Korsridderens Skæbne Efter den Ultimative kamp (Conteaiz= Privat)

S: En bjergSide i Nies Des
T: 02.00
O: Bjergene, Terre i det fjerne
V: Vinden blæser, og tordenskyer buldrede.


Barishan lå nu der på de kolde sten. Hans ryg var brækket, hans venstre skulder knust, hans højre hånd brækket, Han var forbrændt i ansigtet og på maven efter hellfire. Dog var hans sår på brystkassen lukkede på grund af ilden der havde forbrændt ham. Han blødte kun ud af munden nu, men han var i live. Han hørte en noget bevæge sig, men han kunne ikke bevæge sig. Barishan troede hans tid var kommet, han troede det var Zane der var kommet for at gøre det af med ham.

Conteaiz var ude og gå en tur i natten. Med tanke på, at hun havde boet i byen i noget tid, så var det underligt at hun ikke havde set sig ordentligt omkring før. Hun var nået hen til bjergene, var lettere fascineret af den dunkle atmosfære blandt de kolde, mørke klipper. Hun fandt sig selv underligt tilpas blandt dem. Hun havde sine store lommer fyldt med hvad-end hun kunne få brug for, i de timers tid hendes tur sikkert ville tage.
Conteaiz skulle lige til at sætte sig ned på en klippe og holde en pause, da hun pludselig så noget længere fremme, en person endda, og han så ikke for godt ud. Hun løb frem til ham og knælede ved hans side, og lagde så mærke til, at det var ham, hun havde mødt i skoven den anden dag. Hun kiggede hele vejen ned af ham, lagde mærke til hvor medtaget hans krop så ud, og mærkede så hurtigt om han havde en puls, og blev bare en smule lettet, da hun godt kunne mærke den. Hun lagde hurtigt en hånd ved hans kind og kiggede ned på hans øjne, forsøgte i små bløde skub på hans ansigt at få ham ved bevidsthed.
Hun bed sig i læben, kunne ikke huske hans navn, ellers ville det være nemmere at kommunikere, syntes hun. "Kom nu, kom nu" mumlede hun lavt for sig selv. Hun ville ikke lade ham bare ligge der med de skader. Hun kunne ikke se udenpå helt hvor slemt det var, alle hans brækkede knogler, så hun vidste heller ikke, om han ville kunne gå, hvis hun fik ham vågnet

Barishan kunne ikke tale, han var simpelthen for medtaget at skaderne. Han lå bare der og begyndte at hoste en smule blod op igen. Barishan prøvede af alt hans magt at tale men alt der kom ud af hans mund var hosten. Det var klart at se at meget af det blod han var dækket af ikke var hans eget. Han måtte have været i en kamp. En kamp på liv og død.
//undskyld jeg først svarer nu men skulle lige finde noget internet igen//

//Det er iorden ^^//


Conteaiz kneb øjnene lidt sammen og undersøgte hans krop, hun kunne nu ved nærmere eftersyn se, at der vist var noget ikke helt godt inde i hans krop. "Du kan i hvert fald ikke blive liggende her" sagde hun lavt for sig selv, da han jo ikke svarede hende før, og hun vidste ikke, om han overhovedet kunne høre, hvad hun sagde. Hun rettede på sin stilling og fik så armene under ham, den ene oppe ved hans skulderblade og den anden ved hans ben. Derfra fik hun kæmpet sig op på benene med ham i armene. Hun kunne nu se en fordel ved de mange gange hun havde trænet i sin fritid, lige siden hun var i de unge teenager år. "Du må undskylde hvis det gør ondt" sagde hun forsigtigt og kiggede en gang ned på ham, før hun satte i hurtigt løb imod skoven. Hun havde ikke forstand på medicin og hvordan man hjalp andre, så hun måtte få ham til det nærmeste hospital. Hun havde dog tænkt sig at stoppe ved alle huse, og spørge hvert et sted, om der var nogen, der kunne hjælpe hende.
Hun kiggede fremfor sig hele tiden, imens hun løb med ham, hendes hår blev trukket væk fra ansigtet af vinden, så ingen træk blev skjult. Hendes blik var seriøst og nærmest uden følelse, og resten af hendes ansigt viste heller ingen følelser. Hun havde ingen andre tanker i hovedet, end at hun skulle finde noget hjælp, og det skulle gå hurtigt

Barishan hev efter luft for hver skridt hun tog da det helt klart voldte ham enorm smerte. Efter noget tid fik han sagt ordene. ’’ brækket…ryg’’. Barishan besvimede efter at have sagt de få ord. Hans puls var svag og hans krop så meget medtaget ud af kampen. Hans tøj var flænset og brændt, hans sølv amulet sort af sod og hans gule hår fuldt af jord aske og blod.

