Frokostpause || Roar

Sted; Cafeteriet
Tid; Den lange Frokostpause
Omgivelser;[b] Andre elever, som har hentet deres frokost.
[b]Vejr; Solen skinner, få skyer på himlen.
Påklædning: Briller, blå kortærmet Skjorte, sorte Jeans

Stéph var lige kommet ud af køen, så han stod med en bakke, hvor der stod en flaske vand, og der lå en sandwish, et grønt æble. Han kiggede efter et bord, hvor han kunne sidde. Nogle piger fra hans klasse tilbød ham en plads, nogle af hans kammerater sad også og vinkede til ham. Stéph vinkede, det var simpelhen en ren anstrengelse at være lidt populær. Uheldigvis var han kun 2.g'er, så hans popularitet kunne stadig vokse. Og det med pigerne, det var kun, fordi de havde set ham uden briller. De havde både råbt og skreget og havde ment, at han så meget bedre ud uden briller. De havde enda prøvet at tage hans briller fra ham.

"Roar!!" Blev der pludselig skrålet gennem Caféteriet og de fleste elever vendte sig om for at se på den så åbenlyse sure pige, der stod drivvåd i døråbniningen.
"Den lille møgunge!" Vrissede hun, idet hun vendte sig om og gik ud igen, personen hun ledte efter var der åbenbart ikke alligevel?
Nogle større, kvindelige elever fniste, idet de lukkede en dreng ud, der havde gemt sig under deres bord.
Han havde en lyserød T-shirt på, der tillod sig at vise lidt af hans mave og noglen mørkeblå cowboybukser. Hvis man ikke vidste bedre skulle man næsten tro at han var en pige!
Han havde et stort smil på læberne idet han rejste sig op og strøg en af de lysebrune hårtotter om bag sit piercede øre.

Stéph havde lagt mærke til, det der var sket. Han havde gættet, hvem synderen var, inden han kom frem fra bordet. Roar var skolens ballademager, men han havde aldrig gjort Stéph noget, men de fleste vidste så godt, at man skulle lade Stéph være, da han ikke var helt så sjov at drille.
Da alle var blevet opmærksomme på drengen, der var kommet frem fra bordet. skyndte Stéph af finde sig et ledigt bord, hvor han kunne sidde lidt i fred. Forkostpausen var det eneste tidspunkt, hvor han kunne få lidt fred. Han begyndte at spise sin sandwish.

"Tak, for hjælpen" Smilte han og lagde hovedet lidt på skrå mens han så på de piger der havde hjulpet ham.
"Det var så lidt søde!" Smilte en af pigerne tilbage. Han var heldigvis også kendt som "The Cutiepie"! Og folk vidste godt at han ikke drillede, bare for at være ond... Hun havde selv bedt om det ved at lægge den plastik edderkop i hans penalhus...og så enda på hans første dag!
Roar smilte endu engang sødt til pigerne som gispede i kor da han vendte sig om for at finde et ledigt bord.
"Må jeg sidde her?" Spurgte han, da det eneste bord der ikke sad hundredevis af personer ved, var optaget af en enkel dreng, lidt ældre end ham selv... briller, grønt hår...han så da ret sød ud!

Stéph slugte det, som han havde i munden og kiggede op på drengen, som var kommet hen til hans bord. Han fjernede en brødkrumme, som sad lige over læben. Han lod, som om han overvejede det. Han ville jo nyde sin frokostpause, men det kunne vel ikke skade, når de ikke kendte hinanden.
Stéph nikkede til drengen og sagde, "Jo, slå du dig bare ned." Nu håbede han bare, at ingen af hans kammerater opdagede ham, fordi så ville bare begynde at spørge ham om, hvorfor han sad sammen med en homo og ikke dem. Noget i den stil ville de nok sige.

