Sv: Mørk julinat i slumkvarteret (Nana).

af Gæst Søn 4 Jul 2010 - 20:49

Hvis Nana ikk havde mistet bevistheden helt på grund af hendes blodmangel så blev hun helt væk fa hun hamrede sit hoved ned i astfaldten. Det blødte fra andre steder en de stadig åbne bidemærke som dog var begyndte at heale. Langsomt. Hun havde fået et hudafskrabing i panden og hendes håndled dunkede da gnide sårene igen havde fået luft. Men hun gjorde intet ved det. Hun vidste jo ikk engang hvad der rigtigt var sket. Sådan da. Hendes øjne var stadig helt lukkede i men ikk hårdt, men blidt. Hun trak dog stadig vejret mere eller mindre gennem munden og hendes brystkasse bevægede sig en lille smule endnu. Men hendes hjerte bankede stadig hurtigt for at så pumpet nok blod rundt. Hun opdagede ikk at hun blev løftet. Da hun gjorde var det faktisk ret nemt siden hun ikk var særlig tung. Hendes hoved hvilede på hans ene skulder og hendes arme var automatisk blevet lagt slapt om hans nakke. Hun kunne svagt fornemme hvordan hun nu bevægede sig frem eller tilbage. Mørket begyndte at brydes lidt og lydene kom tilbage. Dog lavmæle. Hendes øjne åbnede sig ganske lidt og hun nåede lige at opfatte hvad der skete før at hun igen var helt væk. Hendes hår var en del mere uglet end det var da de mødtes. Vinden var så også pludselig blevet noget kraftigere og lavede større sandskyer og de ruskede hårdere i træerne. Hun bevægede selv ingen muskler næsten. Hun følte sig lammet i hele sin krop og mørket der ahvde omvivet hende inde i hendes eget hoved gjorde hende bange. Hvor var hun?

af **Eithan** Søn 4 Jul 2010 - 21:05

Eithan blev ved med at se ledende rundt, indtil han fandt det, han søgte. Eller i hvert fald noget der kunne bruges. En bænk. Dér, lige dér forenden af vejen. Han fortsatte dog bare i et stille og roligt tempo. Der var ikke grund til at vække mere undren og mistænkelighed hos de stirrende mennesker. Lige nu havde han mest af alt lyst til at vende sig om og skråle til dem, at de bare skulle skride, og at det ikke ragede dem en skid, hvad der var, der var foregået mellem ham og pigen, Nana. Men han ville ikke gøre en større scene ud af det. Det var bedre at ignorere dem. Han drog et lettet suk, da han var nået hen til bænken med den hvide, afskallede maling. Meget forsigtigt lagde han hende ned på ryggen ... på bænken. Selv satte han sig bare på knæ ved siden af hende på jorden. Han ville ikke gå fra hende endnu. De der nysgerrige mænd gjorde ham lidt urolig. Eller ... det var ikke sådan, at han var bange for dem. Men han turde ikke rigtig at gå fra hende, når de var til stede. Han strøg hende over kinden med den ene pegerfinger. Hun var kommet til at se noget mere bleg ud. Nåh, hun skulle nok bare have lidt hvile. Måske noget at spise. Han smilede svagt til hende, selvom hun godt nok ikke kunne se det. Men denne gang var det ikke et af de der kolde, kyniske smil. Det var heller ikke helt oprigtigt og varmt, men der var noget i det. Han var på en måde ... taknemmelig over for hende. Selvom hun jo egentlig ikke havde givet ham lov til at bide hende. Han tog fat i hendes ene hånd og førte den hen til sin brystkasse, hvor han lagde hendes håndflade op mod den. Kærtegnede forsigtigt hendes hånd og var meget påpasselig med ikke at komme til at røre hendes håndled, der vist var blevet lidt skadet, efter han havde holdt så godt fast rundt om det. "Undskyld," hviskede han og bed sig blidt i underlæben. Aede hende let hen over armen og smilede sagte til hende.

af Gæst Søn 4 Jul 2010 - 21:18

Der skete ikk rigtigt noget i lang tid ud over at der af og til kom nogle folk af den ret skumle type gående hen mod dem men som så også gik væk igen som om at de havde ramt en usynlig glaskupel. Men dog efter den tid begyndte hun atter at bevæge sig igen. Hendes øjenlåg begyndte at sitre og hun fortrak i et uroligt ansigts udtryk. Til hun så endelig slog sine øjne op i små blink. De var stadig krystalklare og den smukke grå farve var ikk forsvundet det mindste. Hun lå eller bare lidt stille og så mod himlen med et lidt overrasket men også fortvivlet blik. Hun kunne mærke at noget eller nogen holdt om hende hånd og at den var blevet lagt mod noget. Noget lidt hårdt og dejlig køligt...og som svagt bevægede sig. I en rytme fra et hjerte. Hun lukkede igen sine øjne blidt i og meget forsigtigt bevægede hun sin hånd så hun fik ordenligt fat i hans hånd som om at de holdt i hånd. Ikk sådan brutalt men blidt og roligt. Et lille smile voksede frem på hendes bløre og let lyserøde læber og hun drejede sit hoved lidt hen mod ham hvor hun igen åbnede sine øjne. Så blev ikk oevrrasket eller skræmt men forholdt sig bare helt afslappet. Selvfølgelig var hun bange for det der var sket og hun havde svært ved at tilgive ham for det. Men alligevel havde han ikk bare efterladt hende. Og ikk mindst det så havde han også gjorde så hun fulgte sog tryg og beskyttet. Så åbnede hun sin mund lidt men lukkede den så igen men åbnede den enenu en gang lidt efter for at sige noget. "T-T-Tak.." lod det lavmælt med hendes stadig blide stemme. Hun fugtede kort sine læber med tungespidsen og bed sig derefter meget blidt og svagt i hendes underlæbe. Nana var i det hele taget en måske lidt underlig pige ville mange tro da hun det ene øjeblik kunne så og være helt vildt munter, til at være trist og vred, til at være utrolig bange og til sidste til at være glad og afslappet. Men hun havde aldrig gjort noget ved det. Det var jo sådan hun var.