Conteaiz kiggede ikke på ham eller svarede ham. Imens hun løb rykkede hun lidt på den måde, hun holdt ham, i et forsøg på at hverken røre hans ryg med hænderne, eller gøre så den var for bøjet. Det var dog godt, at han var besvimet, så ville han ikke kunne mærke smerten, for den kunne ikke undgås, ikke når han skulle rykkes, og det var han altså nødt til.
Conteaiz løb i flere minutter, som dog føltes meget længere. Hun nåede endelig enden af skoven, hvor der udenfor lå nogle huse. Hun løb hen til det første, hvor hun bankede på, spurgte om hjælp, og fik at vide, at de ingen forstand havde på det. Det samme svar fik hun de fleste andre steder. Endelig, efter lang tids søgen, fandt hun frem til et hus i udkanten af byen, hvor en mand lod hende komme ind. Der var varmt i huset, ilden knitrede i pejsen, og på gulvet lagde manden en madras ud med et fåreskind på. Conteaiz fik lov at ligge ham ned derpå. Hun satte sig ved siden af og kiggede på ham. Lidt efter kom manden tilbage. Han havde været i et andet rum. "Jeg har ringet efter noget hjælp, men jeg er selv læge, så jeg vil prøve at hjælpe indtil forstærkninger kommer" fortalte manden, og Conteaiz nikkede en gang, hvorefter manden begyndte at se på ham. "Han har brækket mange knogler" konstaterede han, da han havde mærket og kigget på hans krop

Barishan lå besvimet i noget tid før der igen kunne høres svage host fra ham. Han åbnede øjnene og sagde med en meget svag stemme. ’’Adrenalin’’. Blod sivede ud fra hans mundvig mens han lå, det var tydeligt at han ikke ville klare den meget længere hvis noget ikke blev gjort. Hans krop var simpelthen for medtaget af kampen han havde været i.

Conteaiz kiggede undrende hen på manden. Hun vidste ikke selv, hvad der var at mene med det, men ham manden måtte vel vide det? Han så tænksom ud i noget tid, så forlod han rummet og kom tilbage igen lidt efter med en kasse i hænderne. Han åbnede den og nede i lå en masse underlige læge-ting, som Conteaiz ikke kendte til. Han tog en nål frem, stak den ned i et lille glas med noget væske i, og sprøjtede det ind i armen på Barishan. Conteaiz valgte ikke at blande sig og heller ikke spørge til, hvad han gjorde. Hun stolede normalt ikke på folk så hurtigt, men i denne situation var hun bare nødt til det. Lidt efter tog manden endnu en sprøjte, fyldte den med en anden væske, og lod også den trænge ind i ham. "Smertestillende" sagde han lavt til Conteaiz, da han kunne se hendes noget undrende udtryk i ansigtet. Hun håbede at hjælpen snart ville komme, for hvad kunne en enkelt person alene gøre for at hjælpe, og så hjemme i hans egen stue?
Han gik kort igen og kom tilbage med noget lunkent vand og en svamp. "Du kan vaske ham lidt for al det blod og skidt" bad han Conteaiz, som så satte sig på knæ ved siden af ham igen, og tog svampen i hånden. Letter tvivlende begyndte hun forsigtigt at køre den hen over hans hud, først ved hans ansigt og så hans bryst og hals

Da sprøjten med Adrenalin og derefter den smertestillende blev sprøjtet ind i Barishan hostede han lidt. Da Conteaiz begyndte at rense blodet væk kunne hun se at de dødelige sår meget langsomt begyndte at heale. Barishan åbnede øjnene på klem og viskede sagte.’’ Tak’’. Barishans øjne lukkede og han så ud til at slappe mere af efter han havde fået det smertestillende medicin. Han så ud til at få en smule farve tilbage i huden og hans åndedrag blev langsomt mere roligt.

