Sv: Øvelse Gør Vel Meste //Stéphan=Privat//

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 14:47

"Sidst jeg spillede her.. det mår være omkring 10 dage siden. Denne gang var det skolen, som kom i vejen. Men min far ville have, at jeg skulle klare tingene, før jeg måtte spille." sagde Stéph og var lidt irriteret over det. I den periode havde han også spillet en del trompet, fordi han måtte køle ned nogen gange, når det blev for meget.

//Okay. Jeg venter på dig.//

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 14:59

"Hmm ja skolen kan være ret hård i de år.." Hun så sig lidt omkring og så mod himlen. Hun kunne godt lide hvordan det var nu. De hvide puffede skyer der afslappende gled over den perfekte blå himmel. Det fik hendes smil til at vokse mere. "Så du er altså også musiker" Hun dummede sig igen. *Damnit! Jeg må tage mig mere sammen her* tænkte hun og var ved at slå sig selv i panden med flad hånd som hun plejede at gøre når hun gjorde noget dumt. "Øhm..Jeg har da ihvert faldt hørt at du spiller..trompet" Hun prøvede så vidt muligt at redde sig ud af denne uheldige situation og hun troede faktisk at det ville virke denne gang.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:12

"ja, skolen er streng for tiden." sagde Stéph og sukkede. Skolen tog for meget af hans fritid. Han så undrende på Amelia, da hun nævnte, at han var musikker. Men da hun nævnte, at hun havde hørt det, så nikkede han. Der var ikke så mange igen, der vidste det. Men han kunne jo ikke skjule det for evigt.
"Ja, jeg spiller trompet." sagde Stéph og smilte. Tanken om musikken fra trompeten gjorde ham afslappet.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:17

"Virkelig..Nice. JEg har aldrig kunne andet musik end at synge en smule men jeg gør det ikk særlig tit" sagde hun med sin blide og rolige stemme og med det varme og søde smil på hendes bløde og let lyserøde læber. Så begyndte hun så plduselig at fnise lidt. Ikk af hans tanker men af hendes tanker. "Ej undskyld..Jeg har bare ikk troet at du er som du er nu" Hun stoppede sin fnisen og bed sig lidt i sin underlæber og fugtede dem bag efter. "Tag det ikk personligt men jeg har altid troet du du var sådan en fyr som enten var lidt snoppet eller bare nedtrygt hele tiden.." Hun sad bare roligt og fik sagt det lige ud. Hun var ikk hele tiden den lille generte pige der hele tiden smadrede ting. Når hun ahvde en mening var hun ikk bange for at sige det. Og det var det der gjorde hende lidt speciel synets hun selv.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:27

"Jeg elsker at spille trompet, det virker tit, som et beroligende middel." sagde Stéph. Han undrede sig over, hvorfor han sad og fortalte Amelia, en fremmede, alle disse ting. Han så undrende på hende, da hun begyndte at fnise. men da hun forklarede hvorfor, var han også nød til at grine.
"Det er der mange, som tror. Men de ved intet, før de lærer mig at kende." sagde Stéph.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:31

"Ja det har du ret i.. Og jeg er faktisk glad for at jeg sidder her ig lære dig bedre og bedre at kende" Hun lagde sit hoved en lille smule på skrå og smilte lidt mere. Mere varmt og mere sødt og mere imødekommende. Hun bed sig igen i sin udnerlæbe hvilket egentligt bare var en dum vane som andre nemt kunne forveksle med at hun var genert ellere meget nervøs. Men hun var hverken genert eller meget nervøs lige nu. hun var taknemmlig over at han faktisk sad og fortalte hende videre om hans holdning til trompet. Hun så ham ikk som den poppulære og kloge dreng på skolen men hun så ham mere som..han var.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:40

Stéph sad og kiggede igen ligefrem for sig mod tennisbanerne. Han kunne stadig høre, at der var nogen som trænede. Han lukkede øjne og tog en dyb indåndning, efter nogle sekunder lukkede han luften ud igen. Han trængte til et bad, han lukkede stadigvæk af sved.
"Jeg kan ikke lave om på tingene, som de bliver betragtet udefra. Men jeg kan ændre tingene indefra." sagde Stéph, her tænkte han også på sin trompet. Han havde rørt mange med sin musik.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:47

