Argh, vand! - Barishan

Lyan stod i vandkanten. Bølgerne havde lagt sig, så vandet ville ikke komme længere ind på bredden. Der var cirka to centimeter, mellem hende og vandet. Hun havde taget den sløjfe som hun ellers plejede at have i håret, ud. Så hang hendes hår lige så flot i vandet. Det var meget krøllet og ret lyst. Hendes hud var blvet solbrænt, så den var ikke så lys som den plejede længere. Hun kiggede ud på vandet. Det vra smukt, men en dødsfjende for Lyan. Hun havde besluttet sig til at prøve at gå ned i vandet, men turde ikke rigtigt. For hvis der nu kom nogen og tog hende op mens hun lå på jorden, helt bevidstløs, hvis de nu førte hende et sted hen og dræbte hende, hvis de nu kastede hende ud i vandet, så hun aldrig ville kunne komme op igen. Hvad skulle hun dog gøre?
Til sidst, stak hun den ene lille fod frem og hen over vandet. Hun lod let foden glide ned i vandet, men med et, lå hun med fødderne og lidt af kjolen ude I vandet og resten af kroppen ide på sandet. Hun havde de smukke babyblå øjne lukket nun.

Barishan kom gående som han plejede i sin beige jakke med hænderne i lommerne. Hav var på en af sine mange gåture, denne tur havde ført ham til stranden. Barishan gik lidt langs vandkanten da han fik øje på Lyan. Da han så hun lå og så besvimmede ud og vandet var ved at føre hende ud af smed Barishan sin jakke og sit sværdhylster og sprang i vandet. Han vidste at når han var våd kunne han ikke bruge sine evner så ville han fryse til is. Så hvis det her var en fælde så var han færdig, men det tænkte han ikke over. Han blev nød til at redde Lyan. Han svømmede ud og løftede hende i land hvor let ruskede i hende og følte om hun træk vejret mens han sagde. '' er du kommet til skade frøken? ''.

Lyan's øjne blinked let. "Hmm, nej, det tror jeg ikke," sagde hun og kiggede på ham med et svagt smil. Hun kiggede ud på vandet.
Hendes blik landte igen på Barishan. Hun satte sig halvt op og hostede let. Hun så på ham med et mindre smil. Hendes hænder var næsten begravet i sandet, men de blev da tørre af det. "Lyan Fireann," presenterede hun sig selv med et smil. Hun kunne igen smile ordenligt.

Barishan hev lidt efter vejret hans han satte sit på sandet og smilede. Han havde en hvid trøje på der var blevet gennemsigtig på grund af vandet så man kunne se hans veltrænede overkrop. Han havde en sølv amulet om halsen der hang og dinglede imod hans brystkasse. Hans gule hår dryppede der vand fra. Han havde en smuk sølv ring på højre hånd, det var sådan en ring Korsridderne fra svundne tider havde på. Barishan kiggede på Lyan med sine krystal blå øjne der udstrålede varme og glæde mens han sagde. '' Jeg er glad for de ikke er kommet noget til frøken Lyan. Mit navn er Barishan ''.

Lyan smilte. Hun nikkede. "Mig en ære at møde dem, Barishan," sagde hun med et smil og vendte sig mod ham. Hendes hår dryppede også, men ikke ned på hendes hud(og det var jo også godt) Hun smilte igen og kiggede på ham.
"Hvad laver de hernede?" spurgte hun venligt og smilte stadig.

Barishan grinede let. '' jeg går mange ture der føre mig rundt omkring. Det er faktisk kun min anden gang på stranden, jeg er ikke så glad for vand ''. Barishan rejste sig op og lænede sit hår tilbage. Det var ikke svært at se han var Aspara, hans ansigt havde mange smukke næsten perfekte træk og hans hud var perfekt. Måden han udtalte ord og opførte sig indikerede at han var af adel herkomst. Barishan førte blidt sin hånd ned mod Lyan for at tilbyde hende hjælp op på benene mens han sagde. '' spørgsmålet er hvad de lavede bevistløs ude i vandet frøken Lyan? ''.

Lyan tog hans hånd. "Jeg kan ikke 'tåle' vand, da jeg kan styre ild og er som ild, så kan vand jo slukke ildet," sagde hun og smilte skævt.
"Jeg ville se om jeg stadig gjorde det.." Hun så på ham.


//krea mangel -.-//

Barishan smilede varmt og nikkede. '' jeg forstår, dog har vand en anden effekt på mig. Jeg er en vind Aspara, hvis jeg får for meget vand på mig og bruger mine evner så fryser jeg til is ''. Barishan hentede sin jakke og satte den over skulderne på Lyan, så hun kunne få varmen tilbage i kroppen. Barishan virkede venlig og ligetil. Det var klart at han var meget åben overfor andre Aspare.

Lyan smilte da han lagde jakken om hende. "Tak," sagde hun og så på ham.
"Jeg blev født I ild, vokede på I ild, og kan styre ilden." sagde hun og smilte stadig. Lyan viste venlighed overfor ham, fordi hun rigtig godt kunne li' andre aspara, for hun var jo selv en, men ikke kun derfor. Også fordi hun syns at andre aspara var meget søde i forhold til mange andre væsner.

Barishan nikkede lidt imponerede og overraskede. '' det må jeg sige frøken, jeg har aldrig mødt en Ild Aspara. Har mødt vand, vind og lyn Aspara men aldrig en Ild '' Barishan stod lidt og kiggede på sandet så kiggede han på Lyan og sagde. '' men hvorfor udfordre vandet?. Hvis jeg ikke havde fundet dem ville de sikkert være død nu ''. Barishan havde en rolig aura omkring sig, det var let for andre at føle sig tryk i nærheden af ham.

