Korsridderens Skæbne Efter den Ultimative kamp (Conteaiz= Privat)

Conteaiz hævede et øjenbryn og vendte blikket ud imod stuen. Hun syntes nok noget så forandret ud, da hun kom tilbage til lejligheden. "Det var sødt af dig" kommenterede hun med et smil til ham, selvom han nok ikke så det som noget stort, eftersom hun havde redet hans liv, endda to gange, hun havde jo også hjulpet ham dengang i skoven, første gang de mødtes. "Men nej, bare gør hvad du har lyst til, så længe du ikke ødelægger mine guitarer" sagde hun og smålo til ham. Hun kom pludselig i tanke om noget og kiggede på ham igen. "Du må undskylde men, jeg kan ikke engang huske dit navn?" sagde hun en anelse forlegent. Hun havde helt vænnet sig til, at han var i hendes lejlighed, selvom han havde været bevidstløs i to dage, så havde der stadig bare været et eller andet ved en andens tilstedeværen. Hun var ikke vandt til at nogen var der længere tid ad gangen, når hendes venner kom var det kun nogle timer, højst en dag.
Conteaiz kiggede hen på tv'et. Ja, det var sikkert kærester, dem i serien. Det sagde hende ikke så meget, al det kæreste-halløj, og hun havde heller ingen erfaring på det punkt. Hun havde været lidt løs på tråden nogle år tilbage, da hun var omkring de 16 år, men det havde ingen følelser, ingen kærlighed i sig, det var bare for tilfredsstillelse, og hun vidste, at drengene i kvarteret dengang var ude efter hende, mest fordi hun blev set som The Top Dog, så at komme i kanen med hende, var vel som at have sex med kvarterets dronning

Barishan skiftede kanal over til tegnefilm. Han kørte en hånd let over sine sår mens han så på fjernsynet. Lige pludselig så han ved mod gulvet og hans smil forsvandt. ’’ Sikken en kriger jeg er, det er anden gang du redder mit liv. Hvordan kan jeg bare sidde her og spise og se tv mens Zane stadigvæk kan være i live. Mit navn er Barishan, frøken Conteaiz’’. Barishan sukkede let, han havde et udtryk af han i ansigtet der så ud som han havde fejlet verden og den glæde han havde vist for et øjeblik siden så ud til at falme.

Conteaiz kneb øjnene en anelse sammen da hans tonefald ændrede sig, og han lød helt nedtrykt og bekymrede sig over alt muligt. Hun satte pludseligt sin hånd i væggen ved siden af hans ansigt, lænede sig ind mod ham og så ham ind i øjnene, med hendes pandehår skubbet til side så hendes egne øjne godt kunne ses. "Hør her, hvis ham Zane lever, så må han være mindst ligeså skadet som dig, han ligger sikkert i en seng et sted og ynker sig over sine sår! Og der er intet i vejen med at blive redet, at blive hjulpet med at overleve, at du overhovedet gik ind i den kamp, velvidende at du fik en stærk modstander, det alene gør dig til en god kriger!" sagde hun fast, med et bestemt blik ind i hans øjne. Hun så seriøs ud i lidt tid, før et lille smil spredtes på hendes læber. "Jeg synes du lyder som en god kriger" sagde hun muntert og plantede et lille kys på hans kind, før hun rejste sig og forlod ham for at gå ind i stuen, hvor hun satte sig med sin akustiske guitar og spillede lidt

Barishan smilede over hendes ord der så ud til at opmuntre ham en del. Hans smil vendte tilbage og hans øjne strålede igen. Da Conteaiz kyssede hans kind sad han lidt og måbede, så førte han sin hånd op på sin kind. Barishan sad lidt og blinkede og så Conteaiz gå ind i stuen, så vendte han blikket mod tv’et og fulgte med mens han prøvede at sidde bedre i sengen. Han havde stadig meget ondt så han ømmede sig lidt mens han gjorde det. *hun har reddet mit liv og passet mig mens jeg var døden når, hvad har jeg gjort for hende. Jeg har rydet lidt op, hah hvor føler jeg mig ynkelig. Men af en eller anden grund er jeg glad nok for at være her *. Barishan kiggede rundt i lejligheden.

