. På den anden side kunne det sagtens være han kendte dem. Havde kendt dem nok nærmere.. med den alder han havde.. havde han sgu mødt alle mulige mennesker. "And why a zither?" endte hun med at spørge nysgerrigt og forundret. Det var noget af et specielt valg trods alt.
Hendes spørgsmål fik dog desværre end ende, og hun så beklagende mod ham. "Just back to the clinic, my car is there.." forklarede hun. Gemt væk i en parkeringsplads i nærheden af klinikken.

Han sagde lige hej til Joe, tog jakken og gik så ud sammen med hende imens han svarede på hendes spørgsmål: "But no i didn't know them... But i am a fan of their work... Especially how they battled their inner demons and used it in their music.. I learned to play Zither because i lived in Japan at the time and wanted to try something a bit different"
Så åbnede han bilen for hende og satte sig selv ind i førersiden hvor sikkerhedssele kom på.
Da hun også sad inde, begyndte han roligt at køre mod klinikken.
"So... Will i see you at the clinic or somewhere else again? Hope i did well enough in letting your mind wander a bit from it all"

At han ikke kendte den kom faktisk som en overraskelse. Havde hun selv levet i den tid, havde hun klart prøvede at gøre dit for at møde dem. At de så havde bekæmpet deres egne dæmoner, fik hende til at kigge undrende mod ham.
Snart var de dog kommet ud, og hun satte sig inde i bilen. "Your life sounds remarkable" svarede hun tænksomt.
Som han kørte af sted mod klinikken, stillede han selv et spørgsmål. "I will call in for a new appointment, and your secretary has my address, she should be able to send the bill. But yes, thank you for your time.. it was nothing like what I thought it will be, but relaxing" svarede hun.

Han trak lidt på skuldrene inden han så smilede lidt forsigtigt og sagde: "I have quite a few experiences with me yes..... But it has come with a great deal of being alone..."
Han ville jo nok gerne finde en der så på ham med mere kærlige øjne end resten af verden. En ting meget få tænkte over (primært fordi de ikke vidste de fandtes) var at selv Djævle ville gerne opleve hvad jorden havde at byde på. Og i Helvede var der ikke nogen der holdte af andre.
Ved hendes næste kommentar, kiggede han kort over på hende og sagde: "I will look forward to it... But there won't be a bill.... I do not charge when it ends up being where i learn about myself too..." Så parkerede han snart ved klinikken og sagde: "Here we are..."

Hans svar fik hende til at se undrende mod ham, og hun så mod ham. Hendes første – måske lidt strenge – tanke var *devils does have feelings* Men kunne man bebrejde hende?! Hun havde aldrig mødt en djævel før! ”Sounds quite sad..” sagde hun mest for sig selv. Det kendte hun faktisk noget tid, det var ikke fordi hun var helt uden venner, men det var ikke så tætte venskaber alligevel. Hans efetrfølgende svar fik hende til at hæve brynet. ”I pay.. or you will never come to see me again..” svarede hun alvorligt. Det var ikke fordi hun ikke havde råd, det havde hun. Desuden.. Edward havde sagt det samme, og det var endt helt galt. Det ville hun slet ikke udsættes for igen. Ikke hvis hun kunne undgå det. på en eller anden måde understregede det også at det her var et professionelt bekendtskab. Hun rykkede sig ikke ud af bilen med det samme, ventede blot på at han skulle svare så hun var sikker på de forstod hinanden.

Han nikkede roligt inden han sagde: "It can be at times....."
Selvfølgelig havde de fleste hørt om Djævle eller Djævelen og ingen af dem var specielt romantiske eller lignende. Så selvfølgelig kunne det være svært at forstå en Djævel kunne have følelser. Specielt når de ikke fandtes.
Han grinede så lavt af hendes næste ord inden han nikkede nærmest ærbødigt med hovedet hvorefter han svarede: "If that is your wish.... I would look forward to seeing you again of course....."
Så åbnede han selv sin sikkerhedssele og kiggede forførende men også nærmest anerkendende på hende: "You know?.... I know this was in a sense a therapy session....
But truth be told... I've had a really good day..."

"I am sorry to hear" svarede hun beklagende. Hun havde ikke just tænkt over det sådan før. Snart endte hun med at overbevise ham om at betale, det var ikke fordi hun gav ham meget valg når det kom til stykket. ”Good..” svarede hun og åbnede sikkerhedsselen. Han vendte sig næsten mod hende, og hun så derfor mod ham. Hans forførende blik trak i hende, og hun sank en klump. ”Uhm.. I am glad to hear..” svarede hun langsomt og usikker på hvad hun burde sige. Det var da godt hun ikke var en tør kiks at være omkring. ”So, thank you for everything.. and.. I guess I will see you..” sagde hun derpå. Inden han kunne nå at sige mere, hoppede hun ud af bilen og lukkede døren, inden hun skyndte sig i retningen af parkeringspladsen hvor hun havde parkeret sin bil.

///OUT