Pigen i mørket - Isaac

s: skoven
k: midnat
o: skov, bæk og ingen mennesker
v: kølligt


Haru sad på en sten og kiggede op på stjernerne. I dag var det ikke fuldmåne, men det var stadig massere af stjerner. Det var en uge siden Haru havde set Issac. Det undrede hende lidt *mon der ver sket noget? Nej det er umuligt* tænkte Haru og lod sig falde bagover ned på jorden så næsen vende imod himlen. Hun kiggede på stjernerne i et tænkende blik *gad vide hvad den kontrakt var om* tænkte hun det drev hende til vanvid at hun ikke havde fået det at vide. Nå det må hun jo få at vide på et tidspunkt.

og det tidspunkt var kommet nu.. skyggerne omkring hende blev med mørkere, mere dyster og langt mere foruroligende, som var der noget på vej, hvilket, der også var..
en ganske bestemt person eller retter sagt djævel. for i forhold til deres sidste møde, var der noget langt mere uhyggelig over ham, denne gang. hans øjne gløde med en langt kraftig rød glød, som var der ild i dem. kun det skæve velrettede smil var det samme.
han havde lad hende vente på sig og nu skulle han egentlig bruge hendes hjælp..
eller måske ville han bare tjekke om hun stadig var i hans magt?
skyggerne var mere urolig, inden de plejede at være. normalt lade man ikke mærke til dem, men denne gang, var de så nervøse at de ikke en gang lade skjult på at de var der..
før hun kun nå at rejse sig, før hun nå noget. han gik uforskammet ind foran hende, så hun så lige op i hans røde øjne og skæve slange smil.. "husker de mig?" hans stemme, bar under det charmerende yder, en indvalse undertone af sarkame..

Haru ville rigtig sætte sig op, da hun syndes der var noget galt. Men nåede det ikke og så en velkendt skikkelse se ned på hende med hans røde øjne. Haru genkende den med det samme "Isaac " sagde Haru overrasket og satte sig så langsomt op "hvad laver du her?" spurte hun og kiggede undrende på ham. Han så mere uhyggelig ud end sidst men det skræmte ikke Haru. Et fortvivlet smil brede sig på hendes læber han gjorder hende dog en smule utryk da han virkede lidt anderledes.

"leder efter dem, så jeg kan fortælle dem at deres hævn er vel udført" det glimtede kort i hans tænder, der han trak mundvigene længere op, så alle hans tænder kunne ses..
han tænkte kort på det blodbad, han havde efterladt der, hvordan det nær var gået gal, på grund af han et øjeblik var uforsigtigt. men der ingen, der kunne sporer det til det lille spøgelse, der sad foran ham.
"ønsker de at kender detaljer omkring deres hævn?"
han så på hende med et spørgende blik, der glimte.

Haru nikkede hun var glad for de havde fået hvad de fortjente. "og du har ikke nogle skrammer vel?" spurte hun og studerde ham. Dog troede hun ikke han var kommet tilskade hun spurte bare for at være venligt. Hun trak noget af hendes sorte hår bag øret og rettede blikket imod stjernerne.

Isaac så skævt ud til siden øjeblik, før han satte sig elegant i græsse ved sin af hende.
han så kort at hendes hud igen var gennemsigtig.. "det glæder mig at de synes mit job er vel udført" han holdte en kort pause, før hans stemme igen genlyd lavmælt "det kommer an på hvordan man ser på det" han løftede i det samme hans vester hånd og viste hende,
det lange lyse ar, der løb ned over hans blege håndryg og længere ned, der dog ikke kunne ses på grund af den sorte skæresyet jakke.

Haru blev overrasket da han viste hende hans hånd. "a...av gør det ondt?" spurte hun og rakte hånden imod aret. "hvor langt går det op?" spurte hun nysgerigt og strøf forsigtigt hendes køllige hånd over aret. Hun gjorder det for at få et bedere indblik i hvor dybt og alvorligt aret det var.

