They Have Taken Everything.... (Hazel)

At kende en anden person, som de kendte hinanden, havde mange fordele men også en del ulemper. F.eks. kunne hun ikke skjule noget for ham, hvilket selvfølgelig nogle gange var en god ting. Hun havde altid været glad for at vide så meget om ham, det havde gjort at hun hurtigt stolede på ham, fordi at han svarede på de spørgsmål hun stilte, uden at lyve.
Hans ord fik hende til at rødme svagt, det gjorde hende altid genert når han snakkede på den måde. En af de ting hun faldt for dengang, var at han var en gentleman. Han holdt på sin ære, og man kunne stole på at han holdt sit ord. Selvom han havde været død dengang, havde det aldrig gjort hende noget. Han havde jo altid været venlig overfor hende, så derfor havde hun ikke haft grund til at tro ondt om ham.
"Jeg nyder det oz.. det føles rigtigt.. det er anderledes denne gang.. jeg kan ikke rigtigt forklare hvorfor.." Sagde hun tænkende og bed sig svagt i læben.
Lod ham dreje hende rundt, og mærkede hans læber mod sine. Forsigtigt hviledd hendes hænder mod hans brystkasse som hun gengældte kysset. "Det må du altid gøre.." Smilte hun en kende forlegent. Så kort lidt tænkende på ham da han blev alvorlig, og nikkede svagt "Okay.." Svarede hun let og fulgte med ham.

Det kunne ikke benægtes at han før i tiden havde gjort nogle fuldstændig frygtelige ting. Inden hans genfødsel var han øverst på listen over de mest frygtelige væsner i verden og den brand der bragte Rom i knæ for så længe siden var på grund af ham. Men på trods af de horrible ting han havde gjort så havde han altid stået ved sit ord, han havde aldrig nogensinde fortalt en løgn.
Og han var nok det nærmeste man kom på en rigtig gentleman fordi han holdt fast i gamle værdier og hvis man var på hans gode side blev man også behandlet derefter.
Han sukkede stille efter hun gengældte kysset hvorefter han sagde: "Det glæder mig at høre....."
Så nikkede han inden han ledte hende op til døren der førte ind til Matthews Have. "Det her er grunden til jeg ved jeg er blevet forladt......" Så åbnede han døren der ind og det var et utrolig trist syn. Ikke en eneste plante levede, alt var trist og gråt. Der var ikke længere nogen dyr. Det var som om haven havde lagt sig til at dø

Hazelin så tænkende på ham mens hun fulgte efter ham. De havde været igennem utroligt meget, men det ændrede ikke på hendes følelser for ham. Selvfølgelig brød hun sig ikke om de ting han havde gjort, hun havde altid hadet når han gjorde andre ondt. Alligevel havde hun lidt affundet sig med det, for det var sådan han var.
Han havde altid lovet hende at han aldrig ville gøre hende ondt, så derfor havde hun ikke sagt noget imod det. Det kunne godt være at hun ikke kunne li de ting han gjorde mens han ikke var rigtigt levende, men så længe han ikke gjorde hende noget og ikke forventede at hun ville hjælpe til, så var det ok. Stille lod hun en spinkel hånd glide igennem sit hår, inden hun ganske let stoppede op ved døren ind til Matthews have.
Da han åbnede døren, så hun en smule trist ind på alle planterne der var døde. Hun strøg sig selv en smule over armen og gik langsomt hen til det store træ, og lod hånden hvile mod det. hendes hånd lyste en smule grønligt, og man kunne se at hendes blodårer op af armen blev grønne, indtil de nåede hendes øjne som også blev grønne. Svagt smilte hun og trak vejret dybt ind, inden hun pustede ud.
Som hun pustede ud, virkede det som om træet tog en indånding, og begyndte at blomstre op igen, samtidig med at alle planterne blev grønne og sunde igen. Da hun var færdig, støttede hun sig kort mod stammen.

