Pluja que plora - Crying rain {Ting chan}

Hun så på hende og havde spist hele kartoffel, også skraldet. Hun så med medlidenhed på hende. Hun tænkte vel ikke på hendes død vel..? "Kære Evalyn... Skal jeg hjælpe dig med at finde din hukomelsen...? Jeg tror godt jeg kan" mumlede hun og håbed epå hun kunne. Hun ville virkelig hjælpe hende, sådan rigtig meget. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne godt lide engler. Hun følte at se havde den samme venlighed som hende selv. Englerne så også flotte ud, gude smuk.

Hvis hun kunne hjælpe hende, vilel det lette det hele.. Men tænk hvis hun bare havnede i den samme hovedpine? Personer havde jo før forsøgt at trænge ind i hendes hukommelse, og se hvad der skete, men det var hele tiden kun resulteret i at de gav op, og endte med en voldsom hovedpine.. Hun sukkede lidt, men lyste lidt op, "Mange tak. Men hvordan har du tænkt dig at prøve?"spurgte hun undrende.

Hun prikkede hendes to pegerfingre mod hinanden imens hun så med alvorligt blik på hende "Ser du.. Snakke med din sjæl. Jeg plejer altid når jeg føre sjæle over floden, får jeg altid at vide hvordan deres fortid har været. Så jeg tænkte. Enten sort magi, hvor jeg føre dig dybt ind i din sjæl hvor du selv kan se.. Eller også ville jeg prøve som jeg gøre, når jeg føre sjæle over floden. Men self skal du ikke over Dødens flod, bare hvor jeg vil uhm snakke med din sjæl" hun vidste ikke om de to ting hjalp. Men hun håbede self. Sort magi, kunne være farlig, nogle gange.

Hun så tænkende ud i luften, "Det kunne måske godt gå an.. Men jeg er ikke sikker. ". Inderst inde håbede på det ville virke. Så hvis det havde den mindste chance for at lykkedes, ville hun gøre det, "Skal vi gøre det og hvordan gør du?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå, imens hun hvilede de violette øjne på Ting chan. Hun håbede virkelig på at planen ville virke.. Den skulle virke, men der var jo også stadig chance for at den ikke gjorde..

"ok, den hvor jeg taler til dit sjæl, er at jeg taler direkte til dit sind. Jeg skal helst holde sig i hånden imens jeg gøre det, får så kan du selv se hvad dit sind viser... Eller jeg uhm bruge den sorte magi" HUn stoppede lidt for at hoste lidt. HUn var lidt nervøs over at fortælle den sorte magi "Altså, du falder sådan i søvn, på en måde, og ser inde i dig selv, i dit sind. Uhm begge de to, bruger jeg min le som hjælp, eller uden. Men uhm den sorte magi... Den kan godt mislykkes" sagde hun lidt nervøs. Hun havde kun prøvet sort magi to gange, når det galt om drømme.

Evalyn nikkede let, "Jeg vil helst undgå at bruge sort magi" sagde hun så stille og lænede sig lidt fremad. Det var også naturligt. Hun var en engel, og de var ikke så glade for sort magi, så skulle hun jo faktisk havde været en dødsengel. Fandtes de også på jorden? Det gjorde de nok, så hun kunne nok også risikere at møde nogle af dem på vejen. Hun smilede blidt og indåndede den friske aftenluft, stadig med blikket rettet mod Ting chan, "Skal vi så bare.. begynde?"

"ok. hvis du er klar" sagde hun og åndede lette ud. Hun havde aldrig prøvet sort magi mod en engel, men ville helst undgå det. "Ok, rakt mig din hånd, uhm så kan du se dit sind.. Om din fortid" sagde hun og rakte hånden frem til hendes. Hun så på hende le og nikkede lidt, som om leen var levende. Hun så lidt roligt på Evalyn og forstillede sig en død meneske, som hun skulle førre meneskes sjælen over floden. Hun udbrød lidt med en mumlen "bare roligt, hvis mig dit sjæl" Evalyn's sjæl kom, og Ting (imens hun holde Evalyn's hånd)prøvede at åbne sjælen, så den kunne vise sindet. Der kom sådan en lys stråle ud, så Ting fik knebet hendes øjne sammen.

