I need your help - [Morgan]

Selvfølgelig ville han have hende som patient eler hvad de valgte at kalde det. Men ganske rigtigt så havde de ikke snakket økonomi omkring det, og kendte man Morgan betød det at han ikke ville have penge for det. Det ville han heller ikke. Han havde bare følt et eller andet i sig at han ville give hende glæden tilbage på den ene eller anden måde.
"I try to be....."
Da hun så spurgte til halskæden, lagde han også mærke til den var lidt varm hvorefter han strøg den stille. "This one is from back home... Not a place i can go to anymore though....."
Han havde ikke bare lyst til at udbasunere at han var blevet skabt i Helvede. Så ville hun da slet ikke snakke med ham. Hendes næste ord fik ham til at grine varmt og smile på en måde der nærmest trak i folk. "Indeed it does.... Yet i am talking to you... And if i can get you to smile then i am doing something right"

Hun tænkte ikke at han ikke ville have penge for sit arbejde, hun levede i en verden hvor folk bare gerne ville have penge, og ville gøre alt for at få dem. Selv manglede hun ingenting, og havde rigeligt med penge. For fanden, hun var døende, selv hvis hun brugte tusinder og atter tusinder dagligt, ville hun næppe få brugt pengene op før hun endte i graven alligevel. Så selvfølgelig havde hun tænkt sig at betale ham, andet ville være forkert.
Som han nævnte at halskæden var fra hans hjem, men det ikke var et sted han kunne tage til, så hun nysgerrigt mod ham. "Why not..?" brast det ud af hende. Hun ville gerne vide det selvfølgelig, men han var ikke forpligtet til at svare. At han var fra helvede vidste hun af gode grunde ikke. Hun troede trods alt ikke på den slags. Om end.. man kunne næsten overbevise hende om alt nu. Hun havde for fanden været i seng med en vampyr. Skulle han dog alligevel sige at han var en djævel, ville hun glo på ham. Han lignede sgu ikke en djævel, langt fra... og opførte sig slet ikke som en. I hvert fald ikke de djævle hun havde læst om, og hørt om som barn.
Hans næste svar fik hende dog til at grine, så det var vel endnu en bonus. "Well, you are good in making me smile.." svarede hun bare.

Han smilede lidt inden han kort betragtede halskæden og så vendte blikket tilbage mod hende. "Well..... I think it is safe so say that the door is closed..... I very rarely tell where i am from.... It can... Intimidate people very much..... " På en måde havde han virkelig lyst til at fortælle hende det, for han havde en idé om at alt for mange snakkede hende efter munden eller løj for hende. Så han prøvede lidt at starte snakken på en måde så det passede hende bedst muligt.
"This may seem like a very weird question but.... I guess you can see it as a way to get a sense of.... Being true to yourself..... Do you believe in the supernatural?..... Believe me you cannot surprise me...."
Det var nu alligevel rart at se hende smil og lyden af hendes grin var nu ikke tosset. Så han endte med at grine lidt med. "I am very glad to hear so"

Hans svar efterlod hende med flere spørgsmål end svar, og hun betragtede ham usikkert. Han ville ikke fortælle hende det? Det var vel fair nok, hun ville ikke presse ham, de kendte ikke hinanden og han var hendes psykolog.. måske. Det ragede ikke hende. "Well, I guess I have been rough much and is not that easy to intimidate, but if you don't wish to tell me, I would not say a word about it anymore" svarede hun med det samme. Ærlig talt, hvor skræmmende kunne det dog være?
Hans efterfølgende spørgsmål kom i mellemtiden meget bag på hende, og hun sad og stirrede på ham et langt øjeblik. Blikket gled ud af vinduet et øjeblik, det var stadig middag. Hun sank en klump, og gled tungen hen over sine læber ganske diskret for at fugte dem. "Well.." lagde hun usikkert ud med. "Well.. if you tell me you are a vampire, I will not be surprised.." endte hun med at sige og undgik at se mod ham men kiggede ned i menukortet. "But I guess it is daytime, so.. you can't be.." mumlede hun mest for sig selv. Hvor var det her underligt.

