Pigen i mørket - Isaac

"hmm.." Isaac tænkte sig kort om, men kunne ikke mene at nogen arbejde for dem det måtte være andre folk, der stod bag denne engel. han rømmede sig kort
"jeg har lige fået en bedre ide, hvis de tillad" Isaac ventede ikke på at høre hendes svar, men gik direkte vider med den ide, der lige var opstået i hans hoved "så istedenfor at tage til paris, tænkte jeg på at blive her, sammen med dem, og møde deres bror ansigt til ansigt, for han lyder som noget ganske specielt" Isaac øjne glimtede kort i det han så ind i hendes øjne..

Haru kiggede op i himlen og så den sorte krage flyve højt oppe over dem. Kragen blev genspejlet i hendes blå øjne. Lidt efter kiggede hun igen på Isaac da han sagde han havde en idè. Hun så dog meget overrasket ud men smilte så som hun altid gjorder , hun er en meget optimisktisk person kan man se på hende. "blive sammen med mig? Det er vel okay og mere trykende " sagde Haru ærligt "dog vil der gå lidt tid før du ser ham, det er sjældent man ser ham for han kommer og går som han vil. Men speciel er han, dog er han ikke en ven men en fjende for alle " forklarede Haru med en alvorligt tone. Hendes ansigt sagde også at hun talte sandt for hun så alvorlig ud.

Isaac gav hende kort et nik, før han vente ryggen til hende, mens nysgerrigheden lysete ud af hans øjne. landskabet under hans blik virkede så forfalden, så mørk og dødt i det, selvom træerne stod med blade, men det var ikke det, Isaac så for sit blik, det var død, ødelæggelse, råddenskab, og en ubeskrivelig vidunderlig ondskab, som herskede her på stedet, for her ligesom alle andre steder lå der dybe hemmeligheder i jorden og luften, mørket, som for evig ville have magten, hvis den kunne. var denne dødens væsen også gjort af dette mørke?
han så skævt over på spøgelse bag, mens han kort tænkte på det hun lige havde sagt omkring hendes brors indstillig til andre, men Isaac ønskede heller ikke venskab med denne tjener af døden, han ønskede sådan set kun at få stille sin nysgerrighed, som flammede i hans indre..
ikke en lyd kunne høres, bortset fra den musik, der stammede fra skoven, hvor alt slags overnaturlig kunne være ude sådan en aften som her...

"Hvad kigger du på?" spurte Haru og rettede hovedet imod den vej han kiggede. Hun så landskabet der var fyldt med død og ødelæggelse. Det var et tydligt tegn på hendes bror havde været der, eller i det her tilfælde var han der stadig. Haru's blå øjne viste sorg, ikke så meget over død og ødelæggelse for det var noget der aldrig kunne ændres. Der vil altid være krig og død i verden. Men sorget i øjnene kom fra tanken om at hendes eneste familiemedlem ville fjerne hende fra denne verden. Et dybt suk kom fra hende. "skal vi gå , jeg tror ikke han er i humøret til at snakke han vil højst sansynligt prøve at dræbe dig eller forsvinde , du kan tale med ham en anden dag" forklarede Haru og trak i Isaac's ærme for at få ham til at gå. Hun smilte men det var et falsk smil hvilke man godt kunne fornemme. "Nå ja i øvrigt, min storebrors navn er Gil rigtig er det Gilbert men alle kalder ham Gil" forklarede hun imens hun begynde så småt at gå imens hun stadig holde fast i Isaac's ærme.

"alt og ingenting" svare Isaac og vendte sig om imod haruni med et skævt smil, der viste ingenting af de tanker, der lige var fløjet igennem dæmonens indre..
hans øjnene blev med et, smalle og fraværende et øjeblik, mens skyggerne bag ham gjorde en nervøs bevægelse imod mørke, som af frygt, men af frygt for hvad?
selv forholdte Isaac sig helt i ro, for han brugte nu alle sine sanser på at finde roden til denne ondskab som herskede her, for som alt andet mørk var også han velsigne af ondskaben, og som nu tiltræk hans opmærksomhed, for hvis han kunne suge denne magt til sig, så den ville blive hans. han mærkede pludselig haruni rykke i sig, og han bryd koncentration, for at se på hende. "haha, de skal være bange, jeg er vant til at folk prøver at dræbe mig, så en til eller fra har ingen betydning" sagde han sarkastisk med et mørk smil, før han atter vendte sit ansigt væk fra hende igen, for kort at se en sidste gang ud på landskabet.
Isaac begyndte langsom at følge efter hende, med en hurtigt bevægelse til skyggerne om at følge efter inde i mørket, hvor ingen kunne se dem.
han have nu fundet en mulig grund til at udsætte sin rejse hjem til mørkes paris et par uger,
for det her krævede vist opmærksomhed af de store. han så kort over på sin nyeste slave, der holdte fat i hans ene arm, med et lumsk smil.
han vidste nu hvad dette lille naive spøgelse skulle bruges til..
til at lokke selveste tjener af døden frem, Gilbert, der havde fanget hans nysgerrighed med et.

