Jægeren møder en anden jæger (Luciel=privat)

igen bevægede hun sig væk.. ud af stenenes bane, fast besluttet på ikke at vise hvad hun kunne før det blev absolut nødvendigt. hun smilede tørt op til ham..
- kommer du ikke ned og leger? du er ret svær at få fat på deroppe..
alligevel begyndte hendes hjerne straks at arbejde med mulige måder at komme derop.. is måske.. ellers måtte hun jo tage den lidt hårdere vej op igennem træerne..
vampyren trak på skuldrene og besluttede at vente for at se hvad asparaen ville gøre.. det var tydeligt at hun morede sig ret godt indtil videre, og at hun ikke var fjendligt indstillet.. indtil videre.. folk der kendte hende vidste at hendes hunør hurtigt kunne ændre sig.. og med humøret også hendes indstilling til en kamp.. selv en træningskamp.. selv barishan havde jo set hvor hurrtigt hendes humørskiftede.. selvom han måske ikke vidste hvor voldsomt endnu.. han havde endnu ikke set den luciel de fleste af hans race, og alle andre gode racer for den sags skyld, så.. mod dem var hun ondskabsfuld, farlig og brugte alle sine talenter og evner på at skade og irritere dem.. på næsten alle måder..

Barishan satte en hånd på sin hage. * hvordan vidste hun de sten kom bagfra. De var lydløse og udenfor hendes synsvinkel. Det kunne ikke kun have været reflekser eftersom de først ville slå ind efter den første havde ramt hende. Hun kan heller ikke flyve. Dog vil hun sikkert bruge ting til at nå mig. Godt så min plan er klar *. Barishan blev oppe i luften. Han samlede luft omkring Zalzura og sendte det af sted imod Luciel som en skarp sværd formet vind der ville kunne skære igennem metal. Vinden sussede og hvinede imens den fløj imod Luciel meget hurtig. Barishan gjorde sig klar på hun ville komme op til ham.

//telepati//
- der er meget du ikke ved om mig, aspara..
hendes stemme var munter, selvom det havde krævet en del anstrengelse at læse en brøkdel af hans tanker.. hun havde kunnet mærke overraskelsen over at hun havde undgået stenene, men fandt ingen grund til at fortælle ham hvordan..
hun spærrede øjnene op og nåede lige at tænke, pis! inden at hendes egen magi udløste sig selv, og en hård mur af is.. lige så hård som metal rejste sig foran hende og hun sprang væk.. vinden splintrede uden problemer muren, så issplinter fór igennem luften som projektiler og ville forrette store skader hvor end de ramte. selv havde luciel brugt de få sekunder ismuren gav hende på at komme over til et træ.. hurtigt nåede hun op til toppen, med et koldt smil på læben. hun så bare på bareshan.. prøvede samtidig at bedømme hvor langt væk han var og om hun kunne springe så langt..

// hehe ved det men det gør Barishan jo ikke :P //

Barishan smilede. * ja kom hop ud i luften. Jeg har dig lige hvor jeg vil have dig nu *. Barishan grinede og sagde. '' jeg skal nok finde ud af dine herligheder min ven. Jeg nyder vores lille trænings kamp ''. Barishan lavede en kugle af sammenpressede vind og sendte den af sted imod Luciel. Hvis den ramte ville den have samme stagsstyrke som en kanon kugle. Barishan holdt tilbage med de farlige angreb han ønskede jo ikke at skade hende for meget. Han ville også være klar på hun hoppede ud efter ham. Han havde en plan som aldrig og var ofte flere skridt længere fremme i kampen end de fleste modstandere.

igen spærrede hun øjnene op, og satte af i et langt hop.. ikke mod ham, for hun havde ikke nået at bedømme afstanden, og ville ikke kaste sig ud i et hop, hvor hun ikke kendte afstanden.. ikke mod en så dygtig modstander som barishan..
i stedet satsede hun på at nå et træ i nærheden.. håbede på at han ikke havde forudset det.. for ellers vill hun have problemer.. eller størere problemer end hun allerede havde nu..
hun var ret imponeret allerede.. han var hendes dygtigste modstander til dato.. hvilket ikke sagde så lidt.. for det var ikke fordi at slåskampe var nyt for hende, men hun var bedst når hun kunne nå sin modstander.. ikke når modstanderen hang et eller andet sted oppe i luften..
samtidig begyndte hun at tænke næmere.. hun kunne ikke bruge kasteskyts i denne kamp, selvom det var hendes fortukne våben.. så måtte hun bruge hovedet i stedet.. finde en taktik der kunne få ham ned på jorden igen..

