You didn't have to - [Morgan]

Som hun prøvede på at sige noget, kunne han godt mærke at hun stoppede sig selv. Hendes feber var dog også virkelig høj så meget langsomt hjalp han hende ordentlig ned at ligge inden han sagde: "It is okay.... You can say whatever you want to me.... It is perfectly fine....."
Så vædede han igen kluden og duppede hende så et par gange på halsen og tilbage på panden.
Hele tiden smilede han beroligende til hende, hun skulle ikke komme til at føle hun var alene eller være bange

Han hjalp hende ned at ligge, og hans beroligende stemme lød. Det rørte hende så dybt, at han umuligt kunne forstå hvor meget. Hun sank op til flere gange, og fugtede læberne med tungespidsen. "No .. no it is not.." svarede hun snart og sukkede stille inden hun rømmede sig igen. Han duppede hendes pande og hals, og hun sukkede stille. Hun så atter op mod ham "I shouldn't ... but I really like you Morgan.." endte hun med at sige med et lavmælt suk. Hendes puls var høj, vejrtrækningen stadig anstrengt.

Kort blev han tavs da han hørte sige de ord, men hans smil ændrede sig ikke. I stedet strøg han lidt hår væk fra hendes ansigt og nussede kort hendes kind. "Apolline..... There is nothing wrong with that..... Your emotions are your own..... Remember.... If you cannot control it, it is nothing you would be punished for.... Emotions are a beautiful thing......"
Kluden blev vædet på ny så den blev holdt kold hvorefter han lagde den mod hendes pande endnu en gang.
Så blev han kort lidt tavs igen hvorefter han sagde: "Truth be told..... I like you to Apolline.... How wrong you may seem it to be...."

Han var stille, men smilet forsvandt dog ikke fra hans læber. Det var vel en god ting, var det ikke? Hun sukkede dæmpede, fugtede læberne med tungespidsen og lukkede øjnene kort. Ved hans ord nikkede hun, han havde ret, det vidste hun jo godt, men alligevel. Kluden blev vædet, og han strøg den hen over hendes hud igen, og hun gøs over kulden. Hun var træt, virkelig træt.. decideret udkørt, og det kunne ses på tallene at hun virkelig kæmpede med vejrtrækning, iltmætningen i blodet var faldet, og pulsen var høj, blodtrykket var højere end normalen, og hjerterytmen en anelse ujævn. Hans ord fik hende dog til at smile, og hun rakte ud efter ham. "Thank you... for... being here.." hviskede hun. At han også kunne lide hende betød en del for hende, selvom hun vidste det var ligegyldigt eller at han nok bare sagde det for ikke at gøre hende forlegen eller utilpas. Det betød en del for hende. Igen var hun tavs, hendes feber faldt ikke selvom han gjorde et godt stykke arbejde. "You are.. an.. amazing man.." hviskede hun med lukkede øjne.

Han tog kærligt hendes hånd og kyssede kort hendes fingre inden han sagde: "Always for you Apolline..... I mean my words.... Remember i cannot lie......"
Så kiggede han på tallene og trak så i en snor for at tilkalde en sygeplejerske. "You are an amazing woman Apolline...... Do not worry we will get you up and running...."
Som sygeplejersken kom ind, kiggede Morgan på hende og sagde: "Ms. Le Blanc need something to reduce the fever and preferably something to calm her heartbeat a bit...."
Sygeplejersken nikkede og skyndte sig efter en læge imens Morgan ikke flyttede sig men så igen på Apolline. "I won't go anywhere"

Han kyssede hendes fingre, og ved hans påmindelse om at han ikke kunne lyve, smilede hun svagt men træt. Alting virkede uoverskueligt lige nu, alt bortset fra ham. Sjovt nu.. alt i værelset flød rundt, men ikke ham. "True.." blev hendes lavælte hæse svar. At han tilkaldte en sygeplejerske, opdagede hun ikke, det var dog nok en god ide. Denne skyndte sig efter en læge, og imens lå Apolline og bare så op mod ham, en bestemt tanke kredsede i hendes tanker mens pulsen steg yderligere, og hjerterytmen blev mere og mere ujævn. Feberen gav hende nu varme kinder, og hun var ret varm. Langsomt begyndte den ene maskine efter den anden at alarmer om at et eller andet var forkert. "I wonder.." det var knap hørbart, og hun hørte ikke engang maskinerne men havde blikket stadig hvilende mod ham. "How your... lips.. feels.." fortsatte hun anstrengt. Det trak op i hendes mundvig, og hun smilede derpå svagt. "Sorry..inappropriate" hendes stemme var knap eksisterende, og hendes greb om hans hånd blev mindre fast. Læberne havde skiftede farve, og var blevet blege trods feberen og hendes svedende krop. Hendes øjne gled i, og maskinerne blev mere højlydte nu. ".. Never.. out" ordene druknede, vejrtrækningen stoppede, og hendes hånd blev slap da maskinerne gik helt amok. Hjertet var stoppede, og sygeplejesker og læger kom nu væltende ind for at starte hjertemassage og få bragt liv i hende igen.

