at møde en ven // Barishan //

T: 23:00
O: ingen
V: nymåne
S: skoven


Mikala sad græden i skoven hun var bliv slog der hjemme og nu var hun løben væk men hun var ude af sig selv #hvordan kunne de gøre det i mod mig på den måde # tænket mikala græde hun så sig om for at se og det kom nogen hun kunne snakken med eller som bare kunne trøste hende lidt men nej hun var helt alene som altid ingen ville snakke med hende da hun lindet nogen som var løjen hun var fuld af blåmærke og sår og ikke mindtse et blåtøje hun græde som vanvide inder kunne får hende til at holde op igen

Barishan gik gennem skoven og nød hvordan natten langsomt begyndte at lægge sig over skoven. Barishan fik øje på Mikala og så hendes blå mærker *hvad er der sket den her gang. Den pige kommer ud for flere kampe en jeg gør og det siger ikke så lidt *. Barishan gik over til Mikala med et smil på læberne '' Hej frøken Mikala, hvad er der galt?''. Barishan så på hende med sine krystal blå øjne der havde et varmt og velkommende blik i dem.

" åh hej Barishan ikke noget " sagde mikala og tørte sine øjne i sit ærme hun snøfte en smule hun ville helst bare skjule alle sine blåmørker men det var sværet når hun hade dem over alt på hele krpppe og i ansiget

Barishan grinede sagte og smilede varmt til Mikala. ''jeg tror efterhånden at vi kender hinanden godt nok til ikke at lyve overfor hinanden''. Barishan satte sig på jorden ved siden af Mikala. '' du kan fortælle mig hvad der er galt, det ved du. Jeg ville aldrig gøre dig noget, jeg er din ven''. * har jeg lige kaldt en dæmon for min ven. Hvad er der galt med mig, det var hendes slags der slog alle jeg hold af ihjel. Min familie, mine riddere, mine venner * Barishan rystede på hovedet og smilede svagt. * men sådan er hun ikke, hun har reddet mit liv et par gange efterhånden. Måske er det på tide jeg giver bare en smule slip for mit had *.

" det var mine fætter de banke mig i flere dage jeg kunne ikke undslippe dem med min morfars dumme fløjte jeg kan ikke holde det ud mere " græd Mikala hun ryste endnu mere end før

Barishan så på hende med et udtryk af medlidenhed '' Hvorfor flytter du ikke bare væk hvis de er så onde mod dig?''. Barishan så mod et træ og brugte sin vind evne til at få et stort blad til at svæve ned til Mikala. ''her brug det her til at tørre dine øjne i''. * hun her det vist ikke særligt godt. Dog er der ikke så meget jeg kan gøre ved hendes sår.* Barishan sukkede og kiggede mod himlen. Han var usikker på hvad han skulle gøre for at hjælpe Mikala.

" kan ikke min morfar har rette over mig ind til jeg fylder 19 år og 2 år og ind til da kan han gøre som det passe ham med mig og tak 2 sage Mikala og tørte sig øjne hun så forfæretlig ud helt hæver og rød i ansiget

Barishan kiggede ned mod jorden og lukkede øjnene. ''jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, men jeg kan ikke tillade mig selv at dø i en kamp mod dine fætre og morfar, jeg har en mission jeg skal udføre. Undskyld.. Jeg ikke kan kæmpe den kamp for dig''. Barishan knugede sin hånd sammen og strammede kæben. * Jeg vil meget gerne hjælpe, men hvis jeg dør i den kamp so fejler missionen. Zals måde at udføre den på virkede ikke, det vil sige at det kun er min plan der har en chance for at virke. Jeg kan ikke påtage mig andres kampe lige nu. Jeg føler mig som et svin, jeg burde hjælpe. Jeg burde hjælpe *. Barishan rystede let et kort øjeblik. Så tog han et dybt åndedrak og så ud til at komme til fatning igen.