Evalyn nikkede bare, som tegn på at hun var klar, og tog fat omkring Ting chans hånd. Det var nu. Enten virkede det, eller også gjorde det ikke. Egentlig virkede det lidt underligt, men hun havde jo heller ikek prøvet det før, men det havde Ting chan jo. Gadvide hvordan det egentlig var at være den, der førte sjælene over på den anden side af søen? Hun lukkede øjnene lidt, da der kom et lys fra hendes egen sjæl.. Igen. Det var underligt at stå der, og se på sin egen sjæl, og efterhånden begyndte Evalyn at mærke en dunklende smerte i hovedet, hvilket fik hende til at knibe øjnene sammen. Dette havde hun ikke forventet. Hvorfor får hun n u ondt i hovedet når hun intet gør selv?

Ting chan skulle lige til at give slip, så hun kunne dække hendes øjne for dette skarpe lys. Men, hvis hun gav slip... Ville Evalyn jo ikke være med til at se hendes fortid, så Ting holde stadig Evalyns hånd. Pludselig så hun et lille barn igennem lyset og sukkede, imens hun lavede en undskyldning udtryk "Sorry.. Vi kom vidst helt tilbage da du var en baby" mumlede hun men betragte den søde unge... Hun kunne ikke helt se hvad farve den var, men hun kunne da se en nyfødt baby.

EValyn sukkede lettet, da en nyfødt baby bredte sig som et almindeligt billede. En baby med rødt hår og violette øjne. Det kunne ikke være andre end hende selv. Hun smilede mildt af babyen, og glemte helt den hovedpine hun havde fået. Billedet ændrede sig og lidt efter stod en ca. 3 årig gammel pige, med det samme røde hår og violette øjne. Håret gik hende bare ned til skuldrende, som nu og hun grinede. bag hende var der nogle skikkelser, men de for sløret til at man kunne se dem ordenligt. Hovedpinen blev dog pludseligt voldsommere end før og hun lavede en lille lyd, "Ting chan.." sagde hun så besværligt.

Hun gav sig en suk, da billede ses. Babyens hår, så dejligt rødt. Det var dog utroligt hvor sødt en baby kunne være. Med lilla øjne. Hun betragte den tre årig lille pige og udbrød, det var da nuttet. Hun hørte Evalyn og så på hende. "Hvad er der...? Har du ondt...? Men hvor var du da kær" hun havde spurgt bekymret spørgelsmål, men kom til at sige noget kært om hende og rødmede lidt.

Hun så på hende gennem sammenbidte tænder, "Jeg fik hovedpine, og nu bliver det værre.." hun kæmpede for at holde fast i Ting chans hånd, så hun selv kunne se billederne.
Hun kunne godt anse en nu endnu ældre pige, men som alligevel var ung. Evalyn var selv omtrent de syv år. Hun blev trukket af en heskekaret, hvor to tilslørede personer igen sad ved siden af hende. Var dette her hendes forældre? Hovedpinen blev dog igen voldsommere, og for hende blev billedet pludseligt også helt sløret, så sort..
Også havde hun det som om hun skulle til at besvime, så hun omgående gav slip om Ting chans hånd..

Hun så bleg ud. Hvordan hovedpine... Det havde hun aldrig før opblivet, nok fordi hun var levende ikke død. Pludselig så hun på billede og mærket at Evalyn gav slip "NEEEEJ" Brølede hun forskrækket og skubbede hende imens hun krammede hurtigt og hårdt. Hun og Evalyn kom ud ad sindet og var på fortorvet igen. "Hv hvad hvad skette der. Det der var faktisk rimeligt farligt at du ved det" sagde hun rystet og forskrækket. På hendes pande kunne man se sved perlerne gled ned, hun var utroligt bange for hvad der skulle ske lige der.

"Undskyld.." mumlede hun svagt. Den dunklende hovedpine var der stadig, men den havde aftaget sig, "Jeg skulle lige til at drætte om.." sagde hun så ligeså svagt, som før, "Jeg tror ikke vi skal gøre det igen, men tak.." hun smilede mildt kneb øjnene hårdt sammen. Men hun havde set sig selv. Det eneste underlige var at de andre - udover hende selv - var fuldstændig tilsløret. Hvorfor det?
Hun hævede langsomt sine hænder op til hendes hovede, og der bredte sig et lys. Dog føltes det mere som om hendes hænder blev brændt, så hun fjernede dem igen. Pokkers til den mærkværdige hovedpine.. Den kunne kun gå væk med tiden..

Hun sukkede men så på Elly "Men.. kan du huske hvem de to personer var..? Det var faktisk svært at se alle de minder sindet vidste os" sagde hun og lavede en grimasse. Hun selv, var det svært. Nok fordi sjælene var døde, men Elly var da ikke død. Måske var det alt den dummeste ide hun kunne finde på. Det var jo tros alt mørkt magi og dødens magi hun brugte "Undskyld. TIlgiv mig" mumlede hun og bukkede trist.

