Jægeren møder en anden jæger (Luciel=privat)

Barishan kiggede alvorligt på Luciel. ’’ find noget i dig selv der kan stå imod lugten. Find et forsvar. Find noget der gør dig stærkere til at starte med. Det vil tage tid men jeg ved du kan klare det. Kom nu Luciel. Vil du virkelig give op så let ’’. Barishan vidste hun kunne klare det men han var ikke så overbevist om hun selv vidste det. Hun skulle bare finde sin indre styrke. Barishan havde ikke tænkte sig at stoppe før han havde trænet hende til at modstå det helt. Selv om det ville tage flere uger eller længere tid ville han gøre hvad der skulle til for at lære hende denne vigtige evne at modstå Aspara blod og derved også andre slags blod.

Vampyren prøvede desperaat at tænke på noget andet end asparaens sød og kraftige blod.. så sødt og kraftigt.. så.. fyldt med liv! hun rystede på hovedet og prøvede at tænke på pitch.. og deres kampe.. ikke noget godt valg! hendes forræderiske sind drejede det over på den dag da hun tog millas blod.. smagte asparaens blod.. ikke for første gang, men den gang hvor hun nød det mest. hun havde mærket millas frygt og vrede og det havde gjordt oplevelsen.. sjovere!
*nej! lad være med at tænke på det! hold op! stop det!* hun kæmpede en hård kamp med sig selv for at holde sig fra at fare løs på lænkerne igen, og rive sig selv endnu mere til blods. så, så hun op på birishan med de røde øjne, der var så modsat den anden luciels øjne.
- barishan.. du kender mig åbenbart ikke ret godt.. jeg giver aldrig op! så var jeg død i min sidste kamp! og jeg prøver at finde noget! noget! et eller andet!
igen ransagede hun sit sind og fandt igen pitch.. hendes eneste rigtige ven..

Barishan nikkede. ’’ tænk på noget der gør dem glad, noget de ønsker at forsvare, noget de holder af eller noget der giver dig lyst til at kæmpe imod lysten. Jeg ved de nok skal finde det i dem selv ’’. Barishan vidste hun ville kunne klare det på et tidspunkt. Hans gamle mentor havde lært ham meget om Vampyrer og hvordan de skulle træne. Barishan havde jo selv set hvordan hans Mentor trænede. Barishan smilede beroligende til Luciel imens blodet let dryppede ned på gulvet i små dryp.

//sorry det korte svar^^//.

- det er der ikke ret meget tilbage af!
hun smilede bittert, men så fraværende ud, et godt minde.. hun måtte da kunne finde et?
så kom hun til at tænke på velarian og tiden før zane kom til di morga og det hjalp lidt. hun prøvede at rekonstruere hele den tid, som hun havde nydt mest sammen med ham, i tankerne. det gik tilsyneladende for hun slappede mere af i kroppen og asparablodets duft var mindre gennemtrængende for hende.
hun vidste at hun endnu ikke kunne gøre det i kamp, men hun fortrænkte tanken og hengav sig til mindet.. varmen ved søen, det bløde grønne græs, duften af sommer..

Barishan smilede da han så det virkede. * det er en start. Med meget træning ville hun kunne modstå det bare ved en hurtig tanke der minder hende om den følelse hun har nu *. Barishan gjorde såret lidt større så mere blod kom ud, dog ikke ret meget. ’’ sådan der, nu skal vi se hvor meget du kan holde til min unge elev. Du klare det fint ’’.

blodets kraftige duft skubbede illusionen væk, men hun vidste jo hvad han prøvede på så hun holdt godt fast i mindet selvom hendes selvkontrol var ved at svigte så holdt den.. lidt endnu..
igen hev hun mindet frem.. fornemmelsen af græsset under hende.. træet der sikrede hende fra solens farlige stråler.. holdt fast i det med næb og klør. hun havde en ret god ide om at han ville gøre såret større så hun ville være sikker på at mindet holdt.. det var en evig kamp for at holde koncentrationen, for hun vidste at hvis hun slap den så ville instinktet, som sagde blod!!!, tage over igen.. og det ønskede hun ikke..!
hun knyttede hænderne da hun nu også kunne høre blodet der dryppede ned på gulvet.. ønskede at det stoppede.. det gjorde det meget sværere at holde mindet.. men det vidste han vel..

