Nye tider... Det tror jeg næppe //Kyouga//

T: IRL
O: Ingen
V: Stjerneklar himmel :3
S: Søen xD

Angelica sad i form af Oto ved søen... De lange lyse bånd bølgede let bag hende og lyste nærmest som månen selv. De klare blå øjne var rettet mod vandet... Mod spejl billedet. I spejl billedet så hun den hun var nu... Enhver normal dæmon, Menneske, elver ogsv. ville se den sne hvide ulv med de sorte af tegn... Ikke vand dæmonen Oto. Hun smilede mildt og sænkede kort hovedet, for let at berøre vandets overflade med den fine sorte snude. Hun hævede så hovedet igen, og begyndte at synge. For alle andre ville det stadig lyde som sang, men kun enkelte ville kunne høre ordene. Japanske, blide, lokkende ord....

Kyouga gik rundt med næsen lydløse skridt, ikke rigtig velvidene om hvor da det hele var så nyt. Han kiggede rolig op imod månen og betragtede dens smukke hvidlige lys. Kyouga kiggede ned da en sang strejfede hans øre, han kiggede med sammen knebne øjne efter hvor sangen kom fra, en silhuet formet som en ulv fandt han frem til, han løftede let det ene øjnbryn og undrede sig lidt over den smukke hvide ulvs sang, han gik med rolige og lettere langsomme skridt imod den. månens lys lyste let kyougas krop op; vinden legede blidt med det halv løse tøj. Eftersom kyouga kom tættere på den hvide ulv satte han farten lidt ned, han smilede let og betragtede ulven og tænkte en lille tanke, han gik hen til ulven "En godnat sang... Hvor elskværdigt" sagde han med en blid og roligt stemme, et venligt smil bredte sig på hans læber

Angelica vippede let med ørene ved lyden af skridt... Hun afsluttede lidt for tideligt sangen, og rttede blikket mod drengen. Hun smilte mildt og så op på ham.. Hun betragtede ham roligt, dog uden at møde hans øjne. Hun Overvejede kort om hun skulle forblive Oto, eller glide over i Angelica. Hun lukkede roligt de blå øjne, og åbnede dem så igen. Han var vampyr hvis hun ikke tog meget fejl.. Ikke ond hvad hun kunne se. Hun rejste sig så roligt og vendte sig ordenligt mod ham.. På hendes skygge kunne man se de lange lyse bånd blafre bag hende, og den løse halskæde svæve rundt om hendes hals.

Kyouga betragtede endnu en gang den hvide ulv, men mest udsmykningen. Han smilede let og håbede at den ville glide over i menneske skikkelse, Han stod uden og sige noget og smilede skævt; lidt usikker på hvad han skulle gøre nu. Han forsøgte roligt at fange hendes blik, hun virkede god, god som dagen er lang. Han opfangede svagt hendes overvejelse, han smilede let af hende og lænede sig op af et træ. Kyouga mærkede let et lille sug i maven af sult, han valgte og ignoere den og blot smile. Han ventede tålmodigt på at der skulle ske noget.

Oto smilede og lukkede hendes øjne. I et lys gled hun over i menneske skikkelse... Hun åbnede så igen de nu grønlige, men gule øjne. Hun smilede sit blide smil. Blidt, og uden at vide det lokkende... "Jeg håber ikke min sang generede dig." Sagde hun så roligt, men stadig med en blid stemme. Det lå bare i hendes natur. Det lyse hår hang ned omkring hendes skuldre... Hun lagde hovedet let på skrå og rettede ganske kort på den hvide top.

Kyouga smilede venligt og rettede sig op, han trådte lidt hen imod hende. ikke truende eller noget, bare et almindeligt skridt. "Overhovedt ikke" sagde han med sin naturlige blide stemme. Han rakte høfligt hånden imod hende og smilede, "Kyouga" forsatte han lidt efter. Han sendte hende et uvidende lettere lokkende men roligt blik. han smilede forsat roligt og forsøgte at fange hendes blik.

Angelica lukkede kort glad øjnene. Hun åbnede dem så igen og rakte hånden frem og tog hans. Hun vippede den let. "Angelica." Sagde hun så med et smil. Hun fik kort et glimt af hans øjne, men hun fjernede hurtigt blikket.. Virkede nok sært... En pige der ikke vil se en i øjnene. Hedes gule øjne havde stadig det blide, og uden at vide det lokkende glimt i øjet.

