Mørk julinat i slumkvarteret (Nana).

Vejr :: Det er pissehamrende koldt ... ellers rimelig okay.
Sted :: Et sted inde i det beskidte boligkvarter, Logement.
Omgivelser :: Et par skumle typer, der tuller lidt rundt.
Tid :: Æhmn, klokken må være deromkring halv et.
Dato :: Lige som in real life - d. 3. juli år 2010.

Det ellers ret oprørske og lidt snuskede kvarter åndede fuldstændig fred og ro i denne mørke, regnfyldte nat. Kun en gruppe lidt dystre personer stod lænet op af en mur, der var hærget med graffiti - og Eithan selvfølgelig. Dette var uden tvivl ikke et kvarter, hvor man burde færdes, hvis man ikke kunne klare sig i en slåskamp. Man kunne let komme op og tottes med stedets beboere. Eithan havde dog efterhånden lært dem allesammen ret godt at kende. Eller kende og kende. Han så dem i hvert fald ikke som en trussel. Det var ikke sådan, at de hilste på hinanden, når de gik forbi. Her blev man bare ignoreret, hvis man ikke lige fangede nogens opmærksomhed som sådan. Ellers var det eneste man fik tilsendt skumle blikke fra de mindst lige så modbydelige mennesker, der boede her. Ynkelige, ofte meget berusede mennesker. Fuldkommen latterligt. Eithan var ikke det mindste bange for dem. Han fandt dem yderst ufarlige. De var jo bare en flok åndssvage mennesker. Brugte hele dagen på at male på mure med spraydåser, stjæle fra butikker i ny og næ hvis det skulle blive nødvendigt eller starte et slagsmål. Grunden til at der ikke blev lagt yderligere mærke til Eithan var nok, at han passede utrolig godt ind her. Både udseendes- og personlighedsmæssigt. Hans hår sad som sædvanlig af lort til og var fuldstændiig filtret ind i hinanden. De svagt mørkelilla, smokey eyes fik ham til at se sådan ... forbryder-type-jeg-er-på-stoffer-agtig ud ... og så hans ranglede holdning der fik ham til at se ret sjusket og doven ud. Angående hans tøj så matchede det også stedet her. En sort t-shirt med et eller andet blåt og hvidt krimskrams trykt på brystkassen, mørkegrå baggypants der var slidt ved knæene og havde et par huller her og der plus et par sorte, store skaterlignende sko med ubundet snørrebånd. Hele hans aura fyldte luften omkring ham med en mystisk og dyster atmosfære- fik temperaturen til at falde et par grader, gav en gåsehud på både arme og ben og fik de små hår i nakken til at rejse sig. Nej, han var bestemt ikke en hyggelig fyr at se på. Eithan standsede, da han nåede til en lygtepæl og lænede sig op ad den med et let suk. Derefter løftede han hovedet en anelse og så op mod den sorte, klare nattehimmel, der var fyldt med småbitte stjerner, der smilede ned til en. Han drog endnu et suk og pustede en kulsort hårtot væk, så den ikke længere hang ned i hans øjne og dermed generede hans syn.

Eithan glippede svagt med øjnene, idet de opfangede en smuk, skrøbelig sommerfugl, der fløj rundt om hovedet på ham. Med let åben mund fulgte han det lille væsens bevægelser. I starten fandt han det meget underholdende, men da det ikke lod til, at den havde tænkt sig at flyve lige foreløbig, rynkede han lettere irritabelt sine sorte, kantede øjenbryn og lavede en viftende bevægelse med hånden hen mod sommerfuglen for at skræmme den væk. Det så dog ikke ud til at hjælpe, eftersom den bare fløj en anelse højere op og fisede rundt et sted oven over hans hoved. "Åndssvage sommerfugl!" lød hans hvislende stemme, hvorefter han gjorde endnu et forsøg på at gene den væk med hånden. Netop som den blågrønne sommerfugl virkelig var ved at gå ham på nerverne, blev han 'reddet' af en yngre pige, der nærmest fik tiltrukket sommerfuglen, som så fløj hen og satte sig i hendes gyldenbrune hår. Eithan løftede lidt skeptisk et øjenbryn af det, hun sagde og lagde derefter sine arme over kors. "Det er sgu da bare en latterlig sommerfugl ... er det dit kæledyr eller hvad?" mumlede han spørgende og rynkede let på næsen, hvorefter han fæstnede sit isnende blik mod pigens ansigt. Og hvad lavede en som hende i det hele taget her i denne del af byen? Det var da slet ikke et sted for sådan nogle som denne yndige, unge pige. Selvom han godt havde bemærket de spidse hjørnetænder, der stak frem under hendes overlæbe, så lod han sig ikke påvirke af det. Bare endnu en vampyr. Lige som ham selv. Men ... der var et eller andet ved hende. Hun kunne ikke være fuldt ud vampyr. Der lå noget andet i hende. Et andet gen. Men hvad det var, vidste han ikke. Han havde ikke så meget forstand på andre magiske skabninger.