Barishan stoppede lidt efter og healede sit sår. Han smilede til Luciel. ’’ godt gået. Det var den ene del. Slap lidt af jeg henter noget at spise til dig. Det kan være det hjlæper ’’. Barishan gik ud og fangede en mus. Han tog den med hen til Luciel og rakte den frem til hendes mund. ’’ spis og se om det hjælper på lysten til blod ’’.

luciel løsnede sine muskler så godt hun kunne for lænkerne og ventede så på Barishan.. da han kom tilbage så hun foragteligt på musen og så anklagende op på asparaen.. med et blik som tydeligt sagde det-mener-du-ikke! hun lignede et lille barn der var blevet bedt om at spise sine grøntsager, når det vidste at der var slik ude i skabet..
- den sætter jeg altså ikke tænderne i! det nægter jeg altså! så hellere vente og finde mig noget at spise i fuldt dagslys.
det ville godt nok være umådeligt smertefuldt men hun nægtede at drikke dyreblod! det havde hendes skaber frarådet hende på det kraftigste.. godt nok holdt hun ikke direkte af ham, men indtil nu havde hans råd været gode nok..

Barishan smilede. ’’ blod fra dyr vil gøre dig svagere og tage en del af dine kræfter til du skifter til menneske blod igen. Dog dulmer blod fra dyr også din dyriske side da det er svagt. Derfor er det godt at træne med. Stol på mig ’’. Barishan vidste meget om Vampyrer fra sin mentor men også fra alle de bøger Asparaerne havde om Vampyrer. Alle Asparaer blev nød til at vide meget om Vampyrer for at forsvare og holde sig væk fra dem.

- jeg drikker altså ikke dens blod, Barishan..
hun rystede bestemt på hovedet, selvom det sikkert ville irritere ham at hun holdt så stædigt på det. så måtte han blive irriteret tænkte hun med et skuldertræk og stirrede stadig frastødt på dyret der lå i hans hånd. hun kunne dræbe mennesker uden at blinke og havde ingen skrupler med at drikke deres blod, med med dyr var hun mere betænksom.. hvem vidste vad de små væsner havde på sig af sygdomme der løb igennem blodet.. dem gad hun ikke overtage.. musen havde sikkert ingen sgdomme, men bare tanken om det.. nej, det ville hun altså ikke.

Barishan rystede på hovedet. ’’ min kone er sygeplejerske så jeg tager over og henter nogle blodposer. Jeg er tilbage om lidt tid. Af sikkerhedsmæssige grunde så bliver du bare her Luciel ’’. Barishan tog af sted mod byen og vendte lidt tid efter med en taske tilbage ind i hytten. Han stak hånden ned i den og tog en blodpose frem og rakte den til Luciel. ’’ her drik ud. Jeg har taget nok med til en uge hvis det skulle være. De er i en køler taske og det andet blod vil blive puttet i et køleskab. Så det skal vi ikke tænke på blod i lang tid.

vampyren greb godt fat i blodposen, mens hun nærmest flåede toppen af den af og lod blodet løbe ned i sin hals. noget af blodet løb så også ned fra hendes mund, til hendes hage hvor det derefter dryppede ned og satte spor på hendes hvide hud på halsen. da hun var færdig var der knapt nok en dråbe blod tilbage i posen, og for Barishans skyld prøvede hun lidt halvhjertet at tørre blodet væk fra hendes mundvige.
- haha.. tror du virkelig at det her vil tage så lang tid?
hun grinede lidt, men tænkte dog alligevel over hvorfor han havde taget så meget blod med. hun kunne jo selv jage, eller hvad?
blodposen lå nu ved hendes fod og hun sparkede den lidt til side, stadig tænksom. hvorfor så meget blod.. så meget skulle hun jo ikke bruge hvis hun selv skulle jage.. så skubbede hun tankerne længere tilbage i hovedet og så i stedet op på hendes læremester.

Barishan satte armene over kors. '' der er to simple grunde til hvorfor blodposer er bedre end at jage. Nummer et er hvis jeg finder dig og du dræner fra en menneske så vil jeg prøve at stoppe dig. Nummer to er at hvis dine modstandere ved du dræner fra mennesker vil de kunne bruge det som et våben imod dig og lokke dig i en fælde. Det er bare bedst at spise fra blodposer hvilket også ser ud til at virke godt nok for dig. Nå men nu vil jeg se hvor meget kontrol du har når du lige har spist ''. Barishan snittede sig i armen så hans blod løb ned af hans arm og dryppede på gulvet igen.

luciel stod roligt mens han forklarede.. selv ikke det han sagde ville kunne holde hende fra at jage i det lange løb.. hun var jæger, og det ville hun altid være. da han stoppede med at tale havde hun en ret god ide om hvad der ville ske, men med så meget blod i kroppen vidste hun at det ikke ville være noget stort problem at holde igen. ikke før hun blev sulten igen. når hun var mæt var hun også stærkest og mest kontroleret.
selvom hun spændte i hele kroppen ved lugten af asparablod havde hun ingen store problemer som hun jo havde regnet med. det rolige og næsten lykkelige minde lagde sig som en dyne om hende og hun druknede lyden af blodets dryppen i lyden af fuglene i skoven og hendes og velarians stemmer der talte muntert sammen.