Det var ligeledes tydeligt på ham da de gik der ind, at det ramte ham. Han havde set Matthews Have en gang siden han forsvandt i sit eget sinds mørke, det gjorde alt for ondt at se Haven efter det den var blevet til.
Han havde flere gange overvejet at gå ind og se stedet men det gjorde ikke kun ondt, det var som om det drev ham endnu mere sindssyg fordi han så det som om det var hans skyld. Han følte at han havde svigtet Matthew.
Da hun begyndte at få haven til at blomstre igen, kiggede han lidt nervøst på hende. Han vidste jo udemærket godt at hun brugte meget energi på det, og det var stadig en magisk have.
Som hun støttede sig til træet, oplevede han noget han ikke havde gjort længe. Langsomt begyndte tårerne at trille stille. Og selvom han ikke kunne mærke det, så var hans øjne blevet klare og fuldstændig smaragdgrønne. Hurtigt var han henne og støtte hende.
"Jeg elsker dig Hazel....."

Selvom det tog rigtigt meget på hendes krafter at bruge dem sådan her, var det nødvendigt. Hun ønskede ikke at haven skulle dø, havde selv brugt utroligt meget tid derinde, og hun elskede det. Derfor var det hun havde gjort, noget der virkede meget logisk for hende. Hendes hænder skælvede en smule, det havde taget en del mere energi end hun havde regnet med, men det kunne også skyldes manglen på mad og søvn.
Som han kom hen for at støtte hende, så hun tænkende op på ham. "Dine øjne.. de er grønne igen.." mumlede hun fascineret og strøg ham svagt over kinden. "Jeg elsker oz dig.." Forsigtigt fjernede hun hans tårer og smilte lidt til ham. Når hun havde genvundet sin styrke, havde hun en plan for haven, en der ville sikre dens overlevelse.
"Undskyld.. Jeg havde ikke regnet med at det ville tage så meget energi fra mig.." Sagde hun stille. Støttede sig en smule mere op af ham. Hendes krop hvilede blidt ind imod hans, og man kunne næsten se hendes puls dunke derudaf, for at få rettet op på hende. "Jeg vil gøre alt for dig.. det ved du.."

Han vidste godt hun var magtfuld, specielt når det kom til naturen. Men Haven var magisk og hun havde ikke passet så godt på sig selv, så hun havde tilsyneladende ikke så meget energi. Men samtidig så vidste han at det var vigtigt for hende at gøre noget ved haven.
Da hun så kommenterede hans øjne, kiggede han først undrende men det var som om han kunne mærke forandringen efter hun havde gjort opmærksom på det.
"Det er helt i orden..... Jeg er bare virkelig glad for at du gjorde hvad jeg ikke kunne.... Jeg prøvede.... Men mine evner er vist ikke det haven har brug for......" Inden haven døde, var det hele også begyndt at virke fjendtligt overfor ham, nærmest som om han var sit gamle udøde jeg.
Stille lagde han armen om hende og sagde: "Det har jeg aldrig tvivlet på..... Kom..... Det er på tide jeg ser om jeg stadig kan lave mad....." Så ville han tage med hende ned i køkkenet hvor han så ville se hvad han kunne finde ud af at lave til hende

At være i haven igen, og det faktum at den begyndte at vokse sig smuk igen, fik hende til at smile ganske let. Selvom det uden tvivl havde taget hårdt på hende at bruge så mange af sine evner, havde det været en nødvendighed. Hun ville under ingen omstændigheder have at stedet døde. Der var for mange minder i det, for dem begge.
Langsomt hvilede hun en hånd mod hans kind, og lænede sig op og kyssedd ham blidt. Mærkede den velkendte varme der kom når hun kyssede ham, og hun nød for en stund følelsen. Hans ord efter hun havde sluppet hans læber, fik hende til at tøve svagt.
"Det er min skyld er jeg bange for.. Ser du.. inden jeg forsvandt sidst, bandt jeg min magi og min livskræft til træet.." Sagde hun stille og så kort mod træet. Vel vidende at det var meget farligt, for det betød at hvis der skete noget med træet og det døde, ville hun oz dø.
langsomt nikkede hun og fulgte stille med ham ned i køkkenet. "Det er jeg sikker på du kan.. Du nåede at blive ret god.." Sagde hun smilende og lod hovedet glide på skrå.

