Argh, vand! - Barishan

Barishan dannede vind rundt om sit sværd og sendte det imod den Lyan havde fået ned. Hans sværd spidede ham. Barishan kiggede på han foran ham. Personen tog sig til halsen og faldt kort tid efter om. Barishan satte sig på knæ og hev efter vejret mens sveden rislede ned fra hans pande. Han havde fjernet ilten i luften på personens lunger. Han havde aldrig prøvet det før men det virkede, dog tog det næsten alle hans kræfter. Det var ikke noget han skulle bruge mod en stærkere modstander i den nære fremtid. Han kiggede på Lyan og sagde. '' er de kommet til skade frøken Lyan? ''.

Lyan kiggede på Barishan. Hun holdt hånden over et stort sår på det ene ben, fordi ham hun havde spændt ben fors, sværd, havde snittet/revet i hendes ben, så blodet strømmede ud. Hun rystede dog på hovedet. "Nej, er de okay, Barishan?" spurgte hun og så på ham med et bekymret blik. Mon der var sket noget med ham? Eller det var der vel, siden han hev sådan efter vejret.

Barishan kiggede på Lyan og smilede varmt. '' jeg har det fint. Mine Aspara healings evner er ikke de bedste men mit sår er ikke dybt. Nu må vi hellere skynde os over til min hytte og få brugt vores healings evner ''. Barishan gik over og lagde en hånd på såret som Lyan havde på benet for at lægge pres på. Så løftede han hende op og begyndte at løbe ind mod skoven med hende i sine arme.

Lyan smilte. Hun holdt armene om hans hals for at hun ikke kunne falde ned.
Hun kiggede over skulderen på ham, for at se om der kom nogen efter dem. Det gjorde der ikke for, det så ud til at de alle sorte mænd var væk. Hun lod igen blikket lande på hans anisgt. Hun smilte sødt.

Barishan løb med et smil på læberne selv om hans ansigt viste at han havde ondt i armen. Efter noget tid kom de til en hytte i en lysning i skoven. Barishan bar Lyan ind og lagde hende blidt i sengen. Han så træt ud men han havde stadigvæk et varmt smil på læberne. '' Frøken Lyan, de kan slappe af nu og heale deres ben. Så laver jeg noget suppe imens ''. Barishan var træt, den evne havde taget mere af hans kræft en han troede. Det var ikke en evne han kunne bruge mod Zane for hvis det fejlede ville Zane dræbe ham.

Lyan smilte. "Tak," sagde hun da hun kom ned i den bløde seng. Hun lå godt. Hun smilte til Barishan. Hun kunne mærke at hendes ben stadig gjorde ret ondt, men det var lidt ligemeget nu, hvor hun lå i en dejlig blød seng.
Lyan kiggede ned på benet. Man kunne slet ikke se noget af såret, men blodet kunne man se. Det vavr endu ikke væk.

Barishan begyndte at lave noget grønsagssuppe mens han tog sit Sværd hylster af og sin jakke. Han havde et sår i venstre skulder som stadigvæk blødte lidt. Normale Aspara ville have healet det men det virkede ikke som om hans evne til at heale var så god. Barishan smilede og rørte i suppen med en grydeske. '' Undskyld jeg skubbede dem frøken Lyan. Men det er ikke rart at blive ramt af granat splinter. De må også undskylde det med sværdet. ''. Barishan nynnende sagte en sang mens han lavede mad.

Lyan lukkede øjnene og hvilede sig. "Det gør ikke noget Barishan, jeg har prøvet meget værre ting," sagde hun med et smil. "Når, man har levet så længe som mig, kan man vel klre det. Men aldrig har jeg da haft større smerte i mit ben!" Hun grinte sagte og lyttede til den melodi Barishan nynnede.

