Asyl //Evalyn//

Sted: Teatrets depot
Omgivelser: ingen
Tid: midt på dagen
Vejr: Sol
Dato: irl

Solen havde hejst sig over Terre for længst og tvunget nattens væsener i skjul for denne gang. Lang inde i Terres centrum var det tomme teater, som var lukket fordi der var blevet fundet visse lig tæt ved og fordi kvarteret ikke var så sikkert som det engang havde været. Inde bag de lukkede mure og den solbeskinnede indgang var depotet. Et sted hvor kulisser og kostumer samlede støv og hvor et langsomt bankende hjerte holt sig kørende, bare for at mærke livet i sig.. Bare i en tid. Ahngels lange tynde facon lå udstrakt på en dybrød divan, som havde samlet et godt lag støv da den ikke var blevet brugt i forestillinger i en rum tid. Ahngels øjne var forsejlede af hans hvide øjenlåg og de lette lange øjenvipper, som adskilldede den englesmukke krop og ansigt fra det sataniske i hans blik og havd der gemte sig bag den lukkede mund. Han sov. Var lammet af dagen og havde ikke nået hjem til hans residens, så nu var han der. Sårbar for solens timer og lammet indtil noget ville sparke liv i ham igen. Om det var natten eller noget andet var uvist.

Der kunne høre skridt. Afhængingt af hvor Evalyn trådte, var de lydløse. Ellers udstødte brædderne en let knirken, som ved en nærmere eftertanke mindede om en højlydt brummen. Hvorfor, hun havde besluttet sig for at gå herind i det ukendte, og åbenabrt lukkede teater var hidtil ukendt for hende, men som altid pegede de fleste beviser på hendes nysgerrighed. I det øjeblik hun trådte foebi teatret, var det som hendes skæbne, at hun bare skulle derind. En højere og mere højlydt brummen bredte sig fra en rådden brædde, som Evalyn straks strådte væk fra helt automatisk. Det forekom lidt som et chok for hende, men fik let rystedet chokket af sig igen, før hendes besynderlige violette øjne fangede en skikkelse længere fremme, hvilket resulterede i at hun stod helt stille, med blot hendes blik rettet mod skabningen, der åbenbart lod til at sove.

Ahngel bevægede sig ikke til trods for at der var et væsen så tæt på ham. Et væsen han så inderligt ønskede at sænke sine tænder i og lade den søde engleblod glide ned igennem hans hals og fylde ham med det som mange kaldte varme, men som han selv bare kaldte for ekstase og blodrus. Han mærkede ikke varmen eller kulden. Kun smerte og glæde. Mest smerte.
Ahngels attraktive slanke skikkelses brystkasse bevægede sig i takt med et svag åndedrag fra hans meget svagt åbnede mund. Ikke nok til at se uhyggeligt ud, men nok til at en enkelt sylespids tand kunne ses fra den ene vinkel, hvorfra resten af hans krop var blot en silhuet i mørket.
Han bevægede sig kort. Meget kort. Hans ansigt faldt hen i hendes retning og hans sorte hår fulgte trop og lagde sig ned omkring hans hvide ansigt med en betryggende personlig bevægelse. Han var ikke truende at se på når han sov, meget mere som var han selv en engel der drømte om lyse nætter og sommeromance, men enj. Han var drømmeløs.

Evalyn forblev stillestående, med blikket rettet mod skabningen. Ligenu befandt hun sig to steder på samme tid. I hendes tankeverden, og selvfølgelig inde i det faktisk .. mørkebelagte rum. Hun viste dog ingen tegn på frygt, endnu, og indåndede lidt besværligt luften derindefra, som føltes på en måde.. ret tung. De lyseviolette øjne fæstnede kortvarigt blikket mod den sylespidse tand, der kom til syne i den ene side af vampyrens mund. Hun blinkede langsomt, og forholdte sig roligt, som hun stod der, og trådte til hendes overraskelse et skridt nærmere, så hun ikke stod i dørens åbning, og så mørket omsluttede hende endnu mere, hvilket fik hendes hjerte til at slå en anelse hurtigere, end den havde gjort før. De lysviolette øjne lod dog til nærmere at betragte den sovende vampyr, eller sov han nu? Der var hun lidt i tvivl.

