Jægeren møder en anden jæger (Luciel=privat)

S: Skoven
T: 01.00
V: der er en stærk blæst og helt stille i skoven.
O: der er træer, buske, sten.


To af Zanes agenter kom løbende. Agenterne skreg imens de løb. En af dem råbte. '' han er jo et monster. Skån os, skån os ''. Barishan fulgte dem lydløst i trætoppene. Han fløj fra træ til træ og brugte sine vind evner til at sende lynden han afgav væk så de ikke kunne høre ham. Lidt efter sendte han et vindstød mod den ene der blev skubbet over i en busk. Den anden løb videre. Barishan landede foran ham i busken. Agenten så og rystede på hovedet og sagde så. '' jamen, jamen. Du er jo en Aspara, hvordan, hvordan kan du være sådan der ''. Barishan så på ham. Hadet strålede ud af hans øjne og han smilede. Barishan træk sit sværd Zalzura og kiggede på Agenten. '' jeg vil beskytte min familie for enhver pris. Dø du ondskabens tjener ''. Barishan huggede hovedet af Agenten med Zalzura og fløj efter den anden. Han in hentede den anden agent.. Barishan brugte sin evne til at fjerne ilten i luften. Agenten faldt om på jorden og holdt sig til halsen. Barishan satte en hånd over imod ham og træk ilten ud af hans lunger og blod. Barishan smilede imens han gjorde det. Han nød det. Han kunne lide at jage dem. Den berosende følelse det gav at se deres fortvivlede ansigter når de tiggede om nåde og han endte deres liv. Barishan grinede sagte for sig selv.

en anden jæger havde fuldt optrinnet på afstand.. da manden vred sig på jorden satte hun i et lang spring ned på jorden fra det træ hun havde siddet i. for hende var det ligemeget om der var ilt i luften eller ej.. hun var jo død.. for længe siden.. vampyren havde ikke besvær ved at opfange lugten af aspara der lå tykt omkring den mand der koldblodigt havde dræbt de to andre, men samtidig var der en lugt af død omkring ham, og det var det sidste der fik hende til at skyde et af de sorte perfekte øjenbryn op i panden. det var ikke så tit at man mødte sådan nogle.. nå men en gang skulle jo være den første..
- hvad havde de gjordt!?
hendes stemme var kold som is og hård som metal.. hendes kridhvide øjne mønstrede ham kritisk og det skulderlange sorte hår lå glat ned om det marmor hvide ansigt, som døden havde lagt en mørk og kold skygge over for snart hundrede år siden.. den gang havde det været en teenagers unge ansigt, nu var det kommet noget andet over hendes stadigt kolde træk..

Det var et helt andet blik en det man burde forvente der var i Barishans øjne da han så på Luciel. Det var et blik der udstrålede varme og glæde. Barishan træk stadigvæk vejret hurtigt efter hans jagt. Han smilede varmt og træk en plakat op. På plakaten stod var der et billede af ham hvor der stod nedenunder. Oprører eftersøgt, navn Barishan. Dusør 17 milioner Euro og et magisk våben. Eftersøgt for mordforsøg på Zane og før kontant med Oprørerne Faith, Kajika og Velarian. Barisna kiggede mod jorden. '' de prøvede at dræbe mig. Så jeg havde intet andet valg en at dræbe dem ''. Efter hans jagt havde han som altid en dårlig smag i munden. Hans instinkt tog over, hadet styrede ham. Det var han aldrig stolt af. Det var dette had der pinte hans somvittighed. Sådan som han jagede var forfærdelig. Dog kunne han ikke holde sig tilbage når først jagten startede. Han var ked af at indrømme overfor sig selv at han nød det.

det gav et stød i hende da hun så velarians navn, og hun spændte samtlige musker i kroppen for ikke at gøre noget dumt.
hendes blik blev nu endnu koldere og lignede is, mens luften omkring hende faldt til adskillige minusgrader. kulden gjorde jo ikke hende noget, idet hun jo var død, men det ville nok være ret koldt for asparen.
- hvor vover han..!!
den lave stemme var næsten kun en hvisken og tonefaldet i hendes stekmme havde ændret sig fra koldt til dødbringende. man kunne godt se at vampyren overfor ham ingen problemer havde med at dræbe og hendes slanke men stærke krop kunne have tilhørt en elitegymnast. hendes lange spidse tænder har kort synlige da hun trak vejret dybt og prøvede at falde lidt ned..

