You didn't have to - [Morgan]

Mens hun satte sig op, fik han fat i chokoladen og kom tilbage til hende. Hun smilede let, og iltmasken blev rykket så hun kunne putte chokoladestykket i munden. Hun lukkede øjnene og sukkede nydende som den første del af chokoladen smeltede på tungen. Det var en dejlig følelse, og hun elskede den fyldige bløde smag af chokoladen kombineret med kirsebærkompoten. Det var virkelig lækker. Iltmasken gled kort på plads mens hun fik stykket spist. "Delicious" sagde hun og så smilende mod ham. "I get .. why you buy this.." tilføjede hun med et skævt smil.

Først så han spændt på hende som hun smagte på chokoladen og blev så meget glad da hun virkede til at kunne lide den. Så snuppede han selv en og kiggede på hende med et nærmest kærligt smil.
"Yes it is....... When it comes to eating.... I think this chocolate is part of my guilty pleasures...... Glad you like it.... I though maybe the chocolate could give you a little more energy for the other food? I brought something i thought you would like....."
Uden egentlig at tænke over det, gav han sig igen til at nusse hendes hånd

Hun smilede ved hans svar, kunne nærmest ikke andet. "Well, one cannot see.. you eat that much.. of it.." han var trods alt en flot, høj og veltrænede mand med en del muskler på kroppen. Han lignede ikke en der spiste for meget chokolade i hvert fald. Han nussede hendes hånd, og hun smilede, og strøg hans kind med blide bevægelser mens han nussede hendes hånd. "Thank you.. for being here, Morgan.." hun satte virkelig pris på det. Han havde ingen grund til at spilde sin tid her, der var sikkert alt muligt andet mere spændende han kunne bruge sin tid på.

Han grinede varmt sammen med hende og svarede: "I will take that as a compliment.... I must be one of those lucky about my metabolism....." Plus han var jo skabt som han var og tog sig af hvordan han så ud.
Som hun rakte så blidt op og strøg hans kind, holdt han sin hånd oven hendes så den hvilede mod hans kind.
"You are most welcome.... If i can make you happy, then i do it gladly....."
Om hvor vidt han kunne bruge tiden på andet var han fuldstændig ligeglad med. Hun var vigtigere

"It is a compliment.." svarede hun derpå blidt. Hans hånd lagde sig over hendes, og hun sad bare og betragtede ham med et skævt smil. Han anede ikke hvor glad han gjorde hende, den omsorg han viste hende. "I am not sure this is a part of your job.." endte hun med at sige ligeud. Hun vidste det ikke var, eller.. bildte hun sig bare ind det ikke var tilfældet? Ønsketænkning.. at han gerne ville bruge tid sammen med hende. "Let us eat.." endte hun med at sige. Han var nok også sulten, så det var nok en god ide de fik lidt nærring.

Som hun kommenterede omkring hvad var hans job, smilede han varmt og lagde blidt hendes hånd igen imens han sagde: "It isn't..... But i am not here because of work..... I am here because of you....." Så nikkede han da hun gerne ville spise og hentede så pastasalaten der blev sat på et lille bord ved hendes seng der kunne foldes ind foran hende.
Så fandt han gafler til dem og satte sig ved hendes side. Igen hjalp han hende med at spise så meget som det nu var nødvendigt. det var jo vigtigt for hende at bruge musklerne lidt men han ville rigtig gerne hjælpe hende

Hun satte pris på hans ærlighed, selvom hun ikke anede hvad hun skulle svare. Det var rart at vide at der var nogen derude der rent faktisk tænkte på hende, og på hendes ve og vel. Han tog sig af hende, selvom han hverken var tvunget til det, eller det var hans job. Så hjalp han hende med at spise, om end hun prøvede selv størstedelen af tiden. Det gik da også, og hun fik da mad om end det var en langsom process. En pause faldt, og hun så mod ham. "Eat something.." bad hun blidt.

Det gjorde ikke noget at hun ikke kommenterede det, hun skulle nok sige noget når hun var klar til at sige det. Eller det håbede han i hvertfald. Som hun kiggede sådan på ham og bad ham om at spise, kunne han heller ikke sige nej til hende hvorefter han gik i gang med hans egen portion også. Efter et par bidder, hjalp han hende kort med en tår vand inden glasset blev sat igen.
"How are you feeling?......"

Han spiste også selv, og det glædede hende at se. Kort efter hjalp han hende med noget vand. Sjovt som han nærmest vidste når hun var tørstig. Det havde han gjort flere gange siden sin ankomst denne dag.
Kort tid efter spurgte han hvordan hun havde det, og hun smilede blidt. "Better, thanks to you" svarede hun lavmælt. En sygeplejerske kom ind for at give hende mere antibiotika og var glad for at se hende spise. Der blev spurgt til hvordan hun havde det, og hun gentog sit svar fra før. Sygeplejersken nikkede, og smilede til dem begge, inden hun smuttede igen. Apolline så mod ham, og smilede svagt igen.

