Pretty Moon//Akumu//

Sted: søen
Omgivelser: sø, få træer?
Tid: Omkring klokken tolv om natten
Dato: irl
Vejr: Lys nat. månebelyst og lun

Ai sad nede ved søen... hun havde sin bikini top på og sine jeans... hun overvejde at hoppe i, men igen, hvad nu hvis der kom nogen. Ai holdte sin trøje op til sig og tænkte på at tage den på igen.. men lod være.
Hun så op på månen, og så det smukke skær den kom med, dog lidt blindende i menneskers svage øjne om natten...
Ai havde ikke sin hue på, så hendes langs hår krøllede ned over hendes hud, og lagde sig på hendes skulder...
Gad vide om nogen ville komme forbi

Natten var på sit højeste og det samme var månen. Den badede omgivelserne i sit blege og dog så bløde skær. Det samme blev den mørke og dystre skikkelse som kom vandrende langs en tilfældig sti. Dog blev mandeskikkelsen ikke helt så oplyst som alt andet. Som hvilede en mørk aura af skygger over ham, og forhindrede månens sælsomme lys i at oplyse ham. Han var klædt i en lang sort frakke af gotisk udseende. Hans lyse hud virkede nærmest snehvid i det dunkle nattemørke, og hans sorte halvlange hår dækkede delvist hans endnu mørkere øjne. Denne dystre og gådefulde skikkelse gik under navnet Akumu - Mareridt. Hans lydløse skridt standsede som han fornemmede liv ved søen. Menneskeliv. Hans blik gled undersøgende over omgivelserne til de til sidst fæstnede sig på den uskyldige og intetanende skikkelse, ikke så frygtelig langt fra ham. Akumu lagde hoved svagt på skrå og så hende an, med et analyserende blik. Overvejede om han overhovedet gad bruge sin tid på et laverstående væsen som hende. Men i sidste ende overvandt den svage trang til at undersøge væsnet helt igennem ham, og han bevægede sig langsomt og lydløst derover. Som et rovdyr sniger sig ind på sit byttedyr... hvilket sagtens kunne være tilfældet. Han stoppede op ved et træ, ikke langt fra hende og lænede den ene skulder op ad træet. Betragtede hende for en stund, inden han brød den fredfyldte stilhed "Godaften Mademoiselle" hilste han med sin mørke og dog så dragende stemme.

Ai havde intet hørt og intet set så det var klart det næste der ville ske... hun for op og dækkede sit bryst med sin trøje...mest fordi hun var mega generte overfor fremmede første gang de sås.. "Ej stop det der snigeri!" Ai's hjerte hamrede afsted og der gik lidt tid før hun slappede af igen...
Hun tog sin trøje på og kiggede på drengen... prøvede at se hvem det var men hun kendte ham ikke.. ikke endnu... "Godaften" sagde hun så... for at sige hun var faldet ned igen...
*det var ondt gjort det der*

Akumu kunne ikke undlade et smil over dén måde hun fór op på "Undskyld... forskrækkede jeg dem?" spurgte han, selvom svaret var mere end tydeligt. Hans smil var skævt og reduceret. Det nåede bestemt ikke op til øjnene og endte derfor med at blive underligt livløst. Smilet forsvandt og han så atter roligt og fattet på hende, med sine dybe øjne "Snige ligefrem?..." sagde han og hævede svagt det ene øjenbryn "Det lægger nu ikke til min natur at komme 'brasende'-..." forklarede han lavmælt.
Akumu var tydeligvis fuldkommen upåvirket af at hun kun havde været iført en bikinitop. Det rørte ham overhoved ikke, men det var tydligt at hun fandt det pågående. Klart for et menneske.
Han lyttede til hendes hjertes rytme, som den langsomt blev roligere og atter kom ind i sin automatiske rytme. Et svagt smil undlod endnu engang hans læber, men han forblev tavs. Ondt at gøre hende forskrækket.. det havde jo ikke været hans initiation, men det var klart hun blev det. Pludselig, høre en stemme i mørket, midt om natten hvor man tror man er helt og erdeles alene.. Dét var forståeligt. "Jeg undskylder for at have skræmt dem.." sagde han høfligt og sendte hende et venligt, men koldt smil.

Ai stod stille og så på drengen, hvad var der med ham... kunne han nu også være en vampyr... det ville ikke undre hende da hun havde mødt sådan nogle typer for nyligt i forvejen... men det mest irriterende ved dem var at de næsten kunne læse hende som en åben bog... *håber ikke han læser mine tanker også... bare nøjes med kropsproget tak*
"ehm det gør ikke noget... hr? " hun så på ham og rakte sin hånd frem "mit navn er Ai"

Akumu betragtede hende tavst med sit dragende mørke blik. Smilede svagt og gjorde som hun ubemærket havde bedt om. Han trådte ud fra træet og stod nu helt oprejst højt hævet over hende. Han så mod hendes hånd, overvejede kort om han skulle tage imod den...
Hans lange tynde pianist fingre gled op ad hendes, inden de fæstnede sig om hendes hånd, og lod kulden fra hans hud, føres til hendes. "En fornøjelse at møde dem, Ai" Sagde han høfligt, lænede sig forover og drejede hendes hånd så hendes håndryg vendte opad og placerede et koldt, men blødt kys på hendes varme hånd. Han rettede sig derefter atter op " Mit navn er Akumu." Præsenterede han sig selv og slap et øjeblik efter hendes hånd. Det var jo trods alt hende selv der havde holdt hånden frem, og han - havde blot taget imod den. Et skævt og svagt dominerende smil gled ind over Akumu's blege læber i et mystisk smil. Som kunne det ikke bedømmes hvad det var smilet stod for. Hvad der gemte sig bag det, eller hvad der havde vækket det.

