Pretty Moon//Akumu//

Akumu skævede til hende, som hun bevægede sig rundt om ham, men blev dog roligt stående. "Tjoh... Ikke længere" svarede han ligegyldigt og trak svagt på skulderen "Man vænner sig til fornemmelsen..." sagde han lavmælt. Man kunne vænne sig til så meget... så med tiden, havde han vel vænnet sig til det.
Han hævede svagt det ene øjenbryn og så på hende "Hvorfor spørger de så meget om vampyrer og deres evner?" spurgte han med sin bløde og dragende stemme.

Ai kiggede ned "..fordi...jeg allerede er blevet bidt en gang af en..." man kunne ikke se bide mærket da hun havde dækket det med noget pudder, men det var der ".. så jeg vil gerne kende jeres art bedre selvom i alle er så forskellige.." hun sukkede dybt

Akumu's blik fæstnede sig på hendes hals hvor den -blege pudderplet- prøvede at dække over 2 runde mærker i hendes hals. Hun havde været heldig, ikke at blive forvandlet.
Akumu foldede let hænderne om bag ryggen og tænkte lidt over hendes ord. Sagde dernæst "Ville det ikke være det samme som, hvis de prøvede at lære menneskerne at kende?.." Han holdt en kort pause. Selvfølgelig ville det være anderledes... meget endda, men.. "Hvert eneste menneske er jo så forskellig som nat og dag... og det samme er vampyrer.." Han lagde hoved let på skrå og så hende an. Hans hår gled skråt nedover hans synsfelt som følge af tyngdekræften. "De kan ikke gøre dem klog på menneskerne ved at studere en enkelt person og dernæst forvente at det er det samme med alle andre... Desuden" Han løftede den ene hånd og pegede op i luften "Hvis de sammenligner resultaterne med hinanden, vil de stadig ikke få noget konkret svar.." Sagde han med sin rolige, svagt belærende stemme. I sidste ende, måtte man vel bare kende 'grundreglerne' for vampyrerne - deres styrker samt svagheder og så, håbe på at kunne læse dem. Hvis man ikke kunne læse dem - hvilket oftes var svært ved vampyrer - kunne deres næste træk få fatale følger. Især for et menneske som hende... det var vel sådan det havde endt med hende... Men det anede Akumu jo intet om og gættede, rent ud sagt, bare ud i luften. Men et kvalificeret gæt var bedre end intet.
Et skævt og svagt uhyggeligt smil gled ind over Akumus blege læber. Det var ét stort spind af mystik, som kun de færeste kendte som deres egen hånd... Men det var der skam nogle som gjorde... Eller nogen.

Ai stod og lyttede til hans ord, lyttede til hvor svært det faktisk var... hvilket fik hende til at opgive lidt mere end hun allerede havde gjort.. Vampyren der bed hende havde allerede kørt psykisk på hende... i sit eget lille spil som han kaldte det... "Det kan godt være at.... vi faktisk ikke er så forskellige som man skulle tro... i har bare nogle evner.." hun grinte lidt for sig selv for at tænke tanke igennem "Jeg ved bare at i er som edderkopper... i vikler os i vil have blod fra... ind i et spind som vi ender med at være låst i...og så slår i til" hun sukkede lidt og så på ham "men ja... i er gode nok, i prøver jo bare at få noget mad ligesom vi spiser vores egen føde ved at slå dyr ihjel og sådan"

Akumu foldede atter hænderne - i en mere afslappet position - om bag ryggen og lyttede til hende. Netop dén metafor - at vampyrer var ligesom edderkopper med deres evindelige spind som i sidste ende bare var et forespil til at tømme ofrene for blod - passede utrolig godt. Han overvejede det lidt, nikkeder derefter erkendende. Lyttede til det sidste hun sagde og kunne ikke lade være med at skyde et undrende øjenbryn i vejret. Sammenlignede hun lige vampyrer og mennesker, som ligeværdige mordere? Havde menneskerne det ikke med at placere sig selv i en højere rang end de dyr som var deres bytte? Han betragtede hende diskret, men sagde dog ikke noget. Alt det hun havde sagt var hendes fortolkning af tingende, og dén kunne han så sandelig ikke ændre... Eller, han kunne vel sagtens.. Men lod i sidste ende være.

Ai lave et smilende grin "jeg lyder som en spådomskage lige nu" sagde hun så og så på ham "...nogle mennesker er værre en vampyrer når det kommer til mord.... nogle griner fordi de nyder det, nyder at gøre det, at se blodet forsvinde ud af deres krop og se livet forsvinde fra deres øjne..." hun kiggede lidt ned og smilet forsvandt "jeg bryder mig ikke om det..." hun sukkede lidt "jeg hader når min art slår ihjel, hader den måde de tror de er bedre end andre og bestemmer alt... selv i ungdommen er det sådan, dog ikke med død, men vold i det mindste"

Akumu gengældte svagt hendes smil ved hendes ord. Egentlig ikke, efter hans mening. Hun lod jo bare ordende flyde i en mere... mataforisk og dybsindig retning. Han lagde hoved let på skrå "De kan ikke tage ansvar for menneskets handlinger, ligesom jeg selv nægter at tage vare for andre vampyrer.." Sagde han toneløst og så på hende. "Desuden, har det vel ikke så meget med art at gøre, om de slår ihjel... slagter.." Han holdt en kort pause. "Mere personlighedene..." Han så tåget ud i den tomme luft. Mange vampyrer døde jo af tørst fordi deres samvittighed hang ved, og de dermed ikke kunne slå ihjel for at overleve. Samtidig med at sindsforladte mennesker slog ihjel for fornøjelsens skyld og ren og skær mordlyst.... ligesom de fleste vampyrer gjorde... Man kunne ikke se det fra én side af, og blev nød til at åbne ens blik og se det fra et større perspektiv. Der var vel i sidste ende ikke én konklusion på dette 'dilemma'. Det kom jo an på hvem der fandt svaret..

Ai så mod ham "Du har vel ret i det du siger... men nu vil jeg ikke hænge ved i den tanke... den er ret klam at tænke" sagde hun stille og så mod himlen igen "...i behøver bare blod for at leve" hviskede hun så stille og vendte sig om "såeh... kan vi snakke om noget andet, eller måske gå en tur?? eller noget" hun stod med ryggen til ham nu og tænkte... Dog havde hun hørt at det var dumt at vende ryggen til en vampyr, men hun var lidt ligeglad med det