Hunters (Ahngel !)

Sted: En bag-gyde bag nogle snuskede huse.
Tidspunkt: sen aften omkring midnat.
Omgivelser: Skummel, ubehagelig og meget... stille?
Vejr: Der regner meget, det står ned så kloakkerne næsten flyder over!

Ma'lakel står plaskvåd imellem en bande på fem. De har alle tatoveringer; tegn, eller sætninger fra den bande de tilhøre og hver især har de et udseende der ligner Ma'lakel's meget, man kunne blive fristet til at tro han selv tilhørte dem der angreb ham.

Dorian: ,, Du er på det forkerte sted, bøsserøv, det her er The Roosters sted! Så med mindre du vil have dine ribben brækket må du hellere se at lette røven!"

Alex: ,, Haha, svinet ligner en af de der freaks der hopper rundt og tror de er såååe hårde! Så barske fordi i har nogle evner som mennesker ikke har!!"

Ma'lakel giver et ondt smil, og lader sine skarpe tænder blive set af bande medlemmerne der alle krymper en smule.
,, Hehehe.. Vi tror ikke, små mider... vi ved! Jeres ubegavede små hjerner forstår ikke at udnytte jeres potentialer, derfor har vi fordelen, og det er den eneste grund til at I er lavest i fødekæden!"

Dorian: .. Hva'!! .. Din Satan!! DRÆB HAM!"

//Svarer lige efter jeg har spist.//

// Okays (Y)

Vanddråberne faldt fra tipperne af Ahngels lange sorte hår, idet han roligt gik hen over tagene mens regnen silede ned over hans allerede kolde eksistens. Hans sorte hår klistrede sig besværligt til hans sølvhvide ansigt og det sorte våde tøj, deriblandt den lange kappelignende jakke med de små symboler i sølv.
Lyde fra en af gydernes kvaretere ramte hans fintfølende hørelse og lod hans dybrøde øjne skyde sin gnist igennem regnen og kigge ned på den lille bande der omkredste dæmonen. Ahngel betragtede dem roligt en for en med et lettere ligeglad blik, indtil han fik øje på Ma'lakel. Den fanden som havde prøvet at voldtage Ailince dengang? Hvad var han ude på?
Han betragtede en af de andre hæve hånd overfor Ma'lakel, og var i sin vis ligeglad indtil han mærkede stikket i sit hjerte.. Han tog sig til det venstre bryst med en undrende grimasse. Var Ma'lakel en af dem der skulle bevares??? Umuligt?!
Det betød jo.. at Ahngel skulle gøre sit for at lade denne skæbne udvikle sig. Fint!!
Ahngel knyttede de marmorhvide hænder idet hans førhenværende hvide hinde i øjnene blev sorte og dyriske idet de små mørke blodårer blev mere synlige i hans hud.
Overalt omkring den fjendtlige gruppe skød nu kapler og lænker op fra jorden og viklede sig rundt om samtlige medlemmer og holdt dem så de kunne kvæles med et enkelt blink fra Ahngel. Ahngel skulede til Ma'lakels ryg i en tid. Hvordan kunne han være en der skulle bevares?

Ma'lakel stod klar til at tæve dem hver især. Måske ville han beholde deres tænder bare som en slags minde om hvor uduelige mennesker egentlig var? Han knyttede sine hænderne så de gav små knæk fra sig og lod lige så stille bæstet indeni ham tage over: for nu skulle der dræbes!
Bande medlemmerne stod med kæder, og knojern og var lige så klar på at dræbe som Ma'lakel var. Parate til at støde sammen med hinanden i en urimelig næve-kamp begyndte jorden under bande medlemmerne at bryde op og kabler samt lænker skød op fra jorden som havde nogen hidkaldt dem. Bande medlemmerne prøvede at vride sig fri. De skreg og bandede som bare pokker, og Ma'lakel stod tilbage forvirret over hvad der lige var sket.
Hans meget mørke brune hår så næsten fuldstændig sort ud på grund af regnen, og klæbede sig til hans kinder, hals og pande. Han sniffede luften og fik færten af noget ulækkert og rådent.
*Udød!*
Han vendte sig og så op imod tagende hvor han på kanten af et hus ikke langt derfra så et væsen han havde set før. Han smilede dejligt ondt, imens hans grønne bæst øjne hvilede tungt på vampyr herren. Han rakte sin venstre hånd ud og en efter en forkuldede han bande medlemmer med en svag flamme der dog var nok til at gøre det af med dem. Han rystede bagefter, tappet af de eneste flamme kræfter han kunne frem manne i dette sindssyge vejr.