af **Eithan** Søn 4 Jul 2010 - 21:44

Eithans smil blev en anelse større, idet hun slog hendes øjne op og begyndte at røre lidt på sig. Mærkede hvordan hendes hånd tog fat i hans. Endnu et smil fandt vej til hans læber, hvor detforplantede sig og lige så stille bredte sig på dem. Han undrede sig lidt over, hvorfor hun takkede ham men stillede ingen spørgsmål. Lige nu skulle hun bare slappe af. Han gjorde ikke så meget andet end at smile roligt til hende og ae hendes hånd samt arm. Desuden ... hvad var der også at sige? Det eneste han kunne komme på var 'undskyld' ... og de havde han lige som allerede sagt. Selvom hun nok fortjente en del flere undskyldninger efter denne episode. Bare hun nu ikke ville slå ham og bryde ud i et raserianfald, så snart hun kom helt op på dupperne igen. Men ja - hun havde som sagt god grund til at gøre det, hvis det var det, hun ville. Det kunne han egentlig ikke sige noget til. Han sukkede svagt og slap lidt efter hende hånd. Lagde den forsigtgt oven på hendes mave og satte sig til rette på jorden. Trak benene op til sig og lagde sine arme omkring dem, hvorefter han satte hagen mod det ene knæ. Han gav sig til at se hende lidt an. Det havde han ikke haft så meget tid til før. Der var det bare ... hold armene, gå, bid. Men jo ... han havde godt nok bemærket, at hun var usædvanlig smuk. Hun tiltalte ham i hvert fald ret meget. Han smilede lidt for sig selv og pustede en sort hårlok væk, så den ikke længere hang ned i øjnene på ham.

af Gæst Søn 4 Jul 2010 - 21:57

Nana spærrede så sine øjne lidt op. Så hun rigtigt. Et smil. Og de voksede lidt. Hun var så småt begyndt at få lidt mere farve i ansigtset og en svag rødmen kom frem på hendes bløde kinder. Så slappede hun mere af og hendes smil voksede også lidt. Hun kunne godt lide hans smil for at være ærlig. Både det nu..og det før nu hun tænkte over det. Hun holdt lidt strammere fast i hans håndda han slap hendes men ikk meget. Den gled alligevel ud af hans og blev placeret på hendes mave. Hun havde stadig rettet sit blik mod ham og kunne se på ham at han vidst hvade det lidt bedre. Så så hun mod himlen hvor at neget få stjerne var kommet frem. De havde været gemt bag skydækket men var nu fremme igen og blinkede tilbage til hende. Så lukkede hun sine øjne i. Stadig med smilet på læberne. Hun kunne mærke hans betragende og studerende blik rettet mod hende og det ahvde en mærkelig virkning på hende. En virkning der var svær at beskrive for hende lige nu. Så efter noget tid åbnede hun svag sine øjne og begyndte langsomt at sætte sig op igen men måtte opgive efter få centimeter på grund af den forfærdelige hovedpine hun havde fået ved at hamre hovedet ned i astfaldten. Hun klemte sine øjne lidt sammen og lagde forsigtigt sin ene hånd mod sin pande. Hendes kolde hånd var en smule heale på den hudafskrabing hun stadig havde. Hun fik så øje på det blå/lilla'e gnide mærke om hendes håndled og kunne igen mærke den dunkende smerte. Da hun var ved at komme ordenligt tilbage til verden igen kom alle de ømme og sviende fornemmelser tilbage igen. Som det sidste.

af **Eithan** Søn 4 Jul 2010 - 22:20

Eithan fulgte hendes mindste bevægelse med øjnene og lagde sit hovede en smule på skrå. Ærgede sig forfærdelig meget over, at han ikke havde nået at gribe hende. At han bare havde stået og set til som en eller anden hjernedød idiot. Et svagt suk undslap hans blege læber, hvorefter han med en anelse bekymring rynkede sine øjenbryn, da hun lagde en hånd op på hendes skadede pande. Derefter lagde han sin hånd oven på hendes og smilede skævt til hende. "Gør det meget ondt?" spurgte han i et lavmælt toneleje og strakte sine ben, så de nu ikke længere var trukket op under hans hage men lå hen langs jorden. Han vippede hovedet på skrå til den anden side og sendte hende endnu et smil. Skyldfølelsen over at have bidt hende lagde sig om ham som et stort, kvælende sjal, der viklede sig rundt om ham. Han vendte sit blik mod hendes håndled og lod det hvile dér i et stykke tid. "Du må undskylde, at jeg ... at jeg holdte så hårdt. Virkelig. Det var ... ikke meningen .. sådan da ..." mumlede han undskyldende og talte ret utydeligt, da den sidste del kom ud af hans mund - 'sådan da'. Han bed sig svagt i underlæben og kærtegnede hendes hånd med sin tommelfinger. Dernæst, efter noget tid, trak han hånden til sig igen og satte håndfladen mod den kolde asfalt. Lod blikket glide tilbage til hendes ansigt, der havde fået en smule mere farve i kinderne. Godt ... det måtte vel betyde, at hun så småt var ved at få det bedre. Forhåbentlig. Han var selv altid sygeligt bleg. Hans hud var nærmest helt marmorhvid og gav ham et lidt mat og dødt udseende/look.

