En stille gå tur..?

//beklager at jeg ikke kunne svare.. *skuler til sine forældre* xD //

den unge vampyrkvinde så ikke på englen da hun talte tog bare bedre fast om elveren. hun tog holdt hun også om elverens hals og tvang den bagover så hendes blårdårer i halsen var tydelige.
et bizart smil skilte de ellers smukt svungne læber og tænderne var ny fuldt synlige, mens hun lænede sig tættere på elveren.
da hun hviskede i elverens øre var hendes stemme omhyggeligt kontroleret, for bag den lille bitte rest af selvkontrol hun havde tilbage, lurede der kun blodtørst... og rusen..
- det her kommer nok til at gøre lidt ondt..
og med de ord borede hun sine tænder ned i elverens hals. de to spidse hjørnetænder lavede to helt runde huller lige ind i en stor blodåre og blodet flød mærmest ned i hendes hals, hun behøvede næsten ikke suge i starten.
hun tog bedre fast om elveren, hendes arm lå nu om hendes mave i stedet for om hendes hals, som en form for forberedelse til når vampyrenes ofre ikke kunne holde sig selv oppe.

// Haha. Kender det godt xD //

Evalyn rettede sine hænder mod vampyren, og idet bredte et lys fra hende hænder. Hun vidste ikke om det ville hjælpe, men hun havde da også fundet ud ud af at vampyren holdte sig væk fra solens stråler. Hun stod nemlig i ly.
Lyset blev stærkere, hvilket fik hende selv til at lukke øjnene. En varme bredte sig samtidigt mellem i hendes krop, så hun slappede mere af og bare lod lyset brede sig. Naturligvis ville lyset ikke kunne skade, men det var et våben mod vampyrer, da de ikke kunne lide sollys..
Så lige nu håbede hun også bare på at vampyren automatisk ville slippe Zelenia og komme væk fra det kraftige lys, der faktisk havde omsluttet EValyn på en måde, at man faktisk ikke rigtig kunne se hende.. Ikke andet end lys..

Zelenia, kunne dårligt røre sig, vampyren var for stærk og selv om det ikke var så tit hun blev vræd, så kunne hun mærke at hendes krop stille og roligt begyndte at gløde, og fik hende til at føle sig stærkere.
Hun kæmpede for at få den ene hånd løftet op for at få fat i vampyrens hals, da en skapt lys næsten blændede hende. Hun kneb øjnene sammen, og lyset gjorde hende næsten mere vræd. Hun fik fat om halsen på vampyr pigen, borede sine negle ind i halsen på hende og hev så hendes hoved væk, mens hun med den anden hånd skubbede hårdt til pigens bryst. Hun kom fri, men det var også kun lige. Her på løb hun et par hurtige skridt baglæns, og kiggede på vampyen. Lyset generede ikke længere Zelenia, men ville vampyren også kunne modstå det?

da luciel blev skubbet væk af den ovarraskende stærke elver, endte hun med at stå med hovedet hen mod lyset og hun krummede sig sammen med et råb.
- arh! mine øjne!!!
hun gik i knæ med elverens blod løbende ned af hagen, og hun vidste at hun skulle ind i noget skygge. lyset skadede hende ikke på samme måde som sollys men det var mere end nok til at få hende til at have det ubehageligt!
hun satte af og kravlede som en kat op i det nærmeste træ, hvor der var lidt mørkt. hun havde sådan en forbandet lyst til at overfalde den fandens engel! hvorfor skulle der også lige være en engel her!
luciel forbandede sig selv for ikke at have set ordentligt efter, for hver gang hun havde mødt en engel var det gået galt.. for dem begge to.. først pitch, der gik ikke mange sekunder før de kom op at slås, og så jeanna, der havde været ved at breænde hende levende.
hun rystede på hovedet.. engle, det var altid englene..

Evalyn sænkede sine hænder, da hun hørte vampyren sige noget, hvilket nok betød at hun havde trukket sig lidt tilbage for lyset, eftersom hun ikke selv kunne se noget. Lyset forsvandt langsomt, og hun skævede over mod Zelenia, "Er du okay?" spurgte hun så, velvidende til at hun nu talte i dus. Hun så dog hurtigt op mod vampyren, som sad oppe ved det ene træ. Ville vampyren angribe ville hun sandsynligt bruge det samme trick igen, selv om det også var temmelig ubehageligt for hende, da hun intet kunne se. Hun blinkede en masse gange med øjnene, og hev så Zelenia ud hen til hende, der hvor solens stråler direkte skinnede ned på dem. Det var det mest sikreste sted at stå, med vampyren i nærheden. Hun sagde ikke videre noget, men afgav et lettet suk fra sig.