,, Tak for hjælpen, smukke!", sagde han, vel vidende at vampyren ikke ville kunne høre det.

Ahngel betragtede det roligt inden han lod kæderne og kablerne strammes og snørres om deres halse, så de blot var bevidstløse. Han ville ikke spilde godt blod på at de skulle kvæles. Dødt blod kunne han ikke bruge til andet end simpelt pynt i en vinflaske, men selv det lød som en god ide til at pynte op i hans midlertidige gemakker. Han lod kæderne falde til jorden hvorefter hans blik fortog sig tilbage til en rød ulmende farve. Han kiggede derefter skeptisk på Ma'lakel med den tanke igen.
En der skal bevares?! Hvorfor vil Organisationen hjælpe ham? Han rystede på hovedet og kiggede igen på Ma'lakel. Der måtte være noget ved ham som øjet ikke så.. ihvertfald ikke Ahngels øjne, som ellers var meget precise og udemærkede til at finde spor på selv rynkerne i menneskernes tommelfingeraftryk. Han lod kort sin hvide klo af en hånd fjerne noget af det våde hår fra sit ansigt inden han satte af fra taget, og inden få sekunder var gået landede han sikkert på asfalten idet noget af den hårde masse i cementen flækkede af bare det voldsomme tryk fra hans hurtige spring. Han rettede sig op og betragtede bandemedlemmerne.. bare for at se om de var helt slået ud.

Ma'lakel stod stille, han havde ikke i sinde at gå lige foreløbig eller springe på vampyren. Men han fulgte stadig vampyren med øjne, på en måde der ikke skjulte at han stirrede meget indgående på den blege udøde skønhed da han valgte at bevæge sig ned til ham og bandemedlemmerne. Han holdte ved sin venstre arm ved den højre og så på ham, imens regnen fossede ned voldsomt.

,, De er døde, så spar dig besværet for at redde dem, blod suger!"

Ahngel rettede sig op og vendte fronten imod Ma'lakel med et ret ligegyldigt udtryg. "Var de i live havde jeg ikke haft i sinde at redde dem." sagde han så og kiggede ned på et af ligene ikke langt fra sine fødder. "Det har allerede knækket for dem selv, så hvorfor skulle de forblive sådan alligevel." sagde han tænkende. Mest for sig selv, inden han rettede de røde øjne op igen og betragtede Ma'lakel med et roligt blik. Han havde ikke i sinde om at slås heller, selvom det ikke havde huget ham med han og Ma'lakels første møde. Det var noget voldsomt, men Ahngel klagede ikke. Han holdt af lidt spænding i den grå hverdag.. bare ikke når det gik ud over hende.

Ma'lakel holdt øjen kontakten med den udøde men så ikke ud til at høre efter det han sagde. Han gad ikke være der, vampyren havde ødelagt hans sjov. Han havde på en måde glædet sig til et slagsmål, og adrenalinen havde været i gang med at pumpe rundt i hans krop hurtigere end et lyn kunne slå ned. Det gjorde ondt at stå der, stille som en pind når man havde forberedt sig på at slås. Han så væk fra vampyren igen og gav slip fra hans venstre arm imens han gav en utilfreds grimasse. Der stod røg op fra den, og man ville sagtens kunne regne ud at hvis det ikke var for regnen ville armen stå i flammer!

,, Så du ville have reddet dem, tsk, forbandet til alle de godhjertede fjolser der render rundt i den her by. Man skulle tro at alle sammen var gået fra forstanden eller fået helte syge. Der er ingen der fatter skønheden i kaos, og død! Ynkelige lille by.."