Conteaiz kiggede mod hans ansigt, da han viste tegn på liv. Det glædede hende, at han i det mindste levede, men hun viste det ikke. Hendes ansigt forholdt sig følelsesløst og seriøst. "Du kan takke når du har kommet dig helt" sagde hun toneløst. Hun kiggede ned på hans krop og tog trøjen af ham (Hvis han har nogen på o_O) og begyndte at vaske ham længere nede af maven. Hun lagde mærke til, at hans sår begyndte at lukke sig langsomt. Hun vidste slet ikke, at han var et væsen, der kunne heale sig selv, men det var jo kun godt. Hun regnede dog ikke med, at hans healer evner kunne fixe brækkede knogler, i hvert fald ikke uden noget hjælp, og det ville nok stadig tage en del tid.
Conteaiz fortsatte med at fjerne blod og snavs fra hans krop, indtil hun ikke så mere på hans hud. Så bevægede hun sig op til hans ansigt igen, og fjernede det værste fra hans hår også. Hun skubbede så vandet sammen med svampen væk og kiggede bare på ham. Hun ville gerne vide, hvordan det var sket, men ville vente med spørgsmålene til han var helt ved sig selv igen

Barishan trøje var ikke andet en små stumper af en engang helt fin trøje. Den så ud til den var blevet brændt væk. Faktisk så det ud som om han var blevet ramt af en flammekaster. Efter hun fik det værste snavs og blod af var det til at se at personen han havde kæmpet imod havde brugt sværd. To store forbrændte flænger var over hans brystkasse, der var et stort brandsår på hans venstre side som kom frem efter blodet blev fjernet. Kort tid efter kunne et knæk fra hans ryg høres. Barishan åbnede let sine øjne og sagde svagt.’’ Jeg har ikke kræfter nok til at heale mere, men min ryg har det bedre nu den er ikke brækket mere. Vi må komme væk før… Menneskerne kommer igen, men du må hjælpe mig jeg har ingen kræfter til at bevæge mig’’. Barishan vidste at Conteaiz havde reddet hans liv men hvis Zane’s agenter fandt dem ville Barishan blive dræbt på stedet.

Conteaiz lod ansigtet glide på skrå imens hun kiggede ned på ham. Tænk at kunne heale sig selv på den måde, det måtte være en praktisk evne. Hun nikkede en gang og kiggede hen mod det rum, som manden før var forsvundet ud af. "Jeg ved hvor vi kan tage hen" sagde hun roligt og tog ham igen op i armene, denne gang uden at skulle frygte ligeså meget for om hans ryg gjorde ondt af det. Hun gik hen til døren med ham, og manden nåede lige at se dem, og protesterede på det strengeste. "Tak for hjælpen" sagde Conteaiz, uden at lytte til hans ord, før hun i høj fart begyndte at løbe væk fra hans hus igen. "Flygter vi fra nogen?" spurgte hun, bare for at være sikker. Det ville ikke være smart, at bare tage en lige vej hen til stedet, hun ville føre ham til, hvis dem der havde skadet ham sådan, stadig var efter ham. Hun fortsatte dog med at løbe med ham i armene, og nåede nu lidt ind i byen. Hun blev ved med at løbe, ligemeget hvad vej hun løb. Hellere at de løb lidt den forkerte vej og så vendte om, end at hans fjender havde let ved at følge efter dem

Barishan hev efter vejret mens hun løb, det løb som om han havde fået presset et par ribben under den kamp han havde været i. Han havde det som om en kæmpe hammer havde ramt ham, selv med det smertestillede medicin var han i store smerter. Men det var at forvente efter en kamp med Zane. Barishan kunne ikke tro at han var kommet levede fra det. Han vidste ikke andet en at han skulle give den viden han havde videre til oprørerne. Barishan skar ansigt der viste at han stadig var i meget smerte.’’ Zane Kongen. Jeg ved ikke om jeg vandt. Hans agenter. Væk fra dem’’.