Snart kom Joe gående med to tallerkener med et stykke kirsebærtærte på hver hvorefter han satte dem ved dem og sagde: "Here Doc.... Let me know if you need more ok?" Morgan kiggede op på ham og smilede: "Thank you Joe...."
Efter Joe var gået igen og hun kommenterede vampyrer, var der nogle ting der faldt på plads inden han så grinede varmt og rystede på hovedet:
"That is true.... I am not a vampire.... And i am very sorry that you met one that treated you so.... Sorry if i am being too direct here..... You just seem like a person that is very tired of lies and beating around the bush...."

Ejeren af biksen dukkede op med nogle tærter, var venlig og høflig, inden han smuttede igen. Hun greb en gaffel, og stak til sin tærte og smagte på den, den var altså god. I mens fik Morgan kommenteret på hendes ord, og hun trak på skuldrene. Det her var underligt. "I am, but if you are not a vampire.. what are you?" spurgte hun direkte. Han snakkede om at være direkte, så måtte han da fortælle hende hvad han var. Ærlig talt, ville hun ikke vide mere eller snakke om andet, før han fortalte hende det. Ganske rigtigt var hun træt af at blive ført bag lyset og af usandheder. Det her var virkelig virkelig underligt.

Han tog en bid af hvad han betragtede som jordens absolut bedste tærte imens han lyttede til hendes spørgsmål. Nu havde han jo selv sagt han ville være direkte, og nu havde hun jo bedt om det. Hun kendte tydeligt til det overnaturlige så måske ville chokket ikke ramme hende så voldsomt. Men nu måtte de jo se.
Så han tog et dybt suk og tog en bid mere inden han sagde: "Ok.... But you must promise me..... Whatever i tell you now.... I am just as you have seen and felt so far.... Don't run.... I am not dangerous or anything....."
Så tog han et dybt suk og signalerede til Joe om han godt måtte gøre nogle drikkevarer klar til dem. "I.... Was born in Hell.... I am a Devil...... So now you know....." Nu kunne han ikke slippe tanken om at det var dumt at sige det

Som han slap det tunge suk, betragtede hun ham roligt og uden at afsløre sine tanker. Selv anede hun ikke engang hvad hun skulle tænke om hele situationen. Hun belsuttede sig for ikke at tænke for meget over det, og bare vente tålmodigt til han forklarede sig frem for at male fanden på væggen.
Hans indlending var ikke just beroligende, og så godt kendte de altså ikke hinanden at hun bare skulle betragte ham som hun hidtil havde gjort. Hidtil havde hun ikke tænkt andet om ham end at han var et menneske, en psykolog der var virkelig god til sit arbejde. "I will try.." svarede hun roligt. Hun kunne ikke love noget trods alt, man var ikke altid herre over sine egne reaktioner. Da han omsider fortalte hvad han var, sad hun og gloede på ham. Det der med at male fanden på væggen var pludselig blevet ret bogstaveligt. Hun sad overfor en djævel. Hun sank en klump, pulsen var steget og hun begyndte at føle sig utilpas. Okay, det her kunne hun ikke gøre. Det gik bare ikke. "I have to go.." sagde hun bare og rejste sig op. Hun trak jakke og taske over armen, smed en pengeseddel på bordet, og skyndte sig ud. Det her gik ikke, det kunne hun slet ikke arbejde med. Fandtes der virkelig ingen normale psykologer i byen?! Det var skørt, hun var ved at blive skør! Hvis hun fortalte lægerne hun havde knaldet med en vampyr og havde mødt en djævel, ville de indlægge hende på den lukket, så meget var sikkert!

Han kunne sådan set ikke bebrejde hende for den reaktion, det var på ingen tænkelig måde en nem ting at håndtere den slags information.
Og man kan sige at der var malet så utrolig mange fjendebilleder af Djævle og som oftest med god grund. Men han var langt fra som sine artsfæller det var der bare ikke nogen der lod ham bevise.
Han sukkede en gang inden han rejste sig hurtigt og løb ud til hende. Hurtigt var han inde foran hende men rørte hende ikke for hun skulle ikke tro han ville gøre hende noget. Som han kiggede på hende var hans blik nærmest undskyldende men også meget roligt.
"I beg of you listen to me just for a second.... I never meant to frighten you.... But i did not want to lie to you.... I wanted to be just as honest as you are to me... Yes i'm a Devil and i know that is not exactly a positive trait..... But i know the feeling you have.... Because i have the same.... Being judged on what the world sees and hears.... No one really wants to know the person behind the face.... Nobody trying to know what happens inside... I wanted to tell you to show i am genuine.... Just as you are far more than your career or the object your former psychologist made you to be.... Look into my eyes and see the truth... " Morgan havde aldrig nogensinde kunnet lyve på trods af hvad folk troede om Djævle

