Vi ses nok igen

Asma åbnede sin mund. Der kom intet ud, men en slags snerren var over hende. Hun lukkede hårdt munden sammen, da Tai var færdig med at snakke. Hvad fanden? Hun mente det jo, også igen. Nej, man kunne ikke miste kærligheden til nogen, det var sådan set ret umuligt. Asma sukkede, da den sætning ikke kom ud. Hun holdte sig på hovedet, og da hun så sænkede sine hænder havde Tai allerede vendt ryggen til hende og gik sin vej. Der. Det punkt ramte hende så godt lige nu. Hvad var det nu man sagde?... Den sad.
”Bare vend ryggen til alt Tai! Tror du overhoved at hun gengælder din kærlighed?” Asma fnøs, mens hun bøjede ryggen fremad. Ja, hun råbte, ikke for vreden skyld, men sådan at Tai skulle høre hende. ”Hold da kæft hvor er I alle barnlige. Ingen af jer kender kærligheden i leger jo med den” Asma fortrød ikke en eneste sætning. Men alligevel lød det ikke rigtigt. Hun havde jo lige selv påstået at hun ikke kendte til kærligheden, og nu plaprede hun om, at de ikke kendte den.”Monieco, Izayoi er den eneste ene, tro mig” ja, som om Asma kendte denne Izayoi. Men hun var sikker, Alyn var en hel anden klasse i forhold til alle andre. Hun vil i været fald ikke se Tai ked af det. ”Og desuden så høre Alyn til en anden” hendes sidste bemærkning var nærmest en mumlen. Pyt, han ville alligevel ikke høre det..

Hvorfor var han så svag lige nu?
Aldrig havde han gjort det før..Eller jo...For nogle år siden, da Izayoi ikke var død alligevel.
Han havde jo også deres tvillinger.
To piger uden en mor.
Han stoppede op, men havde ikke lyst til at vende sig mod Asma.
En lille tåre løb ned af hans kind, men han fjernede den ikke, asma skulle ikke vide det.
Han svarede kun på en ting, om han vidste hvad Alyn følte for ham...
"Nej....Det ved jeg ikke..." sagde han stille

Asma så på Tai. Hun vil egentlig ikke såre ham. Tværtimod, hun ville faktisk.. hvad ville hun egentlig? Var hun ikke en engel? Var det ikke hende der viste glæden frem i alle? Tsk. Asma holdte sig på armen, mens et suk slap fra hende. "Undskyld" sagde hun stille, men på den anden side, ville hun ikke se Tai ked af det og hvad var det hun lide gjord? Asma så ned og lod sin røde hår danne en slags cirkel om hende. "Jeg mente det ikke på den måde. Det er nok bare jeg. Jeg forstår mig alligevel ikke på kærligheden" Asma så på Tai nu. "Men en ting er jeg sikker på. Kærligheden ender i sorg. Kærlighed er sorg" rettede hun sig selv, mens hun så på himlen. "Se mig" sagde hun stille.

Han vendte sig stadig ikke om mod hende.
Han tog sig gevaldigt sammen og så frem for sig indtil han var sikker på der ikke kom flere tåre.
Havde han lige grædt lidt?
"Jeg prøver at skabe mig et liv, en tilværelse jeg kan leve med" sagde han
"Det er faktisk ikke så nemt som det måske skulle være" han så lidt ned i jorden mens de samme tanker gled rundt i hoved på ham igen og igen.
*kærlighed er sorg, aldrig et lykkeligt liv, hvem vil du narre? Men alligevel...Intet alligevel...hvad skal jeg gøre? Hvad vil jeg?* han rystede lidt på hoved og vendte sig endelig mod Asma, så bare tomt på hende uden at vise nogle følelser eller noget, så bare tomt frem for sig.