Han vendte sig væk fra vampyren og gik stille ned af den smalle gade. Han så på ingen måde godt til pas ud, og lignede ærlig talt en der ville dratte om hvornår det skulle være!

Ahngel fnes kort for sig selv da dæmonen havde drejet af og ned imod gaderne. Han så kort på ligene endnu engang. Selvom det engang havde været fremmet for ham, holdt han også meget af kaos og ødelæggelse. Hans bedre haldel om du vil. Den der var for vampyrene og blodet og adrenalinen. Dog.. Ahngel mærkede sig kort på den venstre del af sin brystkasse. Han havde gæld at afsone overfor dem. Pokker være dem.
Men.. det havde været hans egen skyld. Det var prisen for at beholde sin bevidsthed intakt og skylle snavset væk igen.. og så samtidig forblive mentalt intakt. Han huskede stadig tilbage til den dag han blev en del af dem. Hvordan hans tilstand havde været. Som en arrig kat med al for stor styrke. Sindsyge.. desperation. De Havde fjernet det for denne pris. at finde og hjælpe dem der skulle bevares. Ligemeget hvor sygt et job det var.. en alfahan hjælpende pokkers til skæbneriddere. Hvad ville de ikke sige hvis de fandt ud af det.
"Jeg beklager at have ødelagt deres sjov." sagde han blot imod dæmonen inden han bukkede sig ned imod et af ligene. Hans lange sorte klør skar halspulsåren over og blodet fossede ud og bredte sig i vandpytterne. Et smukt syn efter hans mening.

Ma'lakel satte en hånd på en af de ulækre vægge der omgav dem inde i denne lille snuskede gyde, og så sig over skulderen i det vampyr herren talte til ham. Smilet var selvfølgelig ondt og sadistisk, en morders smil når han kunne lugte blod. Men han vendte sig ikke for at se det dejlige syn af andre væseners blod der malede de klare vandpytter røde. Han så ud imod åbningen og gik nogle skridt videre før hans hals lukkedes sig på grund af alt det vand. Han manglede læ, han kunne sagtens være ude i normalt regnvejr men dette var ikke regn, det var en flodbølge af alt ødelægende vand for ham! Han tog et sidste tungt skridt før han hæst rev efter vejret og falde så med et stort plask i en stor vandfald på den mudrede asfalt. Næsten druknet i en vandpyt hans hoved så ubelejligt var landet i. Der flød blod fra hans hoved og ud i vandet imens halv-dæmonen selv var gået ud som det sidste ild der havde været i ham!

Ahngels mørke blodårer markerede sig i hans hvide ansigt da han tog en indånding med blod i smagen. Han smilede bredt imod den regnfyldte himmel. Nok var det dæmonblod.. men åh så varmt. Fra en ilddæmon. Han vendte blikket og så hen imod dæmonen der nu lå der. Egentlig ville han gå sin vej og lade ham drukne.. men. Stingene begyndte at svide i hans bryst. Hvis de nogensinde skulle væk, var det den eneste løsning. Han ville bare være fri for sin gæld igen. Han fjernede blikket fra liget og gik hen imod dæmonen med rolige skridt og betragtede blodet i en tid, der dannede sig i vandpytten. Han trak irriteret på skuldrene over han var nød til at redde ham og ikke suge ham tør. Han satte sig på huk og lagde sin hånd nedenunder dæmonens kæbe og løftede ham en smule op, inden han lagde en arm om siden på ham og rejste ham med en utrolig lethed og begyndte stille at gå med dæmonen hængene over sin skulder. Han så imod et snusket bordega med flammende ild i kaminen. Måske nok til at give dæmonen varmen igen.

En stille brummen kom fra ham idet han blev løftet op men han var stadig ikke ved bevidsthed kunne man godt se og mærke; han gjorde absolut ingenting for at hjælpe vampyren med at få ham hen til bordega'et! Hans sorte hår gled ned over hans ansigt og syntes mørkerødt på grund af blodet der flød ud fra et mindre hul han havde fået i hovedet.

