Pluja que plora - Crying rain {Ting chan}

Omgivelser: Ikke andet end svage skridt i det fjerne..
Sted: Gyderne
Vejr: Overskyet, halvkøligt..
Tid: IRL

Skridt kunne høres i det fjerne, efterhånden som de kom tættere og tættere på.
Ikke mindst lød der et lille svagt suk, hvilket vel kunne få alles opmærksomhed rettet mod det.
En skikkelse kom nu til syne, fra gydens mørke dyb, men havde stadig taget mørket med sig. Over væsenet hang der en slidt sort kappe, som gik helt ned til væsenets fødder, hvilket gjorde den blev slæbt henover jorden. Hvis man kiggede ordentligt efter, kunne to violette skær også anses inde fra hætten, som havde omsluttet væsenets ansigt. Store stakker let rødt hår stikkede dog ud, og lå fladt ned af brystet, som det nærmere var klistret fast.

*Tid* Hun åbnede øjnene og så sig om. Hvad lavede hun mon her oppe...?
En rød håret pige sad på anden etage ved et vindue. Hun kiggede en smule forlegent ind i lejligheden. Det ville være pinligt hvis nogen var derinde. Men nej, der var tomt inde i stuen. Hun sukkede lettet og mærkede noget støttede til hende, hun drejede hoved. Det var jo hendes sorte le, et smil kom frem. "Ja, der er stadig tid" mumlede hun muntre og en brise ramte hende. Hendes korte røde hår svajede let med vinden.

To hvide, men elegant formede hænder hævede sig fra deres placering, op ad den slidte sorte kappe, og banede sig vej op til hætten, hvori de lydløst greb fat i kanten, og med et lille svagt ryk, vippede den bagover, så den samlede sig på den nu synlige piges ryg. De violette øjne så sig nysgerrigt rundt i mørket, forundret over stilheden hun befandt sig i.. Det gjorde heller ikke det hele meget nærmere, og hendes hjerte lavede en bestemt rytme, til regnen der i en 'sad melody' ramte de iskolde brosbelagte sten i bunden af gyden.

En lille brise ramte pigen, hun nyd brisen men fik en bestemt udtryk. Nogen var her.. Ja, her. En magisk væsent. Et smil plantede lige i hendes læber "Hmm hygge hygge" sagde hun lidt glad imens hun spejdede lidt frem nede på fortorvet. Hun hoppede let op, som om vinden løftede hende. Hun lande blødt på kanten af vinduet og havde armene på siderne, imens hun holde på sin le. *Hmm gad vide en stærk væsent, eller bare.. Ej glemt det* tænkte hun men blev spændt.

Evalyn så op mod den overskyede himmel, som snart også ville blive slugt af nattens mørke, som var godt på vej frem fra dets hemmelige skjulested. Hun standsede brat og blinkede en enkelt gang med øjnene, og lod den stirre ned i de brosbelagte sten. Så der, stod hun.. Som hvilket som helst andet menneske, hjælpeløst.. Eller så hjælpeløs var hun nu heller ikke.. Et lilel smil bredte sig på hendes smalle og blege løber og hun dumpede ned. I et kort øjeblik kom det som et sus for hende, at ramme de kolde sten, men hendes varme krop varmede det hurtigt op, og hun gav sig til at lytte og ikke mindst til nærmest af slappe af, i midten af en gyde, som et eller andet psysisk sygt væsen.

Hun hørte en bump et sted... Brisen havde taget lyden med sig. "Tak...." sagde hun opg sprang ned fra vinduen. Men hun faldt ikke. Hun svævede, hun holde leen i et stramt greb og fløj over en bygning. Hun så ned, hvad så hun.... Et hjælpeløs væsent som faldt. Hun så med medlidenhed *Hmm stakkels dig, dig må jeg heller førre over floden. Kom med din sjæl* tænkte hun kækt og stod nu lige ved siden af personen "Kom med mig. Jeg kender et godt sted til dig" sagde hun i en venligt tone og leen fik en lilla aura. Hun smilede, men mærkede noget. Det væsent, føltes stærk.. Nok til ikke at dø.