Asma sagde intet mere. Så bare på hans tomme blik, det blik hun havde set meget til af andre personer. Hun lag stille en varm hånd på sin hals, mens en lille navn blev hvisket i hendes øre. Hvisket af vinden. Alyn. Men enhver kunne sige sig selv, kærligheden førte jo ikke til noget, det var ren tidspille, men på den anden side, måske var det også den eneste ting der kunne gør en rigtig glad? Asma tvivlede, tvivlede på orden ´kærlighed´ og på sig selv. Tai, han elskede hende, men han havde også elsket andre. Mange andre. Kærligheden skulle vare evigt, og det skulle være med en man kunne tilbringe sine sidste dage med, sin første. Asma anede ikke noget omkring emnet, og det kunne også være lige meget. Hun vil selv aldrig opleve det, og hun vil ikke opleve den slags kærlighed.
Asma bed sig på underlæben, mens hun endelig åbnede munden for at sige noget: ”Tai. Hun er din nu. Tag hende før andre”

"Vil du så gerne have jeg bare lader hende være?" han lød ikke hård eller noget...Bare mere opgiven.
"Er det derfor du har kaldt mig pigeglad og lillepige agtig over for hende? For at håbe vi blev uvenner og aldrig så hinanden igen? Jeg ved ikke hvad jeg troede..." sagde han
"...Men jeg troede du var en ven, en ven Asma, en der støttede og lyttede" han trak på skuldrene
"du forvirre mig når du pludselig siger det så er i orden, at jeg bare skal være sammen med hende, når du lige har stået og sagt du helst ville være fri for det" han så bare tomt på hende mens han snakkede, vidste ikke om hun ville blive sur eller ked af det...Var faktisk også ligeglad, et eller andet sted.

Asma lyttede stille til ham. Hun foretrak ikke et mine. Han havde jo ret, hun havde jo såret ham set fra den side, men helt ærlig, så havde hun slet ikke forklaret ham pointen med det hele. Hun var ikke en ven, det havde hun aldrig været for ham. Asma sukkede og så ned på sine hænder. "Det jeg mener er.." hun så op på ham, fast og besluttet. "Hvis du har glæde for hende så tag hende, jeg har mine personlige meninger, men det er op til mig, jeg skal ikke komme ind og ødelægge dig metal" hun sukkede stille. "Tro på dig selv, hør ikke efter andre. Hvis du selv mener at du har fundet kærligheden i Alyn, så hold fast. Skid på det jeg sagde, være lige glad" Asma så væk, og hørte hans første bemærkninger. Han havde ikke fået pointen, det var bare det..

Han sukkede.
Ikke hans ven? De havde ellers sagt til hinanden de var venner...På en måde følte han sig snydt, han følte hun kastede rundt med ham som en bold: ven, ikke ven.
"Du er ikke nem" han var lige ved at smile, men lod være.
Han vidste ikke om han skulle gå eller hvad han skulle, hendes...koldhed, gik ham på, men på en måde ønskede han også bare at være...ven med hende, selv om hun mente de ikke var det.

Asma smilede skævt op til himlen da han fortalte at hun ikke var nem. Det var hun for guds skyld heller ikke. Asma bed sig derefter på underlæben da Tai ikke sagde mere. Hun tillod sig at kaste et blik over til ham. Hun sukkede mens hendes engle indstik fortalte hende noget, og hendes andet ´jeg´ fortalte noget helt andet. Asma rystede på hovedet, mens hun helt vendte sig imod Tai. Hun gik hurtig over til ham, mens hendes arme uden tvivl lå om ham. Hun skjulte sig par al hans hår, mens hun sukkede. ”Du ved jeg elsker dig” sagde hun bare, uden mere sådan lige efter. Hun mente det, den her gang var det ikke noget hun havde opdigtede.

Først gengældte han ikke krammet, hvorfor skulle han? Hun havde virket som en der helst så ham ulykkelig.
Men så sukkede han.
"Vis bare du kan bestemme dig for jeg godt må være sammen med alyn, kan jeg vel godt tilgive dig" om tilgive var det rigtige vidste han ikke, hvem var enlig startet?
Med endnu en lille tøven lagde han den ene arm om hende som en slags gengældelse af krammet.

