En stille tur til stranden - Garret

Garrett havde siddet ude i vandet i rigtig lang tid. Man kunne nok ikke se ham. De var kun hovedet der stak op.
Hans Hvide skjorte var gennemblødt og gennemsigtig. Ellers havde han bare nogle sorte badebukser på.
Hans tanker var langt væk. Det eneste han kunne høre var bølgerne der slog mod hans kolde krop.
Under vandet, lyste hans hud lilla op. Det gjorde hans ansigt også. Sådanne var han bare når han slap af.
Og han regnede ikke med at nogle ville komme ud til stranden når skyerne hang lavt og varslede regn.
Hans hånd gled igennem det vindblæste sorte hår.

Garrett hørte en svag plasken. Han kiggede ud over havet. Det var nok ikke delfinerne. De var lidt for langt væk.
Han vente hovedet om og fik øje på en pige komme svømmende hen mod ham.
Garrett løftede hånden som hilsen "Godaften" råbte han hen til hende. Han vendte sig en halv omgang, så han vendte hen mod hende naturligt, for at undgå nakkeskader.
Den lilla glød lagde sig og hans hud var normal igen, da han havde genfundet bevidstheden

"Det rigtige spørgsmål er hvad De laver" svarede han med en dybt ligegyldig stemme.
Han kiggede i et par sekunder på hende. Hun var køn. Men for guds skyld. Alle piger var kønne Di morga.
Hans hænder greb fat i noget sand under ham. Han lod sine fingre køre igennem sandet, for at lede efter muslinge skalder. Han fik fat på en, hev den af vandet og betragtede den uintresseret.
Faktisk var alting lidt kedeligt idag.
Han kunne mærke det var begyndt at regne let

Garrett hævede øjenbrynet. Og nu ville hun så have svar hvorfor han var der?
"Af nogenlunde samme grund" svarede han kort
Han kiggede på pigens ansigt. Hun så ikke særlig glad ud. Han rejste sig op. Den hvide skjorte klæbede sig fast på hans overkrop. Hans gul-grønne blik var koldt som sædvandlig. Kun et par væsner kunne få en helt modsat følese frem i dem.
Han kiggede hen på breden. Men af og til gled hans blik ned på vampyrpigen

Garrett kunne mærke noget ved hans fødder. Han bøjede sig ned og samlede et kors op. Han undersøgte det nærmere hvorefter han kiggede ned på pigen. Hun havde åbenbart tabt noget. Og Garrett vidste godt hvad det var
Han prikkede blidt hendes ryg, der var under vandet.
"Jeg tror dette smukke kors tilhøre din smukke hals" sagde han. Man kunne tydeligt hører der var noget charmerende i hans tonefald.
Han var dog ikke sikker på hun overhovedet kunne hører ham, når hun havde hovedet under vand

"Velbekommen. Skal jeg give dig det på?" spurgte han høfligt.
Han smilte forsigtigt. Måske skulle han bare have givet hende det i hånden, men han havde trods alt fundet det til hende.
Hans gul-grønne øjne var faktisk venlige. Bag ved det kolde hvertfald

Garrett gik et par skridt frem så han stod 10 centimer fra hende. Han lagde halskæden om hendes hals, og fjernede det blonde hår. Han kunne ikke lade være med at ligge mærke til hvor blødt det var selvom det lige havde været under vand.
Han tog låsen og klipsede den sammen. Han lod to fingre glide ned af hendes hals, hvorefter han fjernede sig igen
"sådanne" sagde han stille og smilte glad

//...//

"Garrett Haou Zaiol" præsenterede han høfligt.
Regnen tog til og man kunne hører en rumlen ude fra horisonten. Han smilte stort og dykkede under vandet hvorefter han dukkede op igen, uden skjorte. Den havde irriteret ham og den var unødvendig, da han befandt sig i vandet. Han blinkede drillende til Kitja og smilte mystisk
"Kitja er et smukt navn. Det passer perfekt til personen" sagde han rosende og charmerende

Garrett lod sin tunge glide rundt om hans læber
"chokolade. Jamen så må du jo smage godt" grinte han.
Han trak vejret ind. Hun duftede godt nok ikke som chokolade. Nærmest lidt ligesom..
"må jeg kalde dig Valmue?" spurgte han
Den eneste blomst han rigtig kunne lide var valmuer. Det var nok fordi de voksede vildt, og havde den smukkeste røde farve. Det var simpelthen så kønt når de stod på en mark, ved siden af alt det grønne
"smukke valmue" sukkede han nærmest.

"selvfølgelig må du kalde mig Ret" han kiggede ned på hende med glitrende øjne.
Hun var virkelig sjov og mystisk.
Han kunne ud af øjekrogen se et lyn der slog ned og fældede et træ ned. Men det meste af hans opmærksomhed havde rettet sig mod Valmue.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, så han smilte bare til hende. Han var ellers en mand af mange ord.

Han kunne se hendes forskrækkelse og grinte lidt. Det var åbenbart ikke noget hun var vant til.
Han var liiige ved at fyrer en kvik bemærkning af, men lukkede så munden igen.
"er du bange?" spurgte han blidt.
Hvor var det bare typsik. Var han virkelig så blødsøden? Åbenbart. Det her lignede bare ikke Garrett.
*er jeg blevet besat af en eller anden dæmon?" tænkte han forvirret.

"Måske lidt," sagde hun og så på ham.
"Selvom jeg boer i en hule i skoven, er jeg ikke vant til den slags," Hun smilte til ham...
Hun så direkte i Ret's øjne og lavede et blidt blik ud af det.
"Okay, jeg er ret bange for det," sagde hun så lidt efter.

Garrett nikkede. Han vidste godt det var normalt at blive bange. Men han var egentlig aldrig bange. Selv ikke kraftigt lys. Han blev bare irriteret.
"skal jeg beskytte dig?" sprugte han og fast hold hendes øjenkontakt.
*Har jeg taget et eller andet forkert stof?* tænkte han.
Eller måske var det bare hende, der gjorde ham underlig. Sikkert. Han sukkede lidt irriteret