Han var hurtigt efter hende, og pludselig afskar han hende vejen. Hun standsede brat op, hjertet hamrede hårdt i brystet og den angst hun havde prøvede at skjule for ham indtil hun var kommet ud blev hun afsløret for ham.
Han snakkede, hun kunne se hans læber bevæge sig, men en stor del af det blev ikke opfattet. I hendes hoved indså hun lige at der fandtes et helvede, shit.. hvis hun endte i helvede når hun engang døde.. fuck, det havde hun ikke specielt lyst til! Sandsynligheden for at ende andre steder end helvede var fandme ikke stor, hun havde sgu aldrig troede på en Gud eller noget, så hvorfor skulle hun ende i paradiset eller hvad fanden der nu var deroppe.
Apolline var virkelig ikke dramatisk anlagt, men lige nu gik hun i panik og hun forsøgte at flygte fra sandheden. Hvordan hun lige snappede ud af det, anede hun ikke, men det gjorde hun, og hun opfangede hans sidste ord. Hendes blik fandt hans, og hun sank en klump. Meget kunne siges, men af en grund hun ikke var sikker på, så troede hun ham, han virkede troværdig i hvert fald. "If this is true..
if you are the devil, then I have fucked up big time.." mumlede hun.

Han tog en dyb indånding og rystede kort på hovedet inden han sagde: "I am not The Devil.... I will spare you the long explanation but it is safe to say that at least Hell does not work as most people seems to believe..... So no i am not here to collect your soul or anything like that.... I may be a Devil but i am still Morgan.... And i am a psychologist.... I am just trying to find my place in the world.... Is that not like most others do?.... "
Så rettede han sig lidt op og kørte hånden gennem sit hår og sukkede dybt.
Han rakte hånden ud mod dinerens dør og spurgte oprigtigt men roligt: "Would you give me the benefit of the doubt and still have lunch with me? We can speak freely.... Joe knows my secret....." Lige nu ville han bare have hun faldt mere til ro og ikke så på ham som de fleste nok ville se på en Djævel

Så han var ikke djævlen selv, men sikkert djævleyngel eller sådan noget. Hun fattede ingenting, og hans forklaring gav ikke mening i hendes hoved. En anden ting hun ikke forstod og som hun kom til at tænke på nu hvor han sådan gled hånden gennem håret, var hans udseende. Var det ikke meningen at djævle skulle være pisse skræmmende og ligne noget der var løgn? Ja altså godt nok var han ikke hendes førstevalg i type på udseende for en mand, men han så ikke desto mindre pæn ud! "I guess it is.." svarede hun med en trækning på skulderen. Da han fortsatte, sukkede hun og så et langt øjeblik mod ham. Fair nok, hvis han endte med at vise sig at være farlig.. på den anden side, hvordan skulle han være værre end vampyrer? I mean, var det ikke vampyrer der solgte sjælen til djævlen eller sådan noget? "Alright.." endte hun med at mumle, kæft.. hun måtte virkelig være skør! Kort efter vendte hun sig rundt og gik ind i cafeen igen, eller hvad man nu ville kalde stedet, og slog sig ned. "So, why are you telling me this.. what do you want?" pludselig føltes det som om han ville have noget fra hende.

Så gik han med hende indenfor igen og satte sig roligt på sin plads igen. For at begrænse en hver mistanke der måske måtte komme, holdt han hænderne på bordet så hun hele tiden kunne se dem. Der stod allerede to kopper kaffe klar til dem og Morgan smagte på sin imens han lyttede til hendes spørgsmål og svarede med en stemme der på en gang var dragende og rolig:
"I am telling you this because i want you to know who i am... I want to be honest with you...
Just as you are to me.... From what you have told me so far, people have treated you differently, lied to you.... Kept you in the dark about their intentions.... I do not want to be like those people..... I want you to know that no matter where the world takes you... There is one that will remain the same....." En del af ham havde fortrudt at have sagt det men samtidig så fortjente hun den ærlighed. Hun var et rigtig dejligt menneske så lyspunkter skulle hun have lov at opleve