"Pas På!" blev der så pludselig råbt og en tennis bold kom utrolig hurtigt flyvende mod dem. Dog ikk mod hende men mod ham. Amelia spærrede sine øjne op. Hun havde kunne se hor den fløj mod. Hun kom utrolig hurtigt op at så og på næsten ingen tid var hun henne ved ham og fik grebet tennisbolden. Hun stod lidt med lukkede øjne men åbnede dem så igen. Hun blev selv lidt forundret af hvad hun lige havde gjort og hendes smil voksede. "Undskyld" blev der igen råbt fra en af tennisbanerne. "Det er okay..Der skete jo ingen ting" råbte Amelia så tilbage og kastede bolden tilbage.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:52

Stéph havde hørt råbet, men havde ikke reageret. Han sad nu og gloede på Amelia, fordi hun havde rejst sig fra stolen og flyttet på sig med umenneskelig fart. Hvordan havde hun gjort det? Hvorfor var hun så klodset, når hun kunne reagere så hurtigt på ting?
Stéph klappede sig selv på kinden og rystede lidt på hovedet, han måtte komme til sig selv. Han måtte have drømt. Det var bare en forestilling, som skete i hans hoved. Det virkede simpelhen forkert det andet.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 15:55

Amelia vidste godt at hun lige havde gjort noget dumt igen men det vidste han jo ikk. Sådan da. Hun stod efte røjeblik med ryggen til ham for at samle mod igen. Så vendte hun sig om mod ham stadig med det varme og søde smil. "Nåeh er du okay?" spurgte hun helt som om at intet var sket udover det med at han næsten havde fået en tennisbold i hovedet. Hun lignede staidg væk bare en helt normal pige udover hendes skønhed som bare var noget der lå til hendes race og familie. Og hendes overnaturlige evner. For mennesker.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:01

Stéph kiggede op på Amelia. Han var stadig ved at komme sig over choket. Det nyttede vel ikke, at skjule det han så. Skulle han spørge hende, eller skulle han bare lade det være hendes sag. Det var jo ikke sikkert, at hun ville forklare det. Det kunne være et eksperiment hun havde været med til. Måske mutant, ligesom i Xmen. Stéph måtte igen stoppe sine tanker, han var virkelig underlig.
"Hvordan... Hvordan gjorde du det der?" spurgte Stéph endelig, da han havde taget sig sammen.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:06

Hendes smil forsvandt så lidt efter lidt og fik roligt hen og satte sig på den stol hun sad på før. "Øhm..Gjorde hvad? Greb bolden? Jeg løb bare hen og så gøre det.." Lige nu var hun utrolig dårlig til at forklare sig ud fra det her. Hun tav og så ned. Så rejste hun sig og begyndte at pakke sin taske. "Ved du havd? Jeg dummede jeg virkelig. Det var ikk meningen.." Så tog hun sig taske over skulderen og gik hen mod udgangen som uheldigvis var den vej så hun var nød til at gå forbi ham.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:14

Stéph rejste sig og tog fat i hendes arm og stoppede hende, men han gav igen slip med det samme. Han så ned, han skammede sig lidt over, at han havde stoppet hende. Han havde hørt, at hun var urolig, fordi han måske havde opdaget noget, som var hendes hemmelighed. Han vendte sig mod sin taske, han puttede dunken i den og samlede den op.
"Du behøver ikke fortælle mig det, hvis du ikke har lyst til det." sagde Stéph, som selv havde en hemmelighed, som han holdte for sig selv. "Men nu vil jeg gå i bad." det var, det sidste han sagde, inden han gik ind i klubhuset.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:24