Barishan gjorde klar til at trække sit sværd Zalzura der hvæsede hver gang en Vampyr kom tæt på ham. Hen han hørte ordene, hvor vover han. Barishan tænkte. * det var ikke sådan noget en fjende ville sige. Heller ikke en der ville indkassere dusøren *. Barishan smilede og bukkede foran Luciel. '' som de nok har set så er mit navn Barishan frøken. Det er mig en ære at møde dem ''. Barishan smilede varmt. Han havde en rolig og blid stemme. Det var en helt anden person hun stod overfor en ham hun havde set dræbe de to agenter. Barishan grinede lidt og satte hænderne i lommerne. '' Zane gør hvad der passer ham. Men lige meget hvor mange agenter han sender vil han aldrig knuse vores frihed ''.

hun så på barishan med et blik der sagde tror-du-selv-på-den.. luciel var selv en del af oprøret, men hun var kun med så længe at det kunne betale sig.. medmindre at zane direkte gjorde hende eller hendes ynglinge noget, så var hun neutral.. men hun havde måtte vælge side.. og zane ville forsøge at styre hende.. luc vidste at han kunne, men hun hadede at blive kontroleret.. selvom hun var for svag til at kunne gøre ham noget.. det var noget andet med oprørerne..
der var tvivl i hendes sind om hvor vidt hun havde gjordt det rigtige ved at slutte sig til oprørerne, men sket var sket, og det ville medføre store problemer at skifte side nu.. det var ikke svært at se..
hun løftede ikke engang et øjenbryn over hans pludselige humørskift, for hendes yngling, tidligere yngling rettede hun sig selv til, havde også tit skiftet humør.. indtil han blev myrdet..
hun rystede på hovedet for at klare tankerne og blev nærværende igen..

Barishan kiggede på Luciel med et undrende blik. '' er de okay frøken. Det virker som om der er noget der går dig på? ''. Barishan vidste ikke hvordan han skulle reagere på Vampyren foran sig. Hun virkede til at skifte humør lige så hurtigt som ham. Det var nemt for ham at se tvivlen i hendes øjne. Dog kunne han ikke se hvad hun tvivlede over. Han gjorde sig klar, skulle det nu være fordi hun ikke vidste om hun skulle angribe ham eller ej. Barishan vidste at dusøren var så stor at den ville kunne vende nogle personer imod ham der før var på hans side.

- jeg har det.. fint..
indeni tvang hun tvivl om hendes position i oprøret, vrede og sorg over mordet på hendes yngling og alle andre tanker om den slags ting ind bag en stor mur i hendes sind, og hun smilede et halvhjertet smil til manden foran hende.
hele tiden truede kaoset af følelser med at komme frem igen, men hun lukkede sit hjerte og sit sind for dem..
- nu har jeg jo fået dit navn.. så kan du også få mit.. jeg er luciel.. vampyr, som du nok har lagt mærke til.
hun grinede lidt ironisk, og gjorde intet der kunne forståes på en agressiv måde. hun havde lige spist og var så stærk som hun kunne blive ligenu, men hun var ikke i humør til at være flabet.. i hvet fald ikke ligenu..
hun var stadig mærket efter den lange kamp med englen, som havde dræbt hendes ynling og på den ene hvide arme strakte der sig et langt ar omkring hendes albue..
hun var tydeligvis vant til at slås..