Barishan havde en fin stemme, det var klart at han sagtens kunne synge. Han tog en skål og helte suppe op i den og gik over til Lyan med den. Han kiggede på hende med sine krystal blå øjne og sagde. '' pas på, den er lidt varm. Jeg håber den smager godt ''. Barishan smilede varmt og gik tilbage for at hente en skål suppe til sig selv. Så satte han sig på en stol overfor Lyan.

Lyan tog suppen og satte sig op i sengen, hvor efter hun smagte lidt af supped. "Mmm, det er virkelig go'." sagde hun og så på ham.
Hun tog lidt mere af suppen og spiste/slugte det. Hun smilte let. Det smagte virkelig godt syns hun. I hele hendes lange liv, havde hun nok ikke smagt en bedre suppe.

//Skal logge^^ Vi kan fortsætte imorgen, men du svare bare nu, så svare jeg imorgen^^//

Barishan grinede lidt og smilede. '' det er alt sammen fra skoven her. Selv m jeg ikke har boet her så længe så føler jeg virkelig mig knyttet til den her skov. Jeg er glad for de kan lide min suppe frøken Lyan ''. Barishan tog en skefuld suppe og så ud til at tænke lidt. * det virker ikke til at Di Morga's Asparaer er på samme side som Zane. Måske skulle jeg samle dem, måske er vi stærkere når vi står sammen. Jeg ved Oprørslederen kunne bruge den ekstra støtte. Det tror jeg faktisk jeg gør *. Barishan nikkede pludselig og smilede som om han havde taget en stor beslutning.

Lyan tog en skefuld suppe mere, og smilte stadig. Da hun så at han lod til at tænke, kiggede hun lidt rundt. "Her der da flot!" sagde hun og smilte, sødt til ham.
"Nu har jeg ikke lige hørt så meget om Zane, selvom jeg har været her i snart lidt over tusinde år, så hvad er det egentlig han vil gøre?" spurgte Lyan lidt efter hun havde spist et par skefulde mere af den dejlig varme suppe. "Jeg mener, vil han slå alle ihjel, eller hvordan fungere det?" Hun så spørgende på Barishan og tog lidt mere af suppen.

Barishans smil forsvandt og han så alvorlig ud. '' Han gav sin godhed til djævlen så der er kun ondskab tilbage i hans sjæl. Jeg kan ikke engang forestille mig hvad en person strippet for godhed ville kunne finde på at gøre. En ting ved jeg, det er at jeg vil ofre mit liv for at stoppe ham hvis det bliver nødvendigt. Jeg vil samle alle de Aspara jeg kan og så slutter vi os til Oprørerne ''. Barishan havde et beslutsomt og roligt blik i sine krystal blå øjne da han sagde dette.

Lyan virkede ret bange, men også ret tryg, da han sagde det, Hvis Zane kom nu eller senere, mens hun var sammen med Barishan, ville han vel ikke rigtig kunne gøre hende noget. Hun havde jo selv set hvordan han havde beskyttet hende før. Men samtidig, kunne hun jo også selv slås, men ik' så godt som Barishan.
Hun smilte og så på ham.

arishan så mod jorden og så på Lyan med et alvorligt udtryk i sit ansigt. '' Kan jeg regne med dig under mit Banner, under oprørerne. Vil du gøre mig den ære at kæmpe side om side med mig for frihed og et bedre Di Morga? ''. Barishan kunnede på Lyan med sine krystal blå øjne der udstrålede rolighed og godhed.

Lyan nikkede og så på ham. "Jeg vil gøre alt for at folk i Di Morga har det bedre, men.. men jeg kan ikke slås, eller kæmpe," sagde hun lidt flovt og så ned i jorden.
Hun kiggede igen på ham. Hun kunne ikke slås, hun kunne heller ikke bruge sine kræfter ret godt. Hendes øjne viste lidt flovhed, men de var også sådan at de ville kæmpe for godhed, når som helst, hvis bare hun kunne.
Lyan smilte skævt til ham.