Amelia blev ret overrasket over at ahn stoppede hende og da han gav slip igen gik hun så lidt videre. Hun stoppede dog da hun var kommet indenfor i Sportif. Hun stod så lænet op af muren og hamrede sit hoved id i den. Hun stod længe bare og tænkte på..ingenting. Hun havde lukket sine øjne men åbnede dem så igen. Hun kunne da ikk lade ham vide noget og så lade være med at fortælle ham hvad det var. Hun kiggede ud mod klubhuset men så han var væk. Så gik hun der ud igen og ventede og håbede at han stadig var der et eller andet sted.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:30

Stéph havde nu blå knickers og en orange T-shirt på. Han havde tasken over ryggen, da han kom ud fra klubhuset. Hans var stadig vådt, fordi han var lige kommet ud af badet. Han tog en dyb indåndning og så lidt rundt, inden han slap luften ud igen. Der var en enkelt eller to, som stadig trænede. Han måtte hellere se at komme hjem, han måtte hellere øve på trompet.

//sorry, det kunne ikke lige blive til mere.//

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:37

Så da han kom ud tog hun selv en dyb indånding og fik taget sig sammen til at gå hen til ham. Hun gik med bestemte skridt hen mod ham med sin taske over skulderen. Hun var sikker på at han havde opdaget hende men hun tog sig ikk af det. Hun stoppede ikk op men tog bare fat i hans håndled og trak ham med sig uden et ord. Hendes brune hår flagrede efter hende da hun gik så hurtigt som hun gjorde. Men dette var menneskeligt. Hun førte ham ind i en lille klynge af træer og slap ham så. Så gik hun selv ldit fortvivlet rundt. Hvad havde hun nu gjort? Hun tog endnu endyb indånding og vendte sig om mod ham.
//Det er okay ^^//

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:41

Stéph havde fået øje på Amelia, men han tænkte, at hun nok ikke ville tale med ham, eller så var hun bare gået den forkerte vej til at starte med. Så han vendte blikket mod himlen og nød den blå himmel. Han havde nemlig undersøgt og set, at det skulle regne i morgen, hvilket var en skam, men uanset hvad, så ville han løbe en tur.
Da Amelia lige pludselig tog fat i hans hånd og trak ham, så begyndte han at undre sig. Hvorfor gjorde hun dette? Hun var jo på vej et andet sted hen. Og hvorfor skulle de være mellem træerne? Stéph syntes, at situationen var blevet for underlig.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:47

"Øhm..Ja undskyld for at trække dig her om men jeg trænkte bare..at du havde en god grund til at vide hvad der lige foregik.." Hun så lidt ned i jorden og så op på ham igen. Hun var tavs et ret langt øjblik før at hun så endelig fik taget sig sammen til at sige det. "Okay..Jeg er ikk ligefrem noget menneske men jeg er en..aspara hvis du altså ved havd det er.. Det er derfor at jeg har kunne høre dine tanker og være så hurtigt og hvis du ikk tror mig så kan jeg bevise ved at du bare skal sige et dyr jeg skal være" Hun vidste at han nok ville have svært ved at forstå hende eller bare have svært ved at tro på hende.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 16:53

Stéph blev lidt overrasket, da han fik en masse informationer på engang. Han tænkte længe over det og så på hende med åben mund. Han lukkede munden og satte hånden på siden af hovedet og tænkte. Og han tænkte meget grundigt over det, han fik at vide.
"Okay? Du siger altså, at du kan forvandle dig til dyr." prøvede stéph sig frem med, "Du kan bevæge sig hurtigere end mennesker. Du kan høre mine tanker, hvilket enlig kan spare mig for at sige en masse, men det er alligevel skræmmende, men det er forklaring på min første forviring."
Han stod nu og så undersøgende på hende og måtte igen overveje lidt. "Og? Et spørgsmål, fordi du er en.. Aspara.. er det også derfor, at du er så smuk?" spurgte han, mens han smagte på ordet Aspara.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 17:00