Hun bemærkede skam begge hans hænder lå på bordet, og ganske som han selv tænkte, skabte det en form for ro. Hun frøs, og lukkede derfor begge sine hænder om den varme kaffekop foran sig så dens varme kunne varme hendes fingre let op. Hun fugtede læberne med tungespidsen og sanke en klump ved hans svar. Auch, det gjorde ondt. Han kunne tydeligvis læse hende som en åben bog, og det gjorde faktisk ondt at han kunne tyde hendes frustration og en stor del af hendes smerte. "It is not that bad.." mumlede hun og trak på skuldrene. Derpå så hun mod ham igen. "So, do you tell all of your patients about your.. uhm.. what you are?" spurgte hun, og måtte rette sig selv undervejs.

Det var en af de 'gaver' han var blevet skabt med at han var fantastisk til at tyde folk. Det var også den gave der gjorde at han valgte det fag han nu en gang havde.
"Maybe not..... I can only speak from what you have spoken and what i see....."
Måske gjorde det ondt nu, men måske ville hun lære mere om ham ved at han fortalte hvad han så og på den måde vide at han ikke så hende som noget verden formede. Han så hende som den hun rent faktisk var.
Så rystede han på hovedet inden han så forklarede: "No not at all..... You are the first i have said it too.... A couple found out by themselves...... But you are the first to know that gave me the benefit of the doubt instead of judging me on the spot...." Så drejede han koppen mellem hænderne og spurgte forsigtigt: "Can i ask you something?"

Hun lyttede, og nikkede ved hans svar, dem alle sammen. Så ville han gerne spørge hende om noget, og hun havde kigget ned i sin kop og løftede nu blikket mod ham. "Of course.." svarede hun venligt og høfligt. Hun betragtede ham roligt, og løftede sin kop for at tage en tår af indholdet. Kaffen var varm, så hun pustede let på den, og tog en tår af den bitre væske. Pointen var vel at de snakkede, han stillede spørgsmål, om end hun ikke var sikker på at hun ville have ham som psykolog længere. Hun prøvede til stadighed ikke at dømme ham, og tænke for meget over det, og snart besluttede hun sig for ikke at tænke over hvad han var og bare forholde sig til ham som person, hvor svært det end var.

Han tog lidt mere af kaffen, fik Joes opmærksomhed og sagde: "Joe a stack of pancakes please?" Joe nikkede og sagde: "Coming Up"
Så kiggede Morgan igen på hende med et dragende smil og sagde: "I was rather amazed by you out there..... Not many would choose to stay..... There seems to be a really bad reputation about my kind..... What made you stay?"
Morgan var så reel som de kom og han sørgede for at den han snakkede med også vidste det. For lige som hende, havde verden ikke altid set på ham med lige venlige øjne. At hun ikke var sikker på om han skulle blive ved med at være hendes psykolog vidste han jo ikke men han håbede det da.

Joe blev bedt om at sørge for pandekager nu, og hun så ned modsin kaffe og tærten hun ikke havde spist særlig meget af. Så spurgte Morgan hende om hvorfor hun var blevet, og hun trak på skuldrene. "I don't know, maybe because I am not afraid of you, but what your kind stands for.." hun havde sgu ikke noget logisk eller fornuftigt svar på det spørgsmål, det kunne han ligeså godt vide.

Hendes svar fik ham et eller andet sted til at smile hvorefter han tømte sin kaffe og svarede: "That actually makes me happy.... There is absolutely no reason to be afraid of me.... And my kind is as diverse as humans can be..... I will not try and determine for you if i am good or bad.... But i hope you will let yourself find out...."
På en måde så var det en ny oplevelse at mærke hvordan hun reagerede på ham. De fleste der mødte en Djævel var decideret bange for hvad en Djævels evner var eller hvad de kunne finde på. Men der var hun åbenbart anderledes. Så rettede han kort på halskæden og smilede til hende helt roligt og varmt imens han sagde: "So.... I want to make you smile somehow again.... Any ideas to how i achieve that or should i see what i can think of?"