Roar smilte bredt og satte sig ned, overfor ham.
Et par drenge der sad ved et bord, et stykke fra dem, pegede kort over på dem og hviskede. Han var ret ligeglad.
På alle de skoler Roar havde gået på havde han aldrig været populær...blandt pigerne måske, men det var kun fordi de synes at han var sød.
"Hvad hedder du?" Spurgte han og lagde hovedet en smule på skrå mens han endu engang var nød til at føre en af de brune hårtotter om bag øret.

Stéph måtte igen tykke af munden, før han kunne svare. "Stéphan." svarede Stéph kort på hans spørgsmål, man kunne høre, at der var lidt fransk accent på navnet. Han sagde aldrig fulde navn, når han blev spurgt, men når han skulle selv præsentere sig, så kunne han finde på at nævne hele sit navn.
Han puttede det sidste af sin sandwish i munden.

"Jeg hedder Roar!" Smilte han og rakte hånden over bordet, for at præsentere sig selv "ordenligt."
Ligesom Stéphan, sagde han heller aldig sit fulde navn og siden han var halv japaner ville det alligevel også lyde mærkeligt!
"Godt at møde dig" Smilte han og rejste sig halvt op, da der alligevel var et stykke over bordet!

Stéph trykkede kort hans hånd, det var ikke tit, at dette skete. "Jeg havde gættet, at det var dig, som Roar." sagde Stéph med et lille smil. Pigen havde jo råbt i hele cafeteriet efter ham, men havde ikke fundet ham. Han var glad for, at der ikke var nogen, som råbte efter ham. Folk ville sikkert kunne udpege ham med det samme.

"Nårh ja..." Han trak på skuldrene og trak sig hurtigt tilbage.
"Men! Hun bad selv om det!" Smilte han og lagde armene over kors.Vandballoner i skabet var godt nok et lidt gammelt trick, men det virkede da! Hun blev da våd!
Han grinte kort, idet han trak benene op så han kunne sidde i skrædderstilling.

"Hvorfor havde hun det?" spurgte Stéph, mens hans åbnede sin flaske med vand. Han tog en ordenlig slurk og satte den fra sig igen. Han tog nu æblet og tog en bid af det. Han tørrede sin mund, da saften løb ned ad den.
Han betragtede igen Roar.

"Hmm...hun lagde en edderkop i mit penalhus" Smilte han og kløede sig kort på kinden, mens han så på Stéphans æble.
Han kunne stadig huske hvordan han havde råbt op og var begyndt at græde, for derefter at løbe ud af klasselokalet.
Han havde aldrig kunnet lide kryb...

Stéph smilt, han var nød til at holde et grin tilbage. 2.g'er og 3.g'er skulle altid drille 1.g'erne. Stéph havde ikke fået denne dårlig vane, han syntes den var underlig og upassende. Han var selv engang blevet udsat for noget, men efter dette, så havde ingen turde at gøre noget ved ham.
"Hvad er der så slemt ved en edderkop?" spurgte Stéph, fordi han selv intet havde imod det.

"Den var kæmpe stor og ulækker!" Han gøs kort ved tanken.
"Og den slog mig næsten ihjel!" Udbrød han. Godt nok overdrev han lidt, det var jo bare en plastik edderkop...men den var da stadig klam og behåret!

Stéph kunne fornemme, at Roar ikke brød sig om edderkopper. Måske brød sig i det hele taget ikke om kryb. Han pegede på væggen med et smil, der sad en lille edderkop. han ville nu gerne se hans reaktion.
Stéph lagde æblet fra sig, da han ikke kunne spise mere af det. Han tog igen sin flaske og satte den for munden.

Roar så mod væggen som Stéphan pegede på og udstødte en blanding mellem et piget skrig og et gisp.
Han nærmest fløg over bordet og satte sig ved siden af Stéph, så langt væk fra edderkoppen som overhoved muligt!
Han lagde armene om livet på ham og lukkede øjnene. "Slå den!" Lød det fra ham, idet han gemte ansigtet i hans trøje.