Han forsøgte at smile så roligt som overhovedet muligt da maskinerne gik i gang. Hvor fanden blev de læger af?! Så lænede han sig lidt tættere på og sagde så han var sikker på hun hørte ham.
"Concentrate on getting better..... Then you will find out how it feels......"
Som læger og personale kom strømmende til, sørgede Morgan for at de fik den plads de skulle bruge. Minutterne virkede pludselig meget lange som de gjorde alt hvad de kunne. Efter noget tid, kiggede lægen på ham og sagde: "We have done all we can..... She is stabile... But she needs rest......"
Morgan nikkede til lægen og blev inde hos hende som personalet gik igen. Så kyssede Morgan hendes pande og hviskede: "Come back to me....."
Når hun vågnede et stykke tid efter, ville hun kunne se en sovende Morgan i stolen med en hånd oppe på hendes seng

Alt blev mørkt, og det var som et frit fald som ikke stoppede, ikke lige med det samme. Alt var mørkt, og skræmmende, og sådan fortsatte det et stykke tid. I mens kæmpede lægerne med at få hende tilbage, og efter adskillige forsøg, lykkedes det at få hjertet igang igen. Morgans sidste ord havde hun ikke hørt, og hvad der var sket efterfølgende heller ikke.
Læger og sygeplejesker fik stabiliseret hende, sikrede sig at alt var i orden, inden de gik. Hun fik mere beroligende og smertestillende for ikke at mærke noget, og så smuttede de. Feberen var høj i noget tid, men faldt igen.
Hvor længe hun var væk, var ikke til at sige, men da hun vågnede, var mørket faldet på, og sygeplejerskerne var kommet ind og tjekket op på hende et par gange og tændt lidt dæmpede lys i rummet. Apolline vågnede langsomt, og rørte svagt på sig. Øjnene blev langsomt åbnet, men det tog noget tid at fokuser på omgivelserne. Så opdagede hun Morgan der sad og sov på stolen, hans ene hånd hvilede dog på sengen. Hun var udmattet, kunne knap løfte en finger, men fik tvunget hånden hen mod hans, og lagde den blidt over hans i et blidt kærtegn. Han var blevet. Hvad der var sket, anede hun sjovt nok ikke.

Som hun fik samlet styrke til at lægge sin hånd på hans, vågnede han stille og gned sig i øjnene med den ledige hånd hvorefter han så på hende. Hurtigt stod han ved sengen og gav hendes hånd et kærligt klem imens han sagde: "Welcome back...... That was quite the round you had there..... How are you feeling?......"
Han havde jo lovet hende noget men ville ikke bare starte med det. Og hun havde måske ikke hørt han sagde det. Men det ændrede ikke hvordan han havde det med det.
Meget forsigtigt satte han sig på sengekanten ved hende

Han vågnede straks, og det havde ikke just været hendes plan at vække ham. Hun skulle til at undskylde da han straks var på benene og henne hos hende. Ordene fortalte hende at hun ikke bare var faldet i søvn, og at dømme efter den smerte hun følte i brystet og som hun kendte så godt, så betød det at hun havde haft et hjertestop. "Sorry you had to see that.." hviskede hun dæmpede og fugtede læberne med tungespidsen. De var igen helt tørre. "I am fine, don't worry.." forsikrede hun ham langsomt og blidt om. Hvad andet kunne hun gøre? Hvad hun var blevet lovet, anede hun ikke.. hun havde ikke hørt det. Ja alting var lidt tåget lige nu.

Som hun fugtede læberne med tungespidsen, tog han glasset med vand og hjalp hende med at få en tår. Selvfølgelig sikrede han sig at hun ikke fik for meget vand på en gang.
"No need to apologize..... I promised to stay by you and i keep my promises....."
Så satte han glasset fra sig igen og tog blidt hendes hånd og spurgte: "Apolline.... Can you remember what you told me before you had that ceisure? Something you imagined?...."
Han ville hjjælpe hende med at huske men heller ikke for meget på en gang