Conteaiz lænede sig tilbage i sin sofa med fødderne oppe på kanten af sofabordet, hendes øjne lukkede i og med fingrene til strengene, som hun øvet spillede på. Hun begyndte at nynne til imens. Det var bare improviseret melodi, da hun godt kunne lide at finde på nye ting selv. Det kunne være fedt en dag at samle et band, skrive nogle fede sange og så blive udgivet et sted fra. Men det var jo bare en drøm, en der næppe gik i opfyldelse. Det gik hende dog ikke så meget på, hun kunne også godt lide livet som det var nu, hun behøvede ikke stå på en scene og optræde flere gange om ugen, selvom hun da var en stamkunde og optrædende i karaoke baren. Små, mumlende ord begyndte også at forlade hendes ord i takt med melodien, da hun også forsøgte at improvisere en tekst dertil, det var bare ikke altid hun var lige god til den slags. Imens hun spillede, lænede hun sig lidt til siden, så hun lige kunne se ind til ham på værelset. Hun håbede snart hans smerter gik væk, da hun ikke kunne lide at se ham have ondt, men så på den anden side, havde det været dejligt med en anden i lejligheden, så hvis han blev et par dage ekstra, det ville ikke gøre hende noget

Barishan grinede af tegnefilmen. Det virker ikke som om han så sårlig meget tv. På måden han opførte sig på virkede det ikke som om han brugte meget tid indenfor, dog så det ud som om han hyggede sig. Det gjorde han også, det var lang tid siden han havde slappet sådan af. Det var lang tid siden han havde fået en pause fra kamp, jagt, Ordenen og træning. Det virkede til at have e positiv effekt på ham at slappe af og more sig. Barishan kiggede ud mod Conteaiz og smilede til hende.’’ Kan jeg hjælpe dig med noget frøken Conteaiz?’’.

Conteaiz smålo lidt og smilede blot til ham. "Jeg ville bare se hvordan du havde det" sagde hun smilende og satte guitaren fra sig igen. Hun gik ud i køkkenet og tog en plade chokolade fra sit skab, og gik så ind til ham på værelset og lagde sig ved siden af ham. "Hvad ser du?" spurgte hun og kiggede mod tv'et, imens hun knækkede et stykke af chokoladen og spiste det, hvorefter hun lagde pakken på dynen, så han også bare kunne tage noget, hvis han havde lyst. Hun havde nok set al for meget tegnefilm, hun kendte vel næsten alle de serier de sendte efterhånden. Når hun ikke kunne sove, så hun tegnefilm, mens hun spiste så hun det, endda mens hun spillede på sin guitar nogle gange. Hun var ikke så meget for alle de der seriøse programmer som nyheder og læge-serier og hvad end der blev sendt nu om dage

Barishan satte hovedet på skrå og tog et stykke chokolade og smagte det. Hans smil voksede. Det var lang tid siden han havde fået chokolade, der var faktisk rigtig meget han ikke havde fået i lang tid som han fik her. Han kunne ikke lade være med at føle sig i godt humør når han var her. ’’jeg tror det hedder American Dad. Det er i hvert fald sjovt’’. Barishan grinede lidt og rykkede lidt til side i sengen så der var plads til at Conteaiz kunne sidde der. Han var i bedre humør end han havde været i lang tid. Hvorfor vidste han ikke rigtigt men det var han også ligeglad med. Lige nu nød han bare det gode selskab og bare at kunne slappe af efter den hårde kamp.

Conteaiz satte sig til rette ved hans side og tog endnu et stykke chokolade imens hun så over på tv'et. Sjovt nok kendte hun ikke den her serie, men den virkede nu meget sjov alligevel. "Det virker til at du trives i min seng" sagde hun med et lille grin til ham, da han så meget komfortabel ud der under hendes dyne, med tv'et tændt, bare slappe af. Hun kiggede lidt på tv'et igen, men tænkte på helt andre ting end serien der spillede. Hun tænkte lidt på, om han stadig havde tanken om hendes race i hovedet, eller om de to dages søvn havde visket det helt væk fra hans erindring. Hun tænkte også lidt over, om ikke der var nogen der savnede ham ude i verdenen, han kunne da ikke være helt alene? Og nu havde han været væk fra alt andet liv end hende i næsten tre dage, så nogen måtte vel undre sig over, hvor han var forsvundet hen? Måske nogen endda troede at han var død?
Fraværende tog Conteaiz et stykke chokolade og tog det op til munden, lagde det på tungen og skulle til at lukke munden, da det pludselig bare faldt ned på dynen, lige ud af hendes mund, og hun begyndte at grine lidt over det