Zelenia, så hen på Englen da lyset endelig, langsomt forsvandt.. Hun smilede svag til hende, og kunne mærke sine hænder ryste. Men om det var af mangel på blod, af redsel, eller af vrede vidste hun ikke. Så mærkede hun et kort øjeblik Englens hånd på hendes skulder, og så stod hun i den lille sol stråle.. Hun knækkede øjeblikligt sammen, og gemte sit ansigt i hænderne.. Pludselig begyndte en brændene smærte langsomt at blusse op i hendes hals, hun tog sig til såret, og mærkede det halv tøre blod på sine fingre. Hun kiggede op på Englen, "nej, det tror jeg ikke.." svarede hun med svag stemme og væltede så om på rykken, mens den uudholdelige smærte langsom bredte sig til rasten hendes krop.

Hestia komme gående . hun kunne lugte blod i nærheden.
hun fuldte den og fandt en sårede pige, Hestia skubbede til hende og sagde svagte " er du okay ?".

hun satte sig ned ved siden af pigen ..

Zelenia åbnede modviligt sine øjne.. "Jeg ved det ikke.. " svarede hun med svag stemme og mærkede smærten langsomt forsvandt fra hendes hals. Det brændte og sveg i rasten af kroppen, både ben og arme var begyndte at gøre ondt, men smærten var blevet så stærk at hun næsten følte det som om den ikke var der længere.. "Jeg ved ikke hva.." begyndte Zelenia, men stoppede straks da hun kom til at se lidt nærmere på personen ved hendes side.. Det var tydeligt at hun var vampyr, det var næmt at genkende hende på den blege hud, de sort render under øjnene, og Zelenia syntes også at kunne ane omridset at et par hugtænder i hendes mund.
Uden at tænke kom hun hurtigt op at sidde og rykkede sig et par skridt bag ud.. Hun havde for mange smærter til at kunne mærke sin evne, så hun måtte hellere holde sig på afstand..

- Engel! få hende ind i skyggen! hun er ved at blive forvandlet!!
et smidigt spring bragte luciel ned på jorden og hun fuldte opmærksomt på elveren som nu snart ikke var elver mere. det var den anden vampyr hun forvandlede, og håbede at det ikke ville gå som med pitch. at hun ikke ville kunne styre sin tørst..
det havde langt fra været gennemtænkt at forvandle elveren, men nu måtte hun se hvad der kom ud af det.. håbede på det bedste..
hun så ikke på den nyankomne vampyr som åbenbart kunne være ude i sollys.. knurrede bare af hende og gjorde det på den måde klart at den anden ville gøre bedst i at holde væk fra hendes nyeste yngling.
- elver.. kom herind! du kan snart ikke tåle solens lys mere!
da luc syntes at det gik for langsomt rakte hun armen ud og hev zelenia ind i skyggen. hun var ikke længre hånlig eller provokerende.. hun så snarere bekymret ud..

Selv om Zelenia mærkverdigt nok, var taknemelig over.. Luciel's hjælp, var hun stadig vred og smærten brænde stadig i hende, men den var blevet endnu mindre mærkbar end før.
Zelenia rejste sig langsomt.. ikke uden smærte, men hun gjorde det. Hun var vred på Luciel, og havde ikke den mindste lyst til at gøre som hun sagde.. Derfor flyttede hun sig hen i skoven på den anden side af lysningen - kun med én yndefuld bevægelse - hvor hun igen faldt sammen af smærte.. Den brændene og svigende fornemmelse var nået hendes mave, lunger og.. Hjerte! Den var blevet endnu kraftiger og var nu være end på noget andet tidspunkt. Zelenia begyndte at vride sig i smærte, og udstøtte af og til et skænkert skrig.

luciel fuldte efter..
- beklager elver, men lige meget hvad du mener om mig, og hvor meget du hader mig, så bliver jeg her, indtil du er fuldt forvandlet.. hvad der sker derefter, må være op til dig..
hun lagde armene om elveren, for at forhindre at hun ved et uheld kom til at skade sig selv, ligesom den første af hendes ynglinge havde gjordt.
- rolig det går over.. det går over..
luciels stemme var rolig og fattet, som hun lagde pigen ned i græsset, og da hun kunne mærke at pigen var næsten død, bed hun hul i den store blodåre ved hendes håndled og holdt det ned imod elveren.
- du bliver nød til at drikke.. ellers overlever du ikke..

