Den dejlige skovs træer - Kaidan

Kaidan nikkede stille til det med, at han var et spøgelse. En aspara. Det forklarede hvorfor hun var så smuk. Men det havde han ikke kommenteret, selvom det nu var sandt. Han gengældte hendes smil, hvorefter hans øjne flakkede væk fra hende, da hun lænede sig op af ham og rømmede sig lidt. En svag rødmen trådte frem på hans kindben, idet hun mumlede hende 'mmh'. Hans blik blev automatisk rettet mod hullet i træet, der langsomt forsvandt og blev dækket til af nogle grene, som Lyan fik tvunget ned foran træstammens åbning. Hendes kræfter var bestemt beundringsværdige. Han kastede et blik på hende, hvorpå et skævt smil bredte sig på hans læber. Hvad skulle han sige?

//Undskyld mit langsomme svar.. jeg skulle lige hjælpe min lillesøster med noget -.-

Lyan smilte ogen til ham. "Noget galt?" spurgte hun sødt. Hun kiggede på ham og betragtede ham. Hendes blå øjne hvilede på ham.
Selvom han var et spøgelse, var han da meget smuk alligevel. I hvert fald efter Lyan's menning. Selvom at hullet var lukket, kom der luft ind nogle få steder i træet, hvor der ikke kom vand ind. Hun smilte igen til ham. Hendes ene hånd lagde hun på maven og den anden i skødet. Der var ret hyggeligt derinde.

Kaidan smilede forsigtigt til hende og rystede på hovedet. "Nej," fik han mumlet og slog sit blik ned mod sine hænder, som han lå foldet i hans skød. Han drog et suk og gav sig til at trille tommelfinger som tidsfordriv. Han ville egentlig godt sige noget, men hvad det skulle være, vidste han ikke. Så i stedet for at lukke et eller andet dumt ud, holdt han bare bøtte. Han lænede lidt efter sit hovede op af træets indre stamme og vendte sit blik op ad. Gad vide hvordan dette hul var opstået i træet?

Lyan smilte. Det lille lys var ved at gå ud, så hun fik det til at komme igen. Hun kiggede på ham. "Er du sikker?" spurgte hun, bare lige for at være sikker. Hun kunne jo ikke ha' hvis der var noget han var ked af eller lignende. "Hvad skal vi lave?" spurgte hun med et smil.
Hendes blik gled let rundt.
Der var meget hyggeligt derinde syns hun. Hun lod derefter blikket lande på hans ansigt igen og ventede spændt på hans svar.

Kaidan nikkede bekræftende. "Fuldstændig sikker," svarede han med et let smil og nikkede endnu en gang bestemt med hovedet. Derpå vendte han sine blågrønne øjne mod hende og trak svagt på den ene skulder. "Det ved jeg ikke. Der er ikke så meget, man kan lave inde i et hult træ," svarede han efterfulgt af et halvkvalt grin og kørte sit blik rundt i hulingen for at få noget inspiration. Man kunne vel ikke så meget andet end bare at snakke.

Lyan smilte og sagde; "Det er der vel ikke, men vi må finde på noget," Hun smilte stadig. "Vi kan joo.. Nej, det ka' vi ikke!" sagde hun med et lille grin.
Lyan kiggede på lyset. Hun kunne nemt se ham nu, da der rigtig var kommet ild i det. Hun lænte hovede lidt op og kyssede lat hans kind. Han ville lige nøjagtig kunne mærke det.
Hun smilte og en svag lyserød farve, kom frem i hendes kinder.

Kaidan grinede lidt af hende og begyndte så selv at spekulere over, hvad de kunne lave. Netop som han skulle til at sige, at han simpelthen ikke kunne finde på noget, mærkede han hendes læber mod hans kind. Han slog en hånd op på sin kind, og mærkede hvordan varmen steg i hans kinder. "Hvad skulle det til for?" spurgte han svagt hviskende og skævede lidt til hende men kiggede hurtigt væk igen, da hans rødmen blev kraftigere. Et smil kunne dog svagt skimtes på hans blege læber.

Lyan trak let på skuldrene. "Det er vel ikke hver dag man møder en sød person som dig?" sagde hun med et smil. "Eller er det?" Hun grinte.
Hun lod let en hånd ruske i det krøllede hår. Hun smilte. "Er det da ikke, okay?" spurgte hun og kiggede på ham. Hun kunne se ham både rødme og smile.
Hendes øjne gled hen på lyset. Hun pustede let til det, da det var ved at brede sig ud over træets stamme. Det lagde sig til ro igen og lyste for dem.