Nana's smil forsvandt og hun så bare overrasket og lettere forbløffet på ham med sine læber skilte en smule ud. Hvad var det han stod og sagde? Så lukkede hun munden igen og så væk med et lidt irriteret og trist eller sådan noget. "Han er ikk latterlig men legesyg. Og ja man kan vel godt kalde ham mit kæledyr selv om at han helt præsist er min vejleder hvis man kan kalde det det.." sagde hun som svar på hans spørgsmål og hun så stadig væk med det ansigtsudtryk hun havde fået af hans ord. "Alle har en men de fleste passer bare ikk nok på dem og så forsvinder de og efter lader en som en forvirret og flabet person" Så rettede hun igen sit blik mod ham. Hendes ansigtsudtryk hadve ikk ændret sig ud over at hendes mundvie meget svagt var blevet vendt lidt ned af. Så lod sin et opgivende suk fra sig og så sig lidt omkring før at hun så vendte sig lidt så hun kunne gå forbi ham. Mange stirrende og grådige blikke var så blevet rettet mod Nana. Både perverese og mindre perverse. Men hun tog sig ikk ligefrem af dem. DE kunne sådan set ikk gøre hende noget. Men alligevel kunen hun ikk lade være med at føle sig en lille bitte smule bange med den unge mands tilværelse. Han var sikkert ikk menneske. Så så hun igen op på ham. Lige ind i hans mørke og lidt dystre øjne med hendes grå. "Hvor er din egentligt?" spurgte hun ham så da hun havde opbestemt sig lidt og ville nu vente lidt med at forsltte gennem boligkvartert.

Eithan fnøs lidt af hendes svar og slog kortvarigt blikket ned mod jorden, før han atter vendte det mod hendes ansigt. "Det er en fucking sommerfugl. Selvfølgelig er den latterlig," svarede han med sin hæse stemme og himlede med øjnene. Et godt stykke tid efter hun var blevet færdig med hendes tågesnak om vejledere, lod han sit blik køre lidt rundt i området. Løftede et øjenbryn da han så de mange skumle blikke, der var vendt mod den unge pige, der stod lige foran ham. Perverse stoddere. Ventede sikkert bare på at han ville forlade hende, så de kunne få hende for sig selv og ... gøre hvad de så end måtte have i tankerne. Han rettede automatisk sin opmærksomhed mod hende, idet hun åbnede munden for at stille ham spørgsmålet. "Hvor min er?" brummede han og kastede et kort blik på hendes sommerfugle vejleder, hvorefter han naglede sit blik fast på hendes ansigt igen. "Jeg har ikke nogen. Hvad i al verden skulle jeg dog med en sommerfugl, der flyver en om hovedet hele tiden? Desuden, så hader jeg kryb. Især sommerfugle," snerrede han til svar og sendte hende et lidt olmt blik, før han så vendte sine øjne mod himlen og den halve måne, der oplyste et lille stykke af himlen med dens matte skær. Vejledende sommerfugle ... bah!.