Ai rødmede svagt da hun mærkede kysset, men hun nød den kulde han gav... hun havde altid elsket kulde.. vinter og sne... så hvorfor ikke en kold krop?
"Hyggeligt at møde dem også... Hr Akumu" hun så på hans smil... og lagde mærke til mystikken ved ham *Du er ikke helt normal hr* tænkte hun stille for sig selv.. håbede han ikke kom ind i hendes tanker...
"De er dejlig kold Hr"

//svarer næste gang jeg logger ind :]//

//velkommen til at svare så :P//

Akumu lagde armene over kors - mere afslappet stilling - og lænede ryggen op ad træet. Nikkede svagt til hende, som i at fornøjelsen var gengældt. Så på hende med et af sine tænksomme blikke. Normalt... præcist hvad er normalt?.. Hvis nu hele verden var unormal, og der var én normal... ville det så ikke være den normale som var unormal og verden som blev normal? Det unormale var vel i sidste ende blot det som skilte sig ud og var anderledes.
Akumu lagde hoved svagt på skrå og så analyserende på hende "Javel... de nyder måske ligefrem kulde?" spurgte han let undrende og hævede dernæst det ene øjenbryn og afventede et svar.

Ai så på ham og ventede nok en underlig reaktion... men hun elskede kulde og det havde hun altid gjort.. faktsik ville hun ønske det var vinter allerede og sneen skulle ligge sig som et tæppe på jorden.
Hun så op mod himlen da han havde stillet spørgsmålet "ja... jeg elsker kulde" varede hun så
*Ellers ville jeg jo ikke sige de var dejligt kold...vel... nok mere, nøj du kold eller sådan noget*

Akumu betragtede hende udtryksløst med hans rolige blik. Underligt noget at holde af - kulde. Det var jo ikke fordi det gavnede noget som helst. Det efterlod verden øde, med sit hvide isnende tæppe af sne - som kvalte alt levende og lagde alt livløst hen. Vand frøs til is, solen mister sin varme, planter dør hen, og dyr må kæmpe for overlevelse gennem vinteren. Hvad 'godt' var der ved det? Hvad var der at elske ved en død og sælsom verden?
Akumu rystede svagt på hoved, prøvede at ryste dét billed han havde lavet for sin nethinde, af sig. "Javel.." Mumlede han blot og vendte atter blikket mod hende, med et svagt, umærket smil. Han betragtede hende, gættede sig til hendes alder. Hun så ung ud. ikke mere end 17-18. eller måske kun 16?.. Det var så svært at bedømme. Specielt med hendes alvorlige facade "Hvor gammel er de så, Ai?" spurgte han i et venligt og blødt tonefald.

Ai vidste han sys hun var underlig når un kunne lide kulde, men iskrystaller var smukke, og dannede et smukt tæppe over jorden... dog fik det ting til at sove i et stykke tid..
men det var smukt i hendes øjne.
Hun så på ham og smilte venligt "jeg er 17" svarede hun så og kiggede på ham "de må være mindst 200 år... i hvertfald" sagde hun så og grinte sødt... det var mere et gæt fordi de fleste hun har mødt er der omkring eller ældre... nogen var så gamle at de ikke helt vidste hvornår de blev født * måske ældre... heh*

Akumu betragtede hende og overvejede idéen om at holde af kulde. Kunne se det smukke i en livløs verden...
Han kunne dog ikke undlade et smil ved hendes ord "Ser jeg virkelig SÅ gamml ud?" spurgte han - hentydende til udseendet, siden hun gættede på de 200. Han vidste godt hun hentydede til hans eksistens, som var langt ældre end hendes gæt. Men dog ikke nok til at han kunne glemme det. Alt han havde oplevet var stadig intakt i hans nærmest, uendelige hukommelse.

Ai så på ham, og fniste sødt "hmm... nej..du ser højst ud til at være 25 og mindst 19" svarede hun så og smilte venligt "men...jeg tror jeg har ret i du er deromkring eller ældre... for hvis du var et menneske ville du nok være død af kulde nu... så måske en dæmon...? vampyr?" *ok jeg gætter bare ud i luften, på et tidspunkt rammer jeg jo rigtigt*

Akumu rystede svagt på hoved. hendes gæt havde været for højt, men det var nok den dystre aura som lå som en mørk skygge over ham - der fik ham til at se ældre ud "18" svarede han, hentydende til kropsalderen.
Han nikkeder dernæst. Hun havde helt ret i, at et menneske ville dø af den kulde som herskede i ham. Netop hvor kold han var - hvor mange grader, anede han ikke og var egentlig også ret ligeglad. "Jeg består af racen; vampyr" svarede han blot og ærligt. Hvorfor dog dække over hans eksistens? Tåbeligt. Han vidste allerede at hun var menneske. Kunne både lugtes og mærkes. Hendes kropstemperatur lå på snit 37 grader - ergo menneske. Et af de laverstående væsner.