af Gæst Søn 4 Jul 2010 - 22:35

Nana spærrede svagt sine øjne op da hun kunne mærke hans hånd på hendes igen og endnu en svag rosa farve steg op i hendes kinder. *Hmpf! Hvorfor rødmer jeg pludselig over det..* tænkte hun både forvirret og irriteret over sig selv. "JA..Men det er okay..Det vil sikkert gå væk...snart" Hun så så stadig bare videre mod himlen et godt stykke tid. Hun ville ikk møde hans blik med det samme. Ikk fordi at hun var sur på ham eller bange. Hun kunne også godt fornemme hans skyldsfølelse hvilket fik hendes humør lidt ned men det kom så op igen. Hun sank en mindre klump i den hals og drejede så hovedet så hun kunne se på ham. Og som hun havde regnet med mødtes deres blikke hvor på at hun spærrede sine øjne lidt op og rødmen steg. "Og..Det er ikk rigtigt din skyld det her. Jeg skulle ikk ahve givet dig den lussing" sagde hun roligt og lidt mere klart hvor på at hendes smil voksede frem på hendes bløde og let lyserøde læber igen. "Kan du tilgive mig?" Det kunne sikkert godt lyde lidt underligt efter hvad der var sket. Den skrækkelige episode som hun aldrig ønskede at ville ske igen. Men alligevel havde hun bare lyst til at spørge ham om det, smile roligt til ham, mærke hans hånd og se ind i hans øjne. Det var jo når man tænkte over det hende der havde startet..på en måde. Hun vidste ikk hvad hun mere skulle gøre nu. Nu lå hun bare roligt og ventede på hans svar og hans reation. Hun mindede faktisk mere om en sand engel end det hun var. Hun var og blev en underlig én. Men skam også en smuk og lidt nuttet én.

af **Eithan** Søn 4 Jul 2010 - 22:53

Eithan smilede svagt over hendes fremtrædende rødmen og lyttede til hendes svar. Sagde hun at det var okay? Efter det han lige havde gjort? Han glippede lidt betuttet med øjnene, idet hans blik mødte hendes, og han nu så lige ind i hendes grå, skinnende øjne, der nærmest tryllebandt ham. Det fik ham til at slappe helt af. Han følte en underlig ro overtage hans krop. Lidt efter rynkede han en smule undrende sine øjenbryn, efter det andet hun sagde. Undskyldte hun for det, hun havde gjort? Jamen? Og om han kunne tilgive hende? Hendes ord havde i mellem tiden gjort ham helt stum. Ikke et ord vovede at snige sig ud igennem hans læber. Han blinkede hurtigt med øjnene et par gange, inden det sådan rigtig gik op for ham, hvad det var, hun havde sagt. "Øh ... selvfølgelig. Selvfølgelig kan jeg det. Jeg ... fortjente det nok også lidt. Jeg skulle ikke have været så ... led i mod dig og din .. den der ... sommerfugl," fik han mumlet til svar og slog blikket ned mod jorden. Dét at hun undskyldte, fik ham bare til at føle sig endnu mere luset. Han ville ikke have, at hun skulle have dårlig samvittighed over sådan en bakatel. Efter noget tids tænkning så han op på hende igen og sukkede lidt opgivende. "Men ... du skal ikke undskylde. Slet ikke. Hvis jeg gør noget dumt ... så ... så skal du bare slå mig. Bare slå mig. Det gør ikke noget. Jeg har nok alligevel fortjent det. Det er mig der siger undskyld ... og så ... kan du tilgive mig?" Han så spørgende ind i hendes øjne og en lidt væmmelig følelse bredte sig i hans mave. "Jeg ... forventer selvfølgelig ikke, at du skal gøre det; tilgive mig. Jeg har fuld forståelse for, hvis du vælger ikke at gøre det. Og ... jeg skal nok holde mig langt, langt væk fra dig fra nu af," tilføjede han med et suk, inden han atter vendte sit blik ned ad. Sikke en vampyr han var. Sad her og følte sig skyldig over at havde bidt én. Ynkeligt. Simpelthen ynkeligt. Det var da for slapt.