Barishan åbnede hans øjne helt. * hun er i luften nu. Perfekt det virkede. Hun burde have forudset det *. Barishan brugte sine vind evner til at skabe en vind der holdt hede svævende i luften så hun ikke kunne komme videre. Han fløj hurtigt over foran hende. Dog stadigvæk et stykke fra hende. Han lavede vind omkring sit sværd igen og pegede det imod Luciel. Vinden susede omkring Zalzura som hvæsede af hende. Denne gang sendte han ikke vinden af sted. Barishan smilede. '' jeg tror kampen er slut. Du kan ikke flyve og er derfor fanget i luften. Mit angreb ville ramme og skade dig. Jeg må sige du er en kløgtig modstander som jeg har stor respekt for. Du er klog og snedig. Hvis du havde brugt sine is evner som lang distance angreb ville du dog have lettere ved at få mig mod jorden ''. Barishan bukkede sit hoved. '' jeg har dyb respekt for dig frøken Luciel ''.

- det var ikke noget godt forsøg af mig.. vil jeg ikke sige,, men jeg er vist også vant til nogle svagere modstandere tror jeg..
glimtet i hendes øjne var muntert, selvom det var tydeligt at hun også ærgrede sig.. hun måtte vist til at fornærme nogle af de stærkere vampyrer og engle igen.. burde få hende i træning.. det lød lidt selvmords agtigt, men hun havde været en hårsbredte fra at blive dræbt to gange på det sidste.. begge af vampyrjægere, og hun var fast besluttet på at det ikke skulle blive ved på den måde.. hendes planer for optræning, formulerede hun dog på en lidt anden måde overfor barishan..
- jeg må nok til at træne noget mere..

Barishan smilede og satte hende ned på jorden ved hjælp af vinden og satte sit sværd tilbage i sit hylster. Vinden omkring ham forsvandt også. '' jamen hvis du mangler en at træne med kan jeg godt oplære dig. Jeg har allerede et par elever jeg træner. Jeg har en Dæmon elev ved navn Jaster, to Aspara elever Dream og Riku. Der er nok plads til en til hvis du er interesseret frøken Luciel ? ''. Barishan smilede venligt og satte sine hænder i sine lommer.

- ved ikke om det er en god ide.. men jeg vil overveje det..
hun smilede stort, men i hovedet var hendes tanker en del dunklere.. hun var begyndt at spekulere på hvem der ville være gode at udfordre.. hvem der ville være stærke nok.. et kort øjeblik huskede hun pitch.. hun hviskede lavt til sig selv:
- jeg må holde op med at tænke på det..
sætningen var mest et reultat af at hun kom til at tænke højt.. på trods af at hun plejede at have ret godt styr på sig selv.. det var dumt.. hun kunne ikke have gjordt noget for pitch, det vidste hun, men kunne simpelthen ikke lade være med at tænke over det..
hun rystede på hovedet, og så op på barishan..
- men hvad lærer du dine elver?

Barishan satte sig ned på jorden. Han smilede. '' jeg lære den at kæmpe, forsvare sig selv, blive stærkere, klogere, bedre. Men jeg lære dem også taktik analysering af sin modstander. Hvordan man skal skjule sit sande jeg for at virke svagere. Hvordan man skal bruge andre ting til sin fordel. Hvordan man skal analysere kamp pladsen. Hvordan man skal opføre sig. Morale, loyalitet, venskab, holdarbejde. Men vigtigst af alt der hjælper jeg dem med at finde mening i deres liv. Finde et mål. Det er nogle af de ting jeg lære dem ''. Barishan grinede let.

- det med moralen er vist spildt på mig.. den blev lidt forskruet for længe siden.. og selvom den måske er forskruet kan jeg nu meget godt lide den..
hendes stemme var tør, og hun rystede på hovedet.. så, så hun vuerderende på asparaen og lagde armene over kors..
- godt, hvis du prøver at lade vær med at hælde en masse moral-ævl ud over mig.. så har du fået der endnu en lærling..
hun satte sig ikke ned foran ham, men forblev stående med et smil på læben.. det skulle nok blive interessant.. tre asparaer, en dæmon og en vampyr.. kunne umuligt gå godt.. ikke med det forhold hun havde til dæmoner.. men hun måtte jo bare holde sig i ro.. indtil videre..

Barishan nikkede og smilede. ’’ det vil være mig en ære at træne dem frøken Luciel. Jeg vil ikke skuffe dem. Først og fremmes har jeg et par ideer til deres kamp stil hvis de er interesseret i at høre dem? ’’. Barishan havde set nogle aspekter af hendes evner og kamp stil og havde allerede et bar taktiske forbedringer syntes han selv. Han havde efterhånden hjulpet en masse af hans elever med at udvikle deres egen stil og forbedre brugen af deres evner og ting man kunne bruge dem sammen med. Han håbede han kunne hjælpe Luciel og så der faktisk som en ære at træne en Vampyr eftersom hans egen mentor var en Vampyr.