Barishan gik over og klappede Luciel på skulderen. Han grinede sagte og sagde. '' vi har alle problemer og vi skal nok løse dem på en eller anden måde min ven. Vi skal bare finde den rette vej ''. Barishan sotd og kiggede på hende med sine krystal blå øjne og han duftede af frisk skov luft. Han virkede til at være en ærlig og troværdig person der havde let ved at stole på andre. Barishan smilede venligt. '' det er mig en ære at møde dem Luciel ''. Barishan vidste godt hun ikke ville kæmpe. Hun virkede til at være en kriger som ham og en af de stærkere slags. Barishan havde tit set andre som ham være fortvivlet og i fare.

- ja og et af mine problemer der skal løses.. hedder julius..
hun skar tænder og hendes øjne skød lyn.. igen måtte hun bremse sig selv og ryste på hovedet..
- beklager mit humør, men jeg har været i et par.. uheldige situationer på det sidste..
hun smilede igen og fjernede sig forsigtigt fra ham, så han ikke længere kunne klappe hende på skulderen. hun var ikke sulten ligenu, men det ændrede ikke på at hun stadigt kunne mærke hans puls igennem hendes t-shirt, og hun så ingen grund til at afprøve hendes selvkontrol yderligere..
- en ære? sjældne ord fra sådan en som dig..
hun så undrene på ham og satte sig på en sten, før hun flyttede blikket op på nattehimlen.. selvom hun måske så rolig og afslappet ud var det ikke tilfældet.. hun var på vagt for hun stolede ikke på ham..

Barishan grinede sagte. '' er ære et sjælent ord for en ridder af England og Jerusalem at bruge? Det vidste jeg ikke frøken ''. Barishan kløede sig i natten og puttede sine hænder i lommerne på sin store beige jakke og kiggede på Luciel. Zalzura hand stadigvæk på hans ryg og hvæsede faretroende af Luciel. Dog virkede det ikke til at Barishan reagerede på det. Han smilede varmt og grinede med en blid ryst der kunne få de fleste til at smile. Barishan tog en vand flaske op og tog en slurk af den. Så kiggede han på Luciel igen.

- hvad er det der hvæser?
hun så opmærksomt på barishan og hendes ishvide øjne fandt hurtigt stedet hvor lyden kom fra.. hun rejste sig, og med en fart langt de færreste kunne gøre hende efter, selv blandt hendes egen slags, løb hun om bag ham og så interesseret på sværdet.. hun havde lyst til at række ud og tage fat i det.. både på grund af hendes forkærlighed for våben, men også for at finde ud af hvorfor det hvæsede.. hvis det da var det der hvæsede..
selv havde hun også våben på sig.. små knive, knive på størrelse med hendes lillefinger, halvlange knive, kasteknive.. næsten alle hun kunne på presset ind i hendes påklædning, dvs hendes t-shirt, et par militærnukser og et par støvler.. stadig militærstøvler, selvom det var sommer..
- hvad er der med det sværd?

Barishan vente sig om og kiggede på Luciel så sværdet var bag ved ham. '' hvis jeg var dem frøken Luciel ville jeg ikke røre det sværd da det ville skade dem. Ser de det er Zalzura min gamle mentor. Zalzura var engang en Vampyr. Han lærte mig alt der var om at kæmpe og tænke i kamp. Da han var blevet besejret af en fjende på han og var ved at dø. Med hans sidste kræfter lavede han sig om til et sværd så han altid ville kunne beskytte mig mod andre Vampyrer der ikke var gode til at modstå Aspara blod som han var. De sår Zalzura laver er meget svære vis ikke umulige for en Vampyr at heale ''.

- hvad ville der ske hvis jeg rørte det?
hun så nysgerrigt på sværdet og gik om til det igen. hun ville meget gerne vide hvad det kunne gøre hende.. brænde hende? forsent.. havde flere engle forsøgt på.. virkede ikke.. skære hende? også prøvet.. bare gøre ondt? ville slet, slet ikke virke..
kort sagt var hun ret overbevidst om at det ikke kunne gøre hende noget som hun ikke havde prøvet før..
det var self ikke så klogt af hende, men på trods af at hun var hundrede år gammel kunne hun stadig til tider være lige så nysgerrig som hun havde været da hun levede..
hendes røde læber var krænget op i et stort smil som gjorde hendes ansigt kønnere at se på, men samtidig gjorde hendes spidse hugtænder tydelige..