Conteaiz kiggede en gang ned på ham, og fik ikke helt fat i hans ord, da de ikke var helt sammenhængende, men det lød som om, at de måske havde noget at flygte fra. Hun drejede pludselig mens hun løb, og rendte i en helt anden retning. Hun drejede mange gange ind mellem huse og ind af små gader og gyder, sprang over en mur en gang, løb igennem nogle haver, hvor en hund det ene sted løb jagtede hende igennem den. Hun tog sig dog ikke af det, og sprang blot over hegnet og væk fra hunden. Hvis han havde mistænkt hende for at være andet end menneske før, måtte denne springen og hurtige løben blot gøre hans mistanke større. Intet normalt menneske ville kunne springe over hegn og mure med en person i armene, mens de var i fuldt løb.
Hun løb igennem et underklasse kvarter, hvor der lå skrald på gaderne, rådne fisk ved fortovskanterne. Hvis deres efterfølgere brugte lugtesansen, ville dette få dem lidt på vildspor, specielt da Conteaiz skiftede retning midt i et kryds hvor lugten specielt var kraftig.
Der gik noget tid, så stoppede Conteaiz. De stod foran en høj bygning der ikke så for godt ud. En lang række lejligheder til dem, der ikke havde råd til særlig meget. Hun skubbede døren op derind til med foden, og gik så op ad trapperne. 3 sale oppe åbnede hun endnu en dør og gik ind. Det var en lille, lettere rodet lejlighed, men som ikke var så beskidt som man skulle tro, med tanke på hvilket kvarter det lå i. Hun gik ind på værelset med ham og lagde ham ned i en blød dobbelseng, hvorefter hun gik ud og låste døren.
Små svedperler sad på hendes ansigt og hun trak vejret tungt. Det havde ikke været helt let at løbe med ham gennem gader og gyder i byen, men nu kunne hun da slappe lidt af.
Hun gik ind til ham igen og kiggede ned på ham. "Er der noget jeg skal skaffe til dig?"

Barishan lå i sengen og vred sig lidt i smerte efter den lange tur. Barishan vidste at han var i sikkerhed, han kunne slappe af. Tage det roligt. Conteaiz havde reddet hans liv. Han kunne tage sig tid og begynde at forklare. Dog virkede han omtåget og forvirret, det så også ud til at det smertestillende medicin påvirkede ham ’’ Jeg kom i kamp med kongen af Di Morga. Han har onde planer. Jeg kunne ikke lade ham gennemføre dem. Det ville betyde døden for så mange racer. Jeg blev nød til at prøve at stoppe ham. Han var stærk, meget stærk. Jeg er ikke sikker på om mit sidste angreb fik ham. Jeg var for tæt på at dø til at opfatte det, undskyld. Jeg har måske fejlet. Tilgiv mig’’. Han lå med lukkede øjne og hans ansigts udtryk viste udmattelse og fortvivlelse.

Conteaiz hævede et øjenbryn til hans del med, at 'kongen' af landet havde gjort det. Hun vidste sgu da ikke at stedet havde en konge? Så hun regnede det til start for, at denne 'konge' nærmest bare havde valgt sig selv til det. "Jeg har ikke noget at tilgive dig for, at du overhovedet prøvede at stoppe hans ondskab er godt nok, og at du overlevede er endnu bedre, med tanke på at ham fyren lyder ret stærk. Men du må have fået godt ram på ham, ellers havde du nok været død nu, og det havde jeg måske også, med tanke på at jeg var i området" sagde hun med et smalt skævt smil om læben, da hun ikke havde tænkt over den før. "Men nu skal du bare hvile dig, og sige hvis jeg kan gøre noget for dig, hente noget til dig et sted fra, købe noget" sagde hun og kiggede alvorligt ned i hans øjne. "Der er også et tv derovre hvis du vil kigge på noget" sagde hun og nikkede hen imod væggen hvor der stod et tv-bord med en mellemstort tv ovenpå

Barishan kiggede på hende med sine krystal blå øjne, de var omtrent det eneste på ham der stadig viste et glimt af varme og glæde. Barishan så ud til at slappe mere af og begyndte at ligge stille. ’’ hvorfor hjælper du mig, hvis Zane lever og ham finder ud af at du har hjulpet og reddet mig liv, så dræber han dig. Det er for farligt for dig at jeg er her’’. Barishan prøvede at rejse sig men smerten var for stor. Han gav it suk af smerte og han vred sig i smerte igen.