Asma sagde intet. Hun holdte bare om ham, mens hun af og til sukkede. Det var egentlig ret ubehagelig, hun var skyld i al det her, men stadig. Inderst inde stod hun alligevel med sig selv som det rigtige svar. Tai havde alligevel ikke misforstået noget, men på den anden side havde hun ret. Asma begravede sin ansigt dybere ind i hans hår, mens hendes underlæbe sikkert vil begynde at bløde på den måde hun bed den på.

Han syntes hun virkede lidt spændt på en eller anden måde.
Måske holdt hun ham for nar, måske mente hun stadig at han skulle blive hos en kvinde han ikke engang vidste om stadig levede, hvilket han ikke håbede.
Selv mente han at kærlighed ikke kom kun en gang, men flere gange, at man ikke kun kan elske en, men flere.
Måske havde hun bare givet sig fordi hun ikke gad at være uvenner...Men ville han være venner med en der allerinderst mente han skulle holde sig langt væk fra Alyn? Sådan en person kunne man ikke kalde en ven...
Han mærkede den svage svigen som fra svigt igen.
Han var begyndt at holde lidt for meget af person der kun ville ham det dårligt.
Han slap hende og gik lidt baglæns.
Rystede lidt på hoved, så lidt på hende, men vendte så ryggen til hende igen.
Han havde bare lyst til t være lidt alene og tænke over det.... Selv om det nok ikke ville komme noget nyt frem.

Hun gav endnu et suk fra sig, da hun mærkede Tai løsrive sig fra hendes favn. Hun lod blikket glide på hans ryggen, mens en slag ubehagelig smil frem trådte over hendes læber. Hun var dybest set lige glad med al det her. Faktisk ragede hende det en pind, og desuden så ville Tai sikkert synes at hun var ret idiotisk, men lige nu sad hendes tanker et andet sted. Han vil blive såret, selvom hun ikke opførte sig som en ven foran ham, så vil hun ham kun det bedste. Han vil ikke forstår det. Asma så på himlen, mens hun lukkede øjnene. Hvordan mon de var? Hende og ham? Mon han troede på kærligheden, ligesom alle de andre tåber?
Asma rystede på hovedet og åbnede sine øjne, da hendes tanker havde fløjet sig en tur. Hun så på Tai, med et halv trist blik. "Forresten, du behøver ikke tilgive mig" sagde Asma, og hendes stemme lød fjernt. "Tai, jeg tror.." Asma stoppede, mens hun så ned på sine fødder. Man kunne let høre hende bande.

Tåbe? Tja, det var sikkert det eneste han var for hende.
Hvorfor var hun pludselig blevet så kold? Det havde hun ikke været da de havde mødtes...for snart lang tid siden, der var godt nok sket både meget og lidt siden da.
Hun var blevet mere...egoistisk vis man kunne sige det? Jo det kunne man, mere egoistisk og ligeglad med alt og alle.
Han vidste ikke hvorfor han blev der, venner ville de jo nok aldrig være mere, med mindre hun forandrede sig.
Hvilket hun sikkert ikke gjorde.
Han var faktisk skuffet, han havde troet hun ville være en ven... Men det vidste jo bare at intet er som man troede, at alle sikkert bare ville snyde en og gøre livet til et endnu større helvede end det var i forvejen.
Han sukkede over sin egen dumhed og begyndte at gå.
Han så ingen grund til at blive, vis det alligevel ikke ville komme længere.