"ikke så meget længere" han grinte kort noget, der minde om en lavmælt latter..
i det samme hun rørte hans ar, trak han hånden til sig, så hun kun nåede at mærke et lille øjeblik.. "de skal ikke være bekymret for mig" Isaacs stemme var rolig, selvom den lade op til at det her ikke var til diskussion. han så kort ind i hendes blå øjne med et skævt smørrede smil, før han vente sit ansigt imod udsigten, som han ikke rigtigt så.
"er den sorte sten, der før var kendetegnet som deres had og hævnlyst, nu faldt fra deres hjerte?"
han så skråt over på hende, før han igen vente sit blik imod femad. det var som om ham så noget længere ud end horisonten, der adskilte den sorte nattehimlen fra jorderens mørke..
som så han ind i selveste fortiden..

Haru så stadig bekymret på ham og nikkede modvilligt. Det måtte gøre ond siden han trak hånden til sig. "hævn tørsten? Den er ikke helt væk, men den er på vej til at forsvinde. " sagde hun og kiggede op på himlen, med de tusindvis af stjerner. "men vil du være venlig at fortælle hvordan du gjorder det?" spurte Haru og så imod den horisonten Isaac var så optaget af. Hun tænkte på kontrakten men ville ikke spørger siden han ikke gav hende svar sidst, hvorfor skulle han så nu???

Isaac vente kort sit hoved og så på hende med et hæve øjenbryn, før han igen satte sit blik imod det, han nu kiggede på. " jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal begynde, der det er ret blodig, hvis de forstår.." han smilede kort og rystede så på hoved. "men det glæder mig, at deres hævn næst er væk.. "

"jeg er ligeglad om det er blodigt jeg vil bare vide om de fik en passene død efter mit hovede at de fik det de fortjente" sagde Haru. Hun stirrede på hans hånd, der hvor aret var. "men undskyld vis jeg har skabt dig problemer" sagde hun og bukkede som en undskyldning. HUn havde dårlig samvitighed hun ville ikke ha han kom til skade selvom han måske ikke syndes det er alvorligt.

"de har ikke skabt flere problemer inden andre mennesker" Isaac gjorde kort en bevægelse med hænder, som for at understøtte hans ord "men hvis de gerne vil, så skal jeg nok"
han sendte kort et skævt smil ned i jorden, før han pludselig så på hende med et blik, der tydelig på grund af mørket, viste det røde skæv, der lå i hans øjne. det var svagt flammede op igen, med noget mørk over sig, som ikke helt kunne beskrives. han trak vejret dybt, og begyndte så med en lavmælt, næsten hvisken stemme, at fortælle.. han glemte hurtigt at hun var der, var så opslugt af det, mest fordi han så det hele for sit indre blik som døde minder, han smilede engang imellem, som fandt han morskabt ved det hele.

"kort efter jeg havde fået deres 'bestilling' sendte jeg nogle af mine tjenere af sted, for at finde dem, deres had ønskede hævn over.. jeg modtog få dage senere, mens jeg befandt mig i paris døende hjerte, en besked omkring den kvinde og mand, deres 'bestilling' gik på.
dog var jeg desværre fanget i paris på daværende tidspunkt,
så mine tjenere valgte istedenfor at tage over, derfor beklager jeg også den ventetid, der var ved det.. men der kvinden næsten var nået til rangen af vanvid, sindssyge, der jeg personlig selv indtog scenen.. kvinden var næsten et øjeblik glad for se mig, som troede hun at jeg kunne redde hende fra hendes egen fortid.. men nu kommer vi det til den svære del, for jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det sagt anstændig, det eneste der er beskrivelse, der er, et sølle enkel ord: blod.. blod over det hele, og midt i det hele stod jeg med hendes hjerte i hånden. et sted kan jeg stadigvæk mærke det pumpe i min hånd, som det eneste tegn på det liv, den kvinde, nogensinde havde haft. hvis de forstår.."