Det var ikke fordi han kunne læse tanker eller noget i den stil, men han gav hende vand når hun virkede til at have brug for det. Når vejrtrækningen blev for tør, efter hun hostede eller når hun forsøgte at fugte sine læber. Men det var også noget han med glæde gjorde.
Så fik hun endnu et dragende smil imens han sagde:"I am glad to hear..... It's wonderful to see you smile more"
Da sygeplejersken kom ind og skulle give hende antibiotika, sørge Morgan selvfølgelig for der var plads men holdt også Apollines hånd hvis hun gerne ville have det.
Da sygeplejersken var gået, kiggede Morgan på Apolline og tog en lidt speciel beslutning. Han begyndte at synge lavt for hende:

https://www.youtube.com/watch?v=EPXPwRgV-NM

Hans svar fik hende naturligvis til at smile, og hun betragtede ham roligt. Snart dukkede sygeplejersken op, men hun slap ham ikke, og kort efter smuttede kvinden igen. Hun så mod ham og sukkede dæmpede. Så begyndte han pludselig at synge for hende, og hun så undrende til i starten. Hurtigt slappede hun dog af, og lyttede til hans smukke stemme. Ordene rørte hende dybt, og det kunne ses hun var helt med. Et vers krævede man lukkede øjnene og lyttede, så det gjorde hun, og hun lyttede intenst. Ved slutningen så hun dog op mod ham. Prøvede han at sige noget til hende med den sang. "Sweet.. intoxication" hviskede hun dæmpede. "I trust you.." hvorfor hun sagde det, anede hun ikke.. men han havde fortalt hende at folk havde det med at flygte fra ham når han vidste hvad  han var, og hun ville bare lade ham vide hun oprigtigt stolede på ham.

Den måde hun lyttede med på sangen med alle sanser var lige præcis hvad han håbede på. Han ville røre hende med sangen, lade den sige ting som ellers var svære at sætte ord på. Stille strøg han hendes hånd med en kærtegnende finger imens hun lukkede øjnene og lyttede. Så ja han prøvede at sige noget med sangen.
Da hun så blidt åbnede øjnene igen og sagde de to ord fra sangen, smilede han og lod et varmt blik hvile i hendes. "Yes it is......"
Selvom hun måske ikke var sikker på hvorfor hun sagde det, så havde det en tydelig effekt på ham. Kort blev han tavs og tiden stod nærmest stille. Kort efter kyssede han meget forsigtigt hende ved mundvigen og hviskede tilbage: "It means alot....."

Han havde åbenbart virkelig prøvede at sige noget med sangen, og det gik helt op for hende som hun opdagede hvordan han så på hende. Så lænede han sig ned, og hans læber strejfede hendes mundvig. Hun kunne ikke lade være, og drejede ansigtet mod ham, så deres læber mødtes. Hun kyssede ham blidt, og holdt kysset så længe hun kunne. Desværre var hendes vejrtrækning ikke så god endnu, så det kunne ikke holdes så længe som hun nu gerne ville.

Som hun drejede sit ansigt for at kysse ham, gjorde han heller ikke noget som helst for at flytte sig fra hende. Derimod kyssede han blidt tilbage og strøg hendes kind imens. Det lod til at hun fangede hvad det var han prøvede at sige med sangen.
Da hun så måtte slippe kysset for hendes vejrtræknings skyld, smilede han kærligt og gav hendes hånd et klem inden han sagde: "Your kiss is.... Wonderful......"
Han var helt varm og kunne nærmest ikke lade være med at smile igen

Hun smilede for sig selv, strøg hans kind inden han trak sig helt væk. "Only because your lips is so soft and gentle.." svarede hun. Tænk hun faktisk sagde det her, tænk hun faktisk kyssede ham. Det her kunne umuligt ende godt, men lige nu tænkte hun ikke så langt. Hun tænkte udelukkende på at han var der nu, for hende. Hun kunne umuligt give ham noget igen, og der var i bund og grund ingen grund til at han blev hos hende.

Han smilede varmt og tog hendes hånd op for at kysse hendes fingre inden han sagde:
"They are because they kiss you..... I may be silly.... But i love the thought of getting another kiss....."
Måske ville det ikke ende godt men det var der ingen grund til at tænke på nu. Det handlede om at hun skulle have det bedre, og det virkede til de var glade ved hinanden.
"It is great to feel that i can make even a little difference for you..... It makes me happy...."