Det var også et mirakel i sig selv at haven ikke var helt død, det troede han faktisk den var. Men da hun så forklarede ham hvad hun havde gjort den gang, så gav det hele meget mere mening. Han havde jo altid kunnet mærke hun var der ude et sted, måske kom noget af den fornemmelse også af hun havde bundet energi i selve haven.
Han gengældte kysset inden han så dybt i hendes øjne. Sådan et kys var noget han aldrig blev træt af. Det havde været en utrolig mærkbar oplevelse, specielt da hun første gang kyssede ham efter han var blevet fortabt i mørket, men det var som om det hjalp ham til at huske.
"Så er det måske derfor jeg kunne mærke dig mere end de andre gange..... Men jeg forstår hvorfor du gjorde det....."
Da hun så nævnte at hun troede på hans evner i et køkken, kunne han ikke lade være med at grine lidt inden han begyndte at kigge lidt rundt. "Så må vi jo se om jeg kan trylle lidt"

Hazelin smilte lidt, og strøg hænderne igennem sit lange hår, inden hun så ned. "Jeg ved godt jeg burde have sagt det.. Men jeg vidste ikke hvordan du ville reagere og det.. det var virkelig vigtigt for mig at haven ikke døde.." sagde hun stille og virkede tænkende.
At være her sammen med ham, skabte en del minder, minder hun ikke havde troet hun nogensinde ville kunne finde igen. Havde virkelig troet at minderne ville være væk for evigt, og alligevel.. så snart hun så på ham igen, var det hele kommet tilbage som en kæmpe bølge. Hun huskede alt.. Hvert lille kærtegn, hvert lille ord, og hun elskede det. Det var en vidunderlig følelse.
"Vil du have hjælp?" spurgte hun smilende og gik hen og strøg ham stille op af armen. Hendes anden hånd hvilede svagt mod hendes mave, der gjorde en smule ondt. "Bare sig hvad jeg skal gøre.." Sagde hun mildt og rakte ham en kop kaffe.
Hendes spinkle hånd gled let gennem hendes lange blonde hår og kørte det om på ryggen.

Han smilede varmt inden han strøg hendes kind og sagde: "Det skal du ikke tænke på, jeg forstår hvorfor du gjorde som du gjorde..... Og du ved jo hvor meget haven betyder for mig..... Og jeg ved hvad den betyder for dig...."
Der lå jo rigtig mange minder i det for dem begge to, minder han holdt meget af. Til tider havde det nok virket som om det havde været nemmere hvis ikke de var der. Men han havde alligevel holdt fast i dem så godt han kunne.
Det var sødt af hende at tilbyde hjælp, men han kunne også godt mærke at hun havde lidt ondt. Så han strøg hendes hår om bag hendes øre og tog imod kaffen. "Dit selskab er i sig selv helt fantastisk..... Men hvil dig imens, så skal jeg nok lave god mad... Hvis jeg kan finde ud af det..." Bach havde heldigvis sørget for der var et godt udvalg i køkkenet så der var noget at lave mad af. Han gik i gang med en dejlig steak med nye kartofler og grøntsager

Som Connor smilte til hende, mærkede hun en varme sprede sig i hele kroppen. Det var en fantastisk følelse at være sammen med ham igen, og hun havde nok aldrig rigtigt ville være fra ham, når det kom til stykket.
Stille bed hun sig i læben, og sukkede så en kende for sig selv. Hvor havde de spildt meget tid hver for sig, uden det havde været nødvendigt, hvis det bare ikke havde været for hende, ville de nok stadig have været sammen. Hun havde virkelig savnet ham helt utroligt meget.
"Haven betyder utroligt meget for mig, og det var nok også en a grundene til at jeg valgte at gøre hvaad jeg kunne for den.." sagde hun smilende og strøg hånden let igennem sit blonde hår.
Hans lette gestus med at fjerne en tot hår fra hendes ansigt og køre den om bag hendes øre, gjorde hendes kinder en smule røde. Det var utrroligt at han stadig var så galant, efter alle de år.
Nogle gange ville hun ønske de aldrig havde mødt hinanden, men hun vidste også godt at hun ville have fortrudt det. Han havde givet hende så utroligt meget, meget mere end hun nogensinde havde håbet på.
"Er du sikker? jeg er sikker på at jeg godt kan hjælpe en smule til.." sagde hun smilende og bed sig forsigtigt i læben.
Som han gik igang, satte hun sig langsomt ned på en af stolene, og så tænkende på ham. Han kunne tydeligt stadig ´godt finde ud af at lave mad.