Evalyn kiggede lidt på sine hænder, og lukkede øjnene. Nød at sidde der, på de iskolde sten i absolut stilhed..
Der gik ikke lang tid før hun åbnede øjnene i et sæt, da hun fornemmede nogen, og inden da hørte nogle tale, og velvidende til at det var til hende stemmen talte til. Hun rejste sig lydløst og elegant op og drejede sig mod skikkelsen, der var en pige. De violette øjne studerede hendes le, som der var placeret i pigens ene hånd, før hun vendte blikket mod pigens ansigt, uden at søge øjenkontakt. Var pigen fjendtlig siden hun talte sådan til hende? Måske, måske ikke. Måske lignede hun, hvilket hun teretisk set ville gøre, et menneske som bare tiggede om at få lov til at dø. Evalyn lagde straks hovede en anelse på skrå, stadig blikket rettet mod pigen, "Jeg har det skam fint her. Lige her." sagde hun så stille og betragtede pigen, med leen, som var omringet af en fin lilla aura.

Hun havde åbnet munden, hun så lidt forskrækket ud, da den fremmede pige havde rejst sig op *Dårlig timing.....* Tænkte hun og kastede leen væk. Den fløj ikke engang en m, før den forsvandt. Forsvandt ud af det blå, som om den skyd igennem ingenting "Uhm jamen go goddag og undskyld" sagde hun og bukkede lidt for mange gange *Pis og papir, det væsent var ikke død* tænkte hun surt og skamfuld over sig selv. Hun så lidt på pigen og bemærkede noget "Uhm Nihao... Hvorfor lå du på jorden..?" spurgte hun venligt. Imen hun krydsede fingre på at hun ikke så noget som helst.

Evalyn fulgte leeen med blikket, som på en måde blev opslugt af den frie luft, og uden at hun så af .. var forsvundet. Hun trak en anelse på skulderen, og lod sig ikke gå på at hleen sådan var forsvundet, men lod de violette øjne glidde tilbage på pigen. Tydeligvis rødhåret som hende selv, hvilket fik hende til at smile et lille blidt smil, "Hola" sagde hun så i en venlig tone og blinkede en enkelt gang med øjnene, "Se.. Jeg går vel ud fra jeg mest havde lyst til bare at slå mig ned. Et eller andet sted skal man vel hvile sig når man sådan bor alle og ingen steder, ikke sandt?" spurgte hun så og hævede roligt det ene øjenbryn. Pigen virkede nu til at være meget flink.

Hun smilede lidt "Ej... Hvile sig her.. Du kan da hvile dig i en hotel, i en bænk ja ligesom jeg.. Som sover i domkirken" fnisede hun lidt *Roligt, hun er jo selv en magisk væsent, så hun er vel vant til hokus pokus haløjsa* tænkte hun lidt bekymret. Hun havde tænkt på at pigen skreg væk, på grund af hun så leen. Men nej, hun var som de andre magiske væsner. Godt det ikke var et meneske "Forresten. Mit navn er Ting chan.. Hyggeligt at møde dig" hun bukkede på den asiatisk måde. Imens hun smilede et venligt smil.

Evalyn vippede sit hovede tilbage i sin rette stilling, og kløede sig efterfølgende let i det halvpjuskede røde hår, "Jeg bryder mig ikke om hoteller." sagde hun så lidt stift, dog med den samme undertone af venlighed, "Bænke er hårde og irriterende at lægge på, så jeg foretrækker mest af alt.. Jorden, selvom den til tider også er hård. Men den er lige, og har ikk indskæringer i sig eller noget i den retning" sagde hun så i den samem tone som før, "Rart at møde Dem også Ting chan " sagde hun så og bukkede mere prinsesseagtigt, ved samtidigt at løfte lidt op i hendes gule og gennemblødte kjole, "Mit navn er Evalyn L'adore"

Hun så lidt forundret, skulle man også sige efter navnet..? Mon. "Tehe mit efternavn er ikke særlig kreativt. Pham" grinede hun over sit kedelige efternavn "Uhm dit. Uhm hvor kommer du fra" spurgt ehun og klørede sig på hoved *Maner, den gule kjole. Hun må være en prinsesse fra en fjernt land* tænkte hun og betragte Evalyn. Hun så da flot ud. Hendes blik så ned ad sig *Ok. ikke lige så luksus agtig. Mere som en asiater* tænkte hun skamfuld.

"Njah. Det er da kreativt nok. Alle er jo ikke ens, og det gør også alle specielle og smukke. Dette gælder så også for Dem selv" sagde hun så, da hun havde lagt mærke til at Ting chan kiggede ned af sig selv. Hun lagde godt mærke til at hun selv ikke havde svaret på hendes spørgsmål, om hvor hun kom fra. Måske kunne hun jo være en prinsesse fra et fjernt land på den måde hun opførte sig på, men der var der vel heller ikke stor chance, "For at være ærlig, så ved jeg det ikke." sagde hun stift og lukkede afslappet øjnene, "Hvor kommer De fra?" spurgte hun så og åbnede øjnene igen.

