Sorg omkring gravsten

S: Kirkegården
T: 02.00
D: dagen efter sidste emne , altså midt i november
V: mørket og skyfri, der var stjerner på himlen
O: en masse gravsten og ailince

Kirkegården så forladt og ensom ud, i dette lys fra måne, den kunne se at gravsten ikke bliv vellig holdt og folk var lige glad med dem, men den nyeste af dem var en 6 år gammel gravsten som stod Ailince på, der stod hvor langende hun livede , hendes dø og den dag hun bliv født, og så beskende fra hendes familie, Lad hende enlig få fred, de ordet var med guld, der var os en billede af hende og hendes familie mærke på den, på denne kirkegård vandre Ailince rundt og spøgede, hun var der men ikke af lige vel , da hun var inden i krypten og lå på et af de marmorplader som holdet den stårende

mikala sad ved en grav som hun passe hun sukke græde hun hade misdte sin mor og nu sin far de lå begge sammen under mulden hun græde for hun savne dem rigtig meget

Ailince højte en grædende "Hm" tænkt hun og døren til krypten gik op, Ailince havde åbnede den mens hun stadig var inden i krypten, det var få at vis vej hentil hende , *kom her* tænkte hun og legede med jorden som hun sad på, hun var ikke usynlig

Mikala rejste sig græde og ville gå hun kunne ikke klar mere hun savne dem rigtig meget

Inuka sukkede opg rejste sig op , hun stod nu bag hende "hej" sagde hun venligt, sket ikke tit hun opsøgt nogle, men hun virkede til at havde behov få det "hey er du okay" spurgte hun og rakt et lommetørklæde, det duftede godt , og af det samme Ailince duftede

Mikala vend sig om og fik et chok " Ailince " spurte mikala

Hun kiggede på hende med et blidt smil "hej mikala" sagde hun , hendes ansigt var det samme , blidt og rolige, men der var noget engel over hendes ansigt, det var fejlfriet "Godt at se dig igen" hun lagde hovedet på skrå og sætte sig på huk foran hende, hendes krop var kold , men blød

//hey det dig , Mikala fra Potterskolen, ej havde jeg gættet//

" hej " græde mikala hun græde utrolig meget


// ja //

Hun så på ham og tørt hendes øjene "er du okay Mikala" spurgte hun , hendes hud snittede hende hud, den var kold og men utolig blød som altid, hun smilede blidt "så du er i live" sagde hun med et tone at lykke i sin stemme, hun gav hendes sit lommetørklæde

" ja men du er ikke " græde mikala

Hun lagde hovedet på skrå, Mikala sad ved hendes gravsten , der var os et billede af hende og hendes navn , som mindemærke stod der , Lad hun enlige få fred, "jeg er det helt okay" sagde hun uforståligt

" åh Ailince " græde Mikala

Ailince så uforstående på hende "græder du over mig" spurgte hun , hun var stadig kun i en 16 året krop, og ahngel var noget at bliv 22, hun lagde håret på skrå "skal du da ikke være" hun aede hendes kind, den var kold, men blød og bekendt

" for nogen månde siden fandt jeg ud af at vi er søster men var død og ingen forstod min smerte over din død du betød alt for mig og det gøre du stadig væk " sagde Mikala græden

Hun sukkede "undskyld mikala" hun tog hende indtil sig , hendes krop var kold, men blød og hendes duft var den samme, hun var ikke meget andelsede men vis du kendt hende og huske hendes udseende vil du kunne se hun var dø, da hendes hud var blegere og hun havde engel trak , hun så mod himlen "Jeg valgt ikke at dø, det sket"

" ved det godt men jeg ledet efter dig i 6 lange år efter min egen forsvinden " græde mikala

hun så væk "jeg døde på mit 6 år Mikala, der er gået 6 år siden jeg døde" sagde hun og kiggede på hende "jeg har accepte min dø og tilgivet hvad som sket, men vil ikke fortæl det" sagde hun og så mod himlen "alt hvad jeg troede vil ske og drømt om og vidste, det med at mig og Ahngel ikke skulle være sammen, da jeg ønskede han bliv en mægtigt vampyr, men er kommet vider, måske elsker jeg ham stadig , måske ikke" hun så ned på Mikala "og jeg har mistede mange af de følsesler jeg havde, men glemmer dem ikke, jeg kan bare ikke mærke dem mere, der er tomhed i mig"

mikala græde hjerteskæren højt hun ville ikke ha midste sin søster men alle hun hade elske var alle smamen væk nu

"Såså" hun aede hendes hår "Ahngel vidste ikke engang jeg var dø, han troede jeg var løb væk" hun sukkede og smilede til hende "Jeg er her stadig, se selv" hun løftede hendes hånden som lå mod hendes

Mikala græde hun hade aldrig grædet så meget som hun gjore lidt nu

"Såså mikala" sagde hun og aede hendes hår, ved at kører en hånd igennem hendes hår , igen og igen , hun gentog dette hele tiden "Hvorfor græder du, jeg er her stadig, ved du græder over alle din savn og dem du har mistede, men tænkt de har fået fred" sagde hun og så mod himlen *Alle udover mig*

" du forsåt ikke jeg er skyld i at de som jeg har midste er døde " græde Mikala stille

hun rystede ikke på hovedet "Ikke min" sagde hun sødt og aede hendes kind "og kan godt være jeg ikke forstå , men stadig jeg støtter dig" sagde hun løftede hende hovede "op med hovedet ik" , hendes krop var kold men blød

Mikala smilede græden

Hun aede hendes kind "beder ik" sagde hun og smilede