Ai så på ham "hehe... sorry" hun smilte venligt og hentydede til det med aldren "Så...som vampyr kan du vel også lytte til mit hjerte, se mine blodårer og så videre... eller er det kun nogle få der kan det?" hun havde jo mødt en der kunne.. så hvorfor dog ikke også ham her "...hmm... læser du så også mine tanker hr?" hun kunne ikke lide det men hun kunne jo heller ikke stoppe det..vel?

Akumu betragtede hende åndsfraværende, nikkede derefter "Jeg kan høre dit hjertets mange slag, se dine blodårer og læse dine tanker" svarede han blot ligeud. Ikke noget han ville lægge skjul på. Han så på hende med sit gådefulde og dybe blik. Selvfølgelig gavnede dén viden hende en smule... mere som en idé om hvad hans eksistens i virkeligheden var skabt til.. - at udrydde hendes slags. Menneskerne.
Hvorfor han egentlig stadig stod og talte med hende, fandt han ingen svar på. Han kunne give sig til så meget andet... men han bestemte sig for at blive lidt endnu.

Ai grinte stille "hvad så med at hoppe ud af min hjerne... den er jo ikke særlig interressant vel?" Ai rakte tunge af ham og smilte så efter... for ja for en vampyr var hun jo ikke andet en mad, så hvorfor skulle hun være interessant nok til at få læst tanker

Akumu smilte ad hendes ord "Hvis jeg besluttede mig for at træde ind i dit hoved, ville du så sandelig lægge mærke til det" sagde han med et skævt smil. Han lænede sig til den ene side og lagde på den måde det meste vægten over på den ene fod. "Jeg bruger ikke beskidte tricks som tankelæsning... " tilføjede han dernæst med et lille bekræftende smil. Brug af tankelæsning var unødig og han fandt det egentlig på en eller anden måde uretfærdigt. Sådan bare at kunne træde ind i folks tanker, rode rundt i deres sind og bruge dén viden, til lige hvad man ville. Nej... Det lå ikke til Akumu.

Ai så på ham "hmm... tror heller ikke du ville kunne finde ud af mine tanker hvis du træder derind... jeg er meget indviklet" Hun smilte kært til ham og tænkte dog en lille trist tanke samtidig... uden at vide hvorfor
"Så...Akumu.. Det betyder mareridt ik?"

Akumu hævede svagt det ene øjenbryn "Sig mig... udfordrer de mig?" spurgte han i et skævt drillende smil. Han havde skam været i sind langt være end hendes, gennem tiderne.
Han nikkede "Det gør det, ja" svarede han blot og lagde armene over kors, i en mere afslappet position. Han havde ikke tænkt sig at forklare hvorfor han hed det, og hvad der lå i det. Det kunne vel ikke være så svært at gætte sig til. I hvert fald ikke svært at gætte sig til noget der bare lignede sandheden en smule. Men samtidig, ingen vidste jo særligt om ham... så det var vel ét af de mange mysterier af ham.

Ai så på ham, gik faktisk helt tæt til ham, men så de ikke rørte hinanden "så... du går ind i mit sind og giver mig et større mareridt end jeg allerede har eller hvad..." hun kiggede lidt væk men så direkte ind i hans øjne "og nej udfordrer dig ikke... siger det bare rent ud"
hun smilte venligt og måske lidt udfordrende uden at vide det

Akumu rørte ikke på sig som hun nærmede sig, stod blot som forstenet og betragtede hende med sit livløse blik. Lod et svagt modbydeligt smil glide ind over hans læber "Det er ikke til at vide hvad jeg ville foretage mig i dit sind.." sagde han lavmælt. Nærmest hviskede. Udfordrede elelr truede han hende ligefrem?... troede vist ikke helt på, hvor kraftfuld han egentlig var. Men det havde han ikke noget imod. Faktisk foretrak han det sådan. Det var interessant at se hvordan folk førte sig frem og begyndte på deres hovmodige pis. Ikke at hun gjorde det.. Hans smil falmede svagt og blev til et svagt - men velmærket- smil "Desuden, vil jeg ikke udsætte dem for den slags.." sagde hanblot. ligeud og direkte. Hvorfor spilde kræfter på hende?... der var så mange andre metoder.

Ai smilte venligt til ham "fint... så slipper jeg for det" hun blinkede til ham og gik om på den anden side af ham "hmm... er det egentlig ikke underligt" sagde hun så stille "at gå ind i ens sind... og føle som dem, eller faktisk at gå i et med dem"