Eithan nåede netop lige at rette sit blik mod hende, før hendes hånd ramte hans kind med et øredøvende smæld. Han bed sig hårdt i tungen og forhindrede sig dermed i at undslippe et let skrig. Selvom hun godt nok ikke havde slået så hårdt, som hun havde kunnet, så sved hendes lussing noget så forfærdeligt. Af ren refleks førte han sin hånd op til den kind, hun havde ramt og lagde håndfladen mod den. Vreden begyndte lige så stille at stige i ham, alt i mens han lyttede til de ord, hun lukkede ud. Det var som om, hendes lussing havde sat alle hans bevægelse kropsdele i lås. Han stod bare som forstenet og så på hende. Lidt efter fjernede han dog hånden fra sin kind og lod den falde på plads ned langs den ene side. Derefter, da hun så småt begyndte at gå derfra, lod han hurtigt sit blik glide rundt på de mange folk, der stod og gloede på dem. Ventede tydeligvis på en reaktion fra ham. Hvad ville han nu gøre? Ville han bare lade hende gå? Fandme nej, om han ville. Eithan tog tre store skridt hen mod hende, tog fat i hendes ene arm og fik vredet den om på hendes ryg sammen med den anden arm. Han tog dernæst fat i hendes kæbe med sin frie hånd og drejede hendes hovede, så han kunne se hendes ansigt, og hun dermed også blev tvunget til at se på ham. "Hvad helvede skulle det til for, tøs?" hvislede han med let sammenknebne øjne og et hadefuldt blik. "Har du overhovedet nogen somhelst begreber om, hvad det lige er, du har rodet dig ud i?" Hans stemme var meget lav, men hun kunne sagtens høre ham. Det var mere de nysgerrige personer, der stod lidt derfra, han ville undgå at få indblandet i det her. De havde ingen grund til at skulle blande sig. Han strammede sit greb om hendes arme/håndled og blottede derefter sine sylespidse hjørnetænder i en lavmælt snerren.

Eithan slap hendes kæbe med et dybt suk og placerede i stedet for sin hånd et sted på hendes ene overarm, som han lukkede sin hånd rundt om og gav den et hårdt klem. Derefter fik han hevet hen op at stå og lænede sig så helt ind mod hende, bøjede sit hovede lidt forover og hviskede noget i hendes ører. "Sig mig ... hvad er du egentlig for én? Du kan umuligt være fuldt vampyr." Han kørte dernæst den hånd, han havde lagt på hendes arm, ned og videre om på hendes mave, hvorefter han trykkede hende helt ind til sig, så det nu kun var deres hoveder, der var adskilt med sølle fem centimeter. Et lidt ulæseligt og grumt smil bredte sig langsomt på hans blege læber, og han strammede atter sit tag om hendes arme. Bare så hun vidste, at han havde godt fat i hende, og at det ville gå ud over hendes selv, hvis hun forsøgte at vride sig ud af hans greb. "Halv vampyr ... halv ... engel måske? Dæmon?" gættede han sig frem og flyttede lidt efter sin ene hånd op til hendes hals, hvor han strøg noget af hendes gyldenbrune hår væk, så hendes strube blev helt blottet. Alt hvad han sagde, blev sagt i et meget dæmpet tonefald, så deres 'tilskuere' ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Han lod derefter en finger køre ned langs hendes blottede hals og sendte hende et glubsk smil, inden han fugtede sine læber ved hjælp af tungespidsen.

Eithans svage, grumme smil blev en anelse større, da hun svarede ham. "En dæmon? Så du er altså både en dæmon og en vampyr?" Han tyggede lidt på sine ord. Halv dæmon, halv vampyr. Han nikkede lidt for sig selv og trak lidt på mere på smilebåndet, så hans lumske smil blev endnu større. "Mit navn er forresten Eithan," præsenterede han sig med dæmpet stemme og indsnusede hendes duft, som han fandt lettere pirrende. Det var efterhånden ved at være lang tid siden, han havde fået noget at spise - blod. Og nej, det var ikke sådan, at han hungrede efter det, men han måtte indrømme, at han blev en smule fristet af denne unge pige. Han tog igen fat i hendes kæbe, denne gang var det dog lidt blidere, og fik oprettet øjenkontakt med hende. "Fortæl mig så ... hvad hedder sådan en køn pige som dig mon?" spurgte han med et slesk smil og hovedet lagt en lille smule på skrå. Men da han var for utålmodig til at vente på hendes svar, bøjede han hovedet lidt og lod prøvende spidsen af sin tunge glide op ad hendes hals. Måtte virkelig beherske sig for ikke bare at sætte tænderne i hende. Det var meget sjældent, at han 'legede' med sin mad på denne måde, men når hans sult nu ikke være værre, end den var, så skadede det jo ikke. Det her kunne måske gå hen og blive ... sjovt; for ham altså. Han trak sig derefter tilbage og kørte sin tunge hen over sit hvide tandsæt i overmunden og sendte hende et modbydeligt smil.