Ahngel åbnede døren med sin frie hånd og blev imødekommet af forfærdede øjne fra bodegaets fulde kunder og gæster. Ahngel skulede blot koldt til dem inden han fortsat slæbte Ma'lakel ind og satte ham i den centrale sofa foran pejsen. Det resulterede i at Malakel faldt ned på ryggen i sofaen, så et kærestepar måtte vrisse og fjerne sig med ordene: Fulde idioter.
Ahngel ignorerede dem. De ville blive hans næste måltid.
Ahngel gik derefter hen til disken og fik et krus øl. Ikke fordi han var tørstig, men fordi den høje procent i deres stærke øl, kunne fjerne betændelse fra Malakels sår. Han lod en smule falde ned over såret. Øllet havde en stærk aroma af sprit, som Ahngel væmmede ved med et kort hvæset udtryk.

Ma'lakel faldt ned på sofaen og lå og mumlede nogle utydelige ord der ikke var til at forstå overhovedet. Da øllet stille pjaskede ned i hovedet af ham, åbnede halv-dæmonen øjne og satte sig op i en alt for hurtig bevægelse. Hans bæst øjne var stift rettet imod Ahngel imens han råbte af ham:

,, Hvad helvede har du gang i, blod junkie, vil du drukne mig i sprut-telle.."

Han faldt ned på sofaen igen og det så ud som om øjene rullede rundt i hovedet af ham fordi han havde sat sig alt for hurtigt op. Så begyndte han at ryste, som en person der var blevet lagt i en fryser. Hans underlæbe dirrede og hans ellers okay mørke hud blev stille mere og mere bleg. Han havde brug for varme! Imens han trak vejret rivende så der kom en pibende lyd fra hans halsrør søgte hans øjne den varme kamin, og satte an afkræftet hånd på sofaens ryglæn. Han skubbede sig selv ud og kravlede over imod den. Og hvis han nåede den ville han kravle ind i den, til forfærdelse for de gæster der end måtte være i kroen! Ilden omkransede ham og han lavede en tilfreds grimasse i det ilden tøede ham op!

Ahngel sagde ikke til dæmonens spydige svar, men betragtede ham roligt med et køligt blik idet han kravlede ind i ilden. Han begyndte at høre skrig i bordegaet, men ville ikke tage sig af det. han var ikke en søgt personlighed alligevel, så hvad forskel ville det dog gøre? Han havde altid gjort sit i stilhed. han brød sig ikke meget om obmærksomhed, trods han altid fik det hjemme i frankrig. Han betragtede dæmonen endnu og kiggede på ilden. Betragtede hvordan dæmonen før havde frøset og var nu optøet, som man sagde. Ahngel kiggede kort ud til siden, fik hans øjne til at gløde op, som havde de også en rød ild brændende... men nej. Trods den røde farve var hans blik som is.. men han mærkede det ikke. Han mærkede ikke temperature.. Kun smerten når de blev for voldomme.

//Sorry.. smutter lidt efter det her, vil lige nørde lidt ^__^

Ma'lakel sad inde i ilden og så virkelig magelig ud! Hans egen blå flammer gik i et med de orange hvilket fik kamin ilden til at se meget smuk ud på en måde. Blå magelige farver spredte og lavede mønstre der mindede om japansk kunst, med snoninger og andre sjove detaljer, lidt ligesom den tatovering der dækkede hele Ma'lakels venstre side. Han smilte til vampyren nu, og så ud til at være mindre ophidset end da han vågnede.

,, Lige til at sove i...", sagde han og en glød op. ,, Nå, hvad så smukke, hvad laver en død skønhed som dig dog nede i de beskidte gyder?"

Ahngel lænte sig stille tilbage imod sofaens rygstøtte imens de resterende rædselsslagende kunder forlov butikken med skeptiske og forskrækkede blikke. Ahngels røde øjne hvilede på dæmonen, eller måske ilden der omgav ham. Det var ikke helt sikkert hvad han så på. Det var som om der var et skærmende slør over de røde øjne. Meget hemmelighedsfulde og langt væk, men alligevel så tæt på.
"Jeg jagede." sagde han så og lod hans øjne blive mere oplyst, som havde han ikke været til stedse. "Man finder de mest specielle byttedyr i gyderne." sagde han med et køligt og samtidig sadistisk smil som bare pokker. Som en tiger, der blot ventede på et gyldent øjeblik.