Zelenia have lukket sine øjne, i et forsøg på at få smærten til at forsvinde, nu var den næsten væk. Hun kunne høre en stemme over hende, umelbart kunne hun ikke høre hvem det var.. Men da da hun begyndte at tale om blod, var Zelenia ikke et sekundt i tvivl.
Hun åbnede øjne og for op, ved synet af Luciel.. "Hvor vover du at rør mig!" væsede Zelenia og tog sig uvilkårligt til håndledet. Zelenia følte sig en smule svag, og havde svært ved at huske.. Men en ting var sikkert den tøs skulle ALDRIG røre hende igen!

//zel, hun bed hul i sit eget håndled og bad din karakter om at drikke blodet der kom af såret :P//

/Nåh.. Tehe ^^' Så glem den del, du får den sådan her i stedet så xD/

Zelenia have lukket sine øjne, i et forsøg på at få smærten til at forsvinde, nu var den næsten væk. Hun kunne høre en stemme over hende, umelbart kunne hun ikke høre hvem det var.. Men da da hun begyndte at tale om blod, var Zelenia ikke et sekundt i tvivl.
Hun åbnede øjne og for op, ved synet af Luciel.. "Hvor vover du at rør mig!" væsede Zelenia og fik pludselig en smule kvalme, men følte sig samtidig tiltrukket af den søde duft.. Zelenia følte sig en smule svag og så fik hun øje på de to fine og blødende sår på Luciel's arm.. Selv om hun mest af alt ikke havde lyst til at røre hende, følte hun stadig en træng til at drikke hendes blod.

- jaja, lille pige.. jeg skal nok lade være med at røre dig.. når du er færdig forvandlet!
luciels stemme var lav og bestemt og der kunne ikkeherske nogen tvivl om at hun mente hvad hun sagde.
i stedet løftede hun pigens hovede og førte sit kraftigt blødende håndled ned til hendes mund. luciel var begyndt at se lidt irriteret ud..
- drik så!
i hendes hoved var der et ord der pludseligt kom frem, møgunge! for selvom luciel var venligere og tit også bekymret overfor sine ynglinge så satte hende her virkelig den ældre vampyrs tålmodighed på prøve.

*NEJ!* tænkte Zelenia bestemt, *Jeg vil ikke! Så vil jeg hellere DØ!* Men da blodet ramte hendes læbe, følte hun en gnisk tænde hende, og uden varsel begundte hun at suge blodet til sig. Hun vidste ikke selv hvad hun havde gang i, det eneste hun kunne tænke på var den vamre følelse i hendes krop og den søde og eksploderende smag af blod på hendes tunge.
Det smagt dejligt. I et langt minut, kunne hun ikke tænke på andet i blodet. Der efter kom hun langsomt til sig selv, men hun kunne stadig ikke slippe smagen af blod og hun var ligeglad med hvis blod hun drak, det var det sødeste og lækreste hun nogen side havde smagt!

efter noget tid kunne luc mærke at hun snart også selv var begyndt at blive svækket af den nyfødte vampyr som var så ivrig efter hendes blod. hun tog godt fat i zelenia og trak sin arm væk fra hendes mund. såret i hendes håndled var helt tæmt for blod et øjeblik, selvom der hurtigt strømmede blod til igen.
- det må være nok.. fra nu af må du selv jage.. jeg hjælpe dig den første gang.. derefter må du klare jagterne selv.
et let smil var at se på hendes perfekte hjerteformede læber, og rejste sig afslappet op, mens hun så ned på zelenia.. der var næsten en form for morskab i hendes øjne.
- jeg ved godt at du ikke kan lide mig.. nok mere præcist at du hader mig, ud fra dine blikke.. men du må udholde det indtil du kan klare dig selv.. og det kan du ikke endnu..
luc lagde to fingre på såret og en let rød aura summede omkring hende da såret forsvandt og det så ud som om at det aldrig havde været der.