Barishan vendte igen ryggen væk fra hende. Denne gang kiggede han alvorligt på Luciel. '' frøken. Ingen Vampyr har nogensinde holdt Zalzura. Han fortalte mig at det aldrig måtte ske. Han sagde ikke hvad der kunne ske. Men tænk over konsekvenserne. Hvad hvis du blev til sværdet eller han blev et med dig. Hvad hvis i byttede plads ''. Barishan satte hånden på Zalzura's skaft så Luciel ikke kunne tage det. Faktisk var han lidt bange for hvad der ville ske. Når Zalzura sagde noget var det fordi det var vigtigt. Nu kunne Zalzura hun hvæse og det gjorde det kun hver gang en Vampyr var i nærheden. Zalzura var et stort sværd der så meget ondt ud. På siden var der skrevet i latin. When the Ritch starts war the poor die.

hun sukkede irriteret..
- og du har slet ikke tænkt dig at finde ud af hvad der sker? være tro indtil du dør..
luciel vidste at havde det været hende der havde sådan et sværd, ville hun ikke kunne holde sig i ret lang tid fra at kunne finde ud hvad der kunne ske. hun var alt for nysgerrig, og desuden så hun på regler på en måde der kunne beskrives med en sætning: regler er til for at blive brudt!
på trods af hans advarsel ville hun stadigt gerne prøve at holde på sværdet, og advarslen havde virket stik modsat af hensigten. jo farligere det lød, jo mere ville luciel prøve det.. hun var rastløs, hun vidste ikke hvad hun skulle med sit liv, og imens hun prøvede at finde ud af det, holdt hun af fare.. adrenalinen der fór rundt i hendes system, hendes krop der var i alarmberedenskab og lettelsen ved at undslippe døden igen og igen..

Barishan kiggede alvorligt ind i hendes øjne. '' ja, tro til den dag jeg dør. Zalzura var min mentor og hans ord bære stadigvæk vilje så længe jeg lever ''. Der var en stor ærefrygt i hans stemme da han sagde det. Det var klart at se han savnede sin mentor. Barishan holdt godt om Zalzura der nu begyndte at hvine og hvæse. Det hungrede efter at flænse i Vampyr kød. Den magiske effekt Zalzura havde på Vampyrer var ikke til at spøge med. Barishan vidste det. Disuden skulle han bruge Zalzura imod Zane. Zalzura var en af de få sværd der kunne blokke Zanes sværd. Barishan sagde med en fast stemme. '' jeg må bede dem slappe af før det her ender galt frøken ''.

hun rystede igen på hovedet.. meget overrasket og vantro over at nogen kunne være så trofast.. godt nok var hun selv også trofast overfor sine venner, men kun dem og ikke andre.. hun havde kun haft en mester en gang og ham hadede hun mere end nogen anden, så hun kuhnne slet ikke sætte sig ind i hans følelser.
- hvordan slappe af? jeg angriber dig ikke og forholder mig, næstem, rolig.. og hvorfor hviner det nu også!?
hun skulede kort til sværdet, sselvom det nysgerrige glimt ikke var til at tage fejl af i hendes øjne.

Barishan kiggede på Luciel og så på Zalzura. '' hver gang jeg tager om Zalzura og han føler jeg er klar til kamp hviner han. Jeg ved ikke hvorfor, jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det før ''. hun stillede faktisk nogle gode spørgsmål der selv vækkede Barishans nysgerrighed. Dog ville han ære hans mesters ord og aldrig lade en Vampyr holde Zalzura. Han var en ridder der ærede sin mentor og sådan ville han blive ved med at være.