Han hjalp hende med at få noget vand, og hun drak små slurke ad gangen for ikke at få det galt i halsen. Det var behageligt, og han var forsigtig, og så kunne hun lægge sig tilrette igen. "Thank you.." sagde hun dæmpede. Ja han havde lovede hende at blive, og han var blevet. Det var noget hun virkelig satte pris på, for han havde ikke været nød til det. Hun havde ikke bebrejdet ham hvis han var gået.
Kort efter prøvede han at minde hende om deres samtale, og måden han hjalp hende på vej, fik hende da også til at tænke sig om. Øjnene gled i, og hun koncentreret sig. Ja, de havde snakkede, det kunne hun huske. Hun havde kaldt ham en vidunderlig mand.. vent, havde hun ikke nævnt noget med hans læber? "Your lips.." endte hun med at sige. Blikket blev vendt mod ham igen, og hun sank en klump. "Don't think about it.." hviskede hun hæst og langsomt. "I am not myself.." tilføjede hun dæmpede. Hvad ellers skulle hun sige? Det havde været dumt at afsløre sine tanker! Manden skulle ikke føle sig tvunget til noget, og .. han skulle bare have ladet det ligge. Hun var syg.. og skør. Det havde været feberen, det måtte være den eneste logiske forklaring på at hun havde sagt det højt.

Han smilede varmt ved hendes ord og rystede kort på hovedet inden han sagde: "It is perfectly okay..... Actually.... I promised you something..... Before you blacked out.... I promised that you would get to feel them when you woke up if you wished too..... Because i had similar thoughts...." Han kunne ikke helt slippe tanken som hun havde fortalt ham det. Han ville ikke presse hende til noget. Så selvfølgelig ville det kun blive hvis hun ville have det.
Roligt løftede han hendes hånd og kyssede blidt hendes fingre inden han så lagde den ned uden at slippe den.
"But only if you want...... "

Hans smil og blik var afvæbnene, og hun lå bare og så mod ham ude af stand til egentlig at svar. Sad han lige og sagde at han gerne ville kysse hende? Det gjorde han vidst. At han havde lovede hende det, huskede hun ikke rigtigt, men ingen havde tvunget ham til at sige det igen, men.. han virkede til oprigtigt gerne ville gøre det. Og åbenbart havde han selv haft tanker i samme retning. Snart løftede han hendes hånd til sine læber, og at mærke dem der var i sig selv en skøn følelse. Da han sænkede hendes hånd igen, sank hun en klump. Forsigtigt og skælvende løftede hun hånden. Den var tung, men hun var fast besluttet på at gøre det. Forsigtigt strøg hun hans kind, og kæbe.. gled tommelfingeren hen over hans læber. De var så bløde som hun havde forestillet sig. "I want it.." hviskede hun stille. "Want you.. to kiss me.." fortsatte hun stille.

Han var selvfølgelig klar til at hjælpe hende men han kunne se i hendes øjne hvor fast besluttet hun var på det. Så han lukkede kort øjnene med et varmt smil inden han så åbnede øjnene langsomt og lagde hendes hånd stille ned.
Han sagde ikke noget men stillede sig ved siden af sengen inden han så lænede sig meget stille ned til hende. Så gav han et utroligt blidt og kærligt kys, holdt det lidt inden han så smilede og så hende varmt i øjnene.
"That was lovely...... Was it as you imagined?....."
På intet tidspunkt havde han sluppet hendes hånd

Han hjalp hende med at sænke hånden, og hun sank en klump og rykkede iltmasken så han kunne komme til. Kort efter mærkede hun hans bløde varme læber mod hendes kølige læber. Så snart deres læber mødtes, steg hendes puls, og hjertet slog et ekstra slag over hvad maskinen registreret, i mens syntes noget i hendes indre at sætte sig i hak, nærmest som om det de havde gjort var rigtigt. En bølge af ro lagde sig over hende, og hun lod iltmasken lægges over hendes mund og næse igen. "It was better" svarede hun og lukkede kort øjnene. Hun var sindssyg, der var ingen anden forklaring.

Det var ikke helt til at sige om det var fordi hun også mærkede det, men som deres læber mødtes var det som om en hel masse faldt på plads. Det føltes bare så rigtigt, nærmest som om det var meningen det skulle ske.
Så smilede han og strøg let hendes kind imens hun kom masken på igen hvorefter han rettede lidt på hendes pude. "I think so too...... It felt wonderful......."
Det var tydeligt hvor afkræftet hun var ovenpå de strabadser hun gennemgik men hun var ikke alene om dem mere

Om han havde følt det der, anede hun ikke, men en særlig ro lagde sig over hende, som et tavst løfte om at alting nok skulle ordne sig uanset hvad der skete. Hun forstod det ikke, men klagede nu heller ikke over det. Han strøg hendes kind, og var åbenbart enig i at det havde været bedre end ventet. Træt så hun op mod ham. "You need rest.." hviskede hun dæmpede. "Go.. I will .. be fine.." det nyttede ikke noget at han blev trods alt, og det var sent. Han havde sikkert brug for at hvile sig, og et hospital var virkelig ikke stedet til det. Selvom hun var så priviligeret at hun ikke delte værelse med nogen.