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 10:37

Nana begyndte igen at sætte sig op. Det gik bedre denne gang. Da hun så fjernede sin hånd blev hans automatisk også fjernet fra hendes pande. Hun sad lidt og hørte på hvad han sagde og sundede sig over hovedpinen. Hendes smil voksede dog hurtigt frem igen og hun rettet igen blikket mod ham. Hun satte sig så ordentligt på bænken og lyttede igen til ham. Hun åbnede sin mund en lille smule som om at hun skulle til at sige noget men lukkede den så igen. Så da hun hørte det sidste spærrede hun sine øjne lidt op igen. Hun gled langsomt og forsigtigt ned fra bænken og sad nu på jorden lige som ham. "Selvfølgelig kan jeg da tilgive dig..Det var jo det jeg lige lå og gjorde, ikk?" sagde hun smilende og satte sit hoved let på skrå. Så rykkede hun sig en smule tættere på ham. Helt diskret. Hun løftede sin ene hånd og lagde den blidt på hans kind mens at hun holdt øjenkontakten til han så ned. Så lænede hun sig lidt ind mod ham og stoppede først da deres læber mødtes. Det varede dog kun to sekunder og så trak hun sig væk igen. Måske lidt hurtigt. "U-Undskyld..Men..." Denne gang var det hendes tur til at se væk og hendes rødmen steg end del. "Det må du virkelig undskylde..Jeg..Jeg skulle ikk have gjort det" Hun bed sig blidt i sin underlæbe mens at hendes hår faldt ned som et gyldenbrunt slør for hendes ansigt. "Men..Det gjorde mig forresten lidt skuffet og trist da du sagde at du nok skulle holde sig langt væk fra mig.." Så begyndte hun igen at rejse sig helt op. lidt usikkert men det gik da meget fint syntes hun selv. Hun fattede ikk hvad hun lige havde gjort. Hvordan havde hun turdet? Hun havde lige siddet og kysset den person der havde været skyld i den tilstand hun var i nu. Ham der havde taget en del af hendes dyrebare blod. Men det var også ham der havde siddet og beskyttet hende mens at hun ikk selv var i stand til at gøre det.

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 11:40

Eithan smilede svagt, da han hørte, det første hun sagde. Jo ... det havde hun vel lige sagt. Han ville bare være på den helt sikre side - og var faktisk meget overrasket over, at hun bare sådan tilgav ham. Han vidste slet ikke, hvad han skulle synes om det. Altså ... det var jo godt, det var det, men ... det fik ham bare til at få det endnu dårligere over det, han havde gjort. Sådan noget burde ikke tilgives. Han bed sig kortvarigt i underlæben, idet hun gled ned fra bænken og placerede hendes hånd på hans kind, men han slap den dog igen, netop som hendes læber blev sat mod hans i et kys. Han spærrede forundret sine øjne op, efter han atter havde vendt sit blik mod hende, men slog så hurtigt sit blik ned igen, da hun havde trukket sig væk. Lidt efter ordene var kommet ud af hendes mund, rettede han fuldstændig paf blikket mod hende. Vidste ikke hvad han skulle gøre, vidste ikke hvad han skulle sige. Så han sad bare bomstille og gloede lidt åndsforladt på hende. Hvad havde det skullet til for? Og hvorfor? Hvorfor i al verden havde hun gjort det? Han bed sig let i tungen, inden han endelig fik taget sig sammen til at gøre noget og kom ud af sin ret chokerede 'trance'. Derefter rejste han sig op, kun få sekunder efter hun selv havde gjort det. Han slog dernæst med det samme sine arme om hende og trykkede hende helt ind til sig. Lagde sit hovede på hendes ene skulder. "Nej. Nej, du skal ikke undskylde. Det er ikke mig, der fortjener en undskyldning, det er dig." Han holdt en kort talepause og drog et let suk, før han så fortsatte. "Og ... jeg ... jeg mener ..." Han bed sig svagt i underlæben, inden han løsnede sit greb om hende og trådte et skridt bagud. "Hvad med ... at vi starter ... forfra?" foreslog han næsten hviskende og så skiftevis på hende og ned i jorden. Han bed sig endnu en gang lidt usikkert i underlæben og rakte sin højre hånd frem mod hende med et forsigtigt smil.

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 11:54

Nana hørte ham godt rejse sig op men det der skete havde hun ikk ligefrem forventet. Hun spærrede sine øjne overrasket og forundret på da han lagde armene om hende og trak hende inde til ham. Hun kunne igen mærke varmen stige i hendes kinder men hun kunne jo ikk gøre noget ved det. Hun stod bare stille og lyttede til hvad han sagde mens at hende blik var rettet ligefrem for sig. Man..hun havde heller ingenting imod at han holddt om hende og lidt efter lidt slappede hun mere og mere af. Hun trådte selv et lille skridt tilbage da han trak sig væk. Hendes blik var rettet mod jorden og man kunne lige se at hun bed sig i sin underlæbe for hendes slør af gyldenbrunt hår. Så så hun igen op på ham, slap bidet og stod lidt og så igen overrasket på ham. Men så så hun hans smil ordentligt. Det smittende smil. Eller det smittede ihvert fald af på hende. Hendes var vel bare lidt mere roligt. Der gik dog lidt tid før at hun løftede sin egen hånd op og tog blidt fat i hans. "Ja.. Hvorfor ikk" sagde hun som svar på hans spørgsmål og hendes smil voksede lidt og hendes hoved blev lagt lidt på skrå så hendes hår hang mere over den ene skulder end over den anden. Sårene på halsen var der stadig men de blødte ikk mere. Det sveg stadig lidt men hun var ligeglad. Den næå/grønne sommerfulg kom igen. Den sværmede kort om hende og landede så atter på hendes hoved. Det havde faktisk været den der havde fulgt hende til ham. Men det betød så måske et eller andet. Hun havde intet imod ham nu. Det havde hun heller ikk da de mødtes. Hun havde slet ikk følt sig bange der. "Og nu må vi vist også være over at det der 'Undskyld. Nej det er mig der skal sige undskyld. Nej det er da mig..' tror du ikk" Et let og svagt grin drog så fra hende et kort øjeblik.