Ahngels brystkasse syntes kort hæve sig en smule mere da en hvislende indånding kom fra ham. Som om luften bevægede sig frivilligt forbi de skarpe tænder og førtes ned og fyldte hans lunger og gav ham styrke igen. Med ét åbnedes hans øjne, som skar igennem med en merkant rosenrød farve.. nej... ikke roser.. Blod. Han så op i loftet med et stille blik uden noget andet på ham havde rørt sig end øjenlågende. Hans blik var endnu stillestående, som sov han stadig. Derefter vendte han hovedet kort imod den modsatte retning end hvor hun befandt sig. Han satte sig op og tog hånden til sit hoved med et undrende blik. Derefter vednte hans blik sig imod hende langsomt, som var han stadig ikke i live, men blot noget mekanisk der drejede nakken og lod ansigtet føre hen imod hende.
De røde øjne fæstnede sig og satte sig nærmest fast i hendes blik. "Bonjour." hvislede han stille.

Evalyn fulgte hans bevægelser nøje, stadig stillestående, idet hun rettede blikket ned imod gulvet. Mest for at undgå øjenkontakt. Hun hadede øjenkontakt. Ifølge hende låste det hende fat, og enten blev hun fascineret af øjenfarverne og udstrålelsen eller det hele tredje, som vel var i vampyrenes tilfælde. Blodrød.. Hun strammede let sin læber, og løftede så tøvende blikket fra de slidte brædder og lod det glide hen på ham igen og undersøgte hans ansigtstræk, men uden at se ham i øjnene. Hun udstødte derefter et lydløst suk, som man godt kunne anse, eftersomt hendes indånding stadig var ret tung idet, "Bonjour" fik hun så fremsagt, dog i en mere lys tone. Dog ikke særlig venlig.

Ahngel rettede sig lidt op og satte sig mere normalt. Det var tydeligt. Hans krop var svag af solens timer og hans blodtørst var tydelig i de glødende øjne, men han virkede halvbedøvet der, som om han akkurat var vågnet fra en berusende narkose eller havde sovet i hundrede år. Han så stille på hende og tog sig endnu engang til hovedet og bevægede sin hånd ned over ansigtet og sukkede kort, som om det ikke var hans egen berøring men noget helt andet.
Derefter fjernede han igen hånden og betragtede hende atter lidt. Engel.. 36.7 grader.. høj puls.. nervøsitet og iagtagelse..

Evalyn blinkede en enkel gang. Det var tydeligt, at hun ikke brød sig så meget om stilheden, og den just ikke bare lettede hendes humør, men gjorde hendes endnu mere nervøs. Men hun dernæst bare ignorede nervøsiteten, da den personligt ikke ville kunne overvinde hendes nysgerrighed. Og uden videre, trådte hun enkelte skridt nærmere vampyren, idet hun starmmede hendes læber en smule, og mens hun stadig undgik direkte øjenkontakt, men mere ventede på hans reaktioner..
De violette øjne, gav små skær fra sig, mens de stadig iagtog ham spændt.

Ahngel udsødte et kort støn og skævede til hende med et sammenbidt udtryk, som havde han den vildeste migræne nogensinde. "Tid?" sagde han først. "Hvad tid er det?" sagde han mere uddybende og betragetde hende stille. Han foldede kort sine hænder og lod dem hvile. Han så stille på hende, dog intenst. De røde øjne skabte en utrolig kombo med hans udseende, som om den eneste farve på ham lå deri. Et væsen af sort og hvid og det eneste der lyste op i farve var øjnene. Sjælens vinduer. Den røde sjæl på skabningen Ahngel.
Han rettede sig kort op, satte sig til rette. Han var høj. Ret høj og tynd, men på en underlig måde. Han så ikke udhungret ud, men var samtidig heller ikke pumpet på nogen måde. Bare tynd.

Evalyn lagde let og forsigtigt hovedet på skrå og lukkede øjnene, "Klokken er omtrent 2:010" sagde hun så meget svagt, så hun tvivlede på at det kunne høres. Til trods for vampyren, havde Evalyn de violette øjne, hvilket jo ville sige, at hun så havde en form for en violet sjæl? En mere friskt luft, om sluttede sig til hendes næsebor, og hun indåndede det mere roligt ind før. Hendes nervøsitet kunne ganske godt, ikke mere ses. Hun bøjede sig en anelse fremover, og blev først opmærksom på, hvor høj og tynd han var.. Hende selv var omkring.. nej.. hun vidste ganske ikke, hvor høj hun var. Men hun var dog sikker på, at hun hvertfald ikke vejede særlig meget. Det var vel også den eneste grund til at hun kunne sætte sig på en halvtynd gren i skoven, uden at den videre gav knækkelyde fra sig, eller.. knækkede.