Barishan grinede lidt og kiggede ned på det chokolade Conteaiz havde tabt. ’’ Undskyld, jeg skal nok være ude af din seng i morgen. Kan også gå nu hvis de ønsker frøken Conteaiz’’. Barishan rejste sig langsomt op fra sengen mens han gav en lille lyd af smerte fra sig. Han vidste at hans lillebror var på vej til landet, også at Zevren og Zal sikkert var urolig for ham. Dog var han ikke bange for de var alt for bekymret, de vidste godt Barishan ofte var væk flere måneder af gangen når han var på missioner for Ordenen. Barishan kiggede på hende med sine krystal blå øjne der lyste af glæde og smilede venligt. Han virkede ikke til at bekymre sig over om folk savnede ham. Det virkede meget som om han ofte brugte meget tid alene.

Conteaiz kiggede på ham, lagde en hånd på hans bryst og en anden ved hans skulder, og skubbede ham forsigtigt ned i sengen igen. "Du får ikke lov til at gå før du har det bedre!" sagde hun bestemt og så ham igen i øjnene, smilede så venligt. "Desuden, så kan jeg godt lide dit selskab" sagde hun og satte sig afslappet tilbage igen. "Selvom du har sovet, så har det været, tja, hyggeligt ikke at være alene i lejligheden hele tiden" smilede hun til ham og kiggede en gang over på tv'et. Hun fik samlet sit stykke chokolade op fra dynen, tjekket det for hår, som det heldigvis ingen havde fanget af, og tog det så i munden og spiste det. "Du kan blive her så længe du har lyst, og du må da også gerne komme på besøg en anden gang" sagde hun og kiggede tilbage på ham. "Så kan vi sikkert finde på et eller andet at lave, når du faktisk kan stå op" sagde hun med et muntert smil

Barishan fik et underligt overrasket udtryk i ansigtet da blev skubbet ned i sengen, han kom med en lille lyd af smerte da han ramte sengen. Barishans kinder blev røde og han kiggede mod loftet med et usikkert smil. ’’ nyder du virkelig mit selskab frøken Conteaiz’’. *blive her så lang tid jeg vil *. Det virkede ikke som om han viste hvad han skulle svare, der var ikke nogen der havde udvist ham sådan en venlighed før. Normalt rejste han rundt på sig evige korstog for at bekæmpe Dæmoner. Måske var det på tide at tage det med ro, vælge et sted at slå sig ned. Det var flere hundrede år siden han sidst havde boet et sted i længere tid. Barishan kiggede Conteaiz i øjnene og sagde. ’’ hvorfor lader du mig blive så længe jeg vil? Jeg har jo ikke været anden en end en byrde?’’.

Conteaiz kiggede på ham med et smil og et drillende blik i øjnene. "Det er fordi jeg har planer om at fede dig op, så invitere mine venner på besøg til en omgang Barishan-bøffer" sagde hun og slikkede sig sultent om munden med et lille grin. "Ej men, ærlig talt, så kan jeg bare godt lide dit selskab" sagde hun med et lille træk på skuldrene. Det var måske en underlig grund til, at lade en person bo så længe de havde lyst, men sådan havde hun det bare. Hun havde intet imod at skulle fx lave mad til ham, lade ham gøre brug af alle hendes ting, lade ham leve for hendes penge. Hun kunne bare godt lide selskabet, så simpelt var det. "Men du har nok andre ting du skal, folk du skal snakke med, venner du skal mødes med, hvad ved jeg. Men husk bare at besøge mig på et tidspunkt, når du har det godt nok til at gå herfra" sagde hun smilende til ham

Barishan grinede af Conteaiz først kommentar. Så nikkede han og sukkede. ’’ Ja jeg har ting jeg skal og folk jeg skal snakke med, oprørerne skal vide hvad jeg har fundet ud af’’. Barishan kiggede på Conteaiz med et varmt blik i øjnene. ’’ Men jeg nyder at være her, der gør jeg virkelig og jeg har ikke lyst til at gå når jeg når der til, det er mange år siden jeg har slappet så meget af og nydt mit liv. Men jeg bliver nød til det for at hjælpe verden mod Zane ’’.