Mikala hade rejste sig og var går lidt væk hun stod op af et træ hun så trist hun i mens hun sang stille hun elsker at synge på dem måde blive hendes kræfter endnu stærke og beder jo mere hun sang jo stærke bliv hun med hendes ben gav efter hun falde syngen knæ men hun græde også ingen kunne hjælpe hende mere

Barishan slog sin hånd mod et træ og en stærk vind begyndte at blæse. Barishan rejste sig op og kiggede hen mod Maliak.'' Jeg skal nok hjælpe dig''. Barishan stod med et alvorligt udtryk i sine øjne. * hvad tænker jeg på jeg har en mission. Nej jeg kan ikke se en anden person lide uden at gøre noget ved det, jeg hjælper hende om jeg så dør af det. Mit liv har altid været for andre, sådan skal det også være den her gang *.

Mikala sukke hun kunne ikke holde ud at tænke på at hun stadig væk hade 2 år sammen med dem der hjemme hun hadet den smule familie hun hade tilbage i verden men hende søster Ailince hade altid være det for hende uanset hvad

Barishan gik hen og satte en hånd på skulderen af Mikala '' Hvis du vil have det så kan vi tage der hen og snakke med dem. Hvis de ikke lytter så går vi, hvis de angriber os så forsvarer vi os selv. Hvad siger du til det Mikala?''. Barishan stod med et meget alvorligt udtryk i ansigtet. Vinden blev stærkere i takt med at Barishan blev mere og mere alvorlig.

" det kan vi ikke det er ikke hjemme de er ud at lede efter mig på mine gammel skjulestede rundt om i verden 2 sagde mikala hun lag en hånd på hans hun sukke hun ville ikke har at han skulle komme tilskade på brund af hende

Barishan smilede og så på Mikal '' du skal ikke være bange for at der sker mig noget. Jeg vandre alligevel i mørket. Hvis jeg kan gøre en god ting vil det give min sjæl en smule glæde. Du kan altid komme og gemme dig her. Jeg vil sørge for intet ondt kommer til at røre dig igen''. Barishan gik over og satte sig op af et træ. * min sjæl er alligevel i mørket, ofret for at andre kan leve*.

Mikala rejst men hendes skur sår gjore ondt igen så hun faldt helt smamen hun kunne ikke rør sit ben eller sin arm efter skudsåren hun hade for i går og her til mogen bliv hun udskreven fra hospitalet

Barishan rejste sig op og gik hen og løftede Mikala op. '' bare rolig jeg skal nok passe på dig min ven''. Barishan begyndte at gå hen mod byen i retning af hospitalet. * jeg ved ikke hvad det er men hende her giver mig håb for en bedre fremtid. En tid med fred hvor alt had er lagt bag sig, en tid med glæde. Sådan en verden ville være min drøm... dog er det ikke en verden hvor der er plads til en som mig.. Men det er ligemeget hvis jeg kan hjælpe med at skabe den verden for andre *. Barishan smilede svagt mens han gik af sted med Mikala.

Mikala sukke og lod ham bære sig men hun besvimet da hun var så udmatte og øm så det var ikke så sært at hun var ude af den for tiden de fleret var bare efter hende uden grund men lige nu lå hun bevistløs i armen på barishan

Barishan kiggede på Mikala da hun besvimmede. Barishan førte hende op på hospitalet og fik hende indlagt. Barishan sad lidt og kiggede på hende mens hun lå i hospital sengen så rejste han sig op, puttede hænderne i lommerne og begyndte langsomt at på ned mod skoven igen. * hun skal nok klare den, jeg kan bare ikke våge over hende hele tiden. Jeg har en mission at udføre. En mission der vil ændre fremtiden, en jeg har opgivet hvem jeg er for at fuldføre *. Barishan kiggede en sidste gang tilbage mod hospitalet og forsvandt derefter ud af byen.

Mikala lå stille men efter nogen time bliv hun udskreven selv om det var alt for tidliget hun var knap nok vånge men de smed hende ud Mikala gik tilbage til sit telt i skoven hun lukke den og tændte et lys så hun beder kunne se hvad hun selv lavet