//Srry svarer i morgen. skal sove nu ^^//

// Okay :P Nattenat so ^^ //

Ahngel kiggede først lidt tomt ud i rummet og lod til at kigge lige igennem hende, og ikke på hende. Han nikkede stille. "Javel, ja.. det er endnu dag. I så fald er dette ingen overraskelse.." mumlede han stille og strøg sin hånd på panden og op igennem hans sorte hår, så de tynde totter flettede sig igennem hans fingre og satte sig i kontrast med den hvide marmorlignende farve hans hænder havde. Dog ikke hans negle. Lange og dystre og lignede sort glas. Kløer der kunne rive og flå, som tilhørte hans hænder ikke han selv med det rolige blik, men et rovdyr der ikke ville tøve med at rive et hjerte ud af brystet på en. Han så stille på hende..
"Hm.. jeg havde ikke regnet med at blive fundet hernede." sagde han tænkende, dog stadig let døsig. Hans parader var ikke oppe lige nu...
"Hvad laver De her?"

Evalyn lod sig ikke gå på, at han på en måde ikke rigtig kiggede på hende, for hun lagde ikke mærke til det. Stadig undgik hun jo, at finde øjenkontakt, men hun kunne stadig se, at hans hoved var vendt mod hende. Hendes blik blev dog rettet mod nu hans tydelige hænder, eller som hænderne , som tilhørte 'hans' rovdyr, med kløerne..
Hun svajede lidt frem og tilbage, lidt træt af, at stå så stille, og undrede sig samtidigt over, hvorfor han sagde, det i så fald var ingen overraskelse. Wel.. Nu var han jo også vampyr, men også den første af slagsen hun har mødt, så han forekom også ret interessant for hende, og hun lukkede roligt øjnene, for hurtigt at åbne dem igen, og denne gang kigge direkte på ham, "Men De bliv de åbenbart." sagde hun så svagt, mens hun overvejede, hvad hun egentlig bestilte her, før hun fandt et nogenlunde godt svar, "Det er mysteriumet. " sagde hun så lidt bittert, inden hun tilføjede noget mere, "Jeg følte mig tiltrukket af stedet. Det har lov til at være fascinerende, ikke sandt?"

"Bevars..." sagde han stille og nikkede idet han hævede blikket igen og så på hende. Ingen øjenkontakt huh? Mangel på enten respekt eller sanitet? Ahngel smilede kort for sig selv idet han støttede sin kind imod sin håndryg i en tid og kiggede skævt til hende.
"Alle har lov til at kommer her, men hvorfor er som du selv siger.. et mysterium.." sagde han stille og lod blikket flakke ned i det gamle gulvbrædder med de lange tynde åre og knaster der let gjorde plankerne uregelmæssige og fulde af billeder der normalt ikke sås som andet end blot træ. Ahngel så dog billeder af ansigter og byer, samt personer og tilogmed sig selv.
Han tav kort og stødte imod divanen med sine hånder og rejste sig op, lidt svejende af døsigheden, men kom dog ret op og ned med sin elegante holdning. Han tav kort og så sig om. Duften af sol og mennesker var tyk omkring teatres, men han ville ikke kunne jage nu.

Evalyn sagde ikke videre noget, men fulgte hans bevægelser med blikket, inden hun for engangskyld lod blikket glide rundt omkring i lokalet, de stod i. Hun blev husket på igen, at der var mørkt, og der var en underlig stemning over stedet. Der var ikke mindst også stille.. Hun sukkede kort og undersøgte lokalet lidt mere, og hendes øjne fik meget hurtigt øje på en gammel brun, og slidt læderstol, som hun øjeblikkeligt satte sig ned i. Hun var træt af at stå op, og ville derfor bare.. sidde ned.
Hun kiggede hen imod ham igen, da hun fangede en svejende bevægelse, og lagde hovedet på skrå, "Noget galt?" spurgte hun så. Dumt det lød det, men hun regnede vel ikke at en vampyr villeo pføre sig sådan? Medmindre han vel manglede næring eller lign.?

Ahngel støttede sig kort til en mur. "Jeg beklager meget. Jeg er ikke ved fuld bevidsthed endnu.." sagde han stille. Dagen lukkede som sagt ned for mange faktorer i hans krop, så meget af ham sov endnu selvom han var vågen og tænkte klart. Han så lidt på hende. Ingen blodtørst endnu.. ingen følelse overhovedet.
"Tænk ikke på mig." sagde han derefter bekræftende og satte sig lidt ned igen og tog sig til hovedet. Han var ikke sig selv, nej.. slet ikke.

Selvom han sagde hun ikke skulle tænke på ham, så gjorde hun det skam.
Undrende og fascineret fulgte hun ham nøje, "Hvornår er De så ved fuld bevidsthed?" spurgte hun så ligegud. Eller måske ville han ikke komme til sin fulde bevidsthed? Nej, det gjorde han nok før eller siden, men ville han så være anderledes end han var nu, "De kommer vel til bevidsthed igen?" spurgte hun så, og tøvede.
"Hvis jeg kan hjælpe, så sig endelig til.." fremsagde hun, ligeså tøvende som før.

