Koncerten - Kalona

//et svar tak?//

Kalona kiggede på hende da hun faldt om og sukkede ''javel ja..'' han kiggede op i luften og slog sine vinger ud og lættede fra jorden, kastede endnu et blik ned på Jolene ''så vil jeg tage på diskotek... vi ses Jolene...'' sagde han lavt og kiggede hen over byen, han lagde armene over kors mens han hang i luften.

Jolene havde stadig lukkede øjne og folk var ved at gå oppe ved scenen. Jolene gav et højt og skinget skrig fra sig da det var som om en kniv blev stukket i hendes bryst-kasse. Hun åbnede øjnene. Hun rejste sig med den skrigende smerte i bryst-kassen. Hun slog sine vinger ud og fløj op. Jolene var usikekr i luften, men prøvede at bevæge sig hen mod Kalona. Det gik ikke for godt. Han fløj hurtigere end hende og smerten blev større og større. Hun gav et skrig mere fra sig som kunne høres på lang afstand.

Kalona kastede et blik over skulderen ''hva sker der..?'' spurgte han i et normalt roligt toneleje, og stoppede op, og vendte sig om mod Jolene, og kiggede ind i hendes øjne ''det fungerer ikke når jeg skal kæmpe mod Zane...'' sagde han i et neutralt toneleje, og kiggede mod festningen.
Han greb fat i Jolenes ene arm da hun kom tæt nok på, og kiggede på hende.

Hun følte sig irriterende. Det kunne hun mærke på ham at hun var, eller hun troede det. Hun turde ikke røre sig, for hvad ville han gøre? Hun var bange for ham på den ene side og på den anden var hun vred. Jolene kunne ikke bestemme sig, var hun vred eller bange?

Kalona kiggede ind i hendes øjne ''er jeg virkelig nødt til at opføre mig som en nar overfor dig..? vi kan ikke være sammen.. vi kan være venner, men ikke mere end det..'' sagde han koldt og holdt fast i hendes arm ''jeg vil ikke indlede mig i et forhold med den fremtid jeg har, jeg knuser bare dit hjerte endnu mere end jeg gør nu hvis jeg lader os gå ind i et forhold..'' sagde han hurtigt, og kiggede stadig på hende.

Hun rev sig løs og formulerede med noget vand foran ham. Hun fik det til lige så stille at stige op mellem dem og en masse flammer dannedes i hendes blik. Jolene så ham i øjnene. "Hvad tror du jeg vil ha'? Har du ikke regnet mig ud endu?" sagde hun ondt.
Jolene var ikke sig selv lige nu. Hun var ond og kold. Hun ville godt kunne smadre hvem som helst lige nu og det var også det hun havde tænkt sig. Hun lod ilden komme frem fra hendes øjne og lod det danne en cirkel rundt om Kalona, mens de var i luften.

//Det skla lige siges at hun ikke er sig selv luge nu^_^ Så hvis hun var sig selv ville hun selfølgelig ikke gøre noget som helst ved dig^_^//

Kalona Sukkede da ilden omringede ham, og kiggede koldt på Jolene ''jeg har ikke lyst til at dræbe dig..'' sagde han koldere end før ''jeg gider ikke slås.. hvis du skal have noget som helst med mig at gøre fremover så slukker du de flammer.. før jeg flyver igennem dem, og dræber dig...'' sagde han koldt, velvidende at det her var hans element, luftkamp..

Flammerne sænkede sig, men vandet skilte dem. Jolene var virkelig vred lige nu, men inderst inde var hun stadig bange. Hunlog vingerne forsinde og vandet forsvinde. Hun faldt ned og jorden. Hvis hun faldt hele vejen ville hun lande på en vej, med mange, mange biler.