"Ja. Ser du jeg kommer fra.." *Hvor mit sted er. Som alle demoner med en le kommer fra. Og også fra helved. Skal jeg sige det..?* tænkte hun hurtigt men fortryd "..fra, altså mit hjemland er Vietnam.. og lidt i asien *og i helved. Men skidt pyt. Det siger jeg en anden dag* tænkte hun og smilede venligt til hende. Huin betragte lidt Evalyn og smilede lidt "Hmm du er en dødt meneske ik..?" spurgte hun imens hun havde hoved på skrå.

"Dødt menneske er vist ikke det rette ord" sagde hun så og smilede en smule sukkersødt. Smilet ændrede sig dog roligt til et mere selvsikkert smil. Sukkersød var ikke lige hende..
Nej.. nærmere et dødt menneske ville hun aldrig sådan kalde det.. Så bare hellere engel, "Jeg er en engel." sagde hun så efter et stykke tid, da det gik op for hende at hun endnu ikke havde oplyst sin race, "Og jeg må gå ud fra at De er en dæmon, siden de render rundt med en le?" sagde hun. Heesvar kunne også forstås som et spørgsmål, da hun ikke vv sikker. Men et menneske rendte jo ikek rundt med ele, og fik den til at forsvinde ud i luften. Og en dødsengel var hun heller ikke. Så ville hun jo teoretisk set have sorte vinger, og ikek sådan svæve ned, f der hun kom fra? Ja, det havde hun bemærket. Vampyr, der ar hun faktisk i tvivl. Men der v intet tegn på knivspidse tænder eller lign.

"Hmm hvis du er en engel, så har du jo været et meneske.. Som har fundet op til himlen og blivet til en del af guds engler" sagde hun med et smil og betragte Evalyn "Du er i hvert fald en smuk engel" sagde hun i en dybt respektfuld tone og bukkede. "Jeg er en demon med en le.. Eller som man nu kalder mig, Pigen med leen" sagde hun og lavede et gestus på sig selv og nejede pænt, men også lidt stolt "Jeg følger de dødes sjæle over en slags flod, som kaldes Dødens Flod, og hjælper dem til paradiset" forklaret hun stolt, men var lidt usikker på hvad Evalyn ville sige..?

Evalyn grinede mildt, "Men jeg vil stadig ikke foretrække et dødt menneske" sagde hun i en rolig tone og så op mod himlen.. Havde hun været op i himlen? I såfald, ville kunne ikke kunne huske det. Om det var fordi ingen engler kunne huske noget fra himlen, eller om det var fra hendes hukkommelstab fra før hun vågnede som engel, vidste hun ikke.. Hun smilede lidt til hende og bukkede selv for hende, yndefuldt, "Tak". Evalyn studerede Ting chan lidt, "Her er jeg så mest van til udtrykket med manden med leen, Men pigen med leen er da en hel del sejere" grinede hun så, "Dødens flod?" tanken om dødensflod vækkede et billede frem i hende.. Stedet på billedet var ukendt, men smukt, og der kunne ses en bro, som førte over en sø. Hun missede en enkelt gang med øjnene, så billedet forsvandt, og hun så direkte på Ting chan igen.

Hun smilede lidt, men smilet noget ikke op til hendes øjne "Du kendre sikker manden med leen.. Jeg er hans eneste datter og barn.. Jeg er ikke som de andre demoner med en le. Fordi, Døden er min far. Men jeg er en demon, fordi min mor er en demon, så jeg er bliver kaldt 'En' demon med en le. Og fordi jeg er specielt og Døden er min far, kalder man mig Pigen med leen. Der er også andre som fx Drengen med leen, Damen med leen osv, fordi de speciele end de andre demoner med en le" forklarede hun og så op i himlen "Men jeg burde slet ikke være en demon med en le, fordi jeg opførre mig så venligt.. Som en engel" mumlede hun forsigtig kunne skimte paradiset, fordi hun selv har været der engang.