Zelenia kiggede op på luciel, efter at være blevet skubbet væk fra hende.
Et lille tilfredst smil viste sig på hendes læber. Hun kørte tilfredst hoved rund, en enkelt gang. Så fangede hun igen Luciels blik, "Nårh, så det mener du?" væsede hun, "Du tror ikke jeg er i stad til at klare mig selv?" spurgte hun misfornøjet. Hun følte sig stærk, måske lidt for stærk? Men Zelenia vidste hvornår hun kunne klare sig selv, og hvornår hun havde brug for hjælp, det behøvede hun ikke en ældre Vampyr til at fortælle hende.
"Jeg tror næmt jeg kunne nakke dig, hvis jeg havde lyst" viskede hun, vel vidne at Luciel stadig kunne høre hende. "Du behøver ikke komme her og lære mig noget, jeg kan sagtens klare mig slev" sagde hun en smule højere og lo dæmpet, men dystert..

- prøv... prøv at nakke mig... og du vil gøre noget flere engle, dæmoner og vampyrer ikke ville kunne gøre dig efter..
en kulde viste sig i hendes stemme, og det var som om der et øjeblik blev både mørkere og koldere omkring hende.. hun så ældrere ud, og et øjeblik var det ikke en teenage pige der stod overfor den nyfødte vampyr, men derimod et hundrede år gammels væsen, med en del kampe bag sig..
så forsvandt det igen og en smilende luciel stod overfor hende. det var en slags bizar morskab i hendes øjne da hun så på pigen, og den kom også til udryk da en kort latter forlod hendes læber.
hvis ynglingen her mente at hun kunne klare sig selv, så værsgo.. luciel ville bare ikke komme og hjælpe når hun kom ud i problemer.. ikke hvis, når.. man kunne ikke undgå at få problemer i den by som denne her..

Zelenia smilte tilfredst, hun havde inderligt lyst til at angribe Luciel, men hun gjorde det ikke for hun vidste at det ikke ville føre noget godt med sig.. Ikke fordi hun var bange for at tabe, for egentlig var hun lidt lige glad med alt lige nu. "Jeg sagde; Hvis jeg havde lyst!" svarede Zelenia og smilede for sig selv, *Jeg sætter pris på at du ville lade mig være i fred* Tænkte hun, vel vidne at Luciel ville høre det. "Så skilles vore veje vel her.. Hære" sagde Zelenia Flabet, og smilede salv tilfreds.

- herre? jeg er ikke din herre, og har ikke lyst til at være det!
hendes fint svungne øjenbryn forvandt op under det lange pandehår og ved den sidste sætning rummede ordet 'herre' kun foragt.. det var tydceligt at hun ikke kunne lide hvad der lå bag det ord, og hun rystede på hovedet..
- held og lykke.. hvad skal jeg kalde dig? find mig i terre hvis du har problemer.. her er min adresse.. det er lige ved hovedgaden..
luciel stak en lille seddel i hånden på zelenia og vendte sig for at gå.. for hende var der ikke meget mere at sige..

Zelenia lo "godt vi er enige" svarede hun og smilede stort. "Hvis du så gerne vil have et navn så hedder jeg Zelenia.. Men det troede jeg allerede du havde læst i mine tanker?" svarede hun håneligt, og grinte så dempet, da Luciel gik. Så vente hun sig mod englen, og tog et par skridt nærmere, uden at gå ud i lyset. "Det må du virkelig undskylde.. Øhm? Jeg fik aldrig dit navn" sagade hun så og smilte venligt til pigen.

- jeg er ingen dygtig tankelæser..
man kunne høre at hun smilede på hendes stemme, men hun vendte sig ikke om, og fortsatte væk.. ind i skoven..
hendes lille sortklædte skikkelse forsvandt hurtigt i skoven og hun smilede stadigt..

//out//

Zelenia smilte tilfredst, men udover det bed hun ikke mærke i Luciels bemærkning.
Igen spurgte hun Englen, "Hvad var dit navn?" hun smilte venlig, og gik et par skridt tættere på, men holdte stadig afstand til solens stråler. "Bare rolid, jeg har ikke i sinde at gøre dig noget.. DEn eneste jeg kunne finde på at dræbe nu er den foræder til Luciel! sagde hun med væmsel i stemmen, og væsede efter pigen, som sikkert var væk for længest..

/Hey Evalyn.. Kan du ikke skrive en PM besked når du kommer på? :D/