We are going underground. //Ahngel//

Sted; Undergrundsstationen.
Tid; På det tidspunkt, hvor det sidste tog passere, inden stilheden.
Omgivelser; Stilheden, små lyde.
Vejr; Overskyet, lidt blæt, men ingen regn.


Lydløse skridt kunne høres, hvis man da kunne høre dem. Et enkelt lys var tændt, men det blinkede let. Tunlerne lå helt stille hen, lokomotivførerne havde natpause, der ville gå nogl timer, før der igen ville komme et tog forbi. Skridtene kom fra tunlen, hvor der gik en mørk skikkelse med store støvler, det skulle undre folk, hvorfor det ikke lavede mere larm, men det var en elver, som kom gående hen til stationen.
Mori hoppede op på perronen i et enkelt spring. Han så rundt med sine smalle øjne, men kunne dog intet se. Så han var ikke kommet endnu, men der vill nok ikke gå længe. Mori lænte sig op af en af søjlerne og lagde armene over kors. Han havde spredt sin magi, så han ville kunne mærke, hvis der var nogen, som nærmede sig ham. Han var forberedt på værste.

Ikke langt fra elveren var der et par røde øjne der oplyste en kort silhuet af noget højt. En rank mandsperson med et marmorhvidt, dog underskønt ansigt og en meget høj positur. Lange fingre og mørkt hår der lagde sig om hans skuldre og hals i mange små bevægelige totte. Ganske elegant men også vederafstyggelig på sin egen unaturlige måde. Nok var han for øjet en velsignelse men der var nu noget i hans røde øjne der fik det til at løbe en koldt ned ad ryggen.
"Så..." hviskede hans stemme sikkert. Hans stemme var klar og fjern som en hvisken i øret. Så tæt på og dog så langt væk som en hvisken fra vinden i trætoppene.
"Så det var altså en elver..." mumlede han. Ordene var til ham selv. Han stod blot og betragtede denne elver med rolige røde øjne.. Lagde hovedet en smule på skrå, så hans hår kort rettede sig efter tynden.

Ahngel trådte stille nærmere og betragetde denne elver med et tænkende blik. Han lagde stille hovedet på skrå imens hans øjne stille lod sig tone til en mindre opflammende rød.. fik ham til at se noget mere naturlig ud, hvis det var det man kunne kalde det. Han var alt andet end naturlig.. Huden mindede om hvid marmor imod det lange sorte hår og han havde et køligt, næsten tomt udtryk liggende på elveren. Samt var hans højde også massiv men det var ikke hvad man fokuserede mest på. Ikke langt fra de to meter.
Han bøjede nakken i et hilsende nik imod denne elver. Elverens scent var tyk af spekulation og logik.. En oprører? Måske? .. men i dette tilfælde måtte han nok forblive på et proffetionelt level.
"Lucifer Mort De Sang den trettende." sagde han præsenterende.

Mori betragtede vampyren, mens han kom nærmere. Det var ikke en vampyr, som han havde mødt før, der var noget anderledes over denne vampyr, men der kunne ikke lige sættes ord på, hvad der var anderledes, men der var noget. En brise kom gennem tunlen, så Moris hår bevægede sig let. Han flyttede vægten over på det andet ben, mens han pustede ud.
Mori nikkede tilbage som hilsen og præsenterede også sig selv, "Tarathiel Nightwing." Han havde ikke mødt mange vampyre med sådan et navn, så det var en anderledes vampyr. En renblodet race, som ikke havde været menneske før. Tanker var mange, men hvad var det rigtige? Og var denne vampyr virkelig i stand til at holde en af Zanes lærlinge tilbage?

Ahngel nikkede kort. "Så.. Tarathiel Nightwing.." sagde han begyndende og lagde stille øjnene imod sorteelveren. Studerede ham som havde han tusin øjne der lå over ham, blot var der kun det ene sæt med den røde farve. Itet andet.
"De er en af Zanes modstandsinstanser?" sagde han så og holdt øjnene rolige. Ikke sitrende eller anspændte, men mere som om de havde en helt normal sludder om noget så ligegyldigt som politik eller vejret denne dag. Vinden tog ligeså kort i Ahngels lange sorte hår og lod de ene øje dækkes. Han løftede sin hvide hånd og strøg håret tilbage over panden og ned om nakken. Han lod de små hårtråde gippe fra hans fingre inden han igen lod hånden følge armen og lægges roligt om hans side.

Så rolige bevægelser, som denne vampyr havde. Gad vide, hvor meget han var værd i kamp? Men det skulle nok være en del, siden han kunne holde på en lærling af Zane. Mori havde aldrig selv mødt eller set dem, så han vidste intet om, hvor stor en styrke man skulle bruge.
"Ja, det er jeg." svarede Mori roligt, men stadig køligt. Køligheden i hans stemme var noget, som altid havde været der, siden den dag, hvor han havde mødt sin læremester. Den var lidt, som et tegn på, at de varme følelser var sporløst forsvundet. "Og jeg søger Deres hjælp." afsluttede Mori sin sætning.

Et let makabert smil kom frem på Ahngels læber idet han lyttede til elverens ord samt kunne tydeligt dufte dennes mistro til hans evner.. Ahngel lukkede kort øjnene og lod dem igen åbnes men kiggende ned imod jernbanesporet.. Han kunne meget vel lave al den rag i den hernede hvis han ønskede det.
"Ganske vidst er Zane en torn i mit øje.." sagde han så imens han vurderede emnet. "Og ingen ville kunne gøre det alene.. Selv jeg ville have brug for allierede, hvor sølle det end lyder." sagde han stille. Disse ord var for han selv. "Jeg vil meget vel gøre Dem selskab i det lille togt." sagde han så og nikkede til elveren. Alt han behøvede var at komme tæt nok på Zane..
"Og De behøver ikke tvivle på mine professioner eller udholdenhed. Jeg har været oppe imod Zane før og som De kan se er jeg endnu et stykke."