Kalona sukkede, og fløj ned og greb hende i luften, landede og satte hende på Jorden, og vendte sig om og kastede et blik på hende og kastede så sig selv op i luften igen ''du slipper den her gang.. næste gang du truer mig.. dør du..'' sagde han koldt til hende *Fuck jeg hader at være en nar!* tænkte han, og holdt sit lille skuespil oppe.

Hun blev lige så stille sig selv igen. Hun så sig omkring. "Hvor er jeg?" sagde hun lavmældt til sig selv. Hun kiggede rundt. Jolene's øjne var blvet blå som de plejede, ´Hun kiggede efter Kalona med et spørgende blik. *Hvad sker der?* tænkte hun. Jolene så sig omkring igen. Folk begyndte at kigge på Kalona, men de troede at det var noget de drømte eller at de så syner. Jolene ville flyve efter ham, men gjorde det ikke. Hun ville ikke være til mere besvær. Hun satte sig på en bænk og så ned i jorden.
-----------------
Fire timer efter
-----------------

Jolene havde snart siddet på bænken i fire timer. Hun kiggede op fra jorden. Mon Kalona var der et sted. Hun ville undskylde, men troede ikke rigtig på at han nogensinde ville tilgi' hende. Hun var en stor fed nar. Det syns hun selv og det syns han sikkert også. Jolene kiggede en gang efter ham, men kunne i rigtig se noget for det var så mørkt på vejen og på gaden.

Klokken meget sent om natten modtager Jolene et brev fra en mystisk mand der forsvinder hurtigt igen

og i brevet står der.

Hey Jolene..
Jeg ved at du ikke var dig selv, og jeg tilgiver dig, du må bare forstå at det ikke vil gå imellem os, bestemt ikke nu hvor jeg er så tæt på lovløs som jeg kan komme..
jeg har været oppe og slås med Zane da jeg var på Diskotek i nat.. og vil ikke vise mig i Terre i nogle dage.

Kalona.

Jolene læser brevet. Hun forstår ikke at folk er så meget efter Zane. Han havde de hjulpet hende. Jolene syns at Zane var ret sød, men det var der åbenbart ikke andre der syns. Hun kiggede op. Hun kunne ikek få øje på manden igen, emn vidste at det var Kalona. Hun smilte og lagde sig ned på jorden. Hun lukkede blidt øjnene i med et smil. Hun holdt brevet i mellem hænderne. Hun savnede Kalona ret meget. Han havde været sød mod hende. Jolene vilel skrive tilbage, men hun vidste så ikke lige hvor ham var henne. Hun tænkte og tænkte. Pludselig satte Jolene sig op og fandt en blyant og skrev på bagsiden:

Hej Kalona

Jeg er virkelig ked af det, men jeg ved at du har travlt. Jeg ville bare så gerne at vi kunne være sammen, som venner, for det vil alligevel ikke gå med mig i et forhold, for sidst jeg havde sådan et ødelagde jeg det hele. Jeg har bare ikke følt det sammen for en dreng som jeg har følt for dig. Men jeg vil tage et andet sted hen. En anden by. Et andet land for at skamme mig. Jeg er en kæmpe stor fed nar og jeg tør snart ikke vise mig for nogen længere. Jeg vil snart rådne op. Jeg vil snart gå til af sorg...

Jolene

Hun kastede brevet ud i luften og håbede så inderligt at vinden ville føre det til Kalona.

Kalona kiggede ned fra tårnet han stod på, og fik brevet til at forsvinde fra luften som hun havde kastet det ud i, og læste det, og kiggede ned på benken hun sad på, og sendte et nyt brev til hende.

Jolene..
lad være emd at forlade byen.. bliv her..
jeg vil godt være din ven, men jeg er nødt til at forlade byen efter i aften..
jeg kommer igen om et par dage, og der er jeg sikkert meget travlt optaget af Zane hvis tingene går skidt...

Kalona.