Barishan smilede og nikkede. Lidt efter healede han sit sår og gik over og lukkede Luciel fri. '' så nu kan du stå imod når du er mæt. Næste trænings time starter når du er sulten igen. Vi skal have lært dig at modstå blod selv om du er sulten. Når vi har lært dig det vil vi gå videre til nogle taktikker jeg vil lære dig. Ser du Zalzura viste mig et par gode Vampyr taktikker han selv brugte i kamp. Men ikke før din træning med blod er færdig. Som Zalzura altid sagde. Hold hovedet koldt i alle situationer så er chancen for at vinde større ''.

- godt.. det er jo en start det her..
hun smilede med et drillende glimt i de hvide øjne og så engentligt meget sød ud.. det sort/røde hår var lidt pjusket, men lå stadigt glat ned over hendes skuldre.
- men hvorfor tog du så meget blod med?
havde hun tænkt over i noget tid, og ikke rigtigt fundet noget svar på det. imens bevægede hun sig lidt rundt i kælderen for at få ordenligt gang i blodomløbet igen. en sjete sans som alle vampyrer havde gjorde hende opmærksom på at der ikke var så lang tid til daggry.. det gjorde hende lidt rastløs og urolig.. hvilket man godt kunne se på hende..

Barishan grinede sagte. '' du skal være her nede til du har styr på din blodlyst. Det er for din og de andres sikkerhed. Derfor bliver det din mad til du er færdig med din blod træning. Når du er færdig med den træner vi udenfor da vi har brug for mere plads til næste del af din træning. Over i det kælderrum ved siden af os er der en seng, et fjernsyn og et køleskab med blodet i. jeg håber du nyder dit ophold. Husk jo hurtigere du bliver færdig med din træning jo hurtigere kan du komme ud og jage igen ''. Barishan smilede, han prøvede at motivere hende og styrke hendes sind så hun ville få lettere ved at modstå lugten af blod.

hun stak nysgerrigt hovedet ind i kælderrummet og kiggede efter.. der var kulsort som der jo helst skulle være..
- mit ophold? hvor længe er det?
der var noget næsten mistænksomt i hendes øjne, og hun var nervøs for at skulle være hernede i for lang tid. hun hadede mere end noget andet ikke at kunne komme udenfor.. en form for mild klaustrofobi.. hun havde jo også selv en lejlighed, men der var hun kun for at hvile ud.. så smuttede hun igen.. hun hadede at være inde hele tiden, og kunne til tider også finde på at gå ud når solen skinnede bare fordi at hun ikke kunne finde hvile..
alt i alt var hun tit rastløs og det var endnu en grund til at hun kom i så mange slåskampe.. for rastløsheden druknede i al adrenalinen når hun var i kamp.. hun elskede følelsen.

Barishan kiggede på Luciel med hans smukke krystal blå øjne. '' du skal være her til du har styr på din trang til blod. Når du har styr på den træner vi udenfor. Så skal du bare møde op til trænings timerne. Så det er op til dig selv hvor lang tid du skal være her nede ''. Barishan vidste at motivation var det bedste våben til at træne med. det var det han kunne gøre for at hjælpe hende. Så han brugte det så meget han kunne. Han ville have hun havde styr på sin trang til blod før de startede næste fase af træning. Zalzura var en født Vampyr og vidste derfor hvordan man trænede andre fra en meget ung alder. En god ting han havde lært videre til Barishan.

hun sukkede
- javel..
uden andre ord gik hun hen og smed sig på sengen, og kiggede lidt fraværende op i loftet.. *kunne være at jeg skulle træne lidt tankelæsning nu da jeg endelig er her.. vi starter med de to asparaer* hendes tanker var muntre og et lille smil foldede sig ud på hendes røde hjerteformede læber. dog ventede hun med at begynde sin 'træning' til hun var alene, for hun var ikke helt sikker på hvad hendes læremester ville synes om det.
så vendte hun hovedet mod asparaen og så grundende på ham.

Barishan puttede hænderne i lommerne på hans jakke og smilede. '' bare kald når du er sulten igen så træner vi videre. * Zalzura ville være meget bedre til det her. Nogle gange ville jeg ønske han stadig var her så jeg kunne spørge ham til råds. Det var nemmere dengang jeg var ung *. Barishan gik op fra kælderen og lukkede døren bag sig.