Asma kunne fornemme den stærke aura omkring ham. Han virkede egentlig rolig, ligesom hende selv. Hun havde alligevel heller ikke forventet at han skulle råbe skældsord, men så igen, så virkede al det her langt fra hendes rækkevidde. Hun havde bragt et emne op, som hun aldrig skulle havde bragt op, og nu kunne hun ikke håndtager det! Asma lod to af sine fingre presse imod hendes tændinger. Hans langsomme skridt, lød som et slags ekko i hovedet på hende. Som om, en kæmpe trold vandrede rundt i hovedet på hende og kvaste hvert hjernecelle hun havde.
Asma slog sin hånd ud i siden, mens hendes hår tydeligvis reagerede på det. ”Tai!” råbte hun, mens hendes øjne blev blanke. ”Hør på mig! Lad mig i det mindste fortælle dig noget, inden du sådan forsvinder” ja, nu var hun ikke rolig mere. Man kunne se at hendes brystkasse hævede sig, og hendes hænder dirrede. ”Før du forlader mig ligesom Izayoi” de sidste ord var rolige. Hun rettede sig op, og fyldte sine lunger med luft. Hvad der end skete her, så var det ikke hende skyld, det fortalte hendes hjerne det. Men hendes hjerte sagde noget helt andet.

Han sukkede
"Det vil aldrig være som Izayoi" sagde han tungt
"Og jeg gider ikke høre det, vis det bare er de samme ord om hvilen tåbe du ser mig som" han vendte sig halvt og så på hende, helt rolig.
Han gad ikke skændes, det var han træt af, og at hun græd lidt... Det gjorde faktisk ikke den store virkning på ham.
Burde det det? Måske var han bare ved at blive mere som sit gamle jeg...mere kold og lidt mere egoistisk.
Det ville ikke gøre noget, for hans gamle jeg kunne klare verdenen...hvilket han åbenbart ikke kunne lige nu.
Han så på hende og ventede på hvad hun nu ville sige, ville hun fortælle han alligevel skulle holde sig fra Alyn? Eller vil hun have endnu nogle humørsvingninger, først ked af det, så sur, så ked af det-.....skal vi være venner? Hold dig fra Alyn og af at leve! skal vi være venner? Hold dig fra....han stoppede sin egen tankegang.
Måske var han blevet en smule fordømmende.

Hun græd ikke. Hverken lidt eller meget. Hun hadede bare det her. Alt faktisk. Hun var ikke egoistisk eller kold, måske lidt, nu da man tænkte over det. Asma lod hendes hånd ramme hendes pande. Hun sukkede tilbage, mens hendes øjne så klare på ham. Ikke døde, og hellere ej levende. Bare nogle øjne, der ville havde al det her overstået. Med det vons. ”Ja ja” sagde hun stille til det første han sagde. Der skulle sgu også meget lidt til, hvis det skulle være ligesom Izayoi. ”Jeg ved hvad du tænker, eller det ved jeg ikke!” sagde Asma stille, som om hun tvivlede på sig selv. ”Det jeg vil sige er, at det underlig ved det her er, at du så meget opsat på det” Asma sukkede. ”Ja, ja du elsker Alyn hun er ikke som andre, og det har jeg for guds skyld ikke ret til at blande mig i, men..” Asma så på himlen, bare for at trække tide ud. ”Hvad vil du gøre, den dag hun ikke acceptere dig?” ingen havde ordene lød ligesom hun havde regnet med. Fint, det kunne ville også være død lige meget. Hun så på Tai og smilede skævt. ”Ve du hvad. Jeg har gjort dig forvirret, glem det. glem al det snak om Alyn” Asma kneb sine øjne sammen, mens smilet fra hendes læber endnu ikke var forsvundet. ”Nej ved du hvad! Glem mig!” grinte hun, som om hun var blevet sindssyg, vel viden hun faktisk var.

Han så lidt på hende.
"Så det er det jeres lille hemmelighed går ud på? At hun skal sige jeg kan rende af helved til?" sagde han og så bare på hende
"Jeg forstår stadig ikke hvorfor du har så meget i mod det... Men i virkeligheden er du måske ligeglad?" han følte sig træt.
"Jeg glemmer hverken dig eller Alyn....Men jeg tror... Jeg rejser" sagde han så, det var kommet ud af den blå luft, men det var jo noget han havde tænkt over...at forlade stedet, der var jo snart kun dårlige minder her, og nu hvor han havde sendt sine tvillingepiger i sikkerhed lagt væk fra Di morga, kunne han jo sagtens rejse, alle ville jo hurtigt glemme ham og sikkert ingen ville savne ham.
Var det et tegn på svaghed? selvtillidssvigt? at han ville medlidenhed? Nej, overbevidste han sig selv.
"pas din egen suppe, jeg vil ikke være ingrediens i den mere" så vendte han ryggen til hende igen og begyndte at gå.