Isaac så stadig blodet for sig, som en rød masse af noget ukendeligt, men som nok en gang havde været et menneske, et menneske, der ikke havde noget liv og som hans indre dæmon, havde fået lov til at lege med.. han tænkte på det chok, der var kommen op i kvindens blik, der
hun brutalt fandt ud af at han ikke var sendt for at hjælpe hende, men istedenfor som hendes bøddel. hvordan det skæve smil havde siddet på hans læber under det hele, hvor det røde skær i øjnene vat trådt kræftdiger til, selv der hun gjorde korsets tegn, som var han en ganske simpel djævel. han tænkte kort på det kolde onde grin, der havde sluppet hans læber, der han havde set det ynkelig forsøg på at forsage en dæmon...
det kunne et øjeblik næsten se i hans blik, hvordan han stadig fandt morskab i det,
men det vare ikke længe, før alvoren igen sad i hans blik..
hun havde vel et sted fået lidt hen af en værdig død, havde hun ikke? iforhold til hvad han var kendt for. han havde jo kun som noget af det først flået hendes røde hjerte ud, for bagefter at..
han kunne tænkte ikke på, for selvom han ikke ejede samvittighed over det han havde gjort, så gik ham alligevel lidt på, at hun, selvom hun kun var et menneske, ikke kunne holde til mere.. hendes skrig, hun aldrig nåede at få råbt, men som stadig sad i hendes hals, der han grab fandt om den med sin ene hånd, og holdte hende fast imod den hvide soveværelses væg, hvor han fortalte hvorfor han var kommet, mens det svage lys fra den knuste lampe, et sekund genspejlede sig i hans hvide tandsæt, med de spidse hjørnetænder, så han et øjeblik havde ligne en vampyr.
han vidste godt han ikke havde fortalt det hele, men han orkede ikke at skulle beskrive, hvordan han genleve den ondskab, der plejede at indtag hans sjæl.. Isaac stak stille sin hånd ned i indrelommen på sin jakke, og fremdrog et lommetøjklæde, der en gang havde været hvidt, men som nu var helt plettede af størknet blod. Isaac så kort på spøgelset ved sin side, mens han sagde næsten lydløs og med det samme skæve smil som han havde brugt under sin historie
"det her er det eneste, der er tilbage af kvinden, de ønskede hævn over"

"godt arbejde" sagde Haru og smilte. Kvinden fortjente det. Haru sad stille og lyttede til alt hvad han sagde. "Men hvornår fik du sorget, jeg mener aret?" spurte Haru. Hun gik hen til bækken og smed hendes sko. Hun gik ud i vandet så det gik til hendes knæ. Haru kiggede ned i det klare vand på de små fisk der svømmede livligt rundt. Hun kiggede igen på dæmonen ind i hans røde øjne.

han sukkede kort over hendes spørgsmål.. "det kan eller vel jeg ikke fortælle dem, der det er privat sag" Isaac vente sit hoved væk fra hende, for at vise at han ikke ønskede at komme nærmer ind på det.. arret skinnede svagt hvidt på hans blege hud, og gløden i hans øjne aftog lidt igen, men der skulle intet til, før den flammede op igen med fuld styrke..

"privat sag? nå så skal jeg nok lade være med at spøgere nærmere " sagde Haru og studerede ham. "hmm har du noget job?, hvor gammel er du? " spurte Haru og ville gerne vide lidt mere om ham. Dog vis han ikke ville svare ville hun ikke tvinge ham. Hun ville bare gerne vide lidt mere om ham hun havde lavet en kontrakt med.

"haha, det kan man vel godt kalde det, hvis man ser det på den måde" Isaac smilede kort skævt ned i jorden, hvor efter han rejste sig ligeså elegant som han havde sat ned på den mørke jord. han gjorde hurtigt to bevægelser med hænderne, for at feje skidte af sig..
"og min alder er bare et simpel tal, men hvorfor egentlig alle de her spørgsmål?"
han vente sig om og så det lille spøgelse i øjnene med et nysgerrig blik..
hvad forventede den lille pige at få at vide?

"Hvorfor alle de spørgsmål?? Fordi jeg gerne vil lære dig bedere at kende, jeg vil gerne være din ven " sagde Haru lige ud og ærligt. Hun var ligeglad med at han er en dæmon eller alt andet. Haru smilte, der er jo ikke noget galt i at få en ny ven.