Kyouga nikkede let og vippede tilbage. han løsnede grebet og trak hånden tilbage, "Angelica...sangfuglen" sagde han roligt, lettere drillende og slikkede let den ene hjørnetand , inde i munden. Han smilede igen og løftede let det ene øjnbryn af hendes hurtige flugt med øjnene, han knyttede let hænderne og slap igen, han rystede let på hovedt og smilede lettere lusket

Angelica trak hånden tilbage. Hun tænkte lidt over hvad han mon tænte? Det var ikke normalt folk ikke ville se andre i øjnene. Hun sukekde let, men smilede stadig. Hun strøgroligt en tot af det lyse hår om bag øret. "Hmm... Jeg har ikke noget navn til dig endnu, udover dit rigtige navn, selvfølgelig." Sagde hun og lukkede kort glad øjnene. Hun lod endnu engang blikket glide over ham, dog uden at møde hans øjne.

Kyouga smilede let og et dybt og kort grin undslap hans læber. Han opfangede hendes tanke, men svarede ikke. "Lyder godt" sagde han roligt og stak den ene hånd i lommen, han så på hende med lettere lokkende blik, og dog uden og vide det. Og dog forsøgte han ikk og se hende i øjene, men da det er en vane for ham blev det lidt af en kamp. Han lavede et knæk i nakken. Han så kort imod himlen og så på hende igen, "Dejlig aften" brummede han med en rolig stemme og vendte sig om og så sig omkring, han vendte sig imod hende igen.

Angelica smilede blidt, men uden at vide det lokkende. Hun rettedeblikket op mod månen. "Ja... Især herude." Sagde hun og lukkede så kort glad øjnene. Hun så så på ham igen... Tænkende, men blidt. "Tager jeg meget fejl hvis jeg siger at du er en Vampyr?" Sagde hun med et lettere tænkende men blidt smil. Hun så på hans ansigt, men dog uden at se ind i hans øjne... Det var faktisk en smule hårdt for hende ikke at se folk i øjnene.

Kyouga smilede venlig, og nikkede let "Jeg er vampyr" han øjne skiftede blev en tand mørkere da månens lys ramte hans øjne, og dog glimtrede de som stjerner. "Og du er animagus?" sagde med en varm og blid stemme, et venligt smil havde lagt sig om hans læber. den kølige vind ramte hans ansigt og blæste let i det mørke hår, han smilede blot og ventede tålmodigt på et svar ^^. han lukkede kort glad øjnene men åbnede dem igen :3

Angelica så lidt på ham med de blide øjne, men nikkede så. "En slas Animagus, ja." Sagde hun med det blide smil. Hun tænkte kort over hendes fortid. Et kort glimt af en snehvid ulv der lå død med to hvalpe siddende grædende op af sig strejfede kort hende tanker. Hun rystede svagt på hovedet og smilede let igen. Hun havde mistet sin mor som lille, og senere sin bror... En dæmon havde forhekset hende.. Hun var faktisk slet ikke animagus.. Eller hun ville ikke ha' været det hvis dæmonen ikke havde været der. Hun sukkede roligt og rettede sit blik mod Kyouga.

"En slags?" spurgte kyouga undrende og lagde let hovedt på skrå. Han opfangede hendes 'flashback' han ser på hende, "Hvad er det?" sagde han og fortrød lidt, han rømmede sig let "Altså det du tænker på?", han så kort ned i jorden og forbredede sig på noget stort, han så kort imod himlen og så på hende. en lettere svimmelhed overfaldede ham som en bølge. han lukkede kort øjnene og så ,så på hende igen, han smilede let og sendte hende et blidt og medfølende blik.

Angelica bed sig svagt i læben.. Hun så skråt ned i jorden. Hun nikkede let. "Jeg er ikke født Animagus.." Sagd ehun så med et trist, men stadig blid undertone. Hun så op på hans ansigt da han stillede det sidste spørgsmål.. Hun overvejede først bare at sige de thun altid havde gjordt. 'Jeg klare mig.' 'Det er ikke noget'. Hun havde altid klaret sig selv, siden hun mistede dem. "Det..." Begydte hun. "Det er min mor og mine bror..." Sagde hun så halv lavt. Hun havde aldrig fortalt nogen det, og hun vidste ikke hvorfor hun nærmest var ved at fortælle Kyouga det.

Kyouga nikkede let , "intresant" sagde han med en lidt besat stemme, Han fjernede koncentrationen fra hendes tanker "Sikker?" sagde han mistroisk men medfølende, han var ved og gå hen til hende og lægge armen om hende, men stoppede sig selv. Han så på hende med blide og dog øjne som sagde 'sig det', ikke hårdt men hellre ikk anklagende eller tvingende. han tænkte kort og og bevægede munden i bløde bevægelser og sagde "Din mor og bror" sagde han roligt og lettere dæmpet, han var ved og sige noget mere men lod vær, hun måtte selv gøre det , hvis ikke, skulle han nok træde til.