Conteaiz gjorde et lille suk, da hun hørte hvor ondt det gjorde i ham, og hun forlod rummet uden et ord. Der gik kun et minut eller mindre, så kom hun tilbage til ham med et glas vand og to kraftige smertestillende piller. "Tag dem her" bad hun og gav ham dem i hånden, satte glasset på et lille natbord ved sengen, så han selv kunne styre, hvor hurtigt han ville tage dem. Løfte hænderne op til munden måtte han vel kunne klare.
"Hvis ham fyren kommer efter mig, så må han bare gøre det. Hellere det end at jeg havde efterladt dig derude til at dø. Dem der kender mig ved, at jeg ikke er styret af frygt, jeg tager tingene som de kommer, og gør det, der føles rigtigt" sagde hun blot som svar. Hun kunne ikke se nogen grund til ikke at have hjulpet ham, om så en stor styg man kom efter hende senere. Hun havde sin viden indenfor hvordan man gemte sig og flygtede, hvis det kom til det. Hun var bevidst ikke stærk i kamp mod andre væsener, men mod et menneske kunne hun sagtens slå en større fyr ud med et par hurtige knytnæver i ansigtet, det var i hvert fald sket før. Ellers havde hun altid sit trick i ærmet, hendes race, som ingen endnu var blevet fortalt

Barishan så ikke ud til at være i stand til at holde på pillerne der faldt til jorden. Han havde flere brækkede knogler i højre hånd efter Zane knuste den. Hans venstre arm kunne han ikke bruge efter Zane knuste hans skulder med et spark. Han lå stille og prøvede at bide smerten i sig, han kunne ikke lade sit sind sløre med flere piller. Efter effekten af adrenalin sprøjten han tog i kampen og den han fik af lægen begyndte at tage effekt. Alle hans muskler skreg og brændte af smerte. Han havde aldrig været i så stor smerte før og det viste sig i hans ansigts udtryk. Han så ud som om han var blevet pisket i flere dage og sveden begyndte at risle ned af hans pande. Barishan bed smerten i sig så godt han kunne og så på Conteaiz men sine Krystal blå øjne der næsten lyste af smerte nu.’’ Jeg sværger jeg vil beskytte dig med mit liv som tak for din hjælp. Jeg sværger på mit liv’’. Barishan’s krystal blå øjne flakkede svagt mens han sagde det.

Et lille skævt, lettere bekymret smil krydsede hendes læber. Hun lagde pillerne på bordet ved siden af glasset, da han ikke ligefrem virkede til at ville have dem hellere. "Sig til når du får brug for dem" sagde hun blot og sendte ham et beroligende smil. Hun skulle nok passe på ham så længe han havde brug for det. Hun havde ingen grund til det, egentlig, hun følte bare et ansvar overfor ham. Hun kunne ikke bare redde ham fra at dø i naturen, og så bare lade ham ligge og dø i en lejlighed i stedet. "Mit liv kommer sjældent i fare, kun når jeg gør ting bevidst, som at bestige et bjerg, eller når jeg en dag får taget mig sammen til at prøve bunjee jumping" sagde hun lettere tænksomt og rejste sig op fra sengekanten, hvor hun før havde sat sig. Hun havde lagt mærke til svedperlerne på hans pande, som måtte være tegn på, at han havde det skidt. Hun gik ud i sit køkken hvor hun satte noget vand over at koge, samt foldede en klud sammen og fugtede den med koldt vand.
Conteaiz gik ind til ham igen og lagde kluden på hans pande, det kunne være dens kølighed ville hjælpe lidt. Hun lagde også en dyne over ham, om han ville det eller ej. Igen gik hun ud, og da hun kom ind igen, havde hun en varmedunk med sig, som hun lagde ind til ham under dynen

Det så ud til at alle Barishans muskler rystede. Det var en effekt af adrenalinen. Han fik dog et venligt smil frem på sine læber og kiggede på Conteaiz’’ Du skal ikke tænke så meget på mig, jeg skal nok klare mig. Jeg er jo en Aspare.’’. Barishan var ikke klar over om han ville klare den eller ej, dog var hans liv udenfor fare, men det vidste han ikke. Han ønskede ikke at Conteaiz skulle bekymre sig og tro det var hendes skyld hvis han døde. Barishan hostede en smule og prøvede at grine men det gjorde for ondt så han sagde bare.’’ Jeg vidste du ikke bare var et menneske’’.