Ma'lakel der ellers så ud til ikke at kunne blive mere tilfreds med hans midlertidige omgivelser, virkede som om han havde fået et slags triumf kort idet vampyr herren havde snakket. Hans øjne gav et katte agtigt glimt fra sig og han lænede sig forover, uden at skænke folkene i bustikken en tanke:

,, Så du er virkelig et vildt dyr, og ikke bare en pige lille pynte dukke?"

Ahngel smilede kort for sig selv og lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på dæmonen. "Pynte dukke? Næppe." sagde han og slog en inadvendt latter op. Kort. "Tja.. måske et dyr, men.. nok ikke helt det samme." sagde han så og nikkede til ham. Han skimtede kort til de sidste kunder som søgte paniske ud af butikken. Han sukkede opgivende med et irriteret blik på dem, inden han igen så hen på dæmonen. "Og hvad så med dig? Er der noget gemt under den menneskelige skal?"

Ma'lakel efterabede vampyren i at lægge hovedet på skrå, som imiterede han den udødeliges kolde charme han faktisk fandt ret så tiltrækkende. Flammerne dansede i flotte mønstre på hans brændende krop, det fik halv-dæmon til at se sær men eksotisk ud. Hans lumske, men også drengede smil forblev på hans læber imens vampyren snakkede. Han forstod ikke dette væsen, han sagde et men Ma'lakel havde set ham gøre noget andet. Efter vampyren havde stillet sit spørgsmål, kom der en lille ond klukken fra Ma'lakel som fandt han vampyrens spørgsmål noget så morsomt. Derefter kravlede han ud af flammerne, skønt der stadig var ild i ham, men da han rørte bordegaets gulv med sin brændende hånd blev det ikke opslugt af flammer. Han lænede sig kælent over imod vampyren, med en selvsikker aura der kunne få selv den mest hardcore person's mave til at vride sig af nervøsitet. Hans krops sprog var ulæseligt, om han ville angribe vampyren som han bevægede sig faretruende tæt på eller om han bare søgte at få et bedre kig på den smukke udøde, var ikke til at gennemskue. Han var halvt på alle fire da han nåede vampyren og lod sin lange flammende tunge glide langsomt men blidt over dennes hvide hud. Hans tunge var glohed som resten af hans krop, men ikke så varm at det ville skade vampyren.

,, Hvad tror du selv?", spurgte han med fryd i stemmen.

Ahngel kiggede kort undrende på dæmonen og hævede et øjenbryn da han endelig kom tæt nok på for at slikke på ham. Ahngel bevægede sig dog ikke derfra. Han selv havde et ret urokkeligt sind og siden han ikke var blufærdig af natur vækkede det ikke til hverken rødmen eller flovhed over dæmonens overtrædelse af hans personlige rum. Han mærkede ikke varmen. Han havde ikke mærket varme i lang tid og dog var han selv kold som rent marmor, ligeså som hans hudfarve gengav. Som en beklædt statue med flammende røde øjne. Han smilte kort og skummelt over dæmonens næsvise svar.
"Bare glem det." sagde han så. "Jeg tror nu allerede jeg har fået svar på det." sagde han kort og lagde kort hovedet på skrå endnu engang og betragtede roligt dæmonen med et studerende udtryk. Måske ville det ikke være nødvændigt at hjælpe dette individ. Han virkede dog selvsikker nok på sig selv til at klare de diverse farer der kunne ligge i byen, men hvem kunne være for sikker? I alfald ville Ahngel få en endnu længere gæld at afsone hvis han bare lod ham gå sig selv i døden hvis det var tilfældet.

