Wipe away all of your tears - Gabe

Gabes blik fokuserede på hendes blik. "HVad med dig... Dit navn er da også rimelig specielt" sagde han og smilte venligt til hende for ikke at al opmærksomheden skulle være rettet imod ham... Han havde det dårligt med at lyve for hende at en eller anden grund... Som om hun påvirkede ham på en eller anden måde..

Asma smilede da deres blik mødtes hinanden. "Når mit navn er ikke speciel, men dirkete underlig" sagde Asma og rettede sig op. Hun kløede sig på nakken, hun rynkede næsen og så igen på Gabe. "Altså Asma på arabisk betyder navne og ikke fordi jeg kommer derfra, men det var min mor da fandt på navnet via veninder eller sådan noget. Og Mix var så min far der kom med, som betyder blandet på engelsk. Så mit navn er navne som er blandt sammen. Asmamix" sagde hun og rynkede stadig næsen. Hun fattede stadig ikke sit navn, sådan var hendes skæben nu engang.

Han nikkede lidt... DEt virkede lidt forvirrende af et navn at være, men han burde ikke rende rundt og pege fingre af sådan noget... Han fattede ikke engang sit eget navn.
"Du er da heldig at du forstår dit navn... JEg fatter slet ikke mit... Og hvorfor jeg fik Det" sagde han bare og sukkede lidt.
Hvis bare han kunne finde sin mor... Så ville det måske ikke være så besværgeligt...

Asma holdte sig på armen med den ene hånd. "Altså jeg fatter ikke mit navn, det er derfor jeg altid virker så forvirret" smilte Asma skævt. Hun så kort tid efter ned. Tavsheden bredte sig, men da Gabe sagde noget igen så Asma op. "Jamen Gabe, dit navn er det mest smukke jeg har hørt. Budskabet ved din egen mor, men jeg tror at det er fordi din mor har betragtet dig som en engel? Ligesom englen Gabriel? Du har været fald udseendet" sagde Asma og nikkede. Hun mente alt det hun sagde, sådan var Asma.

//Smutter lige par timer, svare når jeg kommer på igen ^^//

"Du driller... Jeg er ikke pæn... Og slet ikke smuk" sagde han og undrede sig lidt over hvordan hun havde fået hans udsende ind i snakken.
"For engle er jo smukke... Og var det ikke Meningen at Gabriel skulle være guds Venstre hånd og stå for hans kontakt til menneskene, mens Michael stod for englene... Var det ike sådan det var?" spurgte han hende og lagde hovedet lidt på skrå.

Asma fnøs kort og lag sine hænder over kors igen. Hun drillede aldeles ikke med den slags. Men hun sagde ikke mere til det, for hun mente som sagt, hvad hun sagde. Basta. ”Jo det hele er rigtig” nikkede hun. ”Men hvad så? Michael er Michael og Gabriel er Gabriel? De er jo specielle” Asma så på himlen med et undskyldende blik. Hvis der var noget specielt var det gud, han som var større ind alt på jorden. Så Gabriel og Michael kunne godt smutte hjem. ”Hvis jeg skal være ærlig, så er du mere engel ind dem” sagde Asma kort tid efter. Hun så på Gabe og nikkede.

Hendes mening overraskede ham mere end noget af det hun havde sagt... "Hvad mener du med det?" spurgte han lidt forvirret over det.
En lille tanke slog ind i ham... Ville det være uhøfligt at spøge om sådan noget?
"Hva med dig?... Har du nogensinde set gud?" spurgte han hende ganske langsomt og velovervejet hvor han ikke ville genere hende med alle hans spørgsmål...

Asma så ned på sine fødder. Hun sled dem stile ned på jorden. Hvad hun mente med det? Hun kunne godt forklare ham det, men det vil fylde en del sider. Hun så op da han sagde noget igen. Om hun nogensinde havde mødt gud? ”Alle engle har mødt gud tro mig, men jeg..” hun gik i stå og så kort på Gabe. ”.. jeg har ikke endnu, men det skal nok komme” hun mumlede det nærmest, men hun smilede triumf. ”Det skal nok komme” gentog hun sig selv.