"Jeg skal nok vågne helt." sagde han stille og så lidt på hende. "Og jo der er noget du kan gøre, men desværre vil du ikke kunne lide det, så jeg gør det selv." sagde han stille og tog sit venstre håndled op til sig. Med et sænkede han tænderne deri med et meget udtryksløst blik inden blodet begyndte at piple frem fra de to huller. Han slikkede det stille af med sin let lange tunge og mærkede energien give sig et spark.
Hans øjne glødede langsomt op i takt med at hans sanser skærpedes og hans ointering blev opbygget igen. Nu fuldkommen klar i hovedet og kiggende stille på hende imens såret healede af sig selv.

Evalyn stirrede på ham. Ganske vist var hun godt klar over, det var lidt uhøfligt..
"De ved da ikke om jeg ville kunne lide det?" sagde hun så stille og lænede sig lidt fremad, i den slidte og brune lænestol, "Og desuden. Hvordan kan det hjælpe at drikke Deres eget .. blod?" sagde hun køligt. Hun forstod det tydeligt ikke, "Efter min mening, vil der ganske simpelt ikke rigtig ske nogen ændring, da De jo stadig får den samme mængde blod, og som jo vel også er Deres..?".
Hun var forvirret, men det var også et bevis på, at hun hvertfald ikke kendte til vampyrer særlig godt, og hvad de kunne..

Ahngel smilte stille lidt makabert. "Det er duften og smagen der vækker mine sanser." sagde han og rettede sig op med en fornyet energi. Han lagde hovedet på skrå.
"Hvad er Deres navn, lille engel?" sagde han med et skummelt smil og betragtede hende stille. Han kunne ligeså godt lade en samtale føres da han endnu ikke direkte mærkede tørsten, men måske senere?
Det ville han lade tiden vise. Var hun noget værd at holde i live ville han finde noget andet.

Evalyn lod sig dumpe bagud i lænestolen igen, så hun kunne mærke det slidte stof mod sin ryg og rettede blikket ned på hendes hænder. Hun fandt sig lidt irriteret over hans udtryk som 'lille' engel, og lukkede øjnene.
"Har De virkelig behov for at vide det?" spurgte hun så køligt og åbnede øjnene med et sæt, og bemærkede hans skumle smil. Hun lagde hovedet på skrå, og et lille smil kom til syne på hendes læber. Var det så nu hun skulle oplyse hele hendes fulde navn, hvis han ville vide hendes navn? Nja.. Ellers måtte hun spørge ham. Han virkede nemlig på en måde lidt.. hvad skulle man sige, fin og kongelig i det?

"Jeg tænkte blot at det lå til helt normal høflighed." sagde han så med et opgivende udtryk inden han nikkede. "Mit navn er Lucifer Morte De Sang den trettende, men alle her i Terre kalder mig Ahngel og jeg ønsker at du gør det samme." sagde han meget ret og ligeud. Han brød sig ikke om når navnene gik under blandede grupper. Her var det Ahngel og i paris var det Lucifer.
"Bestem selv om du vil give mig dit navn." sagde han ligegyldigt og trak på skuldrene inden han slikkede det resterende blod af sit håndled.

Evaltn trak lidt i sin ene mundvige, overbevist om at hun vel også bare kunne nævne sit fulde navn, nu da nævnte sit, og det også lød lidt langt.. Hun smilede kort for sig selv, "Mit navn er Evalyn. Evalyn Anghel Montaque Capulet Licentia Kerubin L'adore" hun fandt det egentlig ret sjovt, at hans navn mindede en smule om hendes ene mellemavn Anghel.. Anghel og Ahngel.. Det var da ret sjovt efter hendes vedkommende. Hun trak på skuldrene og hævede blikket, så hun ikke kiggede ned i brædderne, "Kald mig, hvad du vil" sagde hun så ligeud og trak på skuldrene.

Ahngel nikkede stille. "Jamen så må jeg vel skifte 'lille engel' ud med Evalyn." sagde han tænkende og nikkede endnu engang inden han rettede de røde øjne imod hende, som var let dækket af hans sorte pandehår. Han så stille på hende, fandt hende ikke bekendt overhovedet.
Var hun mon ny i omegnen eller kom de bare ikke de samme steder? Nok ikke. Hun lignede ikke en der ville holde til de samme steder som han selv yndede at besøge for en drink.