Somebody... answer? (Eithan)

Eithan fik tvunget sine mundvige op ad i et ret så kunstigt smil, der kom til at se noget kejtet ud, hvorefter han slog blikket ned mod sine hænder. Begyndte at flette fingrene ind og ud af hinanden, mens han overvejede Starlets forslag. Har du lyst til at fortælle om dig selv? Tjae ... hvad var der overhovedet at fortælle? Og han skulle jo også tage højde for, at han ikke bare kunne fortælle hvad som helst til drengen der. Han måtte lyve. Både angående hans alder, og hvad han lavede. Hvad han var. I Starlets øjne var han nok bare et menneske lige som han var. Han bed sig kortvarigt i underlæben, var meget påpasselig med at overlæben dækkede de skarpe hjørnetænder. "Altsåå ..." startede han med en smule tøven i stemmen. Han skævede hen til Starlet, inden han fortsatte. "... Hvad har du lyst til at vide?" endte han med at spørge og vippede hovedet på skrå til den ene side.

"Hmm... lige nu kender jeg jo kun dit navn, så du kan vel tillade dig at fortælle mig alt, det du synes jeg burdte vide, eller ingenting." Han trak på skuldrende, som var han ligeglad. Alligevel kunne han ikke lade vær med at være en smule nyskerrig. Eithan så ud til at være en spændende person, hvilket sjovt nok fik ham til at tænke på den aftale han havde dagen efter.
Han lagde hovedet spørgende på skrå mens han betragtede ham, uden øjenkontakt selvfølgelig! Han var faktisk ret ligeglad med om han ville fortælle ham noget, eller ej, han fandt vel alligevel ud af det på et tidspunkt, lidt efter, lidt... om han ville ha' det eller ej!

Eithan sukkede indvendigt efter at have hørt Starlets svar. Alt hvad han burde vide? Jamen, hvad ... hvad burde han vide? Han førte sin hånd op til sin pande, hvorpå hans et par fingre stryge noget af hans hår til side, så hans øjne blev mere synlige, skyggen for hans ansigt forsvandt og hans marmorhvide hud blev mere fremtrædende. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle ..." svarede han blot med et let skuldertræk, bøjede sin nakke en smule forover, idet han vendte sit blik ned mod jorden og hans halvlange pandehår atter faldt ned og mørklagde det meste af hans ansigt. Han ville meget, meget hellere forhøre Starlet og finde ud af, hvem han var. Men han gad ikke til at stille en masse halvdumme spørgsmål, som sikkert alligevel ikke ville blive besvaret. Det vidste han ikke. Starlet virkede bare heller ikke som en, der delte ud af informationer om sig selv.

"Bare prøv... der er ingen der siger at du gør det forkert." Starlet satte sig helt op og lod sig læne op af bænkens ryglæn. Han lod forsigtigt hånden lukke sig omkring sin gamle mp3'er og tændte så for den rolige musik som straks fyldte høretelefonerne.
Han tog den ene i øret, og lod den anden hænge ned af hans brystkasse, så han samtidig kunne høre Eithans svar. Det endte så med at Starlet sukkende lagde hovedet tilbage og lukkede irriteret øjnene, det her var ikke noget han plegede at gøre... "Hvor kommer du fra?" Sagde han så lavt, og så afventede på ham. Nu hvor han havde givet ham et lille skub kom resten vel af sig selv, eller måtte han blive ved med at spørge? Forhøre den unge mand som sad foran ham?

Eithan tøvede lidt, inden han rettede sin ryg lidt, så hans holdning nu var forholdsvis rank. Tog fat i en snor der sad forenden af hans t-shirt og begyndte at hive ud i den, men fik dog hurtigt stoppet sig selv igen, da han ikke ville ødelægge den mere, end den allerede var. Hans blik blev automatisk draget hen mod Starlet, idet han spurgte ham om noget. Han så først helt blank ud i hovedet og så eftertænksomt ud i luften - som om han havde glemt, hvor det var, han kom fra. Jo længere han søgte ind i sin hukommelse, jo fjernere blev hans blik, og der bredte sig en let, mystificeret tåge i hans øjne, som nærmest havde en slørende effekt på hans syn. Han glippede med øjnene et par gange, før han vendte tilbage til den virkelige verden og så over på Starlet. "Jeg kommer oprindeligt fra Rumænien ... - Transsylvanien. Cluj-Napoca for at være helt præcis ... og nu er jeg så ... her," svarede han lavmælt og nikkede efterfølgende for lige som at bekræfte det. Hans blågrønne øjne flakkede op mod himlen, hvor han låste sit blik fast og lod det hvile dér. "Hvor kommer du fra?" spurgte han så efter en kort talepause og rettede spørgende sit blik mod ham.

