Nothing to do - Mikala

Mika trak sit tæppe omkring sig hun frøs rigtig meget da rengen var meget kold for hendes såret og allerede under afkøglet krop hun satte sig ned pejsen og fik langesomt varmen igen men hun så meget syg ud stasig væk

"Det er rart det her. Meget stille" sagde Asma mens hun så på loftet. Hun puttede sig ind til tæppet som om det var en lille kat eller noget i den stil. "Jeg håber at du for det bedre Mika, jeg vil blive her nattten over til du for det bedre" sagde Asma. Hende selv var udmatte men nu gald det Mika og ikke hende selv.

2 tænke heller på dig selv end mig jeg klar mig det gøre jeg altid 2 sagde mika og fandt en pude til hende og lag den under hendes hoved men mika viste at hun ikke kunne klar det mere hun lod som om hun sov og ville så når asma var falden i søven gå ind i værlse ved siden af

"Nej" sagde Asma og så fast på Mika. "Jeg bliver her, sådan er det Mika, du kan ikke sige at du vil passe dig selv, for nu passer jeg på dig" sagde Asma og lænte sig tilbage i sofaet. Ja, Mika slap ikke med Asma inden hendes feber og alt andet var blevet bedre. Asma sukkede stille og lag sit hånd på Mikas hoved, med et lille bevægelse og kørte sin hånd igennem Mikas dejlige hår. "Jeg bliver uanset hvad du mener min skat"

mika lå stille hun græde hvordan kunne asma får hende til at bliv så glad og modig det forstod hun ikke hun sagde ikke noget men græde bare stille hun lå med ansiget gemt under tæppe så Asma ikke skulle se hende græde hun hade det meget dårliget lige nu men lod ikke Asma se eller mærke det på hende hun ville ikke virke svag over for hende måske sødest og æreligste ven

Asma aede bare Mika og vidste stille hvad der forgik. Hun kunne trods alt mærke sorg.
"Mika, du har godt nok forandret dig, jeg kunne huske den aktive og glade pige du var. Du løb altid rundt blandt typer, som til sidst vidste sig at være grusomme. Men du slap da altid for det" Asma lo stille mens hun så tænkende for sig. Hun kunne entet stille op for Mikas sorg, jo hun kunne bare sidde her og snakke løs som en hest som løb rundt. "Mika, jeg er det med at jeg er den eneste der ikke er forandret, som om jeg er gået i stå. Men når du er her, så mindes jeg om mine gammle tider, og kommer faktisk i tanke om, at jeg faktisk har forandret mig"

Mika lå stille og græde hvorfor forsvandt hun den dang for så mange år siden hun ville ikke ha midste alle sine venner den gang nu hade hun kun gangen for tilbage af dem fra skolen Asma,Ai,Ahn og Manda de var de enest som altid hade ledt efter hende og aldrig glemt hende

Asma smilede bare og så igen på loftet mens hun aede videre på Mikas hoved eller hår hed det så. "Jeg vil bare ikke glemme alt forstår du, jeg har jo stadig dig og du har mig, det er ikke forandret endnu" sagde Asma og sukkede dybt. Hun grinte lidt så hun rystede. "Der var jo også sjove tider med lille Mika og hendes fantasier" Asma holdte op med at snakke og lyttede til stilleheden.

Mika hade grædt sig selv i søven hun drømet og alt hun kunne huske fra skole og sin tid både førog efter skolen men det bliv sløgeret da hendes hukommelse ikke var særlig gode mere efter hun hade får flædt nogen minden ud af hendes hoved

Asma sagde ikke mere men lukkede bare øjnene og lyttede til Mikas vejrtrækning.
Det var som sagt hyggeligt og varmen var pejsen havde hjulpet hende. Hendes kinder var blevet en smule røde i det, og hun kunne mærke søvnen i hendes øjnlåge.

Mika sov tunget men stadig meget ked af det hun hade små tåre trillen ned af hendes kinden hun tørte den soven væk men det kom bare flere og flere men hun sagde ikke noget hun sov som en sten meget tunget

Asma åbnede øjnene da hun syntes at synke hen. Hun vil ikke sove, ikke no Mika græd på den måde. Gråd uden stemme, kun tårer. Asma sukkede og aede Mika videre. Mik må gemme noget ikke så godt inde i sig selv. Men det mest sørgligste var at hun boede her alene. Mon hun ikke havde en familie der tog sig af hende. "Så Mika" sagde Asma og aede pigen videre.