Hun kunne sagtens forstå hans reation og hun følte at hun bare skulle gå igen. Men hun kunne ikk bare lade ham stå der og være fortvivlet. Hun nikekde til det først han spurgte hende om, hun nikked etil det anden og hun nikkede til det tredje. "Ja, faktisk kan jeg også kopier andre umenneskeliges evner og sådan.." Hun rystede hurtigt på hovedet. "Jeg ved det er svært at tro og jeg kan godt forstå at du er forvirret nu og jeg er ked af at du skulle opleve det men jeg mente bare at du havde en rigtig god grund til at vide det. Jeg dummede mig virkelig med at gøre alle de ting jeg gjorde" Hun så så ned i jorden da han spurgte om det var derfor at hun var så smuk. Hun nikkede men hun smilte ikk. Hun kunne ikk rigtigt lide tanken i sådan nogle situationer.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 17:06

Stéph begyndte at smile og måske havde han næsten grinet. Han kløede sig i nakken og følte sig virkelig åndsvag. Så der var faktisk ting, som eksisterede, som enlig kun var ens fantasi. Han var imponeret.
"Amelia, jeg er glad for, at du fortæller mig dette. Det viser mig, at du et sted stoler på mig. Og jeg have dig til at stole på mig. Jeg lover dig, at ingen skal kende dit sande jeg fra mig." sagde Stéph, mens han holdte en hånd over hjertet. Dette var en af hans dårlige vaner, men han gjorde dette, når han virkelig mente det, som han sagde.
"Selvom det er umenneskelighed, der gør dig smuk. Så synes jeg også at du ligner andre piger." sagde Stéph. Han tror, det havde noget med at gøre, at han var biseksuel.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 17:15

Hun så ldt overrasket op på ham og spærrede sine øjne op da han sagde disse ting. Disse smukke ting lød det i hvert faldt i hendes hovede. Disse søde ting. Ja hun kunne tænke på alt muligt posetivt om hvad han ahdve sagt til hende. Hun kunne så heller ikk lade være med at smile. Og hendes smil voksede bare endnu mere. Hun bed sig lidt i sin underlæbe og uden at hun selv vidste det så..blussede en svag rosa farve frem i hendes kinder. Hun ahvde dog heller ikk opdaget det endnu. "Tak..Du er altså virkelig speciel. Noget for sig." Hun havde nu bare lyst til at gå helt hen til ham og give ham et stort kram. Men hun gjorde det ikk. Hun var også glad for at han ikk mente at hun så umenneskelig ud. Hendes smukke klare brune øjne strålede lidt mere end de plejede lige nu.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 17:20

Stéph opdagede, at Amelia virkede mere glad. Hvordan kunne det være? Havde det været det han havde sagt? Han kunne ikke selv finde en forklaring på det. Men virkelig det passede jo alt dette, som han sagde. Han løj hvertfald aldrig omkring noget, som galt følelser hos andre. Han vidste, at dette kunne gøre ekstrem ondt. Han havde selv prøvet det, da hans far havde bedt ham op med at spille trompet. Det havde gjort ondt.
Stéph kiggede på sit ur, det var ved at blive sent.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 17:24

Amelia havde set ham så på uret og blev så lidt nervøs. "Øhm..Ja du må vist til at hjem ad eller hvad. Jeg ville ikk ahve holdt dig så længe" Så gik hun roligt hen til ham og rejste sig kort op på sine tæ'r hvor efter at hun hurtigt gav ham et kys på kinden. "Tak" sagde hun med sin rolige og blide stemme. Så begyndte hun også selv at gå den vej hun avr kommet fra igen. Mod udagangen. Hun bed sig lidt i sin underlæbe. Hun anede ikk hvor det pludselige mod var kommet fra men hun følte sig godt tilpas nu.

af Gæst Søn 13 Jun 2010 - 17:28

Stéph lagde en hånd på hans kind, der hvor hun havde kysset ham. Han rødmede, der var ikke mange piger, der gjorde dette. Men betød det noget for ham? Det vidste han ikke, og han måtte holde op med at tænke på det, ellers endte det med at skænderi med hans far, hvilket han ikke orkede.
Stéph gik mod parkeringspladset, mens han ledte efter sine nøgler, som han fandt i tasken. Da han nåede cyklen, satte han tasken fast bagpå. låste den op og begyndte at trække den et stykke af vejen.

af Sponsoreret inhold