Asmas blik veg ikke fra hans side. Hans ord ramte hende som piskesmæld. Hun forstod seriøst intet på ham, og det gjord han sikkert heller ikke. Måske, ja måske var det race noget? Han var det modsatte hende, måske derfor? Asma rystede kort på hovedet over hendes latterlige tankegang. Hun lod hendes pegefinger ramme panden, mens hun så stift på Tai. Han kunne sige det han ville, men uanset hvad, vil ingen ting ændres. Selv hvis han rejste, som han nu hentyder til. Der vil altid være et stykke sorg gemt bag al det her, selv for hende. Troede han virkelig, at hvis han rejste væk, at det hele ville blive bedre? Ingen ting vil blive bedre af den grund, overhoved! Nej, han vil ikke glemme dem, for det kan han ikke. Asma åbnede munden for at indskyde noget, men hans sidste bemærkning kom hende i forkøbet. Han skridt lød som ekko i hovedet på hende igen. Asma rettede sig op, mens hun gav et nik. ”Tai. Jeg har altid passet min suppe, og du har skam aldrig været ingrediensen.. ” sagde hun, mens hun løftede sin hånd. Hun sænkede sin hånd, mens hun sukkede. Hun så på himlen, og smilede skævt. ”Men jeg må indrømme, at suppen ikke blev til suppe. For ingrediensen er væk” hun så på Tai, mens han bare gik. Farvel Tai, vi ses forhåbentlig aldrig?

Han var lidt ked af de skulle skilles på denne måde.
De havde jo kommunikeret så godt...lige endtil de nåede emnet kærlighed, måske skulle de bare have droppet emnet? Så ville de måske stadig havde snakket godt sammen?
Men det var jo nok forsent nu, for de havde snakket om det.
Om det ville blive bedre? Det vidste han det ikke ville, han ville garanteret tænke over det, vende og dreje det, hvordan det hele kunne være anderledes, vis han bare havde sagt noget andet eller 100 andre ting, og han ville blive ved med at tænke over det, hver dag til det ville drive ham til vanvid eller han ville komme tilbage.
Nu han tænkte over det behøvede han jo ikke rejse for evigt... Han kunne bare rejse lidt tid for at få lidt fred...Men hvad så når han kom tilbage?
Han rystede på hoved, hvor han dog tænkte lige nu!
Han stoppede op og så hen mod asma, der var god afstand mellem dem lige nu.
"Behøver det være sådan her?" mumlede han, men gik ikke ud fra hun hørte ham.

Asma vendte sig ligeledes væk, men hendes ben gik ligesom ikke. Hun holdte sig på armen med den anden hånd, mens hendes røde hår sværmede over hende. Hvorfor følte hun et stort irritation? Det var forbi, alt var forbi. Derfor skulle man aldrig på en måde skabe sig til nye venner. Man skulle holde fast i dem, man kendte fra begyndelsen. Dem man havde kendt da man var små. Asma bed sig på underlæben, mens hun gjord klar til at tage sit første skridt væk fra Tai. Men da hun syntes at have hørt noget, Tai's stemme, vendte hun sig om. Ihærdigt, som om han lige havde fortalt hende at hun havde vundet en million.
Asma betragtede, da han ikke rigtig gik mere. Han havde sagt noget. Men hvad? Asma åbnede munden, men begyndte at tøve. Al den snak om suppe, fik hende til at minde om andre ting. ”Øh, ja” sagde hun bare, med et forvirret udryk. ”Vi ses vel?” hun sukkede og vendte sig om. Hun kastede et blik imod himlen, mens hun nikkede anerkendende.