Der var ikke mange, der syntes om at skulle indrømme, at de havde brug for allierede, når de selv syntes, at de kunne klare alt, som de mødte på deres vej. Ja, så det kunne blive lidt ynkelig at skulle spørge om hjælp. "Ja, alle har vel brug for allierede i kampen mod Zane og dem, som følger ham." sagde Mori og nikkede. Han undrede sig dog over en ting, vampyren satte ingen krav, han ville intet bestemt have.
Mori kiggede lidt på ham, jo han havde tvivlet lidt, men han ville nok få sine tanker på rette vej, når han så, hvordan kampen ville udvikle sig.

Ahngel lagde hovedet på skrå idet elveren igen tænkte med en undrende tone. Det ville være ham så meget nemmere hvis det decideret var tanker han læste i stedet for kroppens udsving i form af følelser og fornemmelser.. sanser..
"De undrer Dem igen?" sagde han så og nikkede en enkelt gang. "Måske kan jeg rette op på deres undren?" sagde han så og var ærlig talt lidt irriteret på at habn havde ladet den evne falde og dø i takt med.. ja..
Det kunne ha været en smart teknik imod Zane og til at finde folk man kunne stole på, men nej.. Nej.. Ikke alligevel.

"Ja, De gør bare ikke, som så mange andre. Har De intet, som De vil have tilgengæld for at hjælpe?" spurgte Mori. Han var ikke van til at bruge den formelle tiltaleles mod folk, så hans tunge føltes lidt underlig, når han talte det i en længere sammenhæng.
Mori så nu på vampyren, han måtte have en sær form for evne, da han kunne fornemme, at han undrede sig. Han vidste ikke, hvordan man helt skulle sætte ord på denne evne.

Ahngel nikkede kort. "Ah.. jeg har nu et mål, men De er ikke i stand til at betale mig det. Jeg kan først kræve det når Zane er af tronen." sagde han så og nikkede. "Bare det at han for den frafaldt sig er i sig selv nok betaling for mig." sagde han så og betragetde elveren med et tænkende blik. Han havde vel allerede andre at skulle tænke på med det og der var ikke noget rent jordisk som elveren kunne give ham, som han ikke allerede selv ville kunne få fat på.. Materelistiske genstande ville være spildt.
"Så tænk ikke på det." sagde han så og betragtede elveren tænkende..

Mori nikkede tilfreds, så behøvede han ikke at tænke over det. Der var så mange, som selv ville gøre det af med Zane, men det kunne de jo ikke alle få lov til. Han var en af dem, som selv ville have æren.
Mori så lidt på vampyren og så på omgivelserne bag ved. De havde vist ikke mere at tale om, så var det vel ikke nødvendigt, at de forblev her. "Men så vil jeg ikke længere forstyrre Dem og trække mig tilbage." sagde Mori og nikkede kort, som afsked. Han vidste jo ikke, om denne vampyr havde vigtigere ting at tænke på.

Ahngel nikkede stille til elveren. "Mig en ære at gøre forretning med Dem." sagde han så. Et dystert smil kom ind over hans ansigt igen inden han halvt bukkede og drejede om. "Ah.." sagde han og stoppede op. Han tog sin hånd ned i lommen på den lange frakke og fandt noget der lignede en sølvmønt op. Han strøg den kort over sin hud og lod en stribe blod piple frem over den. Han lod det tørre hvorefter han kastede den bagud hen til elveren.
"Lad en dråbe blod lægges på den og jeg vil komme til Dem." sagde han så og vendte blikket imod elveren igen. "Brug den kun om nødvændigt.." sagde han en smule advarende men kom dog med et tilfredst satanisk smil derefter.

"Fornøjelse var på min side." sagde Mori og måtte igen nikke. Det havde den været, fordi nu havde en allierede mere mod Zane. Og det krævede jo rigtig mange allierede.
Mori var ved at vende sig om, da vampyren lige ville noget i sidste øjeblik. Han greb mønten, da den blev kastet. Han kiggede på den med et undrende blik, men nikkede. Han klemte hånden om den. "Jeg lader høre fra mig." sagde Mori uden videre omtanke. Han vidste nok, at han ikke skulle lægge sig ud med denne vampyr.

Ahngel nikkede og så igen imod sin front. "Jeg byder Dem farvel." sagde han så og begyndte at gå op ad trappen med et tænkende blik..
*Nå.. så bliver det altså til noget?* lød en hvislen i hans baghoved.. *Du gør mig endnu engang stolt..*
Ahngels øjne klemte sig lidt sammen i et hadefuldt blik inden han igen fandt op til overfladen og så ud over byen med et roligt blik. Denne elver. Hvilke grunde havde han mon? ..

Mori hoppede igen ned fra perronen og gik langs skinnerne. Skulle der komme et tog, så ville han bare hoppe til side. Han skridt forsvandt langsomt sammen med mørket. Til sidst kunne man ikke længere se ham.
Mori gik i sin egen tænkende verden, hvor alt handlede om at styrte Zane.

//arrg.. Kunne ikke finde på mere, men det er vel ok.
Out.//