hun smilede skævt..
- nu da jeg er din lærling, så kan du jo lige så godt komme med forslag..
hendes hvide øjne var fokuserede på hans ansigt og hun så ud til at lytte opmærksomt til ham. dog var hun ret bekymret omkring de andre lærlinge.. der var jo to asparaer.. godt nok kunne de sikkert forsvare sig selv, det var hun ikke i tvivl om, men hvis hun skulle være sammen med dem i det næste stykke tid måtte hun være meget opmærksom med at få nok at spise.. mere end hun havde været før hvor det bare var hende selv..
- men hvad med de andre lærlinge? hvad er de for nogen? og hvor meget skal jeg være sammen med dem?
det sidste kunne lyde uforskammet, eller noget i den retning, selvom det ikke var sådan ment.. nogen gange var luciel bare ikke så god til at belægge sine ord..

Barishan smilede og kiggede på Luciel. ’’ først og fremmest har jeg lagt mærke til du har nogle problemer med folk der flyver hvis de har et forsvar mod dine knive. Hvis du bruger kasteknive med kæder i kan du fange dine modstandere og trække dem til jorden med din hurtighed og styrke. Også så har jeg lagt mærke til du har evnen til at bruge is. Hvis du har nogle granater med flydende kvælstof i burde du være i stand til at styre den farlige substans eftersom ting det kommer i kontakt med bliver til is. Farligt hvis du bruger det rigtigt ’’. Barishan grinede sagte. ’’ mine elever får du ikke meget at se til eftersom du kæmper alene vil du også få træning alene. Men der vil blive trænings kampe for se om du lærer af det jeg viser dig Luciel ’’.

stadigt lyttede luciel opmærksomt og nikkede da han var færdig med at tale.. hun kunne godt se at han havde ret og begyndte så at ransage sin hukommelse for at finde ud af hvor hun kunne få fat i det hun manglede.. kasteknive med kæder.. hm..
- godt.. det burde være muligt at skaffe..
et stort smil krydsede hendes læber og lagde roligt armene over kors.. og hun så lettet ud da hun hørte at hun ikke skulle træne sammen med dem. gjorde hende noget mere rolig, idet hun ikke ville sætte det hele over styr ved at komme til at overfalde en af de andre.. luciel var en ung vampyr, og hvis hun først blev sulten var hun ret sikker på at hun ikke ville have nok selvkontrol til at holde sig selv tilbage hvis der var asparaer i nærheden.

Barishan vidste han var stærkere en Luciel det var også derfor han ikke frygtede den næste del af hendes træning. ’’ godt så. Vi starter træningen nu elev. Først og fremmest er en ting alle kan bruge imod dig som et våben. Din hunger til Aspara blod kan bruges som et våben imod dig. Modstå det og hold fokus. Den her træning vil tage lang tid og være hård. Men jeg har tillid til du kan klare det ’’. Barishan skar sig selv i hånden så han begyndte at bløde. Han gjorde sig også klar til hvis hun skulle angribe. ’’ jeg ved du kan klare det ’’.

lige så snart den unge vampyr opfangede lugten af asparablod var det som om at tiden gik langsommere. hun kunne mærke hvordan at hendes lille slanke krop gjorde sig klar til at sætte afsted og instinktet var tæt på at tage over. adrenalin for rundt i hendes krop og hendes krop var spændt som en buestreng.
hun vidste at hun måtte holde sig selv tilbage, men hun tvivlede på at hendes kontrol var stærk nok. hendes øjne fik lette røde pletter som spredte sig i de ellers hvide øjne og hendes lange skarpe hugtænder blev synlige og mere markerede. lugten der nærmest lagde sig om hende som en dyne, var sød som sirup, men mørk på samme tid..
så satte hun afsted.. hun vidste at hun ikke ville få fat i blodet, men det tog hendes krop sig ikke af. hendes fart vær nærmest uhyggelig.. for selv for vampyrer var hun hurtig.
is spredte sig over hendes krop som et panser mod angreb, et glitrende panser... men et som var lige så stærkt som stål..

Barishan sendte en stærk vind af sted mod Luciel for at sænke hendes fart. Så fløj han op i luften i høj hastighed imens han koncentrerede sig om at lukke det lille sår med sin healings evne. Da såret hurtigt lukkede, kiggede han ned mod Luciel. ’’ det ser ud til at vi må gribe det her an på en lidt anden måde. Vi finder nogle kæder der er stærke nok til at holde dig tilbage. Så træner vi på den måde min unge elev. Du skal lære at modstå det ellers bliver det for let for din modstander at bruge det som et våben imod dig ’’.

da såret var lukket forsvandt det røde, der langsomt men sikkert, havde spredt sig i hendes øjne og hun stod stille, med ret ryg, mens hun så op på asparaen.
- jeg kunne selv have fortalt dig rerultatet af det forsøg.. det er ikke første gang jeg går i den form for blodrus.. sidste gang var den eneste forskel at en engel gjorde for at drille mig..
*og han blev kort efter forvandlet til vampyr, efter at du næsten havde tømt ham fuldkommen for blod* tilføjede en kold stemme i hendes hovede, og hun smilede.. nok mest falsk..
- det har ikke været noget stort problem, det med at holde sig tilbage.. indtil nu.. og det skal det nok blive igen.
hun så ned i jorden så det halvlange sorte hår, med de røde striber, dækkede hendes ansigt. hun stak hænderne i lommerne og lignede en næsten normal teenager.. som ikke havde været død i over hundrede år..

