Fløjtespil ved søen

"Der er forskel." sagde han.
"Vampyrer er nødt til det for at overleve, hvor ondt det end kan være. Men Dødsengle behøver ikke dræbe. De gør det bare." sagde han og så på hende.

- og der er ingen grund?
hun ser lettere overrasket på ham, men der er også afsky i hendes øjne. afsky over for folk der dræber uden grund. det er et håbløst spild!

"Ingen grund så vidt jeg ved" sagde han.
Han sukkede.
*den slags væsener burde ikke eksistere* tænkte han trist.
Han kunne ikke lade være med at tænke på hvem der mon nu skulle dø.

luciel rystede sørgmodigt på hovdet.. hun kunne ikke forstå hvorfor den slags den slags overhovedet eksisterede.. det virkede ikkesom der var nogen logisk grund til at der sulle gå dpådan nogle rundt.. bare at dræbe folk uen grund! det var svært for hende at forstå hvorfor nogle kunne gøre sådan noget.

Han øjnede hendes fortvivlelse og lagde en hånd på hendes skulder.
"Op med humøret Luciel." sagde han venligt, og han sneg sin hånd ned uden at hun opdagede det, og prikkede hende en enkelt gang i maven.

- neeej.. det er ondt at prikke mig i maven.
hun grinede lidt og så hans forsøg på at gøre hende i bedre humør. hendes smil var ikke det samme store glade smil, som før, men hun så ikke helt så fortvivlet ud.

"Nå så det mener du? Men det er dit svage punkt, så jeg må jo udnytte det til fulde!" sagde han, lagde armene om livet på hende, og begyndte at kilde hende.

luciel prøvede at vride sig fri, selvom det var svært at grine og vride sig fri samtidig. hun prøvede forgæves at skubbe hans arm væk så hun kunne gå til modværge. tilsidst opgav hun.
- overgivelse.. overgivelse..!
grinede hun halvkvalt.

Han stoppede leende, og fjernede hænderne fra hendes mave for ikke at støde hende.
"Det var bedre" sagde han og smilede til hende.
"Godt humør er bedre end at mugge!"

ja.. det kan vi godt blive enige om..
hendes i forvejen klare øjne skinnede af latter, og det virkede ikke som og hun havde noget imod at han holdt om hende.
- tak for at få mig i bedre humør.

"Det var så lidt. Jeg passer på mine venner." sagde han glad. Han var fristet til at kilde hende igen, men han lod være.
"Og du er allerede en god ven" tilføjede han smilende.

- det ved jeg du gør..
hun smilede blidt og satte sig op af træet. hun fandt en lille, men meget skarp kniv frem og begyndte at jonglere rundt med den.
- den er mit eneste våben bortset fra det jeg kan med kampsport.
hun smilede og det var tydeligt at hun holdt meget af den kniv.

"Interessant" sagde han og trak det sværd han havde på ryggen.
"Det her og min magi er mine våben." sagde han og begyndte at pudse den skarpe klinge.
"Det er en flot kniv" tilføjede han.

- den er meget nyttig..
hun smilede et ondskabsfuldt smil han havde set før.
- den er god til at aflive byttet med, uden at spilde maden.

"Jeg kan ikke lide tanken..." indrømmede han og fortsatte med at pudse sværdet.
*Hvorfor bliver hun nu så dyster?* tænkte han.

solen var begyndt at synke længere ned på himlen som de havde talt, og solnedgangen indhyldede alt i en gyldent skær. aftenen og natten var på vej. luciel nød solens sidste tråler, og hun smilede nydende, ved tankerne om jagt. hun måtte snart ud at jage igen.
hun kastede en sidste gang kniven fra hånd til hånd, før hun med en sikker bevægelse lod kniven forsvinde i en skjult skede. hun rejste sig elegant op og trækkede sig grundigt. nu kan man se hvor slank hun egentligt var. et stort smil, der synliggjorde hendes hjørnetænder, kom frem på hendes ansigt.
hun skulle jage!

Han kiggede op med et bedrøvet udtryk. Han vidste godt at hun skulle jage nu.
"Luciel... vær blid ved dit offer." sagde han. Han hadede det.

- det vil jeg være.. denne ene gang
hun så alvorligt ind i hans øjne.
- det er ikke en god vane at leje med maden.. men det morer mig.. og jeg ved at det lyder uhyrligt i dine ører, men det er sådan jeg er..

Han lukkede øjnene og nikkede.
"Jeg forstår" sagde han. Han fandt panfløjten frem og begyndte at spille en rolig melodi.

hun tøvede et øjeblik da hun så hans reaktion.. men ikke ret længe! så var hun i hurtigt løb væk i skoven.
- hahaha.. jeg elsker fornemmelsen af byttets frygt.. nu kommer jeg..
stemmen i hans hoved lød legesyg, men det sidste han hørte til hende er fem ord:
-jeg husker hvad jeg lovede..
hun mærkede vinden i sit hår, træerne der hurtigt forsvandt bag sig, bytttet foran sig. dets frygt.. lugten af dets frygt gør hende godt, men hun huskede hvad hun lovede og satte farten op. det har ikke en chance..
pludslig holdt hun det i et jerngreb og huggede tænderne i dets pulsåre. blodet der løbe ned i hendes hals gav hende en euforisk følelse, og en ubændig trang til mere.
men tilsidst var der ikke mere blod tilbage, og nu flød byttets blod i hendes årer..
hun besluttede sig for at vende tilbage til søen. der var gået knap en time siden hun startede jagten, og nu var det blevet helt mørkt.

//Jeg er nødt til at smutte desværre. Men vi kan skrive i morgen ^_^

//ja vi skrives ^^ //