Conteaiz smilede igen venligt til ham. Hun forstod det skam godt, men var et sted indeni en smule nervøs for, om han ville komme så slemt til skade igen, eller måske endda dø en anden gang. Selvom de ikke engang havde snakket i de to dage, så var hun begyndt at holde lidt af ham, altså som en ven, og han selskab var bare et plus i hverdagen. Hun sagde dog intet om dette, da det vel egentlig ikke var relevant. "Du må bare passe på derude" sagde hun og så ham tilbage ind i øjnene. "Men før det, så når du har fået det bedre, skal vi finde en måde du kan betale mig tilbage for al den redning!" sagde hun med et grin og et muntert smil om læben. "Du kan... Invitere mig på middag eller give en gave eller noget" foreslog hun med et lettere fjollet tone i stemmen

Barishan nikkede og grinede. ’’ en middag er en god ide, så kan jeg også invitere dig hjem i min hytte når den er bygget færdig. Ja du har reddet mig en del, var’’. Barishan grinede igen og brugte sine vind evner til at sende en pude imod Conteaiz. Kort efter hostede han lidt. *måske skal jeg vente lidt med at bruge mine evner det der gjorde godt nok ondt. Zane fik virkelig smadret mig *. Barishan puttede hænderne bag hovedet og lænede sig tilbage i sengen.

Conteaiz greb puden og sendte ham et strengt blik, da hun hørte hans hosten. "Du kan godt stoppe med det der, indtil du har det bedre, unge mand!" sagde hun i en streng moder-tone og skulede ondt på ham, dog kun for sjov, da hun to sekunder efter smilede til ham. "Du skal bare sige til, hvis jeg skal redde dig igen, jeg er altid frisk på en lille redningsaktion" smålo hun og lagde puden om bag sit hoved. Hun lagde sig ned i sengen i stedet for at sidde op ad væggen, strækkede så hænderne op i luften og gabte en gang. Hun havde ikke sovet meget den nat, og så havde hun været tidligt oppe på arbejde, så hun var en anelse udmattet, specielt når hun lå så behageligt i den bløde seng. Hun vendte ansigtet imod ham og kiggede op på ham. "Du skal stadig bare sige til, hvis der er noget du vil have. Jeg kan hurtigt rende en tur i byen og handle ind, hvis du har lyst til noget, jeg ikke har herhjemme" sagde hun og smilede venligt til ham

Barishan grinede og kiggede på Conteaiz. ’’ unge dame jeg er over 700 år gammel. Men tager det som et kompliment at de kalder mig ung frøken Conteaiz. De skal slet ikke hente noget de virker træt, måske er det deres tur til at hvile dem’’. Barishan smilede til Conteaiz med et drilsk smil. Han lå og slappede af mens han tænkte på hvordan livet ville være hvis han aldrig havde taget krigeren vej. Han tænkte over hvad andre veje han kunne have taget, bager, lærer eller måske forsker.

"Er du virkelig så gammel?" spurgte hun undrende og lod ansigtet glide lidt på skrå. Hun vidste slet ikke, at hans race kunne blive så gammel. Hun vidste det om vampyrer og dæmoner, men endnu en gang viste det sig hvor lidt man egentlig vidste om Aspara'er. "Jeg er kun 23!" sagde hun med et grin og lod sig glide om på ryggen i sengen. Hun kiggede op i loftet, så tilbage på ham. "Hvis jeg falder i søvn, så må du ikke gå mens jeg sover!" sagde hun bestemt og pegede lettere drillende på ham. "Det ville være strengt" smålo hun og tog hænderne ned til buksekanten, åbnede bukserne og trak dem af, hvilket forhåbentlig ikke virkede underligt for ham, men hun kunne ikke slappe rigtigt af med de store bukser på, det kunne hun aldrig. Hun smed også sin trøje, så hun kun havde trusser og sin top på bagefter, som kun dækkede brystet. "Det var bedre" sagde hun med et grin og trak dynen op over sig, så han ikke blev forlegen over at se hende i undertøj, hvis han overhovedet blev det

Barishan rømmede sig, det var nemt at se han ikke normalt så sådan en opførsel med hans fine manere men han sagde ikke noget for det var jo hendes hjem og han havde heller ikke noget imod det. Barishan grinede sagte. ’’ hvis de falder i søvn frøken Conteaiz skal jeg nok slukke tv’et og være stille på tv’et ikke vækker dem og ja jeg er så gammel selvom jeg ikke ser sådan ud’’. Barishan skruede ned for lyden og lå og så tv. Han havde ikke på mange kræfter tilbage efter at have gjort rent, der havde taget hårdere på ham end han først havde forventet. Han havde det ofte med at presse sig selv så meget at det kun skadede ham i sidste ende.