Han nikkede bare. Han havde nok anger i livet til at se lidt ked af det ud... Han havde en følelse af at han havde ramt en nerve eller noget lignende.
"Undskyld..." Mumlede han og kiggede bare på hende med et svagt smil. "Så held og lykke med det" sagde han og smilte venligt til hende.
"Men... Hvor kommer du så fra?" Spurgte han hurtigt for at snakke om noget andet.

Asma smilede stort så man kunne se hendes hvide tænder. Hun skulede lidt til himlen, men så hurtigt på Gabe, da han sagde noget igen. "Jeg kommer fra Italien, men har boet i Frankrig så længe jeg kan huske. Men nu bor jeg altså i Italien, hvor jeg har arvet en gård efter min far eller retter sagt min mor" smilede sma og nikkede. Hun lod en hånd passere hendes læbe. "Hvad med dig Gabe? Hvor kommer du fra og hvor bor du nu?" spurgte Asma stille.

Gabe stod lidt og tænkte over det. Han nikkede så og smilte svagt til hende da han havde tænkt lidt igennem det... "Jeg blev født i Frankrig og ved en alder af 5 år... Tog min far mig og flyttet til Amerika... Og så kom jeg tilbage her for nogle måneder siden" sagde han og tænke lidt alene over det... Det havde været rimelig trist at bo hos sin far...

Asma nikkede. Da var stadig rart at høre folk med forældre. Hun så på Gabe og smilede mildt. Hvad kunne hun gøre, ikke andet ind at smile vel? "Jamen det måtte være hyggeligt sådan ar rejse væk med sin far. Men din mor? Boede hun i stadig i Frankrig da du flyttede sammen med din far?" spurgte Asma lidt tænksom.

Gabe slog en så falsk latter op at det lød som om den kom fra en bag ham.
"Hehe... Heh... Flytte... Min far tog mig væk fra min mor, inden hun kunne nå at sige noget og så flygtede han med mig... Og så ringede han til nogle venner som støttede om ham og sørgede for at han fik barne domstingen..." forklarede han trist og kiggede ned på jorden mens det hele gik forbi hans blik.
"Men ja... Hun er en af de førende læger inde i Paris" sagde han og kiggede så op på hende og smilte lidt venligt til hende.

Asma så på gabe med store øjne. Hun havde godt nok ikke regnet med reagret på den, måde men hun forstod ham da. Var det hende eller var det bare typisk fædre det der? Asma havde ikke engang hørt nogen sødt om andres far. Måske fandtes der ikke ´søde´fædre?
"Nå..så..så din mor lever altså" sagde hun og så ned på sine hænder. "Men, jeg er ked af at høre, det med din far. Det har han slet ikke ret til" Asma så op og så inde i gabes øjne. "Kan du kommer til at se din mor, eller..?"

Gabe kiggede hende i øjne og rystede på hovedet.
"Jeg har set hende... Hun har ikke set mig" sagde han bare og lod sig falde ned på jorden og smilte så svagt til hende... Det var tydeligt han bare smilte for at hun ikke skulle ondt af ham.
"Hun kunne slet ikke kende mig" sagde han trist og kiggede op på himlen over hendes skulder...

Asma gik stille over til ham og sad så på hug. Først lag hun en hånd på hans skulder og derefter havde hun sine hænder om ham. At kramme var det hun var bedst til. "Det er jeg ked af at høre. Jeg hader sådan noget og i sær når ens forældre er blandt inde i det. Det som om, fra det øjeblik ens forældre går fra hinanden.." Asma hvikede det nærmest mens hun holdte om ham. "..er det som om at ens skæbne er blevet valgt. Det eneste man har tilbage er ens venner og selvfølgelig også sine forældre, men bare ikke som før.."