Evalyn lukkede øjnene lidt og klappede lydløst hænderne sammen, "Jo du burde. Men nu skal du passe på, at jeg ikke begynder at holde en tale.." mumlede hu advarende, men dog med et drillende glimt i øjet, "Hvis du ikek vil være en engel, er du heller ikke en engel. Du ved jo selv du er en demon, og hvis de andre demoner synes du er for blødsøden, så hver hård mod dem?" sagde hun så og lagde hovedet på skrå. Måske havde hun ikke så meget forstand på det her, men hun var god til at tale om sådanne problemer, hvertfald af og til, hvis hun ikke var stresset eller deprimeret..

Hun så lidt på hende og kunne ikke lade være med at smile
"Du siger noget" sagd ehun kækt. Hun betragte hende lidt "Hmm, hvad med dig... Har du overhoved set din slags..? Da du opdaget du er en engel, burde du havde set andre engler, eller har du ikke været derop..?" spurge hun lidt nysgerrig. Alle englerne ville blive vilde med at se hende, sådan hun så ud. Med hendes røde hår og lilla øjne, det er da speciel at se en engel sådan.

Evalyn smilede igen, da hun bemærkede at pigen smilede, og kløede sig lidt i hendes røde hår, "Det er det store spørgsmål.. Så vidt som jeg ved, har jeg hverken mødt nogle engle på jorden eller deroppe" sagde hun så og pegede op mod himlen, "Og jeg ved ikke om jeg har været deroppe. Jeg kan ikke huske noget. Jeg kan stort set ikke kunne noget fra før jeg blev en engel.. " sagde hun stille og sukkede svagt, så det næsten ikke kunne høres.

Hun så med store øjne, med medlidenhed. Hun fik næsten ondt af hende. Pludselig forsvandt hun. Hvor var hun henne..? "To bagte kartofler, gerne hurtigt. Nej. Giv mig to store kartofler, jeg klare resten selv." sagde hun med et venligt stemme og klappede på borden, ved en slags bod, hvor de sålgte varme kartofler. Ting chan fik to kartofler og havde den i en bakker. Hun holder omkring hver kartoffel imens hun gik hen til Evalyn med lyn varme kartofler "Her, jeg syntes du skal havde at spise.. bare for hyggen skyld" sagde hun med et smil. HUn syntes det var synd for hende, at hun ikke fik set hendes race.

Evalyn blev stort set en anelse forvirret over forsvindingen, men beroliget da hun stadig kunen se Ting chan, som bar på en kartoffel, som hun derefter rakte til hende. Evalyn tog venligt imod kartoflen, "Tak. Men hvem ved. Der findes sikkert flere engle, som er stranden på jorden, ligesom jeg". Ja det var sandt. Hun var nok ikek den eneste, så på et eller andet tidspunkt skulle hun nok enten finde eller møde en engel. Hun skulle bare give det til, og det ville ikke være noget problem, da hun altid var tålmodig af sig. Der slog det hende. En god død, havde hun nok ikke fået, da dem der kan finde fred ender i himlen, eller hvor de nu gør, men hun var død ung og en .. skrækkelig død? Men så ville hun vel være et spøgelse? medmindre det var muligt at prøve at finde fred, og ende i himlen, men på en eller måde var sendt ned på jorden igen. Ellers også kunen det være hun var endt hernede, fordi hun havde et ærinde? Der fandtes jo også engler, som var skytsengler..

"det er en vane med at give andre bagte kartofler, ude i asien ser jeg mange børn som jeg får medlidenhed over" snøftede hun lidt imens hun spiste sin kartoffel. Hun syntes på en måde, hvorfor. Hvorfor kom hun ikke op, til himlen, inden hun kom ned igen. "Du har ret. Jeg kender faktisk mange engler" sagd ehun med fryd i stemmen og sukkede lidt. Måske, hun håbede på Evalyns vejne at hun fandt nogle som hende. Men, gad vide hvem der førte hende til at være en engel.. Måske en af guds engler. Eller bare en dødsengel som syntes hun skulle blive på jorden uden at se de andre. Ja tankerne hvirvlede i hendes hoved, imens hun spiste.

Selvfølgelig så fandtes der vel også de engler, som var født som en engel, men det var vel umuligt.. Så burde hun jo kende eller huske sin familie, så hun var nok død på en eller anden måde. Men det var irriterende, at hun ikke kunne huske en pind. Det tætteste hun kom på hendes hukommelse derfra, var et dunklende halvslem hovedpine.. Hun tog halvirriteret en bid af den varme kartfolen og stift ud i luften. Faktisk vred.. Hvordan det kunne gå til sådan her? Hendes øjne lavede et lille rødt glimt, og hun blinkede, før hun vendte blikket mod Ting chan igen.