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 12:13

Eithans spidse hjørnetænder blev langsomt mere og mere synlige i takt med at hans smil voksede og bredte sig på hans blege læber, efter hun havde sagt ja til han forslag. Starte forfra. Ja. Forhåbentlig ville denne ... oplevelse være glemt om noget tid. Eller i hvert fald noget man kunne grine af ... sådan da. Han gav hendes hånd et blidt klem, før han slap den og begravede begge sine hænder i de forreste lommer på hans bukser. Hans blik blev automatisk tiltrukket af den blågrønne sommerfugl, der kom flyvende på dens lette vinger og landede i hendes hår. Han smilede lidt over dét, før han igen rettede sin fulde opmærksomhed mod hende. Lyttede til hendes ord og nikkede derefter enigt med hovedet, efter hun havde snakket færdigt. "Jo ... du har ret. Ikke flere undskyldninger," svarede han med et skævt smil og nikkede endnu en gang af det. Færdig og slut med det. Nu ville han bare ligge hele denne passage bag sig. Måske lære hende bedre at kende. Hvis hun selvfølgelig også var interesseret i at lære ham at kende. Han strøg med en hurtig og vanlig bevægelse en hårtot til side og flakkede sine øjne op mod den stadigvæk kulsorte nattehimmel med de blinkende, små stjerner. Eithan bed sig lidt eftertænksomt i underlæben, før han slog sit blik hen på hende og sommerfuglen igen. Der var noget, der nagede ham. Noget han måtte have svar på. "Du ... Nana ..." startede han en smule tøvende og placerede sin ene hånd omme bag et sted ved nakken/baghovedet og rodede lidt forlegent rundt i sit sorte hår. "Angående det der før ... du ved ... hvorfor ... altså ... jeg mener ... hvorfor gjorde du det?" mumlede han lidt utydeligt og vendte sit blik ned ad, ned mod den kedelige, grå asfalt. Håbede at hun forstod, hvad det var, han hentydede til. Han lod sin hånd køre ned langs nakken, hvorefter han atter proppede den ned i den ene bukselomme og afventede lidt hvileløst hendes svar.

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 12:26

Selv lod Nana hendes hånd falde slap ned langs siden da han slap den. Hun sagde ingenting. Men lod så sin ene hånd løfte sig op i hoved højde og sommerfulgen fløj kort hen og satte sig. Hun førte forsigtigt sin hånd ned så hun bedre kunne se på dens smukke farver. Så da han begyndte at snakke lidt uforståeligt om noget hun ikk helt forstod med det samme så hun på ham. Lagde alt sin opmærksomhed på ham og prøvede at finde ud af havd han mente. Så spærrede hun sine krystalklare og smukke grå øjne lidt op da hun så endelig fandt hoved og hale i det. Hendes kinder blussede lidt op ved tanken om det og hvorfor hun havde gjort det. Hun så lidt væk mens at hun genert kløede sig på kinden og et skævt smil kom frem et øjeblik. "Jo ser du..Øhm..Lad mig lige se hvordan jeg skal sige det..." Hun så lidt usikker ud og bed sig blidt i sin underlæbe mens at hendes kinder skiftede lidt mellem en svag og lidt stærk rødmen. Så rystede hun let på hovedet og tog en dyb indånding. En meget dyb indånding. Hun lod sommerfulgen flyve igen og så rettede hun sit blik mod ham. Det var en smule bestemt blik. "Okay..Jeg gider ikk lige til at pakke det ind så du får bare det ligeud.." Hun holdt en kort pause og så lidt mod himlen. "Altså.. Jeg tror jeg kan lide dig..Det var derfor og så tror jeg heller ikk at jeg var helt på dupperne da jeg kyssede dig. Normalt gør jeg nemlig ikk den slags sådan uden videre" forklarede hun ham så helt roligt og ligeud. Men hendes kinder fik stadig den lidt stærke rosa farve. Som en rougde på hendes kinder blev den så siddende et stykke tid. Hun valgte at lade sit blik blive rettet mod himlen. "Og ja jeg ved godt at jeg er lidt mærkelig at pludselig have de følelser efter det der lige var sket men ..sådan er jeg. Det er den sande Nana Emika Kaas" Hun sukkede lavmælt og så igen på ham med det rolige og varme men også lidt forsigtige smil.

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 12:48

Eithan lod en gang i mellem sit blik hvile lidt på hende i få sekunder, før han slog det ned mod jorden igen. Turde ikke rigtig se på hende. Men idet hun åbnede sin mund og det første ord kom ud, rettede han automatisk blikket mod hende. Nygserrig efter hvad hun ville sige. Hvad forklaringen var. Hans blik blev kort draget væk fra hende, da sommerfuglen satte af fra hendes finger og fløj op til hendes hovede, hvor den satte sig i hendes hår. Han kiggede hurtigt over på hende igen i samme nu, hun fortsatte med at tale. Sørgede får at hans ører fik opfanget hvert eneste ord, hun sagde, så han stod bare helt stille uden at sige så meget som en lyd. Glemte næsten at trække vejret. Netop som ordene 'jeg tror, jeg kan lide dig' forlod hendes mund, spærrede han sine øjne lidt op, hvorefter hans underkæbe røg ned på jorden med et ordenligt smæld (metaforisk set selvfølgelig). Hvad? Han ... hun ... hvad? Han måtte ryste på hovedet og glippe et par gange med øjnene, før han så kom ud af hans ret målløse tilstand. Et højlydt suk skilte hans læber lidt ad, idet det slap ud, hvorefter han gemte sit hovede i hænderne. Han rystede svagt på hovedet og tog en dyb indånding, inden han fjernede sine hænder og kiggede hen på hende. "Drop det," sagde han så ... kort og fattet. "Jeg er slet, slet ikke værd at sætte sådan nogle følelser på. Sats på en anden. Du kan sagtens finde en, der er laaangt bedre end mig," mumlede han og viftede let med hånden hen mod hende.
Han kunne ikke tage ansvar for sådan noget lige nu. Alt dette ... mindede ham lidt om den situation, han havde haft med Lilly. Hun havde også sagt de fire ord. Jeg kan godt lide dig. Nej, for pokker altså! Han var ikke sådan en fyr men holdt af. Hvornår begyndte folk at forstå det? Han var ikke et elskende væsen. Eller et elsket væsen. Det var i hvert fald kun meget få, der havde indset, at han faktisk ikke var sådan en slem én. Men ... nej! Han var et uhyre. Et monster. Havde hun ikke fået nok bevis på det lige før? Han kom med et lidt opgivende 'åårh!' og satte sig ned på hug med blikket rettet ned mod jorden.