Eithan sendte hende det mest forførende smil, hans læber kunne præstere og grinede blot lidt kynisk, da hun mislykket forsøgte at undslippe hans greb. "Jeg kan desværre ikke lade dig gå endnu. Jeg er langt fra færdig med dig endnu ... Nana ..." hviskede han tæt ved hendes ene øre og lod atter sin tunge skille sine læber ad og smage på hende - denne gang kørte han den dog op af hendes kind. Han placerede en hånd på hendes kind og kærtegnede den forsigtigt med tommelfingeren med et lusket smil spillende på hans læber. Han kunne fornemme hendes usikkerhed, hvilket bare fik hans smil til at vokse. "Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget," forsikrede han hende og forsøgte at lyde så oprigtig, han kunne. Men det var selvfølgelig løgn. Og hun havde sikkert allerede luret de tanker, der kørte rundt i hovedet på ham. De blodtørstende, dyriske tanker. Han formåede at forholde sig nogenlunde stille og rolig, men det var svært. Det han mest af alt havde lyst til lige nu var at bore sine spidse tænder ned i hendes strube og suge hver eneste dråbe blod ud af hende. Godt at han var så god til at styre sin blodtrang. Det gik ikke, at han gjorde det her, når der var mennesker til stede. Eithan strammede sit greb om hendes arme, alt hvad han kunne. Han ville være fuldstændig sikker på, at hun ikke slap væk. Det ville være synd og skam at lade sådan et fornemt måltid gå til spilde. Utroligt så meget hun pirrede hans sanser. Duften af hendes blod sværmede hele tiden om hans næse og gjorde ham lettere svimmel. Han vidste bare, at det her ville blive godt. "Hør hvad laver du i grunden herude? Har din mor ikke fortalt dig, at stedet her vrimler med skumle typer, der bestemt ikke er gode for en lille pige som dig at omgås? Du burde faktisk prise dig lykkelig over, at det var mig, du stødte ind i ... i stedet for en af de der ... sociale tabere," sagde han i et lavmælt toneleje og nikkede over mod en forsamling af lidt ældre drenge/mænd. De var nok omkring 25 år - og kriminelle tydeligvis. De havde også allesammen et eller andet i hånden, der mindede mistænkelig meget om joints/cannabis.

Eithan lyttede opmærksomt til hvert eneste ord, hun lukkede ud af munden. Et lidt sadistisk smil fandt vej til hans læber og bredte sig lige så stille hen over dem. "Har du problemer i hjemmet? Fortæl mig om dem. Fortæl mig hvad der er sket," bad han med dæmpet stemme og flyttede den hånd, han havde lagt på hendes kind. Førte den hen til sin anden hånd, der holdte hendes arme på plads og satte den mod hendes ene arm, hvorefter han kørte hånden op, indtil den nåede hendes skulder. "Jeg kan måske ... være til hjælp. Jeg skal nok tie stille om det. Du kan trygt fortælle det hele til mig," tilføjede han hviskende og lod sin tyngende, dystre aura sno sig om hende som et kvælende tæppe, der pressede på for at komme ned i hendes lunger og ligge sig i dem som en stor, tung sten.. Han gav hendes skulder et let klem og sendte hende et djævelsk smil. "Er det din mor, der har forvoldt dig problemer? Din far måske? Fortæl." Blev han ved. Ikke fordi han var videre interesseret i det. Men måske kunne han finde et svag punkt dér. Noget som han kunne tirre hende med. Han løsnede sit greb om hende en lille bitte smule, hvilket vil sige, at det stadigvæk var ret så stramt. Prøvede så vidt som muligt at skubbe lysten til hende blod til side. Alligevel kunne han dog ikke lade være med at fantasere om alle de blodåre i hendes krop, der transporterede blod rundt til hele hendes krop. Frisk blod. Godt nok var hans foretrukne blod som regel fra aspara'er ... eller engle. Og allerhelst blod fra uskyldige personer. Søde og uskyldige, unge piger. Dét var det bedste. Det med skyldfølelse efter at have dræbt et skyldfrit væsen, havde han aldrig oplevet. Det syntes han desuden også var noget værre pjat. Skyldfølelse og medlidenhed - yeah right. Men han havde dog ikke tænkt sig at skade denne Nana mere end nødvendigt. Hvilket vil sige at han bare ville ... smage på hende. Medmindre blodrusen fra hendes blod ville tage overhånd, og han ikke ville kunne stoppe igen. Det regnede han nu nok med, at han kunne; styre sig altså. Så det så han ikke som et problem.