Hun trak let på skuldrene. "Men, jeg havde haft en drøm hvor jeg kunne røre vand, men drømme er jo bare drømme," sagde hun og så på ham.
Lyan lagde hænderne på maven. Det var en vane hun havde. Nogle gange gjorde det så også lidt obdt i den, men det gjorde den så ikke lige nu.

Barishan smilede let af Lyans ord og sagde så. '' Alle bliver stærkere. Jeg er sikker på hvis du træner nok under mere sikre omgivelser så skal de nok lære det en dag frøken. Jeg kan hjælpe dem hvis det er ''. Barishan tog sit sværdhylster op fra sandet og spændte det fast på ryggen. Det var et meget stort sværd, det var klart at se han var en krige. Dog virkede han ikke grov, brutal og morderisk som de fleste andre krigere. Mere stille rolig, fattet og opførte sig som en gentlemand.

Lyan smilte. "Jeg er jo også kun femten, eller nej, det er jeg jo ikke, jeg er cirka 5123 år og på Lørdag, 5124 år." sagde hun. "Det må du gerne," Hun rejste sig, men jakken blev hvor den var. Hun gik med lette skridt hen mod ham.

Barishan smilede af glæde. '' Jamen tillykke med dagen på lørdag så. Jeg føler mig meget ung i deres selvskab da jeg ikke er meget over 800 år gammel ''. Barishan kiggede mod sin jakke der nu så på sandet, så kiggede han tilbage mod Lyan med et undrende men alligevel venligt blik.

"Ja, men det er jo ikke hvpr gammel ifølge mig. Der er det kropsalderen." sagde hun med et smil. "Ikke hvor længe man har levet. For i menneskeår, er du ældre end mig"
Hun smilte nuttet til ham.

Barishan grinede let og virkede overrasket over hendes måde at formulere sig på. '' sådan kan man vel også se på det frøken Lyan. Men jeg har en hytte i skoven. Det ville være det perfekte sted at indlede en træning. Husk din drøm kan også betyde du møder mig og jeg hjælper dig med at holde til vandet ''. Barishan grinede over sine egne ord og kiggede på Lyan.

Lyan smilte. "God idé," sagde hun lidt efter og så på ham stadig med et smil. "Hvor er din hytte henne?" spurgte hun sødt og smilte nuttet.
Hendes stemme blev lidt blød idet. Hun kiggede stadig på ham. Derefter kiggede hun ud over vandet.

Barishan nikkede og gik hen og samlede sin jakke op og tog den over skulderen. '' Kom lad mig vise dig hvor den er ''. Barishan begyndte langsomt at gå ud mod skoven hvor hans hytte var. Han gik i et roligt tempo som om han ikke havde travlt, dog kiggede han mistænksomt omkring engang imellem næsten som om han var jagtet eller forfuldt.

Lyan gik med lette, men hurtige skridt efter ham, da hendes korten ben ikke rigtig kunne gå meget stærkt. Hun kiggede bekymret op på ham og hvordan han så rundt. Var der nogen efter dem? Hun nåede endelig op til hans side.
Pludselig ude i buskadset, kunne man høre en kvist knække. Hun så op på ham med store øjne. "Hvad var det?" spurgte hun.

Barishan trak sit sværd i en hurtig bevægelse, gik ind foran Lyan og kiggede mod busken. Han stod lidt og ventede. '' hold dem bag ved mig frøken Lyan. De skal ikke være bange men hvis det er Zane's soldater ender det i kamp da jeg er en af oprørerne ''. Barishan stod klar og selv om han havde sit sværd klar udstrålede han selvsikkerhed og det så ud som om han allerede var ved at overveje deres muligheder for at komme væk.

Lyan, holdte sig bag Barishan. Hun så bagud, for hvis der nu kom nogen derfra, skulle hun jo imformere ham om det. Man kunne nu se en sort skiggelse i busken. Skiggelsen blev større og større Lyan kiggede på Barishan. En masse sorte mædn hoppede ud fra buskene omkring dem. Hun gispede. "Barishan!" hviskede hun og prikkede ham let på ryggen.

Barishan kiggede over skulderen. Med en hurtig bevægelse trak han en granat op fra sin taske og smed den over imod dem mens han skubbede Lyan væk og sagde stadigvæk med en rolig stemme '' Dyk jeg og hold dig nede på jorden''. Der lød et brag og så sprang Barishan ind i røg skyen granaten havde lavet efter eksplosionen.

Da han skubbede Lyan faldt hun ned på jorden, så der var ikke meget andet, for hun lå jo nede på jorden nu. Hun kiggede efter ham og derefter over på de skygger, man stadig kunne se. Hun ventede på hvad der nu ville ske.

Der kom lyde af sværd der slog sammen inde i røg skyen. Lidt efter lød der et brag og en af de sorte skigelser kom flyvende ud mens han snurrede rundt og ramte et træ med et brag. Lidt efter kom Barishan ud af røgen forfuldt af to af Zane's mænd. Han vendte sig omkring og blokkede et slag fra den ene mens Barishan blev ramt i skulderen af den anden. Barishan blødte en del fra skulderen og kom med en lyd af smerte og løftede den ene op i luften med sine vind evner og slap ham så han blev spiddet på Barishan's sværd. Den sidste stod klar til at angribe Barishan.

Lyan kiggede på ham med store øjne. Nogle af mændene havde vist opdaget hende, men hun trak den ene hånd frem, spændte den og nogle flammer kom op omkring dem. De hoppede for at komme væk fra det, men ilden var for svag, så dne gik hurtigt ud igen.
Hun sukkede. De kom hen mod hende. Da den ene skulle til at træde over hende, rullede hun rundt og han faldt. Hun på dne måde spændte ben for ham. Hun kiggede op på Barishan.