Det havde efterhånden været nogle meget overvældende og begivenhedsrige år for ham og selvfølgelig også hende. Han havde igennem længere tid prøvet at finde sin nye plads i verden og troede da også et par gange han havde fundet den. Men uden held. På trods af tingene virkede til at være gået galt så vidste han at tingene var som de skulle være sammen med hende.
Lige meget hvor meget verden end havde stået imod dem, så havde de altid fundet tilbage til hinanden på den ene eller anden måde. Tilbage hvor tingene mærkedes til at være som de skulle.
"Du aner ikke hvor glad det gjorde mig at du kunne redde den.... Jeg troede faktisk haven var helt død....."
Han vidste ikke hvor han ville have været hvis ikke hun havde mødt ham den gang. Hun lærte ham trods alt at elske. Hun lærte hans hjerte at slå.
Stille smilede han og gik så hen til hende med en masse ting til maden der blev sat på bordet. Derefter satte han sig overfor hende imens han smilede kærligt og sagde: "Now we can help each other......"

Selvom de havde været sammen så mange gange gennem årene som de nu engang havde, havde det aldrig rigtigt generet hende, for det betød jo bare at der var et eller andet de begge vendte tilbage til hele tiden.
Forhåbentlig betød det nu, at de begge vidste hvor de hørte til, selvom det nok mest var hende der havde været et problem. det indrømmede hun gerne.. og det ville med garanti også være hende der var problemet næste gang, aselvom hun aldrig håbede at det ville ske igen. Ikke denne gang, denne gang skulle det bare lykkedes mellem dem, hun ville ikke ødelægge det endnu engang, så kunne hun i hvert fald godt hoppe ud fra en bro med det samme.
"Haven vil aldrig dø.. ikke så længe at jeg stadig lever.. Jeg ville aldrig tillade haven at dø.. det betyder den alt for meget til.." svarede hun ganske forsigtigt og smilte ganske stille til ham. Der var noget hjemligt her hos ham, noget havet aldrig nogensidne havde givet hende, hvilket hun også udemærket vidste at det aldrig ville komme til.
En let spinkel hånd gled henover bordpladen på bordet, følelsen af den under hendes fingre virkede kold, og et enkelt øjeblik, tog hun sig selv i at stirre på bordpladen, der havde de flotteste stykker af glimmer i sig. Af og til glemte hun helt hvilke detaljer han havde lagt i det her sted, det kunne stadig forundre hende, når hun stødte på nye ting.
Idet han satte sig overfor hende og satte tingene på bordet, fangede hans blik hendes, og hun smilte ganske forsigtigt. Nikkede en smule og så på tingene, gik igang med at hjælpe ham. "I would love to" svarede hhun smilende.

Tiden havde været hård når de ikke var sammen, og mildest talt en følelsesmæssig rutschebane for ham. Han kunne selvfølgelig ikke tale for hende men det havde han idé om det også var for hende.
Hun havde altid kunnet skabe undren hos ham, første gang var det hvorfor hun ikke så ham som et monster når nu resten af verden også gjorde det.
"Det betyder meget for mig at du siger det.... Den Have var den sidste del af min menneskelighed der var tilbage og den bevarede du" Det var der han gik hen og brugte tid når det føltes som om han var for langt væk fra resten af verden.
Der var ganske rigtigt lagt rigtig mange detaljer i stedet, selv helt ned til hvordan bordpladen så ud. Og efter hans genfødsel var stedet også kommet til at se meget mere levende ud.
Så smilede han kærligt til hende inden han gik i gang med resten sammen med hende og sagde:
"Det er altid så hyggeligt at lave mad sammen....."