Eithan lod et suk undslippe hans blege læber, efter han havde hørt hendes svar. Forhåbentlig var hun ikke lige som ham selv på dét punkt. Hverken til at stikke eller skære i. Tjae, hvis hun ikke ville sige det, så kunne det egentlig også være røvligemeget. Det skulle ikke forhindre ham i at få det, han ville have. Men ... han måtte få en måde at lokke hende med væk herfra. Væk fra de nysgerrige blikke der alle var rettet mod dem og kun blev fjernet i kørt tid nu og da. "Jeg forstår ... jeg kender det alt for godt - men du kan altså sagtens fortælle mig det." Han smilede slesk til hende og studerede hendes skyggelagte ansigt. Nej, hun lignede langtfra en vampyr. Det var kun hendes let blege hud, der kunne minde om en vampyrs. Han fandt heller ikke noget dæmonisk over hende. Men hun var køn. Utrolig yndig at se på. Han smilede lidt for sig selv ved denne tanke og lo indvendigt. "Du stoler da på mig ..." Han bøjede sin nakke og satte sine læber mod hendes ene øre. "... Ikke?" sagde han lavmælt i et svagt hvislende tonefald, før han atter rettede sig op og blottede sine hvide, spidse hjørnetænder i et afskyeligt smil. "Jeg ville virkelig blive fornærmet, hvis ikke du har tillid til mig. Jeg sladre ikke ... alle dine hemmeligheder og følelser kan du trygt betro til mig, kære Nana." Hviskede han og flyttede hånden på hendes skulder op til sin brystkasse, hvor han lagde håndfladen på venstre side af den, lige der hvor hjertet slog. Hans hjørnetænder stak igen lidt frem under hans overlæbe og afslørede hans identitet - en vampyr. Men han havde dog hele tiden sørget for at stå med ryggen til de usle mennesker, der stod og overbegloede dem, så de ikke skulle blive mistænkelige og sprede et rygte om, at der var en vampyr i byen. De tåber. Hvis de bare vidste, hvor mange af disse nattens skabninger, der vandrede rundt her i byen, ville de dø af skræk.

// Jeg skal lige et hurtigt smut i bad - brb :3

Nana så stadig væk i noegt tid og der kom stadig ikk et ord fra hende. Hun kunne dog stadig godt høre hans ord. Hun kunne ikk helt være sikker på sig selv om at hun ville tro ham eller lade være. Men inderst kunne følte hun at han sikkert også havde haft det sådan. Men stadig ikk helt sikker. Så da han spurgte om hun stolede på ham. Om hun havde tillid til ham. Så spærrede hun sine øjne op og så overrasket på ham ham. Hvad skulel det til for? Men hun vidste jo faktisk godt at han ikk havde rigtigt såan løjet for hende. Så på det punkt var hun igen lidt usikker. Så hun så lidt ned så hendes pande lige blev støttet lidt på hans brystkasse hvor på at hun igen msåke lidt hurtigt rettet det ordenligt op. Hun sank en klump der endnu en gang havde sat sig fast i hendes hals. Det var irriterende. Hvorfor skulle det altid ske? Men det måtte det jo for nogle. Så sukkede hun stille. Ja, næsten helt lydløst. Så så hun op på hans ansigt og lidt efter ind i hans øjne. "Jeg er ikk sikker..Men på en eller anden åde gør jeg vel men alligevel ikk.. Hvorfor?" sagde hun så spørgende med den stadig svage stemme. Hans hvisken i hendes øre gav hende igen kuldegysninger. Og så kildede det lidt men hun holdt den svage fnisen ide i sig selv. Hun fugtede så kort sine læber med tungespidsen og bed sig blidt i sin underlæbe. Men ikk så hårdt så hun bed hul. Det var sket så mange gange før. Hun hadede at hun ikk kunne trække de forbandede hugtænder ind ligesom de fleste andre vampyr. Man kunne også se på dem at de var utrolig rene. Ikk bare sådan at hendes tandsæt var hvide og velplejede men man kunne også se at hun ikk havde prøve at sætte tænderne i et levende væsen. Men hun levede da endnu. Mere eller mindre.