At hun ikke var bange for hvilke evner han kunne have, skyldtes at hun ikke vidste andre racer havde vilde evner. Hun tænkte de var stærkere, voldelig og onde.. nogen af dem i hvert fald, at de dog skulle have overnaturlige evner som han selv tænkte det, anede hun ikke. Lykkelig uviden kunne man vel sige. "I guess I will find out sooner or later" svarede hun og tog endnu en tår af sin kaffe.
Som han rettede på halskæden, så hun mod den. "Made en ... hell, then?" endte hun med at spørge med rynkede bryn.
Som han ville have hende til at smile, endte hun med at smile bare ved måden han sagde det på. "Guess you just did.." svarede hun og kvalte et suk. Hun anede virkelig ikke hvad det her førte med sig, men nu havde hun lovede at give ham en chance.

"If you let me of course...." Det krævede jo at hun ville blive ved med at have kontakt til ham.
Da hun så nævnte halskæden, nikkede han en gang og smilede til hende med det bedste varme smil. Ikke fordi han fremtvang det men fordi han var bare sådan. Det var sådan han var blevet skabt. "Indeed i am..... I seem to quite the old man compared to others around here....."
Han var jo også meget gammel selvom han ikke så sådan ud.
Da hun så smilede af hans ord, smilede han endnu mere tilbage inden han satte sig lidt mere til rette. Stadig holdt han sine hænder så hun kunne se dem. "Perfect! I have never understood when some men say that women are more beautiful angry.... You have a wonderful smile. A genuine smile is more warming"

Hun trak på skuldrene. "I am not sure what we are doing here to be honest.." svarede hun og greb gaflen og nippede let til gaflen. At han var ældre end de fleste omkring dem, tvivlede hun ikke på. "So how old are you? And when you say you are not the devil, does that mean he is your father or something?" endte hun med at spørge. Han måtte da fortælle hende mere om det her.
Hans kommentar på hvad andre mænd sagde om kvinder når de var sure fik hende til at hæve det ene bryn. "That is because most men are jerks.." røg det ud af hende. "Sorry, I didn't mean that. Alright.. deep breath.." sagde hun til sig selv inden hun trak vejret dybt ind og smilede.

Han smilede roligt og trak selv lidt på skuldrene, for han kunne godt forstå hun ikke helt var klar over det. "Well besides from the knowledge of what i am i guess.... It is a start where a talk will let you decide if you want me as your therapist.... It is a bad idea to have a therapist you do not want to be around" Ved hendes næste spørgsmål, måtte han lige tænke sig om hvordan han skulle svare på det. "Like i said, Hell doesnt exactly work as most people believe... Hell is not like a Kingdom, it is more like a government. But yes in a sense one from the government is my father. I was created 1982 years ago.... So i hope i am not the worst looking for such an old man"
Hendes næste ord fik ham til at grine noget mere varmhjertet og han tog sig kort til brystet inden han så nikkede en gang og sagde: "No need to say sorry.... From what i hear, most men are jerks"

"True.. when I called, I thought this wil go the other way aroung. You asking me questions so you can decide whether or not you want me as a client.." indrømmede hun snart og trak på skuldrene. Intet gik som hun ville det for tiden. Nåh ja, det eneste gode var jo at hendes nyeste album havde stor succes, det var ikke værst trods alt.
Hun endte dog med at stille et spørgsmål, og hans svar gav vel mening på en eller anden måde. "But.. if there is a hell.. then there is a heaven..?" spurgte hun derpå langsomt. "A creator.. a God?" han måtte vel vide det. Var det ikke noget med at djævle var faldne engle eller sådan noget? Ej hun anede det ikke.
Hendes efterfølgende udbrud tog han ikke så tungt, og hun slappede mere af og smilede skævt. "Jup.. and they enjoy being it.." svarede hun.

Han smilede med det dragende blik der åbenbart bare var der hvorefter han svarede: "That would be the most natural way yes... But like i said other therapists do not like me... They do not like m methods.... Their problem. I wanted you as a client right away.... But you are the one that feel you needed help.... So it should be up to you whether you feel good enough about me to consider me as your therapist"
Hendes næste spørgsmål fik ham til at se lidt undrende ud for han havde egentlig aldrig nogensinde tænkt så meget over det. "I suppose so.... I have only heard the tales and met one angel. But how Heaven is like, i do not know. But as far i am told there is a God yes.... But it is more a matter of faith than knowledge"
Det var egentlig rart at se hun slappede mere af og hendes skæve smil viste det egentlig godt. Det klædte hende rigtig meget. "Well if i seem like other men i am very very sorry"