- okay.. jeg er bare glad for at mine knive altid er klar..
hun grinede drillende til ham, og hun lavede et kort ryk med højre arm og i samme øjeblik kom en lille, men meget skarp hvidgrå kniv til syne i hendes hånd. hun kiggede på den med et kærligt blik, for et øjeblik senere at kigge hen på asparaen..
- en aspararidder.. den har jeg ikke hørt før.. jeg har mødt en aspara-vampyrjæger, ikke noget behageligt møde kan jeg forsikre dig.. og nu hvor jeg tænker over det.. så har jeg kun, bortset fra vampyrjægeren og dig, mødt kvindlige asparaer her.. underligt faktisk..
hun så kort eftertænksomt op på himlen, hvor stjernerne stadigt var klare på den mørkeblå baggrund, som himlen udgjorde..

Barishan smilede og kiggede på kniven. '' det er nogle flotte våben. De vejer ikke ret meget går jeg ud fra. Vampyr jæger siger du. Ham har jeg aldrig mødt. Der er kun to mandlige Asparaer jeg kender til der er her. Det er min lillebror Lindir og min elev Riku. Har aldrig hørt om en Vampyrjæger var her. Jeg prøver at samle de Asparaer jeg kan under mit bander i kampen mod Zane ''. Barishan smilede og bukkede dybt. '' hvad siger de til en trænings kamp frøken ? ''. Barishan smilede venligt og havde et roligt blik.

- de vejer næsten intet, nej.. og vampyrjægeren hedder Septiel.. han brugte min tørst til at lokke mig i en fælde.. ikke ret smart af mig..
der var et muntert glimt i hendes øjne da hun startede med at tale, men det var næsten væk som hun endte den sidste sætning. dog livede hun lidt op igen da han foreslog en træningskamp..
med en hurtig bevægelse rev hun også demn anden arm tilbage, og uden at stoppe for at sigte sendte hun endnu en meget lille kniv afsted.. den susede lige forbi hans højre øre og borede sig ind i en træstamme noget bag ham.. hvilket tydeligt viste hvor stærk.. og præcis hun var..
- var det svar nok?
hun bøjede ned io knæene og smilede udfordene til ham.. hun elskede at slås.. både for sit 'liv' og bare for sjov.. det gav hende en følelse af at leve som det kun var blod og kamp der kunne give hende.

Barishan smilede og stoppede hendes kniv i luften med sin kontrol over vinde. Han smilede skævt og sagde. '' ja den er let nok ''. Barishan lavede et skjold af vind omkring sig til at reflektere flere kasteknive der ville blive sendt imod han. Han kastede selv hendes kniv tilbage. Dog imod hendes ben for ikke at skade hende for meget hvis han ramte. Barishan grinede og sagde. '' godt kaste øje min ven ''. Barishan hoppede lidt væk for at se hvad hendes næste træk ville blive. * en god analyse af min modstander er den bedste måde at starte på *.

hun hoppede hurtigt til side da hendes kniv blev sendt tilbage. uden at fjerne blikket fra barishan samlede hun kniven op igen, hvorefter den forsvandt ind i hendes ærme igen. i stedet lod hun sin hånd glide ned til de høje militærstøvler og op af en af dem trak hun en noget længere kniv op.. ca på størelse med hendes underartm og hånd til sammen.
*hm.. så ingen knivkast.. godt så.. så må man jo prøve noget andet..*
hun smilede barsk, for hun kunne godt se hvad han prøvede på..aflæse hendes træk.. finde ud af hvordan hun brugte sine kræfter.. hvordan hun bevægede sig m.m.
hun rystede på hovedet.. hun ville vente her til han gjorde noget.. det var hans træk.. hun havde startet, så nu var det hans tur.

Barishan smilede skævt. * hun har altså kun sine kaste knive som lang distance angreb. Eller så holder hun sig tilbage. Det er på tide at afprøve den teori *. Barishan satte af fra jorden og fløj højt op i luften med sin flyve evne. Barishan brugte sin vind evne til at løfte 10 små sten fra jorden badved Luciel og sende dem imod hende med samme hastighed og slagstyrke som petroner. Stadigvæk sigtede han efter hendes ben.