Korsridderens Skæbne Efter den Ultimative kamp (Conteaiz= Privat)

Barishan lå med åben mund der hun gik ud. Han rystede på hovedet og kiggede tilbage mod tv’et. ’’ nej, nej erm jeg har ikke brug for noget frøken Conteaiz’’. *måske kan jeg også få trænet lidt bedre mens hun er ude og handle ind *. Barishan smilede til hende ’’ er der noget jeg kan gøre her mens du er væk?’’. Barishan rejste sig langsomt op fra sengen og kiggede på hende med sine krystal blå og varme øjne.

"Nej, bare slap af, få noget mere hvile, du skal bare komme dig" sagde hun med et smil til ham og gik ud i stuen hvor hun tog sin pung fra en hylde og stak den i lommen. Hun gik ud til gangen og tog sine sko på, hvorefter hun gik ind til ham igen, stak bare lige hovedet ind ad indgangen. "Er du sikker på, at du ikke skal have noget?" spurgte hun med et hævet øjenbryn, som dog ikke kunne ses for pandehåret, der igen havde lagt sig over hendes ansigt, efter hun lige hurtigt havde rettet det foran genspejlingen i tv'et i stuen. Hun havde en liste i hovedet over, hvad hun selv skulle have, og det var ikke ligefrem helt sunde varer hun skulle købe ind

Barishan sad og så ud til at tænke lidt. Han gik normalt ikke til byen for at handle ind, skoven havde det han skulle bruge. '' Måske nogle æbler, mælk og honning, hvis det ikke er til for meget besvær?''. Barishan følte sig helt ussel over at have bedt om de ting, mest af alt fordi folk normalt ikke gjorde ting for ham. Alle dage havde han gjort alting selv. Barishan smilede svagt og så på Conteaiz. '' dit hår sidder godt frøken Conteaiz''.

Conteaiz nikkede en gang og kiggede så på sit hår, hvorefter hun sendte ham et lille smil. "Mange tak! Men.. Du behøver ikke kalde mig Frøken hver gang du siger mit navn" sagde hun lige, inden hun vinkede en gang til ham og forlod lejligheden..

Der gik en times tid før hun kom tilbage igen, slæbende på to poser med varer. Hun havde fra start ikke tænkt sig, at hun skulle have særlig meget, men da hun stod i butikken, havde hun fundet en helt masse andre ting, som hun pludselig havde fået lyst til!
Hun låste døren, inden hun gik helt ind, og gik så ud i køkkenet med tingene, hvor hun begyndte at sætte det hele på plads i skabene og i køleskabet

Barishan havde ikke hørt hende komme hjem igen, han var i soveværelset og stod på hovedet og lavede armbøjninger med en arm. Svedperler risle ned af hans pande, stød af smerte skød gennem hans krop hver gang han tog en armbøjning. Han havde kun bukser på og det var hans gamle bukser der stadigvæk var sod og huller i efter kampen mod Zane. Han veltrænede krop så bedre ud nu hvor de sår han engang havde næsten var væk, der var ikke engang ar efter dem, men det var på grund af hans healings evner. Barishan kunne allerede nu mærke at han var blevet stærkere af kampen mod Zane, men hvem ville ikke efter sådan en kamp. Barishan måtte træne, han måtte blive bedre, han måtte vinde over Zane næste gang.

Da Conteaiz havde sat alt på plads, det meste bestående af lidt forskelligt slik og så den aftensmad hun havde udvalgt sig, vendte hun om for at gå ind på værelset. Da hun næsten var nået derind, kunne hun se ham igennem døråbningen, og hun fik straks en lettere kritisk grimasse over ansigtet. Hun sagde ikke noget, men stillede sig i åbningen, lænede sig mod dørkarmen og betragtede ham. Det var nu imponerende, det han kunne, men hun kunne se på hans ansigt, at det ikke var helt smertefrit. Hun fangede sig selv i at kigge på hans overkrop i noget tid, rystede så på hovedet og bankede på den åbne dør. "Burde du ikke ligge i sengen?" spurgte hun med et hævet øjenbryn og armene lagt på kryds under brystet

Barishan hørte Conteaiz stemme og blev så overrasket han væltede. Han ramte gulvet med et brag. Han lå med et overrasket udtryk blandet med et udtryk af smerte efter faldet. Barishan grinede svagt mens han sagde. '' du er godt nok god til at snige dig ind på personer. Jo burde jeg, undskyld frø.. Conteaiz mener jeg ''. Barishan åbnede et øje og kiggede mod hende med et glad blik i sit krystal blå øje. * det gjorde godt nok ondt, normalt bruger jeg vinden til at føle når folk nærmer sig, hvorfor føler jeg mig så sikker her at jeg ikke gør det. Underligt *.

