Et møde der kunne ende galt (Damia=privat)

Damia spærrede øjnene op i ren overraskelse. Et kort øjeblik var hun helt slap i hans greb. Fyldt med forvirrelse. Først derefter førsøgte hun irriteret at puffe ham væk fra sig. "Slip mig! Hvad.. ? Hvad går der af dig!!?" Hun vred sig. Mærkede den underlige varme der kom fra hans krop og et kort øjeblik sneg hun sig til at smile. Et lille smil. Men dette var kun kort. Meget meget kort. Smilet forvandlede sig til en dæmpet snerren. "Slip mig din forbandede.." Damia knyttede hænderne og slog ham i maven. Ude at sigte eller noget. Bare for at slå ud. men det lod til at hun ramte det helt rigtige sted. Solar plexus. Eller. Det regnede hun i hvert fald med at hun havde. Hvorfor slap han hende ikke? hvorfor slog han hende ikke ihjel som han havde sådan en lyst til før? Hun kendte allerede svaret! Selvfølgelig kendte hun det forbandede svar. "Jeg har ikke brug for hjælp!!" Han troede de var ens. Det var det der pludselig havde gjort ham så kvalmene varm og venlig. De var ikke ens. De var to vidt forskellige ting. Hvorfor kunne han ikke forstå det. Damia blev ved med de forvirrede følelser holdt ikke igen. Slappede pludselig af.

Barishan holdt smerten inde fra hendes slag. Dog kom han med et lille host. Han blev ved med at give hende det varme kram. Lidt efter da han havde fået kontrol over smerten så hans stemme ikke lød underligt sagde han. '' bare rolig. Jeg er her for dig Damia. Jeg skal nok hjælpe dig så godt jeg kan. Det er svært i starten men hvis man har en til at hjælpe sig så skal det nok gå ''. Barishan grinede sagte. Han kunne ikke forstå hvordan han havde denne følelse til at hjælpe hende. Nu ville jo være det perfekte tidspunkt til at dræbe hende. Der var bare ingen lyst til at dræbe hende mere. Han vidste han kunne hjælpe hende. Dog vidste han også det ville blive hårdt og det måske ville fejle. Han måtte bare være stærk nok for dem begge. Han følte det som om hun var fanget i sig selv og han prøvede at slippe hende fri. Han kunne føle det var inden i hende. Det var derfor hun slappede af, det var han sikker på. Hun havde disse følelser og hun var langsomt ved at acceptere dem, han var sikker på det. Barishan smilede lidt og krammede hende mere. Han holdt hende hårdt dog ikke så hårdt det på nogen måde ville gøre ondt. Barishan klappede hende blidt på hovedet med en hånd og sagde blidt. '' det skal nok gå alt sammen. Jeg er her for dig min ven ''.

// undskyld det korte svar //

Damia kneb svagt øjnene sammen. Skulle hun blive kold igen? Eller skulle hun fortsætte sådan. hans host havde givet hende den sædvanlige tilfredsstillelse. "Jeg vil ikke.." Hun modsage sig selv. Hun mærkede sin krop blive presset yderligere ind mod hans. Hendes krop blev pludselig anspændt. Helt stiv i det. Han klappede hende på hovedet. Dette var. Hun ville ikke finde sig i det. Han var der for hende? så det var han? Hun overvejede at stikke en kniv i maven på ham men.. Det ville ikke komme nogen til gode. endnu. oglle tårer faldt ned over hendes kinder og hun bed tænderne sammen. "Jeg er ikke din VEN!!" Damia vred sig endnu engang - denne gang endnu mere anspændt end før. Hun brød sig ikke om at blive holdt så tæt af en nice-guy.
Hun kunne ikke lide det.. Hun kunne ikke lide ham. Hvorfor forsvandt tårene ikke? Hun vidste hvorfor.
Damias blandede og forvirrede følelser resulterede endnu mere forvirrelse.

//ved godt det var kort men.. er virkellig træt og sidder og ser scream 2 xD//

Barishan holdt stadig Damia i et kram. Han smilede og sagde. ’’ du ved godt du har de følelser som venlighed og kærlighed i dig og dit forsøg til at lyve overfor dig selv og blive ved med at sige til dig selv, at det jeg siger ikke passer, overbeviser ikke mig og heller ikke dig selv ’’. Barishan vidste at hvordan det var at lyve overfor sig selv. Han havde i mange år sagt til sig selv at han sagtes kunne styre hans mørke side. Men han fandt ud af de følelser man har ikke er til at slå ihjel. Man kar kun pakke det væk, men det vil altid komme frem igen på et tidspunkt. Han syntes det var bedst at acceptere alle sider af sig selv. Det var noget han havde lært for nylig. Han syntes selv han forstod Damia og syntes ikke de var så forskellige. Barishan aede blidt hendes kind for at fjerne hendes tårer. Han kiggede hende i øjnene med et venligt og godt blik. Barishan holdt øjenkontant med Damia og sagde. ’’ disse følelser er en del af dig og du stopper ikke med at have det sådan der før du acceptere det. Du ved jeg har ret ’’

// sorry det korte svar //

Damia fjernede sit ansigt fra ham. Men stoppede dog med at kæmpe imod. Han vandt. Og det irriterede hende grueligt. Det lille smil der kort havde været på hendes læber var forsvundet igen - og hun vidste han ikke havde set det. Hun havde gemt det væk. Viste det ikke til ham. Damia nikkede kort med blikket rettet nedaf. "Jeg vil.. gerne modtage din hjælp" hviskede hun med en rystende stemme.En stemme der med sikkerhed kunne knække over hvad øjeblik det skulle være og blive til endnu mere gråd. En del der blot var vadet forbi hende ville ikke have kunnet modstå de mange tårer. De ville allesammen få lysten til at kramme hende og trøste hende. Fortælle at alt ville blive godt. Hvad det så end var der var galt. Hun lod blikket feje hen over hans hals og derefter ned igen. Hun blev ved med at udsende en bunke af forvirrede følelser der ville få enhver tankelæser til ikke at kunne koncentrere sig ordentlig nok til at fange hendes tanker.