Angelica sukkede tungt og nikkede let. "JEg hedder faktisk slet ikke Angelica. " Begyndte hun, men stoppede sig selv da hun skulle til at sige det næste. Hun var igang med at fortælle alt om sig selv. Hun bed sig kort i læben og forsatte. "Mit navn er Oto-chibana. Og egnelig, er jeg slet ikke en animagus... Jeg blev forhekset for nogle få år siden." Sagde hun med den blide, men lettere triste stemme. "Jeg mistede min mor og bror da jeg var lille. I starten var jeg sammen med en bror, men en dag var han bare... Væk." Hun bed sig igen svagt i læben, og så op på Kyouga..

Kyouga fortrød lidt sit spørgsmål og ville ønske han kunne trække det tilbage, men istedet sendte han hende et medfølende blik, "Oh.. i see" sagde han dæmpet og så lidt ned i jorden, Han tænkte let over hvad han helst ville hvis han var hende, han trådte roligt imod hende og lagde armene på ryggen af hende, klar til og give slip hvis det var for meget, han kneb let øjnene sammen "Tragisk" sagde han roligt og klappede hende let på ryggen med en hånd, han trak sig roligt tilbage og så på hende, Han tænkte hurtigt det igennem hun havde sagt og sukkede let over at han ikke kunne huske noget af sin fortid,

Hun nikkede svagt og lukkede halvt øjnene. Egnelig fortrød hun lidt at hun havde lukket så meget ud. Hun så op på ham med et undskyldende, men stadig blidt blik. "Undskyld... For meget information." Sagde hun så lettere lavt. Hun tænkte lidt over hvad hun havde sagt. Hun tvang så et lile smil frem. "Og undskyld for at ødelægge stemnngen."

Kyouga så på hende med et friskt blik og et varmt smil,"Intet at undskylde for angelica" sagde han høfligt og stak den ene hånd i lommen, han så på hende med et forsat blidt blik og så lidt rundt og tænkte over hvad han nu skulle sige, han blinkede et par gange og så på hende igen, han rømmede sig let og klørede sig let ved siden af næsen, han tog hånden ned i bukselommen igen, "Jeg kan regne ud du ikk er ny på disse kanter? eller tager jeg fejl?" sagde han roligt og slikkede overmundends tænder inde i munden.

Angelica smilede blidt, men svagt kækt. Hun lukkede så glad øjnene over hans spørgsmål. "Faktisk er jeg rimelig ny." Sagde hun så og åbnede øjnene igen. Hun rettede kort på det lyse hår og så op på ham. Hun betragtede ham igen. Kyouga var rar at være sammen med, selv o hun kun havde kendt ham i ganske kort tid.

Kyouga nikkede let og smilede, "Hvor lang tid har du været her?" forsatte han efter hun havde svaret. Han følte en rolig og god kemi imellem dem selv om de næsten lige havde mødt hinanden, Kyouga gøs let over den koldebrise, han brugte sin magi, ild til og varme sig selv op igen, han smilede tilfredst og satte sig ned på en lavtsiddene men stærk gren. han lænede sig tilbage og sad nu med et ben på hver side af grenen og armene bag hovedt. et kort betragtende blik lagde sig over hende.

Angelica betragted ehans bevægelser, men så så tænkende op i trækronen. "Hmm... Den være værre.." Mumlede hun med et lille mildt grin. Hun så så på ham igen. "Nogle dage vil jeg tro, jeg er ikke helt sikker." Sagde hun med et smil. Hun lagde hovedet let på skrå og gøs kort da en brise fejede hen over hendes krop. Hun holdt så hændere bag ryggen. Hun stak en finger bag ud og bevægede den i en cirkelæ. Langsomt kom en lille vandstribbe frem hvor hgendes finger kørte.

Kyouga smilede let , "Okey" svarede han frisk og lukkede roligt øjnene og løftede hovedt lidt imod himlen, han smilede og sænkede hovedt og så på hende igen, "Hvad er din magi så?" sagde han med en lidt høj stemme, han lænede sig lidt forover og så lidt ned i jorden og plukkede et vådt græstrå; han rettede sig igen og pressede fingrene om det og kørte fingrene op af græstrået så en dråbe vand spredte sig om hans fingre, han smed græstrået og rettede blikket imod hende, han smilede afslappet

Hun så lidt på ham og snoede vandstrålen om sin finger. "Hmm..." Mumled ehun så tænkende, hun holdte et lille grin tilbage. "Vand." Sagde hun så med et smil. Hun gjorde et vip medm fingeren, og bag hende sprang vandet højt op i luften, som var der sprunget et mindre bumbe. Det sprøjtede dog slet ikke over land. Vanddråberne faldt så roligt ned, og landede i søen igen. Hun lukkede gladm øjnen. "Tihi." Sagd ehun så med et blidt, men uden at vide det sødt smil.