"Du behøver skam ikke være stille, jeg kan sove for det meste, falder også altid i søvn foran tv'et alligevel, så bare rolig" sagde hun inden hun lukkede øjnene og lagde sig til rette under dynen. Hun lå i lidt tid og slappede af, lyttede til tv'et, indtil hun efter noget tid blev overvældet af sin udmattelse og faldt i søvn.
Conteaiz lå og vendte sig lidt, først væk fra ham, så gik der lidt tid inden hun rullede om på den anden side, og lige pludselig svingede hun sit ene ben frem og lagde det hen over hans ben. Hun havde fået det at vide fra andre før, når de havde sovet hos hende, at hun midt i sin søvn havde lagt sit ben over dem. Hun lå nok bare godt på den måde, med et eller andet under benet

Barishan blev overrasket, lidt efter sneg han ud af sengen og ned på gulvet. Han begyndte at lave armbøjninger, han skulle tilbage i form de næsten 3 dage i sengen havde gjort ham blød. Mens han tog armbøjningen kunne han mærke bølger af smerte, han bed dem i sig. Da han var færdig efter en times tid rejste han sig og kiggede på Conteaiz med et smil. * jeg må beskytte folk som hende her. Jeg kan ikke tillade mig selv at have et liv når folk som Zane stadigvæk er der ude *. Barishan smilede og lagde sig i sengen igen og lagde sig under dynen * men i dag slapper jeg af *.

Hvis Conteaiz havde set ham være igang med at træne, havde hun sikkert skældt ham ud på mor-manér igen, ligesom da han brugte sine kræfter tidligere, men hvad hun ikke vidste, havde hun jo ikke ondt af. Hun lå bare og drømte, drømte om et gammelt spøgelseshus, et palæ nærmest, som hun var blevet udfordret til at gå ind i. Hun havde et kamera med, da hun gik indenfor, så hun kunne skaffe beviser for, at hun faktisk havde været derinde. I hendes drøm gik hun rundt i grå, støvede gange, med tapeten revet af nogle steder, kradsemærker på væggene og gamle smadrede billeder. Hun så noget rundt om hjørnet.. Hvad var det? Hun begyndte at løbe efter det, drejede om et hjørne. Der var en dør. Hun tog i håndtaget, åbnede langsomt døren og trådte indenfor, og straks som hun gjorde det, faldt der flere hundrede lig ned fra loftet, lige ned i hovedet på hende!
Da det skete, vågnede Conteaiz med et lille sæt. Hun åbnede øjnene og kiggede frem for sig, hen på ham. Hun missede lidt med øjnene før hun skubbede sig op at sidde. "Hvor længe sov jeg?" spurgte hun med et gab og gned sig i øjnene

Barishan grinede sagte og kiggede på Conteaiz. ’’ kun et par timer, det så ud til du havde en livlig’’. Barishan kørte en hånd gennem sit gule hår og lå og så tv som om intet var sket, han vidste hvis han sagde han havde trænet ville hun blive sur. Hun passede på ham og det var han taknemlig for. Barishans øjne skinnede i lyset fra tv’et mens han lå og så det der kørte i tv’et.

"Nå, det går nok" sagde hun med et grin. Hun plejede ikke at tage middagslur, mest fordi hun altid lavede noget, så det var en lidt underlig men dog behagelig følelse. "Jeg er sulten" konstaterede hun for sig selv, rejste sig fra sengen og gik ud af værelset. Hun gik ud i køkkenet og kiggede efter noget, men hun havde ikke det, som hun havde lyst til. Hun smilede skævt og gik tilbage ind til ham igen, hvor hun begyndte at tage sine bukser på igen. "Jeg vil tage i byen og handle ind.. Er der noget du kunne tænke dig?" spurgte hun med et smil, imens hun samlede sin trøje op, og også begyndte at tage den på. Hun rodede sig lidt i håret og kiggede hen på tv'et