// Jeg skal lige hurtigt spise ><"

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 13:03

Nana spærrede sine æjne lidt op og hendes smil forsvandt med det samme da hans 'Drop det' kom frem. Hun stod bare stille og så på ham mens at han talte. Hun forstod ham ikk også alligevelk gjorde hun. Men hun var ikk enig med ham. Men hun ville ikk plage ham mere. Så da han satte sig på hug og så ned i jorden kunne mane høre hendes rolige skridt hen over den sandede og øddelagte astfaldt. Hun gik bare direkte forbi ham uden et ord. Hun vidste at hun ikk ville kunne åbne sin mund uden at der kom et eller andet ord ud som skulle forsvare hende i denne situation. Efter at hun var gået lidt førte hun sin hånd op til sin nakke for at skulle massere og strække den lidt men spærrede så igen sine øjne op da hun kunne mærke bidemærkerne. Hun stoppede dog ikk. Hun gik bare roligt men faktisk lidt langsomt hen over gaden. Hun ldo sin hånd glid ned fra nakken og ned langs med siden igen. Blodet på hendes bluse og hals var størknet og hun var sikker på at hun skulle få det vasket inden at hun trådte ind i huset igen hvor hun sikkert ville kunne finde sine forældre i et skænderi. Det fik hendes mundvige til at bøje lidt mere ned af. Hun lavede kort noget med sin hånd. En svag håndbevægelse. Så begyndte sandet på astfalden foran Eithan at bevæge sig lidt. Blev til bogstaver. Blev til ord. Blev til en sætning. 'Jeg forstår..' stod der og eller gjorde hun ikk noget. Hun ignorede alle blikke mod hende. Hun kunne sagtens fornemme og høre at nogle havde valgt at gå hen mod hende men hun var ikk rigtigt bange. Hun havde for første gang i sit liv virkelig været bange for sit liv da Eithan havde bidt hende. Det var måske det der havde sat nogle forskellige svinginger igang inde i hende. Men dem måtte hun vel bare glemme. Hendes blik var stadig rettet mod jorden men hun trak dog ikk fødderne med sig. De gik normalt. Hun sukkede lavmælt og så så mod himlen hvor at stjerne var på vej væk igen. Men dem der stadig var der var extra skinnende og lysende på den meget mørke blå eller måske mere sorte natte himlen.

//Fint fint ^^//

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 13:32

Eithan bed sig hårdt i underlæben og undlod helt at se på hende. Ville ikke. Han ville ikke se hendes ansigtsudtryk. Lige meget om det så var et lykkeligt ét, trist, vredt eller helt neutralt. For han havde været en idiot. En kæmpe en. Eller rettere sagt ... han var en idiot. Det var dét, han ville 'skåne' hende for. Hver gang han blandede sig i andres liv, blev det hele altid så ... akavet og forvirrende. Det skulle hun ikke udsættes for. Hun havde jo allerede nok problemer derhjemme. Det troede han da. Hun havde ikke direkte selv sagt det, da han havde spurgt indtil det, men han havde kunnet læse det i hendes blik. At der var ét eller andet galt. Ikke en gang da han kunne høre hendes fødder blive slæbt hen af jorden, de små, lette skridt, gjorde han noget. Sad bare musestille og stirrede ned på den støvede vej. Han håbede ikke, at hun havde misforstået ham. Selvom det nok godt kunne have lydt som om, han intet ville have med hende at gøre. Drop det. Det var bare ... han ville helst holde det på venne-niveauet. Men der var åbenbart andre føleleser indblandet. I hvert fald fra hendes side. Så hvad nu? Skulle han bare lade hende gå? Eithan blev pludselig revet ud af sit tankespind, idet sandet foran ham begyndte at bevæge sig. Blev nærmest fejet rundt i små bunker og delte sig så. I ord. Han lagde lettere forvirret hovedet på skrå. Jeg forstår. Det var de ord, der stod skrevet. Han løftede hovedet og så i den retning, som Nana var gået, hvorpå hans blik ret hurtigt landede på hende. Lidt tøvende så han ned på hendes ord igen. Det samme spørgsmål kom atter op i hans hoved. Ville han bare lade hende gå? Bare give slip på hende? ... Fandma' nej! Han rejste sig beslutsomt op og småløb hen til hende, indtil han nåede op på siden af hende, hvor han så stoppede og tog forsigtigt fat i hendes ene arm. "Skal jeg ikke følge dig hjem?" spurgte han med et skråt smil og løftede spørgende et øjenbryn.