"For at være ærlig, så ved jeg ikke hvad Aspara'er kan, jeg er ikke engang sikker på deres race-træk" sagde hun med et træk på skuldrene. Hun kendte mest til de væsener man hørte om i eventyr og i bøger, men Aspara'er var ikke ligefrem et væsen der havde mange bøger dedikeret til sig, måske fordi de vel var en meget sjælden race, som forfattere ikke ligefrem havde let ved at finde facts om.
Ved hans kommentar om hendes menneskelighed vendte hun blikket mod ham gennem øjenkrogene. Hendes øjne var knebet en anelse sammen, men det kunne knap ses for hendes pandehår. "Hvad får dig til at tro, at jeg ikke er et menneske?" spurgte hun med et smalt smil, som om hun ingen anelse havde om, hvad han snakkede om. Hun ville prøve at undgå spørgsmålet om, hvad hendes race egentlig var
"Husk stadig, sig til hvis du har brug for noget" tilføjede hun med et lille venligt smil til ham

Barishan kiggede på hende mens han rystede.'' ingen menneske kan bevæge eller springe så højt som du kunne. Der er meget andet fakta. Men jeg'' Mere nåede han ikke at sige før han faldt i søvn. Der gik 2 dage hvor han hver dag så ud til at få det bedre. På 3 dag da Coteaiz kom ind for at se til ham, sad han i sengen med en skål morgenmad og fulgte fortabt med i det tv der var i værelset. Han så Horton Sagaen, men det virkede ikke rigtig til han forstod hvad de snakkede om. Han sad i bar overkrop, hans veltrænede krop viste at alle de små sår, blåmærker og brandsår han havde var væk og de store sår var blevet mindre. Han havde ingen synlige mærker efter de små sår some normale mennesker burde have. Hans gule hår bevægede sig i takt med han tog en skefuld morgenmad. Hans fine ansigt men de næsten perfekte trak var tilbage til deres normale farve og den livsglæde han viste første gang han så hende virkede så småt til at være tilbage. Barishan kiggede på Coneaiz da hun kom ind, han smilede venligt til hende og sagde. '' Ved du hvorfor hende i tv er sur på ham den anden. Jeg her ikke set den her film fra starten, det virker til det er en drama film''.

Conteaiz var faktisk lettet over, at han faldt i søvn, så slap hun da for, at skulle forklare sig. Måske han havde glemt det igen, når han vågnede op. Hun gik selv ind i stuen og sov på sofaen..

I løbet af de to dage, hvor han havde været fra bevidsthed, havde Conteaiz hver morgen været inde og kigge til ham, fyldt varmedunken op igen, og lagt den ind under dynen igen. Hun var gået på arbejde som hver anden normal dag, tænkte ikke så meget over den skadede i hendes lejlighed, udførte bare sit job, handlede ind når hun havde fri, og gik så hjem, hvor hun kiggede til ham et par gange i løbet af dagen, og så igen hver aften. Hun brugte tiden på at spille på sin guitar og se tv, træne lidt, og så igen skifte varmedunken, sørge for ham hele tiden..

Da hun den morgen kom ind og så ham vågen, bredte der sig et smil over hendes læber. Så var han da ikke stuck i drømmeverdenen. Inden hun nåede at sige noget, vendte hun blikket imod tv'et, da hun hørte hans spørgsmål. "Jeg aner det ærlig talt ikke, jeg ser oftest tegnefilm" indrømmede hun med et lille grin. "Men han har vel gjort.. et eller andet, måske de er kærester" sagde hun og trak på skuldrene. Hun satte sig ned på sengekanten og kiggede lidt på ham. "Du ser da frisk ud må man sige" sagde hun smilende

Barishan tyggede af munden og kiggede på Conteaiz med et bredt smil.'' jeg har stadig meget ondt men jeg her det meget bedre. Der går nok en dag mere så burde mine sår være helet så meget at jeg ville kunne forsvarer mig selv . Så skal jeg nok gå, du har gjort mere for mig en jeg nogensinde kunne bede om frøken Conteaiz''. Det store smil blev bredere så sagde Barishan. '' jeg har ryddet op, støvet af og smidt skraldet ud mens du var på arbejde men så fik jeg for ondt og satte mig til at spise og se fjernsyn, jeg håber ikke det gør noget?''. Barishan satte skålen med morgenmad på bordet og kiggede på fjernsynet igen mens han sagde. '' jeg tror slet ikke det er en film, jeg tror det er en serie og ja de er sikkert kærester, skulle ikke undre mig''.