Gabe fnyst lidt som et grin og kiggede på hende.
"Se mig i øjne" sagde han og holdte hendes hoved sådan så hun ikke kunne andet. "De gik ikke fra hinanden... Da min søster i en alder af 5... Hun var min tvilling... Blev flået blodigt til døde ude i skoven, tog min far mig og ville optræne mig til Marinere... Længere er den ikke..." sagde han og gav så slip igen så han kunne kigge op på himlen igen.
"Jeg boede på Marinebasen... Og jeg fik ikke lov til at få venner..." Sagde han så...
Hans liv havde været en Jammerdal... OG alligevel kunne han gøre ting han ikke anede han kunne...
Hvis nogen havde fortalt til ham i en alder af 15, at han om 3 år, skulle hoppe rundt som en gigantisk kat og stjæle malerier... Havde han sagt de var syge i hovedet.

Asma så på ham med sin mund formet som et O. Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. Hun gad bare ikke tro på det han sagde, det lød godt nok ikke rart. "J..Jamen" sagde hun og så stille på ham. Hun rørte hans kind, bare en lille vane. "Jeg ber´ dig Gabe, du må ikke sige sådan noget" sagde hun og lag sit hoved lidt på skrå, mens hun fulgte hans øjne.

"jeg siger det også bare som det er..." sagde han og rejste sig lidt op og lavede et kors på brystkassen.
"Paix à son âme" sagde han på klingende fransk og sukkede svagt...
"Hun var en god søster" sagde han og kiggede på hende med et svagt smil. Hun havde ret i at han ikke burde sige det, men det skal siges når folk sige at livet skal nydes... For nogle dele af livet gider man ikke nyde...

Asma rejste sig også op, og sukkede. Hun så ned på sine fødder og så op igen da Gabe sagde noget. "Det vil jeg gerne tro på" sagde hun og så op. "Hun er sikkert i et bedre sted" det lød som hvisken og Asma vente sin hoved frem og tilbage. Hun kunne på en måde ikke bestemme sig til hvad hun skulle tro. "Jeg er meget ked af at høre det. Det føltes ikke rart når du siger det, men alligevel vil jeg sikkert havde tvunget dig til at fortælle det hvis det var". *Nysgerrighed kan være farligt* tækte hun stille og så på Gabe.

"Ja... Måske, men jeg ville nu stadig hun var her for at gøre den her verden til et bedre sted" sagde han med et lille smil og kiggede så lidt rundt.
"Men jeg skal ikke komme her og gøre dig ked af" sagde han og smilte så venligt til hende og kløede sig lidt på siden af hovedet.

Asma klappede stille i sine hænder og rystede på hovedet. Hun havde så meget at spørge om, men hun kunne ikke være bekendt. "Nå, nej jeg er selv ude om det" sagde hun og gjord præcis det Gabe gjord. Hun kløede sig også på siden af hovedet. "Men det var så din familie" hun nikkede kort tid efter. "Søster, mor og en far"

"Ja.... Jeg har aldrig mødt noget andet... Min fars side af familien, døde i en terror handling, før jeg blev født..." sagde han bare og lød faktisk lettere ligeglad... Han havde aldrig mødt nogen af dem, og hvis de var ligesom hans far, kunne han jo også være fuldstændig ligeglad.
"Hvad med dig? Jeg ved at du bare har en Mor og en Far" sagde han for at lede noget af opmærksomheden væk fra ham.

Asma sukkede. Ikke særligt rart det han fortalte, men da han spurgte efter hendes forældre spærrede hun øjnene op. "Ja! Altså jeg er enebarn. Men jeg har ikke mine forældre mere" hun så på Barishan og smilte varmt. "Min mor døde da jeg fyldte et år, og min far døde fem måneder før jeg belv til en engel. Min far var ikke den søde type, men sådan var han dog" Asma lag sit hoved på skrå og havde stadig smilet på.

//Barishan?//

"Okay... Undskyld hvis du ikke gider snakke om det..." sagde han over hvordan hun havde reageret... Sådan Reagerede Gabe godt nok ikke selv, men han kunne godt finde på at råbe op om ham, men så vidste de fleste at han ikke mente noget som helst... Det var først da han havde en lav stemmeføring at folk skulle skynde sig væk... Ellers kunne der ske uheld.