Conteaiz kneb øjnene lidt sammen da han ramte gulvet, da det ikke kunne have været et helt rart fald, specielt når han i forvejen havde ondt. "Det er fordi jeg i min fritid er snigmorder" sagde hun drillende og smilede lusket til ham, som om hun havde planer for når han sov. "Jeg købte det du bad om, det hele er ude i køkkenet" sagde hun og gik ind til ham for at hjælpe ham op fra gulvet. "Og hvis du på noget tidspunkt kunne tænke dig et bad, så er der håndklæder ude på badeværelset, som du frit kan benytte dig af" fortalte hun. Efter sådan en gang træning måtte man da i hvert fald svede en del, så kunne det vel altid være rart med et bad, selvom hun nu ikke vidste han var vant til. Han havde jo fortalt, at han holdt til i skoven, og der var der ikke ligefrem mulighed for at tage varme bade. Måske han bare badede i en sø et sted? Det lød ikke helt rent i hendes hoved

Selv om han burde lugte meget dårligt efter kampen og lagt så lang tid i sengen duftede han stadigvæk af frisk luft. Han rødmede lidt og nikkede. '' det er nok på tide jeg tager et bad. Havde jeg slet ikke tænkt på. Da Conteaiz hjalp ham op stod han og kiggede på hende med sine krystal blå øjne der prøvede at få et blik at hendes øjne. Efter lidt tids stilhed hvor han bare stod der pegede han mod badeværelset med sin tummelfinger. '' jeg erm burde nok øhh gå i bad nu frø.. mener Conteaiz ''. Barishan vendte ryggen til og begyndte at humpe ud mod badeværelset.

Conteaiz's pandehår havde skilt sig en anelse, efter hun havde bukket sig ned til ham, så hendes ene øje var blevet en anelse synligt. Hun kiggede på ham med et lille smil da han talte igen, og hun vendte ansigtet efter ham da han begyndte at gå mod badeværelset. "Bare sig hvis du mangler hjælp" sagde hun højt efter ham, og fandt bagefter ud af, at det måske lød lidt forkert, at hun skulle hjælpe ham i hans bad.
Hun redte hurtigt sengen på værelset og gik så ud i køkkenet, hvor hun begyndte at lave noget mad, da hun jo stadig var sulten. Det havde jo trods alt været grunden til, at hun var taget ned at handle

Barishan grinede sagte da hun spurgte om hun skulle hjælpe. '' nej jeg klare mig, er ikke helt indvalid''. Barishan tog et langt bad så han kunne på skyllet alt snavset og blodet væk. Da han var færdig tog han et håndklæde om sig og satte det fast om sin hofte og gik ud i køkkenet. Han begyndte at skære æblerne i stykker som Conteaiz havde hentet, så hældte han lidt honning over stykkerne og tog et glas mælk. Han tog et æble stykke, så kiggede han mod Conteaiz og smilede og rakte et stykke overmod hende for at spørge om hun ville have et stykke. Hans gule hår stod ud til alle sider og han havde stadig vand der rislede svagt ned af hans overkrop. Normalt badede han i en sø og ikke på et badeværelse så han havde ikke tørret sig så godt.

Conteaiz kiggede på ham da han kom ind, smilede lidt til ham, og betragtede så da han lavede sin mad. "Æbler med honning, det har jeg godt nok aldrig smagt" sagde hun lettere undrende, men tog alligevel stykket fra hans hånd, da han rakte hende det, og tog en bid af det. "Ikke så dårligt" sagde hun smilende og spiste resten af det, hvorefter hun sendte ham et smil, og ligesom tidligere, kom hun til at kigge lidt på hans overkrop, dog ikke alt for lang tid, og hendes hår skjulte forhåbentlig hendes bliks retning i den tid. "Hvor har du fået den idé fra?" spurgte hun nysgerrigt og fortsatte med sin egen mad. Hun var ved at brune noget kød, for hun havde pludselig fået sådan en lyst til madpandekager med kød, salat og smeltet ost ved, hvilket hun da så havde købt ind til

Barishan grinede smilede bredt, han så ud som om han tænkte tilbage på lettere tiden. '' for omkring 800 år siden. Jeg var omkring 5 år. Jeg fløj rundt om et æble træ og jagtede en bi. Den fløj derefter ind i bikuben, det så jeg ikke og fløj lige ind i bikuben og blev stykket en del gange. På grund af mine dårlige healing's evner tog det noget tid for dem at heale, jeg kan huske det gjorde ondt. Min mor kom der hun hørte mig græde. Hun tog noget honning fra bikuben og et æble fra træet og gav det til mig. Jeg smagte på det og holdt op med at græde ''. Barishan tog en bid mere af æblet og kiggede mod Conteaiz med et smil.

