Nothing to do - Mikala

S: Skoven.
O: Planter, træer, og hvad der ellers er ved en skov.
V: Køligt, men det ser trist ud..
T: Midnat.
D...
_____________________________________

Asma sad oppe i et af de ørverste træer. Hun havde et godt udsigt derfra, og det så også ud til at hun nød det. Verden så tom ud herfra. Væsner som jagede om natten var her ikke. Ingen vilde grovædne dyr var til stede. Som om tiden var gået i stå. Som om ingen fandtes udover hendes selv. Asma smilede over hendes livlige fantasi. Hvor dum måtte man være? Hun fjerne en tot af hendes pandehår fra ansigtet, og smilede så skævt. Hvor var alle de mennesker der plukkede blomster og så på algerne i vandet?
"Hvor er I?" mumlede Asma og så på himmlen. "Hvor er du?"

Mikala løb i gemmen skoven med sine 2 blodtørstig fætter efter sig
de jaget hende for at få fat i hendes blod som var meget sfatiget
mikala hadet når de var efter hende men hun kunne ikke slippe af med dem
da de var over alt hvor hun var da de var en dal af hende

Asma så tre personer løbe rundt. Hun havde faktisk høret dem for lidt tid siden.
Men pigen, lignede det ikke Mikala? Hvorfor i alverden blev hun jagtet af sådan nogle søle drenge? Hvem var de mon? Asma så nysgerrigt fra træet. men indså med det samme at hun var nødt til at hjælpe, selvom det var for faligt for hende.
"Mikala heroppe!" råbte Asma og det gav en uhyggelig genlød i skoven.

" asma pas på " sagde mikala hun hoppe op i træet til hende
mikalas to fætter Tai og Goku stod neden for og så forviret ud
Mikala var i sikkehed nu hvor hun var sammen med Asme
" hej Asma det er længe siden " sagde mikala stille

Asma så på Mikala. Hun kunne ikke alde være med at smile, men de måtte ikke snakke for højt.
"Ja, men en underlig måde at mødes på" sagde Asma og krammede Mikala. Først gange de sås var Asma nær ved at miste livet over en underlig sindsyg fyr.
Mon det var skæbnen at Mikala og Asma skulle mødes på den måde? Eller hvad...?

Mikala kramme Asma igen " ja men de kan ikke se os " sagde Mikala
hun så ned og opdaget at de var væk hun bliv bange for hvad de kunne gøre
" Asma vi må være på vagt de 2 er meget farlige i så når de er sulten efter blod " sagde mikala de kunne lige alle slaget blod bare ikke deres egen reces blod

Asma nikkede og gav med det samme Mikala ret. Men hvem var de?
"Mika, hvorfor er de efter dig? Selvfølgelig er de efter din blod, men hvem er de?" spurgte Asma dæmpet. Hun var stadig lidt bange.

" de er mine fætter kan du huske de to som tider kom og ville har mig med hjem det var dem Tai og hans storebror Goku " sagde mikala stille hun hadet sine fætter som pessten

Asma åbnede sin mund. De tog var altså de..sindssyge?
"Når, er det dem. De har godt nok ikke ændret sig" sagde Asma og snrrede kort af detm. "Jeg hader dem for det, og forresten hvordan fandt de dig ?" Asma så på Mikala efter svar.

" se du der er en meget store del af mig de fandet mig ikke de holdt mig fanget i alle de årog jeg kunne indet gøre for at komme fri fra dem ind til nu men det jaget mig over alt men mest her i skoven hvor jeg er født " sgade mikala hun hade flere små ar på halsen som aldrig ville forsvinden igen

Asma gøs lidt ved tanken. Sikke nogle rare fættre Mika havde fundet sig.
"Det er jeg ked af at høre. Jeg havde ellers troet at det havde stoppet med den leg, nu er der jo gået så lang tid og.." Asma sukkede og så ned efter om de var der.

2 ja men det er ikke så slemme som man somtider skulle tro om dem 2 sagde Mikala og sukke han hadet dem rigtig meget hun satte sig ned og slappe af hun hade ondt i bene efter den løbe tur hun hade får da de hade jaget hende for 5 gang i dag og nu var hun virkelig træt og udmatte af det

Asma rystede på hovede og så halvt trist på Mika. "Jeg er virkelig ked af det, jeg håbede sådan på at hjælpe dig min søde skat" sagde Asma og holdte igen og Mika. Hun var ked af det på Mikas vejne. Meget endda.

" det er lige meget nu Asma jeg er ikke den smamen mere de har gjore mig til af dem eller 1/3 som dem og 1/3 dæmon og 1/3 mennske så jeg bliv aldrig den sammen som før i tiden men jeg er stadig lige så venlig og kærl som altid" sagde mikala

Asma slap ende stille og smilede. Jo, alle hendes venner havde forandret sig, så hvorofr skulle Mika være anderleds? Asma gav et suk fra sig. "Hvorofr viser du dem ikke dit sande ansigt, du plejede at være stærk, men, kom nu Mika vi kan klare dem. De ser ikke så kloge ud"

2 de er meget kloge og nej vi kan ikke uden at komme galt af sted jeg kende dem for godt til at de ville lade os være i fred mere ende 5 minuter af gangen " sagde mikala efter mikala hade været fanget i så mange år hade hun midste alle sine da værne kræfter

"Jamen der må da være en vej, Mika helt ærlig" sagde hun og så lidt på Mikala. Ingen ting var umuligt slet ikke. "Mika, lad os prøve søde, vil du ikke nok. Jeg er ikke bange for at dø igen, men jeg vil hjælpe dig, bare en gang, som du hjalp mig"

2 Asma du fforstår ikke de er er bag os og om lidt skader de os begge 2 høre her løb så lægen du kan og lad mig selv klar mine fætter " sagde mikala hun ville ikke ha at Asma skulle komme til skade på grund af hende eller hendes fætter slogesen

"Hold op Mika!" råbte Asma. Nu var hun sur. Ingen skulle beskytte hende på den måde, hun var stærk på sin måde. Sådan var det. "Mika jeg hjælper dig uanset hvad"

" nej du skal ikke du forstår ikke at de bare vil pine dig til at se dem skade mig så løb nu inde det er for sent " græde Mikala Mikala hun ville ikke se Asma komme til skade

Asma holdte om hende. "Jamen søde skat, du skal ikke tænke på mig" sagde hun og sukkede. "Jeg vil hjælpe dig ikke omvendt, Mika please, vil du ikke give mig lov. Jeg kommer ikke til skade"

Mikala gav hende til sidste lov til at hjælpe hende men hun hade advaret hende om de ting hun kunne komme til at opleve eller bliv trunge til at se

Asma nikkede. Hun smilede og stod op i træet. "Vi skal vise dem. Pigerne slår til" sagde Asma og så på Mikala.
"Klar?"

" klar Asma " sahde mikala hun holdt sin hænder frem og et ildlyd flænge luften omkring dem " de kan ikke lige ild 2 sagde Mikala til Asma

Asma nikkede. "jeg er født klar" sagde hun. Kunne de ikke lide ild..hmm en fordel.
"Du afleder dem, mens jeg gå på dem" sagde Asma.