Hun blev overrasket. Hun læste igen det de rkom til hende. "Jamen..," sagde hun for sig selv. Hun skrev igen på papiret:

Kalona...jeg må rejse. Jeg kan ikke blive i al den mobning og uden venner. Det eneste der er i mit hjerte er sorg. Du er også i mit hjerte, men...men...jeg ville ønske at jeg kunne være hos dig som mere end en ven. Jeg vil sige at jeg er en stor, fed, dum nar!
Du er den sødeste person jeg har mødt i hele mit liv og vil ikke miste dig. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne være mere en ddin ven...

Hun gad ikke skrive mere. Det var irritrende selv at tænke på Kalona. Hun ville have sagt fra da han spurgte hende om hun ville med. Hun skulle ikke have kysset ham. Hun skulle ikke ladet sig vove at tale med ham. Men fra den første gang hun så ham, havde hun været besat af ham og kun ham. Der var ikke andet inde i hende end ham. Hun kiggede rundt igen før hun kastede brevet ud i luften igen. En masse små fine tårer gled ned af hendes kinder. Hun var virkelig ked af det og kunne stadig høre hvordan hendes sidste forhold var gået. Ham hun havde været med havde gjort hende frygteligt til grin og udnyttet hende. Derfor slog hun op med det sammen og løb væk fra det hus de var i. Han var et grimt og dumt MENNESKE! Et MENNESKE! Hun havde ikke nærmet sig ret mange mennesker siden den dag hun slog op med ham den dumme.

Kalona fik igen brevet i sin hånd og læste det igennem, og sukkede..
han skrev hurtigt et nyt brev.

Jolene..

det er op til dig om du vil forlade byen.. men jeg vil helst have at du bliver, og vi kan ikke være sammen.. jeg er ikke parat til et forhold lige nu.

du er en af mine bedste venner...

Kalona

Hun fik igen et brev, men smed det bare på jorden og rejste sig. Hun gik med faste skridt hen mod et træ hoppede op i det. Hun kiggede efter ham. Hvordan kunne han skriev så hurtigt tilbage. Og få brevet så hurtigt?

"Kalona, hvor er du? Kalona? Kalona!" råbte hun ud over gaden. HVis han var der ville hun gøre en sidste ting ved ham. Hun ville ikke bare gå hen og give ham hånden og sige farvel, nej. Hun ville sige farvel på den gode måde som hun kendte fra sin barndom. Han var sikkert ikke klar til et forhold, men det var hun. Hun ville have ham til at kontakte hende, hvis han blev klar til et. Hun ville savne ham mere end nogen anden i hele hendes liv.
Han var hendes liv lige nu.

Kalona rejste sig på tårnet ved festningen og kiggede ned på hende, han slog sine vinger ud så hun kunne se ham der, han sp ret frygtingydende ud som han stod der.
han kiggede direkte ind i hendes øjne, hans ellers varme øjne viste kun et had til en eller anden person lige nu.

Hun så på ham og snak en klump. Hun ville ikke gøre det alligevel. Hun ville bare flyve til et helt andet land. Et land langt væk.
Jolene slog dog vingerne ud og fløj hen til ham. "Undskyld," sagde hun og gav ham et varmt kram. Tårene gled ned at de bløde kinder. Hun kyssede blidt hans kind før hun fløj bagud og op på himlen. "Hvis der er noget du vil sige, så sig det nu!" sagde hun med et dejligt blidt blik og kiggede ned på ham men hun hang i luften.

Kalona kiggede op på hende hans tøj var ødelagt efter kamp og han sagde ''vi ses vel Jolene..'' i et roligt toneleje, og lættede selv og fløj i en anden retning end hende *Hva sku jeg eller sige til hende..? jeg kan ikk give hende falske håb...* tænkte han og landede et godt stykke væk, og forsvant ind i mengden af folk.

Jolene fløj væk. *Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne blive, men har også ting at tage mig til* tænkte hu trist. Jolene fløj mod et land langt væk. Landet: Nord Amerika

//Sorry for det korte, men out^_^//