//Må jeg kalde dig Elly..?

Han rystede let på hovedet, "Men jeg tror måske de var mine forældre.." mumlede hun så. Hvis de var døde, var det måske derfor at de var tilslørede, "Plejer de døde sjæle, at være tilslørede?" spurgte hun hende så. Hun havde vel prøvet det før?
Hun så derefter undrende på hende og slikekde sig om munden, "Du skal ikek undskylde. Du har hjulpet mig, og jeg vil ikke tilgive dig, for jeg har ikke noget at tilgive dig for" sagde hun så og smilede og tog hende kort og venligt i hånden.

// Of course :P //

Hun sukkede lidt "Kun hvis personerne som er med i sjælens minde er også døde.." hun tudet ikke at sige mere. Fordi, hvis det var Elly's forælder. Var de allerede døde, men det kunne da ikke være hendes forælder, kunne det..? Hun ville helst ikke sige ngoet ondt men så lidt forpint på hende. Hvorfor, hvorfor skulle hun ikke tilgive en som hende. Der kunne jo ske noget ved Elly, måske ngoet ondt. Hvorfor holde Evalyn hendes hånd. Hvis det havde gået galt, var det jo hendes skyld....

Evalyn stirrede ud i luften. var hendes forældre døde? Selvfølgelig håbede hun det ikke, men det var en mulighed. Men siden hun var så ung en engel, var hun jo død som 16-årig eller deromkring, og bagefter end hernede på jorden. Men så kunne hendes forældre jo ikek være døde? De burde da stadig leve.. For det var for blot en uge siden ca. at Evalyn selv vågnede op, uden at vide noget som hekst om sig selv eller noget andet midt her i Di Morga. Så. .De kunne ikke være døde!..

Hun så på hende og sukkede "Jeg tror du er blivet bortført væk fra din familie.. Og de to personer er døde" sagde hun efter hun havde tænkt på en lysning over Elly's forælder. Måske var det sandt, måske ikke. Men hun fik da ikke set hendes død.. Ting chna var virkelig forfærdet over at hun havde mislykkes det.

Evalyn fnyste køligt, "Hvem skulle dog bortføre mig?" sagde hun så koldt og rystede på hovedet, "Undskyld.." mumlede hun så og hentydede til den kolde tone hun pludselig havde fået, over tanken om at hun måske var blevet bortført. Taget fra hendes familie, så hun ikke kkunne få et ordenligt liv og idet mindste kende hendes forældre. Hun ville ikke tænke på det og satte sig ned midt på jorden, da trængte til at sidde ned, efter alt det besvær med hovedpinen.

Hun skuldrede lidt og lod sig tænke "Hør... Hvor var du henne da du vågnede..?" spurgte hun lidt efter og så på hende, i en venligt tone. Måske var håbet ikke tabt. Måske kunne hun lige redde den fejl hun havde lavet "Evalyn.. Hvor vågnede du op og opdaget du var en engel henne.??" hendes stemme skælvede lidt af bare spændning.

Evalyn skuttede sig lidt. Hun var landet et af de mest uhyggelige steder hun kunne tænke sig.
"Kirkegården" fremsagde hun så i en dyster tone. Hvorfor lige der..
"Jeg vågnede op på kirkegården. Hvorfor?" spurgte hun hende så og rettede blikket direkte ud luften.

// Sry for det korte svar o_o //

Hun nikkede "Uhm... Meget intresant" sagde hun. Hun selv syntes kirke gården var hyggeligt. Hun vidste ikke hvorfor, men selve kirken var dejlig og gården var hyggeligt. "Nogen må havde dræbt dig.. ´tror jeg.." mumlede hun lavt. Hun havde læst noget med at får at blive en engel, vågner man op på det sted hvor man døde.

//helt i orden :P//

Evalyn trak bare en anelse på skuldrene, "Måske.. måske ikke" svarede hun til Ting chans svar. Men hvis hun var blevet dræbt.. Hvem havde så dræbt hende? Et eller andet sted ønskede hun ligenu allermest af alt, at være død i en eller anden form for ulykke, eller bare en, hvor hun ikke var blevet dræbt. Hun sukkede kort og så op mod himlen, "Well.. Skal vi så tage et smut forbi kirkegården?" spurgte hun og skuttede sig lidt. Kirkegården..

Hun så lidt roligt på hende "Er du sikker....." spurgte hun lidt bekymret. Som hun kunne føle Elly, var hun ikke særlig vild med kirkegården som hende selv. Hun tænkte sig om. Mon hvorfor hun døde, var det et mord eller var det et ulykke. Eller også var det selvmord.