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 13:51

Nana kunne så pludselig høre skridt. Løbende skridt. Hans? Måske men hun stoppede ikk op for at se sig over skulderen. Det skete først da han så var oppe ved hende og tog fat i hendes arm. Det gjorde ikk ondt men det var dog alligevel et lidt fast greb. Hun stoppede selv med det samme og så overrasket på ham. Hendes øjne blev spærret lidt op da han spurgte ham han skulle følge hende hjem. Den tunge og måske lidt triste aura forsvandt lidt og hende sædvanlige rolige og varme smil voksede frem mens at hun lagde hovedet let på skrå. "Sikke en gentlemand.. Selvfølgelig må du det" sagde hun med sin blide men også muntre stemme og smilet voksede bare lidt. Hun strøg lidt af sit hår om bag sit øre med den frie hånd men det faldt bare ned igen. Men hun lod det være. Det generede jo ikk hende mere. Indtil at en vind tog fat i det og 'legede' lidt med det. Hun stod lidt og så bare på ham med smilet. Hvilket ikk var det mindste falsk. Hun følte sig lidt mere tryg nu. Men hvordan ville de opfatte det når at hun blev fulgt hjem af en vampyr. Hun rystede let på hovedet. Eller troede det i hvert fald for at få tankerne ud af hivedet. Hun ville ikk tænke over det nu. Hun skulle bare nøde og slappe helt af mens at hun blev fulgt hjem. Hun rettede hurtigt på sin bluse så den dækkede hendes anden skulder og derfor også dækkede sårene på hendes hals lidt bedre. Det ville sige at man mest ville tænke på den bare skulder den anden anden og ville derfor ikk opdaget hvad det var sket. Udover blodet. Hun sukkede lidt ved den tanke men så måtte hun eller de jo bare gå forbi et renseri eller sådan noget.

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 14:06

Eithan blottede kort sit hvide tandsit i noget, der var et halvt smil, halvt grin. "Mmh," brummede han blot til svar og løftede derefter den arm, der var tættest på hende en smule - lige som en gentleman gør, når han vil have, at hans ledsager/pige skal tage fat i ham, så de kan gå arm i arm. Godt nok vidste han ikke, hvor hun boede ... endnu. Men så måtte hun jo bare føre vej. Han bekymrede sig ikke videre om hendes forældre. Nok på det grundlag, at han slet ikke havde skænket dem en tanke endnu. Han ville bare have lov til at følge hende hjem; så han kunne være sikker på at intet ville ske hende på hjemturen. Desuden ... kunne han bare lade være med at gå med indenfor. Medmindre hun ville føle sig tryggest sådan. Så hun ikke var ene og alene om at forklare de to huller, som han var skyld i, at hun nu havde på halsen. Han rystede svagt på hovedet og smilede sagte til hende, før han rettede sit blik fremad og lod det dernæst køre fra side til side. "Såå ... ligeud?" gættede han og nikkede kort i retning af ... ja ... fremad/ligeud. Han håbede dog, at hun ikke boede alt for langt væk. Eithan rystede endnu en gang på hovedet, men denne gang var det for at få en irriterende hårtot til at flytte sig, men den var åbenbart ret så stædig, så han måtte selv stryge den til side ved hjælp af en hånd. Derefter flyttede han sit blik hen på hende igen og trak på et skævt smil i den ene mundvig. Ventede egentlig bare på hende. Han vidste jo ikke, hvilken vej der var rigtig, og hvilken der var forkert.

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 14:22

Nana tog roligt og blidt fat i hans arm og stod lidt og betragtede ham med hendes krystalklare og smukke grå øjne. Hun grinte lidt. Svagt, næsten lydløst men sødt da han surgte om de skulle gå ligeud eller frem ád som man også kunne kalde det. "Ja.. Hvia altså du vil ned til stranden" forklarede hun ham roligt og nikkede lidt til venstre. "Det er den vej hvis vi skal hjem til mig" Så begyndte hun forsigtigt at gå med ham. Arm i arm. Hun turde dog ikk rigtigt at putte sig ind til ham så lod også derfor være med det.
Tiden gik som normalt og efter lidt tid var de kommet til det lidt mere normale kvarter for de lidt mere mellemklasses væsner. De havde gået i stilhed. Hun havde ingen anelse om havd det var hun skulle sige til ham. Dog havde hun af og til haft sin mund lidt åben som om at hun ville sige noget men havde lukket den igen. Hun havde tit gået og bidt sig selv i sin underlæbe men sluppet den inden at der gik hul. Så så hun op og fik øje på renseriet. Hun så op på ham og smilte skævt. "Jeg ska lige ind og have renset min bluse. Du behøver ikk vente hvis du ikk vil" sagde hun roligt og slap hans arm og smålyntede hen til butikken. Hvor hun så gik ind. Der var lidt fyldt og der blev rettet en del blikke mod hende. Undrende, forvirrede, overraskede, foragtede og forfærdede blikke. Hun stod som stivnet og kunne mærke sin ene hånd ryste lidt. Hun kunne ikk lide det. Var det virkelig sådan at de så på folk der var anderledes? Og blod gjorde jo ingen forskel. Hun ahvde selv mange der var kommet ind med blod på tøjet eller sådan noget. Men havd kunne det være denne gang? Hun sank en mindre klump og gik stille og roligt hen til den lille disk der stod i hjørnet, fik en alt for står t-shirt hun kunne have på mens at hendes bluse blev vasket og gik derefter ind i omklædingsrummet. Hun fik hurtigt skiftet og sørgede for at hendes hår dækkede bidemærkene på hendes hals.