Hun ville også gå, men havde også tøvet.
Hvem vidste dog hvad der skete inde i hendes hoved? Han gjorde i hvert fald ikke og det var han også tilfreds med.
Selv om det var sådan her fik han alligevel følelsen af de skiltes i en slags venskab...eller måske ikke venskab, måske mere bare en slags...at de på en måde kunne enes måske.
Han kunne ikke helt forklare det.
Hun sagde et eller andet det vidste han, men han kunne ikke helt høre det.
Han sukkede lidt
"Vi ses" sagde han svagt, vendte ryggen til hende og gik ind mellem træerne, ind i skoven som han kendte så godt.
Selv om alt det her var sket, skulle det nok ende fint nok alligevel, når han kom til bage fra sin lille tur væk her fra... så vidste han ikke hvad der ville ske, men det skulle nok blive bedre.
Faktisk ville han besøge sine piger, en forældre måtte jo tage sig af dem.

Asma mærkede langsomt at Tai var på vej væk. Eller så var han allerede væk? Asma lod sine øjne kaste et blik tilbage, og så ikke andet en bare træer. Hun sukkede, mens hun langsom gled ned, og sad akavet. Hun skjulte sit hoved, med sine hænder, mens hendes røde hår lag sig som et kappe om hende. Hun kunne vel godt acceptere Tai's valg, men hvorfor var det svært at slippe han ud af sit hoved. Tai var jo en hun næsten havde mødt, så hvorfor fyldte han et stort rum inde i hende? Asma rystede på hovedet, mens hendes hænder stadig skjulte hovedet. Ja, suppen vil aldrig blive til suppe.
Asma bevægede sig ikke. Hun sad nærmest stenet, og hendes røde hår, som vinden nu legede med, lignede at det havde sat ild til hende. Men det var sikkert kun fantasiforstiling.

Tankerne blev ved med at køre rundt i hoved på ham.
Selv om han rejste væk, hvem sagde så at nogen som helst ville være her når han kom tilbage? Hverken Asma eller Alyn...
Og kunne han bare rejse fra Alyn, nu hvor han på en måde var sikker på at lidt af følelserne var gengivet?
Hvordan ville hun tage det?
Han rystede lidt på hoved og så sig omkring, det var stadig mørkt selv om solen snart måtte være på vej op, der var stille i skoven, ud over nogle dyrs puslen og hans lette skridt.
Måske havde han misforstået alt der var blevet sagt, i hvert fald noget af det, i hungren efter at forstå det hele.
Han ville ikke tænkte på Asma som en ven...Men som en der var der, en man kunne snakke med, få råd af...til en vis grad, måske selv hjælpe, selv om hun mindede om en der nok selv skulle finde ud af sine ting.
Måske var det slet ikke så slemt, de skulle måske bare undgå alt det havde med kærlighed, religion og andre sådanne ting at gøre.
Han grinte lidt, på måde virkede de lidt som modsætninger.

Hendes blik begyndte langsomt at skimme omgivelserne, som om den ikke vidste hvad den ellers skulle kigge på. Asma drog et langt suk fra hendes udtryksløse læber. Kærligheden. Der var den igen. Sygdommen om man så må sige. Hele verden talte om kærligheden. Hvad var der overhoved med den? Hvorfor var folk opsatte på kærligheden, når nu de alligevel ender alene i verden? Asma klørede sig på nakken, mens hun nu kiggede på himlen. ”Hvad er du så?” sagde hun, som om hun talte til en person. ”Tror du mon også på.. kærligheden? Er der.. kærlighed imellem os?” Asma rystede forvirret på hovedet. Hun kiggede tilbage, der hvor Tai gik hen. Nu vidste hun hvad der var rigtig! Hun drejede helt om, og begyndte derefter at løbe, der hvor Tai havde gået. ”Tai!” råbte Asma, mens hendes vinger kom til syne. ”Tai! Tai!” hun var allerede inde i skoven, men spørgsmålet var bare.. kunne han høre hende?
Men en ting er sikker... Kærligheden kommer aldrig imellem os.. min engel..