//Haha xD Samme her!//

Eithan hævede et af sine sorte øjenbryn, idet hun stillede spørgsmål ved det, han sagde. Hvorfor? Hvorfor at han ville finde dét, at hun ikke stolede på ham, fornærmende? Det var der vel så mange svar på. Ganske vist havde hun faktisk absolut ingen grund til at betro ham noget som helst. Hun havde nok ikke ligefrem fået det bedste indtryk af ham. Men han hverken sladrede eller løj ... eller ... det sidste var godt nok ikke helt rigtig. Han løj - men kun når det var højst nødvendigt, og så var det altid kun nogle små, ligegyldige løgne. Som da han havde forsikret hende om, at han ikke ville gøre hende noget. Det var jo noget andet. Det var et slags overlevelsesinstinkt. Han måtte få lokket hende i fælden på en eller anden måde. Han fundrede lidt over hendes spørgsmål i lang tid og lyste et stykke tid efter op i et hemmelighedsfuldt smil, da en idé dukkede op i hans hoved. "Lad mig vise dig hvorfor," hviskede han i et gådefuldt tonefald og fik vendt hende, så hun nu stod med ryggen op af ham, og han med fronten mod hendes ryg. Han holdt stadigvæk godt fast i hendes arme. "Lige dérovre bag det mur. Jeg vil helst ikke vække for meget opsigt omkring det ... jeg skal ... vise dig," brummede han hæst og nikkede over mod de omkringstående folk, der endnu ikke havde forladt stedet. "Så kom ... gå." Han gav hendes et skub med den ene hånd for at få hende til at bevæge fødderne og sjoske hen til den mur, han havde udpeget.

Nana var ikk helt sikker. Overhoved nu. Men hun hældede stadig mest hen mod at hun faktsik stolede på ham. Men alligevel havde hun stadig den fornemmelse af at han ville kunne lokke hende i en fælde lige når det skulle være. Hun kunne ikk finde frem til hvad han ville vise hende men tænkte heller ikk særlig længe om der før at han så fik drejedet hen så de nu stod med hendes ryg nærmest helt op af ham. Hun så kort over skulderen og om på ham men nåede ikk at gøre det længe før at han skubbede hende igang med at gå. De startede med et par lidt klodsede skridt men det gik hurtigt bedre. Hun så sig lidt omkring og kunne stadig mærke alle de blikke der var rettet mod dem. Nogle var lidt skuffede over at han vist tog hende med sig så de ikk kunne gøre hende noget. På en måde var hun lettet over det. Så så hun bare ligefrem for sig og gik hen mod den mur han havde påpeget. Hun følte sig lidt som en eller anden slave på den måde de gik. Hun var ved at være godt øm i armene men hun kunne ikk rigtigt klage lige nu. Hun prøvede et kort øjeblik at gå vredet hendes håndled fri. Men stadig uden held. "Hmpf! Jeg kan altså godt gå ordenligt selv uden at du behøver holde mig fast.." mumlede hun svagt og en smule irriteret men hun var sikker på at han ikk ville gøre noget ved det. Hun bed sig igen lidt i sin underlæbe og så ned i jorden med de stadig krystalklare og smukke grå øjne. Hun havde aldrig rigtigt set sig selv med de blodrøde øjne og det ville sikkert heller ikk klæd hende. Så rystede hun de tanker ud af hovedet. *Og nu begynder jeg at tænke på sådan noget..På dettet tidspunkt. Argh! Men gad vide hvad han vil gøre?* tanker blev bare ved med at løbe gennem hens hoved.
//Srry men jeg skal lige du og gå en tur men kommer igen..måske ca kl 15.00 eller måske tidligere eller senere :3//