Ma'lakel's selvsikre aura blev hængende over ham lidt endnu. Da han opdagede vampyren gjorde samme gestus som før, ligge hovedet lidt på skrå, efterabede han igen som var en et slags dyr der iagtog sit bytte og i et øjeblik søgte at lærer noget fra det og forstå det. Hans blik afspejlede en undren. Hvorfor veg vampyren ikke tilbage? Hvis ikke for at han havde overtrådt den normale grænse imellem to væsener, så for den ubehagelige varme ild der omgav ham. Stille blev Ma'lakel's interesse vakt, mere og mere syntes han at dette individ blev et stort mysterium for ham og det fik kan til at ville sprætte ham op mentalt, finde hver enkelt frygt, hver enkel trauma der var inde i dette væsens hoved. Hans undrende blik forvandlede sig til et blankt blik, genskær af noget som han ikke helt forstod og derfor gik i en form for trance over. Han stirrede indgående på vampyren, veg ikke væk fra at være så tæt på ham som han nu var. Det var som om han ledte, prøvede heletiden at få øjenkontakt og holde den, for at læse vampyren. Man kan se et væsens følelser, og tanker i dets øjne havde han fået fortalt for meget længe siden.
,, Du er sær..", kom det fra ham, pludseligt som ud af ingenting.
Hans stemme var tonløs i det han sagde det, som havde han fået en slags åbenbaring eller snakkede han til sig selv.
,, Hvad er dit navn?", kom det så.
Hans øjne gik fra blanke til noget i retning af nysgerrig, havde han haft ører ville han have rejst dem og ivrigt lyttet efter vampyrens svar som afhang de næste sekunder af det.

//Elsker Ahngel xD han er cool lige nu!!

//Jamen tark :D Kan osse godt lide din karakter x) Dygtig skriver^^//

Ahngel lod stille Dæmonen kigge og veg ikke sit rolige røde flammende blik derfra på grund af det. han kunne se alt hvad han ville, men han ville nok ikke få meget ud af en blot stirren. Et bredt smil kom frem på hans mund og dannede et morbidt grin idet hans hugtænder stille blev blottet, da Dæmonen sagde at han var sær.
"Jamen.. hvis jeg ikke var sær, ville jeg ikke være." sagde han nærmest hvislende og betragtede dæmonen.
"Mit rigtige navn er Lucifer Mort De Sang Den trettende.. men alle heromkring kalder mig meget simpelt." sagde han og lod stille smilet blive mildere og mere hemmelighedsfuldt.
"Kald mig Ahngel." sagde han så og nikkede en gang, som om de først havde mødtes nu og det var en helt ny præsentation.
"Hvad er dit navn, ilddæmon?" ikke halvdæmon, men ilddæmon. For Ahngel fandtes der ikke halvt eller helt. Der fandtes kun individet og dets indhold.

Ma'lakel lyttede efter; meget ivirigt slugte han Ahngel's hvert eneste ord, selvom hans lange lange navn fik dæmonens øjne til at afspejle en form for kedsomhed, men hans interrese blev vakt igen da vampyren nævnte hans kælenavn. Ma'lakel gengældte hans smil og vidste den flotte række af halv gulige sharpe tænder der prægede hans mund. Han gjorde det på en halv hånlig måde som for at sige: hah du har kun to se hvor mange jeg har! Efter han havde stillet sit spørgsmål til Ma'lakel forsvandt hans brede smil lidt, men der kom alligevel en mørk klukken fra ham, som skulle de til at indgå en pagt der ville give Ma'lakel uendelige kræfter. Han prøvede på at dominere tilbage idet vampyren bevægede sig, hver bevægelse tog halv dæmonen som en slags dans der skulle afgøre hvem af dem var højere i rang end den anden. Han lænede sig derfor tættere på og tog stille fat i Ahngel's underkræbe, blidt som vovede han ikke at flække den smukke hud som vampyren besad. Han hviskede ind i høret på vampyren som var dette en meget stor hemmelighed. Hans stemme var mørk som den plejede men igen lå der en fryd i den som blev Ma'lakel stærkere for dets mere information vampyren gav ham.
,, Ma'lakel", sagde han blot.
Og trak sig så væk igen, iagtog den anden "han", afventende og spændt.

//Takker og i lige måde :D!