Conteaiz lyttede til hans historie og kunne ikke lade være med at smile, selvom hun da havde medfølelse med ham, over det med at blive stukket. Hun var aldrig selv blevet stukket af en bi før, men havde hørt fra andre, at det skulle gøre rimelig ondt. "Det lyder som et sødt minde" sagde hun og smilede til ham. Hun plejede ikke at smile så meget, men han fik hende bare til det hele tiden, af en eller anden grund.
Hun gik hen til sin micro-ovn, hvor hun havde proppet madpandekagerne ind for at varme dem. Hun havde købt dem færdige, da hun ikke gad stå og lave dem selv. Hun tog dem så ud, lagde kød i, foldede dem sammen og lagde dem ned i et fad, dryssede revet ost henover og stak fadet ind i den varme ovn. Derefter, mens de fik lov at stå noget tid i ovnen, tog hun sin blender frem, så noget is, mælk, vanilie og chokoladesovs, tog noget af hver ned i blenderen, og lavede sig sådan en milkshake. "Jeg bliver tyk af sådan noget her" sagde hun med et grin, imens hun rakte op i et skab efter et stort gammeldags ølglas hun havde, hvori hun hældte milkshaken ned i. Hun tog så sin mad ud af ovnen, lagde noget salat på en tallerken samt to af hendes madpandekager, og kiggede så på ham med et lille smil

Barishan kiggede på Conteaiz med et drillende smil. '' på den måde du springer og løber på bliver du næppe tyk, du er jo i meget bedre form end mig, Conteaiz. Barishan gik ud på badeværelset og smed håndklædet og tog sine bukser på og humpede ind og satte sig ved siden af hende. '' jeg burde være klar til at gå om et par timen, hvad siger du til jeg kommer og henter dig i morgen, så tager vi ud og spiser som jeg lovede dig?''.

Conteaiz smålo imens han gik ud på badeværelset, og satte sig imens ved spisebordet i køkkenet med sine ting. Hun gav ham et lettere tvivlende blik, da han kom tilbage igen, ved det han sagde. "Er du sikker på, at det ikke er for tidligt?" spurgte hun med ansigtet lidt på skrå. "Du kan jo knap nok gå?" sagde hun med et lille skævt smil på læben. "Men hvis du selv mener du er klar, så okay da, så skal jeg nok være klar i morgen" sagde hun smilende og spiste lidt af sin mad. Hun havde ikke fået det i en evighed, så det smagte bare ekstra godt den dag. Hun kiggede lidt op på ham. "Har du smagt sådan noget her før?" spurgte hun med et lille grin og tog selv en ekstra bid

Barishan kiggede på Conteaiz og nikkede. '' ja jeg bliver nød til at træne selvom det gør ondt, jeg kan ikke tillade mig selv at slappe for meget af. Selvom jeg nyder at slappe af her sammen med dig Conteaiz. Nej jeg har ikke smagt det før, smager det godt? '' Barishan tog en slurk af sin mælk og kiggede rundt omkring, han vred let sine skuldre og hans bevægelser så stadigvæk ud til at være stive, nok på grund af smerten. Han måtte hellere få trænet ordenligt, men han kunne ikke lade være med at tænke på og glæde sig til næste dag hvor han skulle ud med Conteaiz.

Conteaiz grinede lidt og tyggede af munden inden hun snakkede igen. Lidt manerer kunne hun da godt tvinge frem i sig selv. "Jeg kan i hvert fald godt lide det. Vil du smage?" spurgte hun smilende og med ansigtet tippen lidt på skrå. Hun tog en slurk af sin milkshake også. Hun var lidt af en slikmund, specielt når det handlede om ting med chokolade! Om det så var kakaois, almindelig chokolade, fyldt chokolade, eller chokolade milkshake for den sags skyld, hun elskede det hele!
Hun skar et stykke af, lagde det på gaflen og lagde lidt salat ovenpå, hvorefter hun rakte gaflen hen imod ham, så han kunne smage det

Barishan trak på skuldrene og åbnede munden og tog en bid. Han sad og tyggede lidt hens han koncentrerede sig om smagen. Han sang maden og smilede. '' det smager godt, du er en god kok, Conteaiz. Nå men jeg på hellere komme af sted. Husk nu i morgen aften 18.00, jeg kommer og henter dig og jeg har en gave med ''. Barishan humpede hen til døren og vinkede mens han gik.