Eithan sendte de skuffede udskud, der havde stået og holdt godt øje med dem, et overlegent smil, efterhånden som de passerede dem. Da hun sagde, at hun altså godt selv kunne gå, valgte han bare at ignorere det. Han ville ikke tage nogen chancher. Hun måtte under ingen omstændigheder slippe væk. Selvom han mente, at hun skulle stole på ham, så var det tværtimod det, han havde tænkt sig at gøre med hende. Stole på hende. Stole på at hun ikke stak af, hvis han slap hende fri. Eftersom han syntes, det gik lige lovligt langsomt, gav han hende endnu et skub, der var en smule hårdere end dét før. "Sæt tempoet op," kommanderede han med en stemme, der afslørede hans utålmodighed. Han kunne snart ikke holde til det mere. Derfor undgik han også at se på hendes nakke/hals. Hans øjne flakkede lidt rundt, alt i mens de gik. Op mod den sorte nattehimmel, hen på de forfaldne boliger, ned mod den asfalterede vej. Efter et par ekstra skub og skridt var de omsider nået frem til stedet. Den overmalede, graffiti mur. Han førte hende om på den side, der vendte væk fra de ynkelige beboere, der havde stået og skulet til dem. Derefter løsnede han meget forsigtigt og langsomt sit greb om hende arme, fik hurtigt vendt hende om og skubbede hende dernæst op af den hårde, kolde stenmur. Han tog fat om hendes ene håndled med sin ene hånd og ligeledes med hendes andet håndled. Eithan strakte både sine og hendes arme ud og pressede hendes op af af muren, hvorefter han lænede sig helt ind mod hende. Han bøjede sin nakke og satte sine let adskilte læber mod hendes hals, hvorpå han lod sin tunge køre op langs hendes hals og stoppede først, da han nåede til hendes øre. "Siden du selv er en vampyr ... så ved du vel alt om os ikke? Hvor grådige vi er ... lader ikke bare en køn pige som dig selv gå forbi." Han fremviste sine sylespidse hjørnetænder i et skævt tandsmil. "Og du kender sikkert også alt til, hvordan det er, når man ikke har fået blod i flere dage ... ikke?" fortsatte han lavmælt. "Eller ... sådan er det måske ikke for en som dig? Halv vampyr, halv dæmon. Forresten ... jeg bryder mig ikke specielt meget om halve racer. Og bestemt ikke halvblodsvampyre. Det er en forbrydelse mod os fuldblodsvampyre." Sagde han i sit stadigvæk lave toneleje. Han sendte hende et grumt smil, før han plaprede videre. "Men bare fordi dit blod ikke er rent, skal det ikke stoppe mig i at drikke det. Jeg er ikke så kræsen." Eithan lod igen sin tunge skille sine læber ad, hvorefter han kørte tungespidsen tilbage ned over hendes hals. Da han nåede til cirka mit på halsen, pustede han to-tre af hendes hårstrå væk og åbnede sin mund på fuld gab, hvornæst han satte sine to hjørnetænder mod hendes bare hud. Han borede dem ikke ned i hendes blottede strube endnu, men trykkede bare lidt på den med de to, sylespidse tænder, så hun kunne få en fornemmelse af det - hvordan det ville føles at blive bidt. Mærke de to hjørnetænder der var som nåle bryde ens hud og kød og efterlade to, runde huller i ens hals. Han havde selv prøvet det. Havde prøvet at blive bidt - af sin rival, efter en større slåskamp de havde haft. Han var blevet så svimmel bagefter ... men han kunne ikke rigtig huske så meget af det, eftersom han var besvimmet kort efter. Og så den hovedpine ...
Eithan glippede let med øjnene og løsrev sig sine tanker, hvorpå han lukkede sin mund og endnu en gang lod sin tunge glide rundt på hendes hals. Efter lidt tid løftede han sit hovede og smilede koldt til hende. "Er du bange?" hviskede han med et sagte smil og fik igen vredet hendes arme om på hendes ryg, hvorefter han lænede sig så tæt op af hende, han kunne. Han indsnusede duften af hendes gyldenbrune, og muligvis nyklippede hår og tog en dyb indånding. "Det skal du ikke være," tilføjede han så og førte atter sin mund ned til hendes hals. "Det gør ikke ondt ... når du først er bevidstløs," hvislede han med en kynisk latter og smilede ved tanken om, at han meget snart skulle sætte tænderne i hende.

// Okay :3 God tur ^^"