han smilede kort over hendes ord.. lige siden han var kommen her til havde alle snakke om venskab, om kærlighed, man skulle ikke tro det var en by, der kæmpe fo sin overlevelse.
"jeg må takke nej til deres tilbyd om venskab af det simpel grund, jeg har aldrig har et venskab med en, jeg laver kontrakt med, for ikke at blive for knytte.. jeg håber de forstår" han så kort hende ud i vandet med fraværende blik.. han vidste egentlig ikke eneste inde om han ønskede et venskab, for han kendte faren ved det.. han sukkede kort og gjorde en håndbevægelse, hvor efter han rejste sig og gik ned til vandkanten for at se ud på det lille spøgelse..
han havde alt for meget i tankerne, til at tænke over, men der var ting, der måttes gøres..
"haruhi, jeg må bed dem om at komme her ind, for nu kommer vi til deres del af kontrakten"

"Det er i orden" sagde Haru, hun kunne jo heller ikke tvinge ham til et venskab vis han ikke ville "min del af kontrakten?" sagde haru og gik op på breden ved siden af ham. Haru følte der var nogen der overvågede hende. En krage sad i et træ og studerede dem med dens rovdyr gule øjne

Isaac fulgte kort hendes øjne over imod kragen, følte lidt af det samme som haruhi, en form for frygt, men han gad ikke at gøre noget ved det nu. han trak vejret kort, nærmest i suk, før han begyndte på sit egentlig ærinde "fordi deres del af kontrakten nu er opfyldt, så kommer vi nu til min del af den og den er at de skal et smut til paris med en del af mine skygger, for hvis de læste det, der stod med småt, så kunne de læse at de nu er i min tjeneste, indtil den dag, hvor de gå over på den anden side, indtil da, er de ikke mere enden tjener.." Isaac holdte en kort pause, før han forsatte med samme lavmælte stemme "de skal ikke være bange, for jeg regnet med at tage med dem, men vi rejser om ganske få dage, hvis de er med?" han så kort skævt over på kragen, der stadig sad der med sine gule øjne, der var rette imod dem..
Isaac fornemmede kort at de skulle se at komme væk, men fra hvad?

Haru kiggede kort bag sig og så på kragen. Hun mumlede noget utydligt med frygt i blikket. Dog vente hun sig hurtigt igen imod Isaac "i orden jeg acceptere" sagde hun og ville bare væk herfra "kan.. vi ikke gå nu" spurte hun og man kunne høre hun ville væk. Hun kiggede Isaac ind i øjnene med et 'jeg forklare senere' blik og begyndte at gå.

Isaac nikkede kort til hende, og begyndte af følge efter. han gjorde hurtigt to bevægelser med fingere, så de få skygger, der var med ham forsvandt sporløs i mørket. han så sig kort skævt over skulderen over på kragen, som et sted, havde fanget hans nysgerrighed..
hvad var der med den krage?

"kragen er ikke en trussel for dig, men den er for mig. Når den er der betyder det han også er i nærheden. Ser du vis nogen spørg, ville jeg nok bare sige jeg var enebarn men sandheden er det er jeg ikke. jeg har en storebror, han er en dødsengel dog er han ingen engel han er en dæmon ligesom dig. Han er ikke en trussel for dig siden han ikke er interesseret i dig men hans job er jo at fjerne åner og døende personer fra denne verden" forklarede Haru imens hun løb selvom det var hendes bror var han ligeglad en sjæl er en sjæl og han ville gerne fjerne hende fra denne verden så snart han fandt hende igen.

"deres bror siger de, og jeg som troede at de bare var en ganske normal lille pige"
Isaac smilede kort ned i jorden, så hans tænder et øjeblik kunne ses..
"hvad tilhøre deres bror, hvem arbejder han for, for jeg nægter at tro deres bror gør det her gratis" han vente sig kort om, for at se efter kragen, mens han næsten med en usynlig bevægelse kaldte to skygge til sig, som han uden ord, sendte afsted igen, for det her havde fanget hans nysgerrighed..

"jeg er en normal pige, men min bror er ikke normal. " sagde Haru og smilte men smilet forsvandt lidt efter og en alvorlig tone kom på " Hvem han arbejder for? ved jeg ikke, men han arbejder ikke gratis det er helt sikkert , jeg ved kun han endag kom hjem helt forandet, der var blod over det hele og jeg har ikke set ham siden eller jo et par gang imellem men det går altid galt da han vil fjerne mig fra denne verden, sååå Paris lyder ikke som et slemt sted jeg vil gerne der hen så hurtigt som muligt" sagde Haru. Kragen var fulgt efter dem og var pludselig over dem med et studerene blik