Pluja que plora - Crying rain {Ting chan}

Evalyn nikkede sammenbidt. Hun fandt skam kirkegården inetressant, men ikke spor hyggelig, hvis det kunne siges, hvilket kun var den eneste grund til hun havde lyst til at tage et kig derover, og undersøge det. Altså, nu var det også fordi hun have en at gå sammen med. Normalt gjorde hun jo ting på egen hånd, "Nu har der bare ikke at komme døde menensker op af gravene.." sagde hun bidskt, før et lille drilskt smil hoppede frem. Hvor dum kunne hun være, at sådan tro at de døde mennesker måske ville angribe?.. Hun blinkede kort med øjnene, og begyndte så at gå henover de brosbelagte sten, med kursen mod kirkegården.

Hun trippede efter hende og havde en dybt streg i panden.. Hun var total bekymret om det gik. Hvad nu hvis hun faldt om eller sådan noget. Men hvad der skette, vil hun hjælpe Evalyn. Hun så sig om. Det blev jo snart mørkt. Bare det var en god ide med at gå til kirke gården nu i den tid... "Elly...." spurgte hun forsigtig "Er du sikker. VI kan stadig nå at vende om, jeg tror ikke det er godt for dig" mumlede hun, hun vidste ikke hvorfor hun spillede den bekymrende mor. Hun havde bare en på fornemmelse at det ikke ville gå.

Evalyn blev ved med at gå, og rettede blikket op mod himlen. Mørket faldt efterhånden på, også ville hele kirkegården ligge øde hen, i absolut stilhed i natten. Dette ville naturligvis svække hende. Men hvis der var mulighed for at hun kunne finde ud af noget, ville hun selvfølgelig tage chancen. Så viljestærk var hun. "Jeg tror heller ikek det er godt for mig, men jeg er villig til at løbe risikioen. Og jo mere jeg udsætter mig selv for disse ting, jo stærkere bliver jeg selv psysisk." sagde hun i en meget rolig tone, idet hun vendte sig om mod hende, "Kommer du ?".
Hun lagde hovedet ventende på skrå.

Hun lukkede hurtigt munden og løb efter Evalyn "men er du sikker..? Jeg tror ikke at det vil hjælpe. Desuden er det for mørkt til det" sagde hun og prøvede at lave undskyldninger.. Men måske hjalp det. Hun var slet ikke bange for kirkegårde, men mest på om Evalyn besvimede af synet. Men det var nok værst når det blev mørk. *Hmm bare roligt. Hun skal nok klare dig.. Tror jeg* tænkte hun

Evalyn nikkede bare sammenbidt, "Jeg er ligeglad" sagde hun så stift og så ud i mørket. Mørket skræmte hende ja, så Ting chan havde nok ret.
Men det betød jo ikke at hun ville give efter, bare fordi det var blevet godt mørkt. Desuden var det jo frygten, som gjorde at man blev styrket.. Var det ikke? Hun standsede kort, og tog en indånding, og satte så gang i sit tempo igen, "Det skal nok gå. Jeg klarer mig" sagde hun stille *forhåbentlig..*

Hun trippede ved siden af hende og vidste ike hvad hun skulle sige. Hun kunne se kirken tårnet bag træerne "Ok.. Men uhm det er forsent når vi er der" mumlede hun og gys lidt hvis Elly faldt sammen og besvimede. Eller bare græd og holder fast om hende eller sådan noget rigtig sindsygt ting. Bare hun nu ikke gik i selvmord. Pludselig gav Ting sig selv en lussing "SÅ STYR DOG DINE TANKER" råbte hun vredt og smilede til Elly "Kom, lad os komme afsted" sagde hun mildt og gik.

Evalyn hvilede sin opmærksomhed mod hendes ansigt, mod hendes øjne, "Ja, det er det. Men hvad kan ske? Jeg har en dæmon ved min side, og ikke mindst burde jeg selv kunne huske mig selv på, at jeg også selv har evner, jeg kan bruge i nødstilfælde.." sagde hun og forholdte sig derefter tavs, imens hun dernæst satte tempoet en lille smule op og sendte natten et beroligende smil, før natten rungede et vredt råb, som forskrækkede hende.. Hun vendte blikket mod Ting Chan med det samme, og rynkede øjenbrynene. Dog lagde hun ikke mere i det, udover at nikke til hende, og lod blikket spejde sig mod kirkens tårn. På en sær måde, så tårnet bekendt ud.