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 14:37

Eithan bed sig kort i underlæben, da hun rettede på ham og fortalte, at det var vejen ned til stranden. Årh selvfølgelig. Dumt. Alt dette havde åbenbart gjort ham lidt retningforvirret. Nåh, hul i det. Ja ... til venstre ... den vej. Han fulgte med så godt, han kunne og fik nogenlunde hurtigt tilpasset sig hendes tempo. Var meget påpasselig med hverken at gå for hurtigt eller for langsomt. Han havde det meste af vejen bare rettet sit blik ned mod sine fødder, der hele tiden bevægede sig - fremad. Den ene fod blev sat foran den anden, alt i mens de stilfærdigt luntede afsted i den kølige nat. Hvad var klokken mon blevet? I takt med at de kom tættere og tættere på hendes hus, faldt han ind i sin egen lille verden, efterhånden som der kom flere tanker til hans allerede store tankespind og gjorde det enormt. Det var lige som en kæmpe stor forhindringbane - bare med spørgsmål og spekulationer i stedet for de fysiske forhindringer, der plejede at være på sådan en bane. Han blev dog pludselig revet ud af sine tanker, idet hun sagde noget til ham og stoppede brat op. Mærkede at hans arm kom til at føles så mærkelig ... let - hvilket han fandt ud af, var fordi, at hun havde sluppet ham. Sluppet hans arm for at gå ind på renseriet for at få vasket hendes bluse. Der gik lidt tid, før han fik opfattet, hvad det egentlig var, hun havde sagt til ham. Altså ... han kunne vel godt vente. Det var jo ikke sådan, at han havde travlt og skulle nå et eller andet vigtigt. Faktisk var det stik modsat. Han listede han til renseriet indgang, hvor han standsede og lænede sig op af muren lige ved siden af døren. Han ville ikke gå ind. Det var der ikke nogen grund til. Han skulle ikke have vasket noget. Et suk undslap hans læber og forlod hans læber svagt adskilte, hvorefter han vendte sine øjne op mod den klare himmel. Betragtede de få stjerner, der var tilbage på den og som endnu ikke havde forladt den.

af Gæst Man 5 Jul 2010 - 14:51

Nana gik hen til en af de frie vaskemaskiner med en også fri tørretumler ved siden af. Stilheden var heldigvis væk igen men alligevel rystede hendes ene hånd. Og hun kunne ikk lade være med at se rundt på folk. Hun puttede så hendes bluse ned i vaskemaskinen, stod lidt og læst på pakken med vaskepulvet hvorefter at hun dryssede det der skulle bruges i. Nogenlunde. Hun lukkede vaskemaskinen og sætte den på det der nu skulle op på. Så vendte hun sig om og hoppede eleganbt op at sidde på den vibrerende miaskine. Hun svang lidt med sine ben og så igen rundt på folk hvor hun af og til mødte deres blikke. Et lille smil voksede frem på hendes læber. Et lidt ukendt smil. Ihvert fald ikk et der havde været placeret på hendes læber før. Det var både varmt og roligt men på en måde også lidt...grådigt af en slags. Men det forsvandt dog hurtigt igen og det normale smil var på plads.
Efter at havde skiftet fra vaskemaskine til tørretumler havde hun også skiftet plads. Hun kunne godt lide sådan at blive ryste lidt igennem som en slags masage. Så da den stoppede hopped ehun nd igen og åbnede den og tog blusen ud. Den var igen helt hvid og ingen blodpletter eller støvpletter. Hun gik igen hen til omklædningsrummet og fik hurtigt skriftes. Hun afleverede den anden t-shirt og gik så hen til udgangen. Hun blev lidt overrasket at dse ham i døråbninegn men hun smilte så bare lidt.

af **Eithan** Man 5 Jul 2010 - 15:16

Eithan var efterhånden ved at blive ret så utålmodig; men han ville ikke gå. Nej, han blev stående ... ventede. Altså hvad tog hende så lang tid? Han lagde lidt mut armene over kors. Ååååh. Det her var jo ulideligt. Men det plejede også at være sådan, at når man intet havde at lave, så gik tiden bare såå langsomt. Og når man så havde noget at lave og havde det sjovt, så gik tiden lige pludselig ekstremt hurtigt. Hvad var det for noget? Det burde være omvendt ... efter hans mening. Eller også skulle man bare have en fjernbetjening, der kunne styre selve tiden. Så kunne man bare spole frem, hvis man ville have noget kedeligt overstået. Hrm ... han måtte opsøge en opfinder og spørge ham, om han ikke lige kunne opfinde sådan én dimsedut. Eithan blev igen revet ud af sine tanker, da han kunne se noget ud af sin øjenkrog. Han drejede hovedet og sendte hende et skævt smil. "Fik du vasket din trøje?" brummede han spørgende og lod sit blik køre rundt på hendes overkrop. Forventede ikke rigtig et svar. Det kunne han selv se. Jeps, den var clear. Ingen blodpletter. Sporene var slettet. Hvor lød det egentlig fedt. Lidt melodramatisk. Nu var det kun bidemærket på hendes hals, der var afslørende. Men det kunne han ikke gøre noget ved. Hun måtte vel have en form for tørklæde-hejs, som hun kunne skjule det med.

// Jeg logger af :3 Er blevet tvunget til at gå ud og få noget frisk luft - bah! -.- Svarer igen i aften :D

af Gæst Tirs 6 Jul 2010 - 21:49

//Srry jeg ikk lige svare men mit hoved et et rod og der er ikk lige alle emner jeg kan svare her for tiden -_-'' Srry! Svare hurtigst muligt når jeg kan//

af Sponsoreret inhold