Eithan smilede frydefuldt over hendes reaktion; over at hun tydeligvis var skræmt, bange. Åh, hvilken fornøjelse det var at sprede lidt uhygge og bange anelse. Et glubsk smil plantede sig på hans læber, og han åbnede atter sin mund, som han efterfølgende satte mod hendes blottede strubehoved. Trak sin overlæbe tilbage/op lige som når en kat hvæser og satte sine hjørnetænder mod hendes halspulsåre. "Bare ... slap af," hviskede han en smule utydeligt, før han startede. Strammede sit greb om hende og lod derefter sine sylespidse tænder bryde hendes hals, bore sig ned i den, hvorefter blodet hurtigt begyndte at pible ud og ind i hans mund. Han havde ellers indtil nu forholdt sig utroligt stille og rolig, men da først blodet ramte hans tunge, spilede hans pupiller op og hans normalt blågrønne iris blev fuldstændig rødglødende. Lige som hvis man havde hældt en rød vandfarve ud på et ekstra-opsugende stykke køkkenrulle. Han slap hendes håndled og lagde begge sine arme om hende, mens han sugede så godt, han havde lært. Blev langsomt lettere beruset af hendes søde blod, der nærmest strømmede ind i hans mund. Det var som om, han slet ikke kunne stoppe. Han ville bare have mere. Ville tappe hendes krop for hver eneste dråbe blod og efterlade den som et tomt hylster. Nej! STOP NU! Han lukkede sine øjne hårdt i og begyndte næsten at hyperventilere, idet han forsøgte at trække sig væk fra hende. Det føltes som om, han var blevet splittet i to personer. På den ene side ville han gerne stoppe, da han jo faktisk helst ville undgå, at hun døde af blodmangel, men på den anden side kunne han overhovedet ikke få nok. Det dyriske uhyre i ham havde fuldstændig overtaget både hans sind og krop. Eithan løsnede sit greb om hende og satte derefter hænderne på hendes skuldre og prøvede lige som at skubbe sig selv væk fra hende. Til sidst lykkedes det ham endelig at genvinde fatningen, han trak tænderne ud af hendes hals og trådte et par skridt tilbage. Dernæst lod han sine øjenlåg glide op og afsløre hans øjne, der atter havde fået deres oprindelige farve - blågrønne. Han så fortvivlet ned af sig selv og slog hænderne op for sin mund. Hans vejrtrækning var blevet ret uregelmæssig, og han trak vejret dybe, lange hiv. Da han lidt efter fjernede sine hænder fra munden, vendte han sit blik mod dem. Hele hans mund, hage og nu også håndflader var indsmurt i blod. Hendes blod. Han tørrede hurtigt sine hænder af i sin sorte t-shirt. Hvad var der gået galt? Han plejede altid at kunne kontrollere sig selv. Eithan tørrede en blodstribe, der løb fra den ene mundvig og ned over hagen væk med håndryggen og kastede et blik over på Nana.

Eithan stod nu fuldstændig forstenet og så på hende med et lidt fraværende blik. Som om han ikke helt fattede, hvad det var, han lige havde udsat hende for. Hvad han havde gjort. Selvom han aldrig fik skyldfølelse efter et bid, så følte han sig alligevel en smule skidt tilpas. Hans blik kørte ned på hans hænder, der stadigvæk ikke var helt fri for blod. Uskyldigt blod. Føj, hvor følte han sig beskidt, ussel. Men det var vel, som han selv havde sagt. Han var ikke andet end et monster. Et fucking uhyre. Han slog endnu en gang hænderne op for sin mund, idet hun mistede balancen og faldt forover ned på den hårde asfalt. idiot! Hvorfor havde han ikke rakte armene ud og grebet hende? Hvor var han dog ynkelig. Han kunne ikke en gang selv holde sig selv ud. Det føltes som om alle hans tænkelige, bevægelige kropsdele var blevet låst fast. Han kunne bare ikke bevæge sig. Kun blinke og trække vejret i dybe og langsomme træk. Han var mæt nu. Det havde godt nok været det værd, men ... hvorfor havde han det så sådan her? Det måtte have været hans forbandede 'mørke' side, der havde taget overhånd et kort øjeblik. Gjort ham sløret i sindet. Gjort at han bare havde fulgt sine vampyrinstinkter og kun tænkt på sig selv. Han rystede kraftigt på hovedet, efter han havde fjernet sine hænder. Lukkede kortvarigt sine øjne i og tog en meeeget dyb indånding, inden han satte sig på hug ved siden af Nana. Strøg hende over håret med en let håndbevægelse og drog et suk. Derefter rejste han sig op i sin fulde højde, bukkede lidt ned i knæene og løftede hende op i sin favn. Fik bugseret hende lidt rundt, så hendes hovede og overkrop kom til at hænge ved hans ryg og hendes ben og fødder hang på den anden side af ham - fronten, ned langs hans overkrop. Han luntede dernæst om på den anden side af muren, hvor de kriminelle beboere stadigvæk stod. De kiggede allesammen meget overraskede og lidt chokerede på ham/dem. Undrede sig tydeligvis over, hvad det var, han havde gjort ved hende. Han ignorede dem bare fuldt ud og sjoskede videre hen ad den støvede vej. Lod søgende sit blik køre fra side til side af den skumle vej. Han ville finde et sted, hvor han kunne lægge hende. Hun kunne jo ikke bare blive liggende omme bag muren. Men hvor ... hvor skulle han/de gå hen?.