"London, jeg flyttede hertil for et par år siden." Sagde han lavt. Det var der hans pokkers accent kom fra, han havde ellers sådan en fin engelsk én, men han mistede den i skolen, så nu havde han en almindelig, amerikans én. Et så ufint sprog hvor ordene ikke blev udtalt så tydeligt som i London.
Starlet sukkede igen, irriteret denne gang. Nå, han kunne vel ikke løbe fra det... "Hvor gammel er du?" Spurgte han så og betragtede ham stille.
Han kunne ikke sætte fingeren på det... atten... måske oppe i tyverne? Han turde næsten ikke at gætte.

Eithan nikkede kort af det, han fortalte ham og blev derefter fuldstændig tom i blikket igen, da Starlet stillede ham et nyt spørgsmål. Hvor ... gammel han var? Han flyttede sit blik fra ham og slog det ned mod jorden. Det absolut værste spørgsmål. Efter noget tids spekulation rettede han atter sin opmærksomhed mod Starlet og kneb kortvarigt øjnene sammen, før han åbnede munden for at svare. "Jeg er tyve ... tror jeg," svarede han med dæmpet stemme og fik kun mumlet det der 'tror jeg', så det havde han forhåbentlig ikke kunnet høre. Ja, det var en løgn. Men kunne han andet? - end at lyve. Han sendte ham et lidt usikkert og kunstigt smil, hvorpå han gentog Starlets spørgsmål. "Hvor gammel er du?" spurgte han med hovedet lagt på sned og et hævet øjenbryn.

"Jeg er fyldt seksten i år." Svarede han lavt og smilte en smule til ham. en påmindelse om hvor ung han faktisk var... pokkers. Starlet så kort væk, hen på et tilfældigt træ som pludselig var blevet meget interessant.
Der skulle en kort hovedrysten til før han kom tilbage til virkeligheden. "Øhm... nu er det vidst din tur, til at spørge." Mumlede han lavt og så ned på sine ben, som stadig var lagt over kors. Han førte endu en af de grå/blå hårtotter om bag øret mens han afventede Eithans svar.

Eithan bed sig forsigtigt i underlæben og sparkede lidt til jorden med skosnuderne. Gad ikke kommentere hans alder, da han ikke kunne se nogen grund til det. Men der var da en tydelig aldersforskel på dem - ikke angående de ydre, altså af udseende, men tidsmæssigt. Fra seksten år ... til trehundredefemogfirs. Der var langt i mellem. Trehundredeniogtres? Det passede vel nok meget godt. Han rynkede svagt på næsen af det. God, hvor følte han sig gammel. Hans blik søgte hen på ham, da han sagde noget, hvorefter han straks gik i gang med at tænke. Tænke over et konkret spørgsmål, men som sædvanlig svigtede hans opfindsomhed ham. "Æh ... laver du noget ... bestemt i din fritid?" spurgte han lidt tøvende og bed sig endnu en gang i underlæben. Det var nok ved at blive en dårlig vane. "Eller du går måske bare i skole?" tilføjede han med et svagt, påklistret smil. Det måtte sådan en seksten-årig knægt da gøre; gå i skole altså.

Starlet lod et svagt, tænkende smil, langsomt komme frem på sine smalle læber. Selvfølgelig kom det spørgsmål på et tidspunkt... han kunne ikke undgå det. "Jeg har en slags 'forretning' med en ven." Sagde han lavt og kløede sig kort på kinden.
Han undlod at sige hvad det faktisk var for en forretning... hvad ville Eithan ikke tænke om ham. Fordomme og fornærmelser havde han tit fået, hvilket var derfor han holdte det hemmeligt for sine venner og enda hans forældre... de var jo sikkert også ligeglade!
"Laver du noget bestemt?" Surgte han så, mens han håbede på at Eithan bare ville svare, uden at sætte spørgsmålstegn.