Stéph spyttede alt vandet ud, som han havde haft i vandet, da Roar tog fat rundt om ham. Han lukkede flasken, satte den på bordet og tørrede sig rundt om munden. Det var ikke helt den reaktion, han havde regnet med. Han løsnede Roars greb, så han kunne komme op at stå. Mange havde vendt deres blikke mod dem.
Stéph gik hen og tog edderkoppen i hans hånd. Han åbnede et vindue og smed edderkoppen udenfor. Han vendte sig mod Roar, men opdagede en af hans kammerater, som var på vej herhen.

"Er den død!?" Spurgte han.
Da Stéph havde løsnet hans greb omkring ham, havde han trukket sine ben op til sig og gemt ansigtet i knæende istedet for.
Han turde ikke at løfte blikket for at se, i frygt for at edderkoppen sprang på ham!

"Det ved jeg ikke, men den deler ikke længere rum med dig. Den stak af, fordi den blev bange." sagde Stéph og grinte. Da han kiggede mod sin kammerat, hang hans kammerat om halsen på ham. Han kiggede trist på Stéph og spurgte, "Stéph, hvorfor sidder du ikke sammen med os andre i stedet for ham, homoen, der?"
Stéph blev ikke overrasket, han havde regnet med, at det ville komme. Han blev virkelig irriteret, når folk brugte det ord.

Han løftede blikket da han hørte en anden tale til Stéph.
Roar bed sig blødt i læben da han hørte det alt-for-tit-brugt-i-hans-nærver-ord. Han var blevet vandt til at blive kaldt det, der var enda noglen som havde brug værrere ord, men han lod sig ikke mærke af det.
Han viste det ikke udenpå, men inden i gjorde det ondt at folk ikke kunne acceptere ham, og hans valg.

Stéph hælder selv, men det er kun en smule, mod drenge siden. Men for det meste, så holder han sig til pigerne. Han har aldrig rigtig været forelsket endnu, selvom han ikke for så lang tid siden er blevet 18.
Stéph skubbede sin kammerat lidt fra sig og sagde, "Jeg sad alene. Du ved, jeg har brug for min ro i frokstpausen."
"Ja, selvfølgelig. Men hvad laver den så her?" spurgte kammeraten og pegede på Roar.
Stéph sukkede, da han kunne høre flere skridt. Han kendte dem. Piger.

Roar smilte venligt og vinkede kort til drengen som hang om halsen på Stéph, han vendte sig selvfølgelig væk, som om han ikke havde set ham, hvilket han i den grad havde!
Han vendte blikket ned. Han sad altid for sig selv i frikvateret... så det her var nyt.
Han prøvede at gøre sig så lille som overhoved muligt mens han sad det, og så ned på det ellers så kedelige bord!

"Stéph.." skreg nogle af pigerne, som var kommet. De prøvede alle sammen at komme tæt på Stéph, men hans kammerat holdte dem på afstand.
Stéph sukkede og virkede irriteret. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være i fred, når der var frokostpause. Det var den eneste stille pause, hvor han kunne være alene. Det irriterede ham, at de alle kom rendende. Men heldigvis var han frædig med at spise.
"Så forlader vi området." sagde Stéph strengt til dem. Han sendte Roar et undskyldene blik. I det samme, som gruppen bevægede sig, lød klokken. Timen skulle til at starte.

Han så op idet han hørte klokken ringe. Han skulle vist have sport eller...? Han bed sig igen blødt i læben og så lidt tænkende ud.
Han vidste faktisk ikke hvad han skulle have. Det var hans første uge, så han vidste ikke rigtig hvor tingene lå.
Roar vendte blikket mod Stéph igen og smilte lidt.

Stéph bad de andre om at gå uden ham. Han så på Roar og spurgte, "Hvilken time skal du have?"
Han havde regnet ud, at Roar var ny på skolen, rygterne gik hurtigt. Han tænkte, at han hellere på hjælpe ham med at finde ud af, hvor han skulle være. Stéph kendte jo skolen nu, hvor han havde været her et stykke tid.