Barishan slap hende blidt og fjernede hendes tåre med en finger. Han kiggede på hende og smilede blidt. '' jeg siger ikke det bliver let. Jeg siger hellere ikke at alt bliver godt igen bagefter eller at dit liv vil blive lykkeligt fra nu af. Jeg siger bare du vil have det godt med at acceptere dig selv som den du i virkeligheden er. Det er derfor alt vil blive godt min ven ''. Barishan stod lidt og kiggede på Damia for at finde ud af hvordan hun havde det. Han smilede varmt og havde en venlig glød i hans øjne. Barishan havde også en rolig aura omkring sig. Efter lidt tid sagde han. '' du får det meget bedre når du ikke lyver overfor dig selv og ser dig selv for den du virkelig er. Alle har de følelser du har. Når du acceptere dem kan du begynde at finde ud af hvem du i virkeligheden er, fordi så har du accepteret alle aspekter af din personlighed ''. Barishan mente hvad han sagde. Hvert et ord. Han skjulte heller ikke sine tanker med formler og matematik mere. Han var mere som en åben bog nu. Han ville bare hjælpe hende med at blive sig selv. Det var underligt eftersom hun var en Dæmon men det var nu sådan han havde det.

Hun nikkede og et lille hulk undslap hende. Hun græd ikke mere trods hendes skuldre rystede lidt efter hun lige havde grædt. Nikkede som om hun accepterede både ham og hans hjælp. Eller sådan virkede det i hvert fald. "Ja.. okey uh.. men.. hvordan" hun bed sig i underlæben og hendes hænder var knyttede trods hun havde fat i hans skuldre. Nærmest for at styrre sine følelser. ".. hvordan kan man det?" fik hun endelig spurgt. Mødte endnu ikke hans blik men så ned. Lod sine følelser danse forvirret omkring som tusinde små myg der svermede rundt omkring uden helt at vide hvad de skulle.
En lille alarmklokkede ringede i hendes inderste og hun lod sig kun mærke med det et kort øjeblik før hun så på ham igen. Damia lod sit blik flakke lidt usikkert.

//kort sorry - manglende krea

Barishan smilede venligt og varmt til Damia. '' Først skal du åbne dig overfor dig selv min ven. Tænke tilbage på de ting der vækker følelser i dig som Kærlighed og glæde. Jeg ved du har sådan nogle tanker men du gemmer dem væk fordi du også gemte dig væk fra de følelser. Det er nu på tide du tager de minder frem igen og lader de følelser bearbejde dem ''. Barishan kiggede på hende med hans varme krystal blå øjne '' Jeg håber bare du vil acceptere dine følelser så meget du virkelig finder ud af hvem du er Damia. Det tog også mig lang tid at acceptere alle mine følelser men i enden gjorde det mig til en jeg er stolt over at være ''.

Hun snøftede ikke.. Hun græd ikke yderligere. Det var hendes stolthed simpelthen for stor til - og det kunne Barishan sikkert også godt regne ud, uden at blive mistroisk over at hun pludselig stoppede med at hulke. Græde, klynke - eller hvad det så end var hun havde været gang i som havde ændret hans mening med at slå hende ihjel. Til at hjælpe hende i stedet for. Et valg der meget vel kunne koste ham live. Faktisk kunne hun allerede have stukket en kniv i ham mens han havde holdt om hende. Det mest oplagte tidspunkt at angribe. Men hun havde ikke gjort det. Hun havde ikke angrebet ham. Og hvorfor? Der var en mening i næsten alt hvad Damia gjorde. Og hun havde valgt ikke at slå ham ihjel. Valgt at lade ham leve som han havde valgt at lade hende leve. For nu. Han ville hjælpe hende. Prøve at få de følelser tilbage som hun så stolt havde fortrængt gennem de sidste århundreder, hvor hun ikke havde haft behøv for ægte følelser. Hvad var ændringen nu? Hvorfor ville hun pludselig få brug for at føle ægte følelser nu? Og hvorfor ville han hjælpe hende? Hun forsøgte ikke at bryde sit hovede yderligere med det. Lyttede kun til hans ord. Nikkede som svar. Rolig og fattet. "Minder?" spurgte hun. Hvilke minder snakkede han om? Alt det der var sket i hendes liv tidligere - var det de ting han snakkede om at hun skulle lade komme frem nu? For det var ikke fordi hun havde glemt dem. Ikke helt i hvert fald. "Dine følelser.. også selvom du er forandret." Alle valgte en vej de ville tage gennem deres liv. En vej de havde tænkt sig at følge. Barishan havde valgt den vej han følte var den rigtige. Hun kunne sige dette kun ved et enkelt blik på ham. Det var det folk gjorde. Dæmoner, Vampyrer, Mennesker, Dværge.. de var alle det samme. De valgte den vej de følte var den rigtige. Den rigtige vej for DEM at tage. Der var bare det.. Damia havde aldrig rigtigt valgt en vej hun ville tage.