Haru havde ryggen til ham og så derfor ikke hans lumske smil. Et par gang imellem kiggede hun så ham og undrede sig. Haru havde ingen ide om hvad han tænkte. Lige nu var hun i hendes egen verden. Hun fulgte også hendes instinkt og ville væk herfra. jo længere væk de kom, jo mere forsvandt auraen af død og ødelæggelse. Haru gav enlig slip på Isaac's ærme, da de var kommet til en stor lysning, og satte sig ned på en stor sten. Hun kiggede på skyggerne som fulgte efter Isaac, nu hvor hun tænkte sig om, havde han aldrig svaret på hendes spørgsmål med hvilken evne han havde. Haru kiggede på Isaac, hun havde ingen ide om hvad han tænkte eller hans humør. Dog virkede han ikke trist men heller ikke glad. Hun prøvede at regne ham ud men til sidst tog hun sig til hovedet "jeg gir op" mumlede hun og lod sig falde baglæns ned fra stenen, så hun så op på stjernerne. "jeg er anderledes i menneskenes verden og i spøgelsernes. Selvom jeg er et spøgelse kan jeg stadig bløde. Selvom jeg er et spøgelse er jeg varm pga blodet.." mumlede Haru og strakte hendes hånd op imod himlen imens hun kiggede på den. Den gennemsigtige farve gjorder hun svagt kunne se stjernerne igennem hånden.

Isaac fulgte tavs efter hende, mens hun rykke i hans arm.. han forstod lidt sin spøgelses forsigtighed, for det var som regel det, der holdte en i live. mens haruhi satte sig på den stor sten, så Isaac området an.. der var stadig den lille følelse af død, men her havde ikke så stor magt igen.. han gik hen til en af mørke træer, hvor han stak hænderne i bukselommerne og lænede sig tilbage imod den kølig bark.. han lysete svagt op på grund af sin lyse hud og skæret i sine øjne.. nattens stilhed var som kvælertag imod hans ører.. skyggerne fandt hurtigt en plads imellem de andre skygger, hvor ingen øjne kunne følge deres færden.. han hørte pludselig "jeg gir op" hvilket hurtigt fik et ondt smil til at glide ned over hans læber..
"hvad giver de op overfor?" spurgte han med slanges lavmælte hvisken..
han forholdte sig rolig i mørke, der lå som en aura omkring ham.. hvad gav hun op overfor?
"spøgelser kan bløde ligesom så mange andre væsner, de kan have sorger, de kan have smerte, men de kan ikke dø" ved det sidste slog Isaac sine hænder sammen..

"jeg kan ikke regne dig ud" sagde hun med blikket rettet imod, den mørke natte himle. "ikke alle spøgelser kan bløde det er sjældent. De er jo døde og der er kun deres sjæle tilbage, blodet kommer jo fra kroppen, derfor er det sjældent " forklarede Haru og kiggede på Isaac. Der var stille , meget stille endag nattedyrne var nok flygtet fra hendes morderiske bror.

han forholdte sig tavs, mens hans øjne så væk, og ud på det øde skov landskab, som han alligevel ikke så, han fornemmede overhoved ingenting, kun den dræbe stilhed.
"hvorfor prøver de at regne mig ud?" Isaacs stemme var fraværende, som kom den langt væk fra. måske fra selveste mørke?
han så stadig ikke på hende, for han kunne ganske enkel ikke få sig selv til det, fordi hans øjne ville afsløre ham. afsløre den kamp, der forgik hans indrer, på om han skulle forbande hende, og uden nåde sende hende til helvedes pinsler, eller om han skulle fortælle lidt om sig selv. men det ville ødelægge det net af løgne, der var som et skjold omkring ham, for at han kunne beholde sin frihed...
hvad skulle han vælge?
sandheden eller løgnens sødme?

"Hvorfor? " spurte Haru. Det spørsmål plagede også hende hun vidste ikke 100% hvorfor, men han virkede interessant. Haru begynde svagt at grine "for at være ærlig ved jeg det ikke , du virker interssant.. Eller det er bare min mening" sagde haru og syndes det løb lidt underligt men det var sandheden. hun så han ikke kiggede på hende og så så ned i jorden og vippede lidt frem og tilbage på stedet. Imens hun ventede på hans svar hun ville gerne vide mere om ham. Hun havde altid været nyssgerig ved de væsner der var levene. 2 år er langtid at være død for Haru hun havde glemt hvordan det var at kunne mærke pulsen i ens krop og kunne gå ud om natten uden at se folks skræmte blikke.

skyggerne foran ham trak sig langsom væk fra deres herrer, og vider ind i mørke. de var urolige, næsten nervøse i det. for ligesom alt andet kunne de mærkede den ondskab der langsom skød op i deres herrer indrer. en uhyggelig aura begyndte langsom at lægge sig over Isaac, mens et ondt hjerteløs smil langsom gled ned over hans ansigt.
hvor mange mennesker havde ikke fundet nysgerrighed i ham?
Isaac vidste det ikke, men der var mange. mange som havde fundet noget i ham.
mange som kun ønskede at dræbe ham, så han kunne være deres for evig.
tag hans frihed. det var også den eneste grund til at han var falden i mesters magt den gang.
sin mester, der ligesom alle andre kun ønskede at ejer ham til sine egne formål,
som han nu bare opfulgte? Isaac trak kort vejret tungt. forholdte sig stadig med ryggen til haru.
"lad mig sige det sådan her, jeg er ingenting, kun en morder, en eftersøgt. en slave.
ikke noget der er værd at bruge deres tanker og nysgerrighed på"
Isaac stemme var mild, selvom den lagde op til, at det her ikke var diskussion..
vinden kort fordi det blonde hår, det et øjeblik legede med, før det forsatte sin ensom rejse igennem skovens mørke..