Barishan landede overfor Luciel igen. ’’ det er vigtigt at arbejde på ens svagheder og styrke dem så andre ikke kan bruge dem imod en. Derfor er først stadie i din træning at øve dig til at holde imod lugten af Aspara blod. Er du klar til den træning før vi starter med næste stadie?. Det vigtigste for mig er at mine elever har den træning der skal til for at klare enhver modstander, stærk, svag, dum eller klog. Derfor træner jeg dig i den du skal bruge til at klare de forskellige ting ’’.

- vi kan vel lige så godt komme igang.. så, ja.. jeg er klar.
hun løftede hovedet og så på Barishan med beslutsomme, lidt kolde øjne. igen rettede hun sig op og rullede lidt med skuldrene efter hun havde trukket hænderne op af de dybe lommer i hendes sorte milibukser.
hun stillede sig så klar til hvad end asparaen ville gøre. hun gjorde bedst i at lære det her.. det var jo også ved at gå galt under slåskampen med vampyrjægeren.. det kunne jo ikke blive ved med at være lige ved at gå galt.. eller hvad..
hun rystede irriteret på hovedet og fokuserede på barishan.

//sry det lidt korte indlæg//

Barishan nikkede og gik over og løftede Luciel op på hans skuldre og fløj hurtigt igennem skoven. Selv om han havde hende på ryggen fløj han meget hurtigt og med gos styring. Det var klart at se han havde trænet i at flyve med stor vægt, efter lidt tid nåede de en stor flot hytte i skoven. Lidt længere væk stod to Asparaer og trænede. Barishan åbnede døren og gjorde tegn til hun skulle følge efter. Han åbnede døren ned til kælderen og gik ned. I kælderen var der kæder man kunne spænde en person fast på. De lugtede af Vampyr. Det burde nu være klar for Luciel at regne ud at hun nok ikke var den første Vampyr Barishan havde trænet. Barishan kiggede på hende. ’’ gå der over så spænder jeg dig fast. Så starter træningen min unge elev ’’.

luciel krummede sig lidt sammen på hans ryg og hendes hår stod ud som en fane bag hende. med stor interesse så hun skoven der susede fobi under dem, men hendes interesse blev endnu større da hun så hytten.
nede på jorden igen så hun rundt, specielt på asparaerne men tøvede ikke med at følge barishan ind i huset.
nede i kælderen var færten af vampyr meget kraftig og luciel kom til at spekulere over hvor mange vampyrer han mon havde trænet. dog var hun stadig betænksomomkring lænkerne.. hun hadede at være lænket! men blev enig med sig selv om at hun nok kun stole på ham..
tøvende stillede hun sig over til lænkerne så han kunne spænde hende fast.
hun var ikke tryk ved det her.. overhovedet ikke! og noget af hendes gamle mistænksomhed var kommet tilbage i hendes øjne.

Barishan spændte hende fast. ’’ bare rolig disse kæder kan holde selv den stærkeste Vampyr på plads ’’. Barishan kig lidt tilbage og skar sig i hånden igen. ’’ vi bliver ved til jeg kan se du har kontrol over dig selv. Så prøver vi uden kæderne igen. vi stopper ikke før du kan se på Aspara blod og tænke det er ligesom normalt blod ’’. Barishan grinede lidt og så på Luciel med beroligende øjne. Han vidste hun ville lære det med tiden. Dog vidste han ikke hvor lang tid det ville tage. Men de havde vel tid nok til at lære det.

igen blev hendes øjne røde da hun så blodet.. men denne gang gik det hurtigere! hun rev og sled i lænkerne for at komme fri. hun ville, måtte, have det blod! ingen tog hendes mere dyriske side over og fortrængte den mere menneskelige luciel. i sin iver bemærkede hun knap at lænkerne også sled sår i hende.. første gang hun lagde mærke til det var da hun kunne lugte vampyrblod.. hendes blod, og det overdøvede asparablodet for en tid og fik hende til at falde lidt ned.
hendes øjne var stadigt røde og det var stadigt ikke den menneskelige luciel der havde kontrollen, selvom hun prøvede.. så gav vampyren sig til at kæmpe med lænkerne igen..