Hans svar varmede hende, og hans ord var så søde at de løftede hendes humør. Så til trods for at hun lå der og lignede noget der var løgn, var han så betænksom og sød. Han havde på intet tidspunkt givet udtryk for ikke at ville hjælpe hende, og han havde end ikke givet hende muligheden for at spørge om hjælp men bare været der når behovet var opstået.
"You make all the diference" svarede hun dæmpede. Det gjorde han virkelig. Han gav hende en grund til at kæmpe for at få det bedre, hvor underligt det end måtte lyde.

Han behøvede heller ikke at blive spurgt for at hjælpe hende, hun skulle bare gøre hvad hun kunne for at få det bedre. Så ville han sørge for at hjælpe hende med det. Han holdt jo af hende selvom han ikke havde sagt det med de præcise ord.
Stille strøg han hendes kind og så kærligt og varmt i hendes øjne. "It warms me greatly to hear..... I love being there for you..... You mean alot to me...."
Kort nåede han at tænke på om hvor vidt det var for direkte men nu var det der ude.
Så kiggede han kort rundt og spurgte hende så:
"Do you need anything?..."

Han sagde det måske ikke direkte.. vent, jo det gjorde han. Hans ord nu var da rimelige direkte, og hun så derfor forundret mod ham. Hans kind blev dog strøget igen og blikket var varmt og taknemligt. "As you do to me, Morgan.." svarede hun blidt. Han anede virkelig ikke hvor meget han betød for hende, ja.. han betød mere for hende end hvad hun turde indrømme overfor dem begge to. Hans næste spørgsmål affødte et spontant og ikke gennemtænkt svar "You.. I need you.." hun indså dog var hun lige havde sagt, og sukkede. "I am sorry,
I.. I" hun anede ikke engang hvordan hun skulle bortforklare sine ord. Der var ingen god undskyldning.

Ganske vist overraskede hendes direkte hendes ord ham, men han smilede helt roligt og ja kærligt til hende imens han strøg hendes kind. Han kunne hurtigt høre hvordan hun blev meget nervøs over hvad hun lige havde sagt, men han forholdt sig helt roligt.
"Don't say sorry.... It is perfectly okay..... Because i need you.... Your emotions are not a bad thing..... And to truly live you need to follow your heart.... I did.... And it lead me here......"
Hele tiden var hans stemme varm og rolig for yderligere at understøtte der absolut ikke var noget i vejen med hvad hun lige havde sagt. Han kunne jo rigtig godt lide det

Hendes svar syntes at overraske ham, hvorfor var hun ikke helt sikker på. Det burde være den anden vej rundt. Nuvel... Hun var også ret overrasket. Manden her kunne tilsyneladende godt lide hende, og hun anede ikke hvorfor. Måske tændte han på unge døende menneskekvinder? Ej hun prøvede at lade være med at tænke på den måde, det lød bare alt for sentimentalt selv i hendes hoved. I stedet smilede hun derfor skævt. "I really hope you wouldn't regret it" svarede hun ærligt men dæmpede. Han havde fulgt sit hjerte? Hun anede ikke hvad hun skulle sige til det. Andet end at hun var en skide heldig kvinde vel?

Igen var hendes reaktion fuldt ud forståeligt, hun havde jo absolut ikke haft det nemt og mænd omkring hende havde åbenbart ikke vist sig at være troværdige. Men det var også ligemeget om de var nu for Morgan var oprigtig.
"I will not..... If there was any chance i would regret it then i would not be here....."
Om hvor vidt han kunne sige noget der ville gøre hende mere sikker i hendes ord var uvist, men så måtte han jo vise hende det

Hvordan han kunne være så sikker anede hun virkelig ikke, han lød dog rimelig sikker. Hun betragtede ham et langt øjeblik i forundring, men endte med at smile skævt. "Someday.. you have to tell me why.." svarede hun dæmpede. Hun forventede ikke han havde et svar nu, men måske en dag kunne han fortælle hende hvorfor han valgte hende .. en krøbling.. end en ganske normal sæd ung dame.

Han smilede varmt og nussede hende fortsat og havde et blik så kærligt og varmt. Han så jo ikke på hende som så mange andre. Han så hende som den smukke kvinde hun var. Selvfølgelig var hun præget af sin sygdom men det gjorde ikke han så hende som mindre smuk.
"A very easy question to answer...... I will tell you when you want to hear it....."
Det var jo ikke sikkert hun ville have svaret nu men om ikke andet så havde hun da muligheden

Hans svar kom bag på hende, og hun betragtede ham. "Tell me.." svarede hun dæmpede og nervøst. Hun ville selvfølgelig gerne vide det, men var spændt og nervøs på svaret. Han kunne sige alt, men noget sagde hende at uanset hvad svaret ville blive, ville han gøre det ekstraordinært.. eller ramme dybt og få hende til at tude. Okay måske ikke, men han havde jo fået hende til det.