Barishan nikkede fast og smilede varmt. '' jeg kan lære dig at styre dine evner og kæmpe med et sværd. Træne dig psykisk og fysisk- hvis de ønsker det frøken ''. Barishan bukkede. Det var klart at Barishan var en kriger der havde set meget kamp, rygterne om hans kamp mod Zane var også begyndt at sprede sig i skoven. Flere og flere Aspara'er kom til ham for træning. Barishan så på Lyan med et blik der udstrålede visdom og mod imens hans smil voksede.

Lyan smilte. "Det vil jeg gerne," sagde hun lidt efter. "Men vand, er ikke mig, som du jo nok ved." Hun smilte stadigvæk. Hun grinte lidt og så på ham.
Hun så ned på blodet der stadig var på hendes ben. Hun kunne mærke hvordan det var da ham der faldt over hendes, sværd kørte gennem benet.
Lyan kiggede igen på Barishan og smilte. Hun kløede sig let på den solbrændte kind.

Barishan hentede en klud og dyppede den i vand, så gik han over og lagde kluden på Lyan's ben og begyndte blidt at vaske blodet væk imens han sagde. '' De skal komme hver dag til træning, vi starter fra i morgen af hvor vi finder ud af hvordan vi kan forstærke deres kræfter og lære dem at holde til vand. Det bliver en hård træning, bare så de ved det ''.

Da han lagde kluden på hendes ben, kom hun til at spænde i hele kroppen så da hun åbnede øjnene var der flammer i dem. Hun så ned på ham. og bed tænderne sammen. Hun holdt til det vand han havde lagt på hendes ben. Det var vel en godt fremskidt. Eller hvad vidste hun? Hun smilte. "Okay," smilte hun lidt stolt over at hun kunne holde til lidt vand.

Barishan grinede og smilte. '' godt nok, jeg ville ikke sige vi startede træningen nu men jeg er desværre ikke en sød træner, frøken. Jeg træner mine elever til at overleve og vinde over den ondskab der lure i mørket. Det klare de aldrig hvis jeg er for sød. Men godt gået, allerede nu gør de fremskridt '' Barishan tørrede langsomt resten af blodet væk. * hun er i stand til at modstå vand selv om hun lige har brugt sin healings evner, hun er en del stærkere en hun selv tror *.

Lyan smilte. "Jeg skal nok klare det. Har jo som sagt, været gennem meget hårdt.!" sagde hun og så på ham og grinte lidt. "Men! Jeg er ikke vildt lærenem," advarede hun og grinte igen.
Lyan kiggede på ham med de fine babyblå øjne der viste advarsel, men også glæde og stolthed. Hun smilte stadig.

Barishan grinede let og klappede hende på benet. '' sådan der frøken. Hvis de ikke er lærenem så må vi bare træne det hårdere '' Barishan rejste sig og gik over til et skab og åbnede det. Han trak et gammelt træ sværd ud og sagde '' grib ''. Så kastede han det over til Lyan og gik over og åbnede døren. Barishan gik ud og ventede på hende, træningen var allerede startet.

Lyan greb det uden overhovedet at koncentrere sig om det. Hun hoppede ud af sengen og gik med lette skridt ud til ham.
Hun kom igen til at spænde i hånden så der kom noget ild omkring hende, men hun dæmpede/slukkede det hurtigt.
"Hvorfor sker det altid?" hviskede hun til sig selv med tænderne bidt sammen.

Barishan trak et træ sværd og lavede nogle bevægelser. Det så ud til at være den sværdkunst Riddere fra gamle dage brugte, gammelt men effektivt. Det var en af de bedste sværdkamp teknikker i hele verden. Langsomt prøvede han skridt for skridt at lære hende denne fremragende kampkunst. Barishan virkede alvorlig og smilet på hans læber var helt væk. '' gør som mig, i en kamp er der ingen plads til fejl så derfor er der heller ingen plads til fejl under træning. Er det forstået? ''.