Han rystede lidt på hovedet som hun nævnte hvile hvorefter han sagde: "I do not need to rest.... I slept six hours while you were unconscious... But i can get us something to eat?.....
Don't worry i will help you....."
Hvis hun accepterede det, ville han kysse hendes kind hvorefter han sagde: "I will be right back...... Get some rest......"
Ellers gav han hende stadig et kys på kinden hvorefter han gik efter en kop kaffe

Havde hun været væk så længe? Ja åbenbart! Seks timer var godt nok længe, men hun havde også nærmest mistede al fornemmelse for tid, det var altid det der skete når hun var indlagt. "Alright.." svarede hun dæmpede. "I am a little hungry.." indrømmede hun stille. Så lidt mad var slet ikke nogen dårlig ide. Han kyssede hendes kind, inden han smuttede. Hun så efter ham, og sukkede dæmpede. Hvad skete der for hende.. omkring hende. Hun fattede ingenting og orkede end ikke tænke over det. Netop derfor lukkede hun øjnene, og kort efter døssede hun hen igen. Hun trængte til hvile, så det var nok en god ide at få det inden hun skulle spise.

Som hun faldt hen igen, sørgede han for at lægge dynen godt omkring hende inden han kiggede efter en sygeplejerske hvor han så fik fundet noget mad der ville være blidt for hendes system. Så det blev en mild pastasalat med kylling og bacon til dem. Så fik han ligeledes en kop kaffe med ind og satte maden meget stille på bordet. Dog vækkede han ikke for at hun kunne spise, men lod hende sove det hun havde brug for først.
Imens satte han sig til rette og drak roligt sin kaffe. Selvfølgelig holdte han sin hånd på sengen så hun kunne mærke den var der, for at give tryghed

I løbet af sin søvn - og da han var kommet tilbage - havde hendes hånd fundet hans, og hun havde sovet trygt videre. Nogle timer senere vågnede hun igen, og var stadig træt, men mere klar i hovedet. Hun havde ikke alt det smertestillende i systemet der slørede hendes sind. Hvor lang tid der var gået anede hun ikke, men han havde tydeligvis ikke vækket hende. "Have you eaten?" spurgte hun. Stemmen var hæs og hun måtte rømme sig nogle gange for at klare den. Hun mente stadig at han burde komme hjem og få slappet ordentligt af.

Som hun vågnede, sad han blidt og nussede hendes hånd imens han læste en bog på sin mobil der dog blev lagt væk som hun vågnede.
Så smilede han varmt til hende og rystede lidt på hovedet inden lidt af hendes hår blev strøget væk fra hendes ansigt. "Not yet.... I just took a cup of coffee and read a bit... Wanted to wait for you..... Besides i brought you something i promised you could try....."
Det var stadig som om han kunne mærke hendes læber mod hans. Så tog han endnu en gang og kom med noget vand til hende og hjalp i det omfang hun havde brug for. Og det var tydeligt på ham at han godt kunne lide at hjælpe hende. Hun skulle jo have det godt

Han nussede hendes hånd, og det var en dejlig fornemmelse, beroligende på sin egen måde. Han lagde telefonen væk, og havde hurtigt fokus på hende. Han lænede sig frem og strøg noget af hendes hår væk, og hun smilede træt. Hans svar fik hende dog svagt til at rynke brynene, han skulle ikke sulte på grund af hende. Han sidste ord trak dog hendes fokus, og hun kom i tanke om chokoladen han havde hentede. "The chocolate.. from Japan?" spurgte hun dæmpede og med en mindre pause i mellem. Snart hjalp han hende med vand, og hun drak en del. "Thank ...you" sagde hun åndeløst og træt. Det krævede en del for hende at få vejret mens hun spiste eller drak, og uden iltmaske, derfor satte hun den på plads igen ret hurtigt og sukkede. "I want some of that chocolate" måske var mad en god ide, men nu havde hun faktisk lyst til chokoladen. Forsigtigt og med rystende hænder greb hun efter fjernbetjeningen der styrede sengen, og fik rettet på sengegærdet så hun sad mere oppe end lå ned.

"Precisely the chocolate from Japan....."
Efter hun havde fået det at drikke hun kunne, satte han glasset væk igen og fandt chokoladen som hun kom mere op at sidde. Ganske vist var det en god idé for kroppen at få noget mere reel næring men chokoladen var virkelig lækker samtidig med den gav et hurtigt energitilskud til at hjælpe hende. Og den bløde chokolade ville egentlig være behagelig for hendes godt ømme hals.
Så tog han et stykke til hende der var formet som blomsten fra et kirsebærtræ.
"It has a very rich cherry filling too..... Here....." Så gav han blidt stykket så det eneste hun skulle koncentrere sig om var at nyde chokoladen