Conteaiz smilede taknemmeligt til ham, men blev så en smule overrasket over den pludselige afsked. Hun lod ham ikke gå så hurtigt! Hun rejste sig og skyndte sig efter ham inden han nåede døren. Hun gav ham et forsigtigt kram og smilede så til ham. "Pas nu på hvad du laver!" sagde hun advarende og åbnede døren for ham. "Og jeg skal nok være klar til den tid, hvis du da kan finde min lejlighed igen" sagde hun med et lille grin. Det ville blive underligt at være alene i lejligheden igen efter tiden med ham, men hun havde jo været vant til det før, så hun ville nok også klare det denne gang. "Så ses vi" sagde hun med et venligt smil til ham

Barishan smilede og nikkede. ''skal jeg nok ''. Dagen efter præcis klokken 18.00 bankede det på Conteaiz dør. Udenfor lå der en pakke og en seddel. I pakken var der en krystal blå smuk og dyr kjole og et par sko der passede der til. I sedlen stod der: det er til at komplementere deres smukke øjne og for at vise de ikke skal skamme dig over dem Conteaiz. Her er din gave, tag den på og gå så over til dit vindue åben det. Fra Barishan. Hans skrift var gammeldags og meget smuk og nede i hjørnet var et voks segl. Det var det samme segl som var på hans sølv ring.

Conteaiz gik ud til døren, og havde egentlig ikke regnet med, at han ville kunne finde frem til hendes lejlighed igen. Hun åbnede døren og kiggede rundt, endte med at kigge ned og opdage pakken. Hun tog den ind og lukkede døren igen, åbnede den og blev bestemt overrasket over indholdet. Hun læste sedlen og kunne slet ikke lade være med at smile. "Hvor er han sød" sagde hun glad for sig selv, hvorefter hun smed sit tøj og trak i kjolen. Den passede helt perfekt! Hun tog så skoene på og kiggede sig lidt i spejlet. Hendes hår hang løst, og dækkede igen hendes øjne. Et lille smil bredtes om hendes læber, og hun fandt hurtigt en elastik frem, som hun satte håret op i en høj hestehale med. Hun trak pandehåret lidt til side, så hendes ene øje i hvert fald var synligt. Hun kunne ikke lade være med at beundre kjolen i spejlet. Hun var ikke normalt en person der syntes specielt godt om kjoler, men den her var hun helt forelsket i.
Hun rendte hurtigt bagefter hen til vinduet, åbnede det og kiggede lettere undrende udenfor

Barishan dalede langsomt ned fra himlen. Han havde et sort jakkesæt på, en hvid skjorte og et krystal blåt slips til at matche hendes kjole. Hans gule hår var lagt tilbage. Han satte blidt sin hånd om taljen på Conteaiz og smilede mens han træk hende ud og de langsomt svævede mod jorden. Han kind rørte hende kind mens de svævede uden at sige et ord. Da de landede kigge Barishan Conteaiz i øjnene og sagte. '' jeg har bestilt bord på Di Morga's fineste resturant og må jeg sige, kjolen klæder dem virkelig Conteaiz. Dog er kjolen ikke lige så smuk som deres øjne. De ligner noget fra den bedste drøm man kunne ønske sig ''. Barishan tog hendes hånd, bukkede dybt og kyssede blidt hendes hånd og begyndte så at gå over mod resturanten.


//går nok lidt tid før jeg svare, skal ud til en ven//

Conteaiz betragtede ham lettere beundrende, da jakkesættet faktisk klædte ham godt. Hun hvinede lagt da han pludselig tog fat i hende. Hun holdt godt fast i ham, da hun aldrig var fløjet ned fra 3. sal før! Hun kiggede en gang på ham fra øjenkrogen, da hun mærkede hans kind imod hendes, og hun rødmede en lille anelse. Hun havde aldrig været på nogen date før, eller været så tæt på en fyr, uden at han faktisk prøvede på noget.
Da han begyndte at komplimentere hende, som han gjorde, rødmede hun let igen, og kunne slet ikke stoppe med at smile. "Der er godt nok aldrig nogen, der har sagt sådan noget til mig før" sagde hun med et lille forlegent smil. "Du ser også selv godt du" sagde hun, og gengældte hans håndkys med et kys på hans kind, før de begyndte at gå

//helt iorden ^^ //

Barishan smilede da Conteaiz sagde han så godt ud. ’’ tak skal du have Conteaiz ’’. Barishan holdte døren for Conteaiz da de nåede restauranten. Barishan kiggede på receptionisten og sagde. ’’ bord til 2 under Hr Barishan ’’. Da Barishan og Conteaiz nåede bordet stillede han sig bag en stol og trak den ud så Conteaiz kunne sidde ned. Bordet havde en krystal blå dug som Barishan havde ringet til restauranten og bestilt. Bordet var dækket fint op med 2 lysestager på midten af bordet. Det var klart at se han havde lagt meget tanke i den her date.