Mika hade kun Inuyasha nu men ham hade hun ikke set i flere uger og hun var urolig for om han nu kunne klar sig uden hende så længe mika græde svaget hun sukke stille og holdt op med et græde hun lå og sov men hade det skidet bde ind i og uden på

Asma smed stille dynen fra sig eller tæppet hed det jo, og rejste sig op. Hun antog at Mika sov, så hun kunne gå lidt ud og trække noget frisk luft. Hun åbnede stile hyttens dør og en vindpust ramte hendes ansigt som et slags pisk. Asma satte sig ved en af de tre trappetrin mens hun så sig omkring. Regnen var holdt op og der var fugt over alt. Asma lag sit hoved på sine knæ og falt udmattet i søvn. Ingen kunne komme in til Mika, for Asma sad og spærrede hele døren. Men hvis hun tog en lille lur, så vil ingen måske lægge mærke til det, for Asma var dødtræt, efter hun havde brugt sine kræfter og fløjet med Mika i favnen.

Mika mærke at Asma var falden i søven så hun liste ind i det andet værlse og faldt græde sammen på knæ men meget svaget så Asma ikke kunne høre hende hun hade det skidt meget skidt hun hade får rødestejer over alt i ansiget og på arm og ben ja over det hele hun kunne ikke rør ved den uden at det gjore ondt og det for rurte hun dem ikke da hun så ville skrig ag smerte

Asma fik ondt i nakken af sin sovestilling. Hun resjte sig brat op og så solen var på vej. HUn måtte ikke sove! Tænk hvis der kom nogen? Asma strakte sig og gik stille op af den ene trin. Hun åbnede døren for ikke at vække Mika, men opdagede at hun ikke var der. Asma så hjælpeløs rundt, men hørte stille, meget stille en hulken fra en af værelserne. Asma satte sig i sofaen og sukkede stille. Hun vil sikkert være alene, og hvis Asma gik ind til hende, vil Mika sikkert tro at Asma betragtede hende som ´svag´. Asma lænede sig tilbage i sofaen og lukkede øjnene. Hun måtte lade som om hun sov. Stakkels Mika.

Mika var svage hun hade aldrig være stærk hun hade bare virke sådan men hun var stadig den lille og bange pige fra skolen hun fandet en billede frem og så på det hun græde og knude det ind til sig det var hendes venner og ekskærste kane som hade lavet det til hende på hendes fødelsdag den gang hun smed det hen i skuffen igen og skreg af sorg og smerte over at hun bare forsvandet den dag for mange år siden

Asma kunne ikke holde det ud mere. Hun rejste sig op så hendes hår hopppde med. "Mika! Mika søde skat" sagde Asma og bnakede stille på døren. "Kan jeg komme ind, jeg vil lige tale med dig" sagde Asma "jeg undskylder for alle de sår jeg har bragt dig ind i, det var bedst hvis vi ikke havde set hinanden. Undskyld Mika, tilgiv mig"

" Asma du må ikke gå fra mig jeg vil ikke være alene mere " græde mika hun for i mod døren men fik sin fod i klemme i et brædt med søm det stak hende dybet inde i hendes fod men hun ville ikke være alene så ville hun bare begå selvmord det hade hun i rigtig mange på gå og tænket på at gøre vis ingen kunne lige hende

Asma åbnede døren og så på Mika. Hendes fod! hendes fod. Blod?! "Mika ewr du okay?" spurgte Asma og kunne med et lugte blod. Blod, hendes størte frygt. "Mika, jeg vil da aldrig forlade dig. Det kunne jeg da ikke finde på!"

//srry for korte svar^^//

Mika græde og forsøget at får sin fod fri og fik den til sidset fri den blødte ret mener men såren lukke sig " Asma du må bare ikke gå fra mig jeg vil ikke være alene aldrig nogen siden igen " græde mika hun så bange og meget forviret ud hun var på sit eget værlse med alle hendes gammel ting fra skolen og det vennebillede som bliv tag den gang

Asma kunne entet sige. Hun kunne mærke blodet. Blodet som hun ikke kunne lide. Asma rystede og så væk fra Mika. Hun kunne ikke være bekendt ikke at hjælpe Mika, men blodet var ligesom en kniv for hende. Det skar hende hele vejen igennem brystet og ned til hendes fødder.

Mika fejernet det så det ikke var spor eller lugt efter blodet mika så græde på hende og med i gulvet hun satte sig på sin seng og tog den bamse som Asma og Ai i fællesskab hade købet til hende en gang hun lå på sygfløjen den hade deres naven syt på Mika kramme den da den betød rigtig meget for hende for være nat siden den gang hade Mika sov med den i armen

Asma fnøs stille og rystede på hoevdet. Hun så på Mika som sad med en velkendt bamse. Asma smilede og satte sig ved siden af Mika. Hun holdte om hende og bamsen på samme tid. "Så Mika, alt skal nok gå" sagde Asma stille. "Det hele vil blive ligesom i gammeldage" hun troede på det, selvom noget inde i hende sagde at det ikke passede.

Mika viste at alt var forander også i mellem Asma og hende men hun ture ikke siger det Mika var ikke længe den lille pige med det lysebrunehår og blåøjne hun var en som mange hadet og foraget som pesten